Jeg elsker min telefon. Det er en iPhone XR i koral, den er fuldkomment smadret, den er utroligt langsom, jeg taber den dagligt, og så er den helt genial, for ved hjælp af den har jeg hele tiden muligheden for at holde styr på omverdenen. Jeg går aldrig nogle steder uden min følgesvend. Selv når jeg er i bad, kan jeg finde på at scrolle – jeg skal jo vide, hvad der sker på X, og om jeg har fået nogle nye likes.
Ligesom så mange andre bruger jeg min telefon meget, rigtigt meget endda. Men modsat mange andre, har jeg det ikke som udgangspunkt dårligt med det.
Jeg har hvert nytår for vane at befinde mig i et selskab, hvor mindst tre tilstedeværende symbolsk springer ned fra sofaen med et mål om at bruge deres telefoner mindre i det nye år. Det udmønter sig som regel i noget med at slå den såkaldte 'Skærmtid'-funktion til og opsætte en række dogmer, der altid går ud på noget med ikke at bruge mere end tre timer om ugen på Instagram.
Helt overordnet forstår jeg ikke, hvorfor så mange mennesker ser negativt på deres eget mobilforbrug – personligt bruger jeg hverken min telefon for lidt eller for meget. Jeg bruger den lige præcis den mængde tid, jeg har lyst til at bruge den, og så længe jeg lytter til mig selv, kan jeg ikke se, hvordan man skulle kunne argumentere for, at det er forkert.
At jeg ikke synes, jeg gør noget forkert, skyldes dog andet end ren og skær mavefornemmelse. Der er nemlig én ting, jeg holder mig fra at gøre, og som jeg ville ønske, at flere så på med større foragt. Noget, jeg ville ønske, folk havde fokus på at forsøge at lade være med frem for at fokusere på, hvor mange timer om dagen de ligger og kigger på billeder af deres ekskærester og disse ekskæresters nye kærester.
Grunden til, jeg ikke mener, jeg er ude i et overforbrug, er, at jeg har én enkel, men ikke desto mindre utroligt vigtig regel for mit telefonforbrug. En regel, der er så simpel og logisk, at jeg nærmest ikke har lyst til at kalde det en regel, da jeg vil mene, at vi her berører, hvad der kan kategoriseres som almindelig, sund fornuft. Den går sådan her: Jeg bruger ikke min telefon, når jeg er sammen med andre mennesker.
Der er få ting, der kan tage pusten ud af en samtale, som den ene part, der hiver sin mobil frem og begynder at sms’e og læse Facebook-opdateringer om deres grandkusiners børn og så lige tager et spil Subway Surfers, mens den anden part står og forsøger at fortælle noget.
Hvis du begynder at tjekke diverse apps, mens jeg taler til dig, mener jeg, at det nogenlunde vil svare til, at du op af tasken tog Politiken og begyndte at læse i den. Forskellen på disse to er dog, at ingen ved deres fulde fem kunne finde på at afbryde en samtale for at læse avisen, mens det derimod helt forvrænget er acceptabelt at begynde at tjekke sin Instagram midt under en snak.
Værst finder jeg det, når man befinder sig midt i en samtale, og modparten besvarer et opkald. Så sent som forleden var jeg ude og gå en tur med min mor, da min bror ringede hende op, hvilket resulterede i et 10 minutter langt opkald mellem de to, mens jeg kunne gå lettere irriteret ved siden af. Havde det været fysisk, at der var kommet en og afbrudt vores samtale, og ikke telefonisk/virtuelt, var det jo aldrig blevet accepteret. Så hvorfor er det, at der er så mange, der synes, det er okay at give telefonen en større plads end mennesket ved siden af en?
Umiddelbart vil jeg tro, at det skyldes dårlige manerer, men forholder jeg mig mere realistisk, skyldes det vel nok nærmere noget så simpelt som uvidenhed. Uvidenhed om, hvad symbolikken i at afbryde én samtale for at tage telefonen og engagere sig i en anden samtale er. Uvidenhed om, at det er nogenlunde den samme gerning at tjekke, hvad der sker på sin mobil, som det er at læse den gode gammeldags avis.
At tjekke sin telefon er den ultimative hån mod ens samtalepartner. Der er få ting, der symboliserer ligegyldighed og intensiv mangel på interesse som synet af en tom hånd, der sniger sig ned i lommen og vender retur ledsaget af en mobiltelefon. Stop med det.
