Vi ved, det lyder fuldkommen sindssygt, men er Langeland ... det nye Bornholm?

LUFTEN VAR TUNG, OG STEMNINGEN VAR TRYKKET, da hvad der føltes som hele byens befolkning, var stuvet sammen i biblioteket i Rudkøbing en sensommereftermiddag i 2015. Foran det store, lettere forargede publikum sad to mænd skoleret bag et bord stillet op til lejligheden midt i lokalet.

Det var Dagbladet Politikens daværende fotoredaktør, Thomas Borberg, og fotopraktikant Janus Engel, og årsagen var et fotoessay af sidstnævnte bragt i avisen under titlen ’Laaaaaaaaaaaangeland’.

Med billeder, der skulle vise, hvordan livet tog sig ud på Langeland (’Når resten af verden er kørt forbi,’ som der også stod), blev der gengivet en fortælling, mange på øen havde svært ved at spejle sig i med blandt andet ansigtstatoverede mænd, en morder og unge, der sniffede amfetamin inden en rundboldkamp. Fra et langelandsk perspektiv havde mange af billederne et nedsættende skær.

Selv havde jeg skyndt mig hjem fra gymnasiet og forbi biblioteket for at høre de to københavnere stå på mål for deres arbejde. Troels Mylenberg, den daværende chefredaktør for Fyns Amts Avis, var hyret ind som ordstyrer.

Det var første gang, jeg følte en forargelse på min egns vegne. Jeg er selv født og opvokset i Rudkøbing og har tilbragt størstedelen af mine ungdomsår der, hvor man hverken stak ud eller ind.

Dengang var jeg forarget, men i dag kan jeg godt se, hvad der fristede Politiken. Mange af de økonomiske, socioøkonomiske og demografiske problemer, Langeland bar rundt på i 2015, gjorde øen til en oplagt repræsentant for velfærdsstatens bagside.

Sådan er det stadig. På DinGeo, som samler geodata og sammenligner det fra kommune til kommune, ligger Langeland Kommune langt under landsgennemsnittet.

Både når det kommer til dårligt helbred, alkoholforbrug over højrisikogrænsen, rygning, fysisk inaktivitet, svær overvægt og antallet af førtidspensionister, er kommunen blandt bundskraberne. Det gælder også 9. klassernes karaktersnit, antallet af anbragte børn, gennemsnitsindkomst, mens det også er den kommune med næstflest på offentlig forsørgelse.

Sort på hvidt er det dyster læsning, men jeg ved også, at Langelands fortælling rummer flere lag. Lag, der vidner om lysere tider på en egn, der forsøger at undslippe rollen som boksepude i samfundets baggård.

Med færre huse til salg, flere boligfremvisninger og voksende turisme er nye vinde begyndt at blæse over øen. Det gælder alt fra millioninvesteringer i Danmarks nye luksusresort til et fælles lokalt folkeoprør, der fik flere andre dele af Danmark til at sætte foden ned. Nye innovative tiltag spirer op af den langelandske muld.

På trods af demografiske udfordringer kæmper de i vandskorpen med at få tingene til at flyde, men hvad siger de selv på Langeland? Jeg krydsede de fire broer fra København til den hjemstavn, som jeg engang længtes så forfærdeligt efter at komme væk fra, for at finde svar.

’HEJ FOLKENS, MIT NAVN ER PHILLIP BRUUN JENSEN. Jeg er 19 år gammel, jeg skriver herinde, fordi jeg er ekstremt ensom her på Langeland, og kunne godt tænke mig nogle venner, ligegyldigt om du er dreng eller pige, gammel eller ung,’ skrev Phillip Bruun Jensen på Facebook i gruppen ’Udkantsgruppen Langeland’ med knap 13.000 medlemmer den 26. marts i år.

Phillip var to måneder forinden, i januar, rykket fra sin bopæl i ydre Odense til en afsidesliggende lejebolig i Illebølle på Langeland, et kvarters kørsel sydøst for Rudkøbing, for at forfølge sin drøm om at blive landmand. I første omgang i halvandet års praktik, men med ambitioner om at starte sit eget landbrug.

Da jeg møder ham på hans værelse i det lille murstenshus i Illebølle, som han deler med to ungarske landarbejdere, beskriver han sin første tid som ”mørk og tom.” Vinteren føltes mere dunkel, når han var alene i en by, hvor der, statistisk set, var længere mellem jævnaldrende bekendtskaber.

”Jeg var begyndt at lukke mig sammen om mig selv og mine tanker. På arbejdet tog jeg en rolle som glad og smilende på mig, men når jeg kom hjem, følte jeg mig tom indeni og manglede at se nogle venner,” fortæller Phillip Bruun Jensen.

Antallet af borgere mellem 16 og 20 år på Langeland faldt i perioden 2010 til 2021 med 20 procent. Nedlæggelsen af HF & VUC Fyns langelandske afdeling i 2019, som var den eneste videregående uddannelse på Langeland, gjorde intet godt for den statistik. Derfor var en 19-årig tilflytter også lidt af et særsyn på egnen.

Han forsøgte at skrue ned for den larmende stilhed med musik og computerspil, men når han slukkede, var tomheden ligesom før.

Så en dag i marts, mens han sad på sin scooter på vej hjem fra træningscenteret, besluttede han sig for at lave opslaget på Facebook.

Han havde intet at miste, mente han, og hvis der trods alt bare var én, der svarede på hans efterspørgsel, ville han opnå meget.

Responsen var overvældende, og med 297 delinger og 47 kommentarer på opslaget fik Phillip Bruun Jensen tilbud om alt fra træningsaftaler, kaffeinvitationer, øl med andre lokale landmænd og ældre, som søgte et bonusbarnebarn. I dag dukker der stadig tilbud op.

Han mærker ikke ensomheden længere og med flere nye kontakter i telefonbogen, er der aftaler nok til resten af året.

Han vil ikke kalde sig selv for modig. Han gjorde blot det nødvendige.

”Jeg synes, det viser alt om den langelandske mentalitet, at så mange har været så positive i deres respons og ville hjælpe. Da jeg først fik hul igennem, kunne jeg virkelig fornemme det stærke sammenhold, og tør man bede om hjælp herovre, er der altid folk, der er klar til at give en hånd. Det er noget andet end i Odense, hvor jeg kommer fra,” siger Phillip Bruun Jensen.

SIDST, MORTEN SKOVHUS HAVDE GRÆDT, var i 2014, da hans far var gået bort. Men da han en dag i maj 2021 lod blikket vandre ned over en tilsendt liste med profiler på de 130 udviste kriminelle, som regeringen planlagde at placere på Langeland, kunne han ikke længere holde øjnene tørre.

Listen var fuld af kriminelle udlændinge, der alle havde det til fælles, at deres ophold var tålt, og billetten ud af landet var uden retur. Mordere, voldtægtsmænd og narkogangstere skulle nu skulle køre med bus 912 fra sydenden af øen til Rudkøbing, de skulle handle i Dagli’Brugsen i Bagenkop, og de skulle have deres gang i et lille lokalsamfund på Langeland, hvor de rundt regnet ville udgøre 25 procent af indbyggerne.

Dagen forinden havde Morten Skovhus på en gul bjælke fra TV 2 News kunnet læse følgende: ’Langeland får nyt udrejsecenter’. I P4 Fyn konstaterede kommunens borgmester, Tonni Hansen (SF), at ”det var noget bras,” men at han og langelænderne ”måtte få det bedste ud af det.”

I de gamle militærbarakker på Holmegaard nær Bagenkop havde der ikke været meget liv, siden Udlændingestyrelsen fratog Langeland Kommune retten til at drive asylcentre i 2016. Selvsamme styrelse købte i maj 2021 Holmegaard for 13,5 millioner kroner, efter sigende uden at besigtige stedet, af et ægtepar, der i 2007 havde givet syv millioner kroner for stedet og som i 2017 fik en dom for svindel med EU-midler.

Vejen var banet for et nyt udrejsecenter for udvisningsdømte udlændinge, der skulle aflaste det eksisterende midtjyske ditto, Kærshovedgård, hvor kriminaliteten og utrygheden havde været stigende i området omkring centeret.

I affekt og ”bare for at gøre et eller andet” oprettede Morten Skovhus en Facebook-gruppe og navngav den ’Langeland siger NEJ’. Her kunne folk organisere demonstrationer og dele de seneste nyheder om det nye center, og på bare et par dage havde gruppen fået flere tusinde medlemmer og var blevet et fællesskab for bekymrede og utilfredse borgere.

Adskillige politikere fra Christiansborg valfartede til Langeland for at vise solidaritet. Langelændere rejste den modsatte vej og demonstrerede. En selvstændig fra København med sommerhus i Bagenkop donerede 300 bannere til demonstrationerne foran Christiansborg.

Den 20. maj 2021 sendte Socialdemokratiet den daværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye til øen for at forsvare beslutningen ved et borgermøde i Humblehallen. På vejen mod den sydligt beliggende hal i Langelands tredjestørste by var landevejen blevet omdannet til en skilteallé med ’Nej tak’-skilte i rabatten.

Dannebrog hang på halv, og havde ministeren ikke fornemmet det lokale raseri på køreturen, var det svært ikke at mærke vreden, da han trillede ind på parkeringspladsen ved sportshallen.

Her stod mere end 2.000 borgere (der bor knap 12.500 på Langeland), som taktfast råbte ”Mattias Tesfaye, Langeland siger nej!” mens et fly fløj hen over himlen med et banner hængende efter sig. På dette tidspunkt havde ’Langeland siger NEJ’ rundet mere end 13.000 medlemmer.

”Jeg tror aldrig, jeg har oplevet så dårlig stemning, som da Tesfaye kom forbi,” erindrer Morten Skovhus.

Tilførslen af et udrejsecenter kunne potentielt få det i forvejen skrøbelige fundament til at smuldre. For hvad ville det ikke gøre ved huspriserne nær det planlagte center? Og ved trygheden?

I den nærmeste by, Bagenkop med knap 400 indbyggere, var glæden ved udsigten til at skulle huse 130 udviste kriminelle også til at overse. På tværs af politiske fløje og samfundslag var modstanden stor, og resten af det sydfynske øhav kom også med på vognen. Langeland var blevet tildelt en rådden banan, der skulle flyttes, men som ingen anede hvorhen.

”I de her år var Langeland langt om længe begyndt at rejse sig fra jorden efter mange år med nedgang, og så kom regeringen og sparkede benene væk under os. De tog et problem og flyttede det til et sted uden at kende noget som helst til samfundet omkring,” siger Morten Skovhus.

Som dagene gik, begyndte der at ske noget på gangene på Christiansborg. Et flertal mod udflytningen af centeret voksede, og da SF til sidst også modsatte sig projektet, var presset for stort. Seks dage efter den gule bjælke på TV 2 News var det langelandske nej en realitet. Regeringen og Mattias Tesfaye måtte skrinlægge udrejsecenterplanen, som de nogle dage forinden havde kaldt ”den mindst dårlige løsning.”

”Det var demokratiet i sin yderste potens, hvor det lille samfund vandt over det store samfund,” siger Morten Skovhus.

Da han købte et sommerhus på øen for halvandet år siden, fortalte ejendomsmægleren ham, at den dag, planerne om udrejsecenteret blev offentliggjort, var flere salgsaftaler blevet annulleret af frygt for konsekvenserne.

”Der er gang i mange gode initiativer blandt folk, som grundet de stramme tider får ting til at ske ved at arbejde sammen og løfte i flok. Det bør man fra det offentlige også give ordentlige forudsætninger for at kunne udfolde sig, for der skal ikke mange pust til at få korthuset til at ramle sammen,” siger Morten Skovhus.

Som vi sidder der i sommerhuset på Langelands østside i Spodsbjerg, er det tydeligt, at det vækker noget i ham at tale om det igen. Selvom det er to år siden, husker han, hvordan han havde det dengang.

I perioden, hvor oprøret mod udlændingecenteret kulminerede, tog han fri i en uge for at kæmpe mod planerne for udrejsecenteret. Han genså og -læste interview, som han ikke huskede at have medvirket i. På dagen for ministerens besøg i Humblehallen havde han haft 456 ind- og udgående opkald.

ÆREKÆRHEDEN ER TIL AT TAGE OG FØLE PÅ over alt på Langeland. Førnævnte episode med Politiken står som et klart billede på den lokale stolthed, der blev smudset til af de forstokkede københavnere, som vel knap nok kunne kende forskel på Langeland og Lolland.

I mediebilledet har fortællingen om Langeland ofte været den, at det er et sted, verden passerer forbi. Og samtidig et sted, der er blevet taget som gidsel i centraliseringsdebatten og i diskussionen om afstanden mellem land og by. Stigmatisering afføder fordomme, og fordomme afføder distancering.

Boller man ikke sine kusiner på Langeland? Er Langeland ikke bare indavl og incest? Langeland, nå ja, det er jo kontanthjælps-øen, har indbyggere i resten af landet måske på et tidspunkt sagt (eller tænkt).

Men tiderne skifter, og det mærker man om nogen i beværtningen Gaardhaven i Nørregade i Rudkøbing – i hvad ejerne selv har beskrevet som ’Rudkøbings latinerkvarter’.

Bag Gaardhaven står parret Anna Marín Schram og Carsten Holm, som i 2021 overtog de lettere medtagede lokaler i Nørregade, hvor brune værtshuse med skiftende navne gennem årtier havde lagt rum til, at man kunne få slukket tørsten. Til sidst for et begrænset segment i en gade, hvor resten af handels- og erhvervslivet for længst var forduftet.

I slutningen af 90’erne og op gennem 00’erne blev Nørregade berygtet. En gade, man ikke skulle færdes på efter mørkets frembrud, hvilket især skyldtes den lokale gruppering ’Nørregadebanden’ – en forsamling af lokale bøller, der tæskede uskyldige på vej hjem fra natlige eskapader.

Med tiden forsvandt ’Nørregadebanden’, som vel også skulle videre med deres liv, og det samme gjorde den affældige skygge, der længe havde mørklagt gaden. I dag står Nørregade som det diametralt modsatte: fine, gamle bebyggelser, som er blevet nye hjem for tilflyttere eller fritidsboliger for deltidslangelændere.

Som et billede på transformationen står Gaardhaven. Anna Marín Schram og Carsten Holm har fået en café med mere op at stå og skabt et samlingspunkt, der hidtil har været uset på disse kanter. Stedet har cortado på kaffekortet og byder blandt andet på musikquizzer, bogreceptioner og tapasbræt med lokale råvarer.

”Det var et sats, da vi åbnede, men vi har fået en god stamme af kunder, og så fornemmer jeg, at erhvervslivet i byen har været venlige til at sende turister vores vej,” siger Carsten Holm, der udover at drive Gaardhaven også er radiovært på DR.

Siden han og Anna Marín Schram indviede Gaardhaven, har de mærket en stor, lokal nysgerrighed. Måske også en længsel efter initiativ og nyskabelse. Deres drøm var at åbne et sted, som de selv gerne ville besøge og savnede på Langeland. Noget, som ikke var en decideret restaurant, men heller ikke et værtshus.

Tidligere i år valgte familien at rykke permanent til deres hus i Tranekær på Nordlangeland, og samtidig har de udvidet forretningen med endnu en café, Haven, som er åbnet på godset Skovsgaard.

”Langeland, og det sydfynske sving generelt, er en perle på verdenskortet. Der er pladsen, der er rummeligheden, der er nysgerrigheden, og så er der fast broforbindelse til resten af verden.

Det forklarer jeg altid til folk, når de spørger, hvorfor vi har valgt at starte noget op på her. Og skal den fortælling have pondus, er det også mest troværdigt, at jeg betaler min skat i kommunen,” siger Carsten Holm, som selv er fra naboøen Ærø, men i en årrække har boet i København og i Aarhus.

Han fornemmer et skred, ja, vel nærmest et paradigmeskifte, i det langelandske kulturliv, hvor flere har fået mod på at skabe noget. Både med den nye cocktailbar No. 10 på nabogaden, men også Broløkke Herregård, der har ambitioner om at løfte turismen til nye højder på Lange-land.

Syd på er der også strandhotellet, som er begyndt at røre på sig, mens der, fristes man til at sige, er zididada days på vej nordpå i den lille ferielomme på Dageløkke Havn. I hvert fald har en investorgruppe med Zidadida-sangeren Jimmy Colding kastet et klækkeligt beløb efter at istandsætte og modernisere havnen ud mod det sydfynske øhav.

”Jeg bemærker en vis stolthed forbundet med at være fra Langeland,” siger Carsten Holm. ”Den er nok også vokset, i takt med at der har været en trist retorik om Udkantsdanmark, hvor der i perioder har været nogle trælse sager.

Det har ikke afskrækket os, og vi elsker at være her. Nu har jeg også min gang i kulturlivet, og der er ofte folk, der fortæller mig, at de har hørt om Langelands positive udvikling, så noget må der være om snakken.”

TRODS BROLØKKE HERREGÅRDS LANDLIGE PLACERING på det, man lokalt ville kalde ’Lars Tyndskids mark’, og som geografisk vil beskrives som Magleby på det sydlige Langeland, har det gamle, men nyistandsatte gods udviklet sig til lidt af et tilløbsstykke. Broløk’, som man siger her, holder åbent hus efter en årelang istandsættelse.

Nu er det tæt på færdigt, og den store interesse og nysgerrighed har denne dag skabt trafikknuder på hovedvejen, og selv på bagvejene er her fyldt med biler i rabatterne. På indersiden af indgangsporten troner et flere meter højt kunstværk af kunstneren Peter Stuhr.

Det skal illustrere kronprins Frederiks tilknytning til matriklen, for det var på Broløkke Herregård, at hans afsluttende prøver på frømandsuddannelsen udspandt sig. Her sad han ’tilfangetaget’ i et kælderrum i flere dage, inden han blev fløjet ud og smidt i havet, hvorfra han skulle svømme ind til land og gradueres som frømand. Alt imens dronning Margrethe befandt sig i hovedhuset.

“Hvis du lige rykker lidt, kan jeg også få et stykke kage,” siger en ældre mand bestemt til en yngre kvinde lidt derfra.

Måske gratis mad er langelænderens kryptonit, men det plejer at være garanti for et velbesøgt arrangement. For det er ved pølsegrillen, den sande forsamling tager form. En kø på mellem 75 og 100 meter slanger sig over gårdspladsen, hvor folk trofast venter på at få et brød og en grillpølse med smag af æble, timian og allehånde.

Ved grillen står Joe Jørgensen med svedperler på panden forårsaget af både den bagende sol og den svidende grill. Han har fået ansvaret for at grille de 4.200 indkøbte pølser.

”Vi har mistet overblikket over, hvor mange pølser vi har givet væk,” siger Joe, mens han langer en platte over grillen. ”Men det er i hvert fald mange.”

Musiker Bryan Rice med det borgerlige navn Brian Risberg er hyret ind til at spille op i den nyrenoverede kostald, som er blevet omdannet til spisested og festsal med god akustik.

”Tusind tak for jer. Og kæmpe tillykke til Broløkke Herregård,” siger Brian Rice efter en halv times koncert og forsvinder så ud bag tæppet med en fadøl i et krus med stedets logo på. Øllen er selvfølgelig også fra Broløkke Herregårds eget bryggeri.

Arrangementet er pompøst. Men sådan skal det også være. Siden Familien Hansen overtog herregården i 2020, er der indtil videre skudt mere end 130 millioner kroner i renoveringen af de historiske bygninger, som både huser konferencelokaler, hotel, luksuslejligheder, restaurant, bistro, padelbane, bryggeri og et destilleri.

Den nye spa på stedet åbner i 2024, og samtidig indvies 40 nye værelser, så huset herefter kan tilbyde godt 100 værelser til overnatning. I de kommende år er det planen at etablere et glampingområde og desuden søge tilladelse til at anlægge landingsbaner til privatfly og helikoptere.

Familien Hansen drømmer om at skabe en unik form for turisme på Langeland og fange et mere købestærkt segment og på samme tid arrangere events til den brede befolkning. Servicen og faciliteterne skal være i den absolutte top, og det har også kastet arbejdspladser af sig.

I alt 26 ansatte er beskæftiget på Broløkke. En af dem er Dennis Dahl. Han er direktør på gården og ansat af ’Familien’ (som ejerfamilien kaldes) til at styre slagets gang og sørge for, at de mange ambitioner og visioner bliver realiseret; at Broløkke Herregård med tiden bliver nævnt i flæng med steder som Hotel Marienlyst, Kurhotel Skodsborg, Ruths Hotel og Hotel Vejlefjord.

”Vi skal være en spydspids for den udvikling, der er ved at tage form på Langeland. Og alt dette skal vi gøre i tæt samarbejde med de mange lokale aktører. Bekendte spørger mig, hvad det er, der er begyndt at ske her, fordi de fornemmer, at noget ulmer,” siger Dennis Dahl.

Han kommer fra en lignende stilling på Kragerup Gods på Vestsjælland, og hans kendskab til Langeland, inden han tog jobbet på Broløkke Herregård, var, mildt sagt, begrænset. Nu tilbringer han det meste af sin tid her, og efterhånden er det oftere hans familie, der besøger ham i hans tjenestebolig end omvendt.

”Jeg ynder at kalde Langeland for det nye Bornholm. Da der kom investorer udefra og turde kaste penge efter øen, satte det gang i væksten. Det kræver, at der kommer nogle og tager nogle initiativer. Jeg ser et kæmpe potentiale i hele øen, og vi mærker allerede nu, hvilken smittende effekt det har,” siger Dennis Dahl.

At ’Familien’, hvis formue er skabt igennem transportfirmaet NTG, Nordic Transport Group, endte med at kaste deres kærlighed og penge på Broløkke Herregård er lidt af en tilfældighed.

Jørgen Hansen, overhovedet i ’Familien’, har igennem hele sit liv haft en drøm om at blive ejer af en stor gård, og til et møde med en clairvoyant fik han at vide, at han ville blive ejer af et slot eller et gods i den sydligste del af Danmark. Da Broløkke Herregård kort tid efter dukkede op i en artikel, var han slet ikke i tvivl.

Siden har projektet grebet om sig, og håbet er, at herregården på sigt skal tjene sine egne penge ind, så man får mulighed for at reinvestere i nye tiltag.

”Vi ved ikke, hvor hurtigt danskerne vil få øjnene op for Broløkke. Det kan sagtens tage tre år – måske mere. Nu får vi en spa næste år, og hvad investeringerne vil tiltrække af interesse, har vi ikke fornemmelsen af endnu,” siger Dennis Dahl.

Til gengæld fornemmer han en stor lokal opbakning til og nysgerrighed omkring den nyrenoverede gård. Tag blot dagens åbent hus-arrangement, hvor et sted mellem 8.000 og 10.000 mennesker dukker op. Og ambitionen er klar:

”Vi skal være en unik attraktion på Langeland, som ikke er set lignende. Vi tilbyder events, koncerter, gourmetrestaurant, ophold, golfferier, andejagt i egen mose, fisketure med lokale kuttere og meget mere. Vi vil være noget for de gæster, der værdsætter deres omgivelser og køber det, der skal til for at gøre oplevelsen endnu bedre.”

HVIS IKKE DET VAR FOR TRÆSKOENE, ville bagenkopperne være svære at pege ud blandt turisterne og andre deltidslangelændere. Med undtagelse af det praktiske fodtøj (der er en lige fordeling af dem med og uden hælkappe) og periodisk uniformering i form af blå overalls på grund af fiskerierhvervet er det at være ’bagenkopper’ en identitet, der løber i blodet. Og så er der dialekten, hvor folk taler mere bre’et.

Min tante, der har boet i Bagenkop i mere end 30 år, brugte altid udtalelsen af pandekager, der på bagenkopsk bliver til pa’ankawer, som et didaktisk eksempel på de sproglige forskelle mellem os fra Ru’køw’i’ og dem fra Bagenkop.

Hernede på sydtippen har fiskeriet gennem generationer været byens vartegn. Herfra har fiskere, primært fra december til slutningen af marts eller midten af april, sejlet ud i Østersøen for at fiske efter torsk og fladfisk.

Noget, der gennem årtier har lokket massevis af især danske og tyske lystfiskere til, men også noget, der gør, at Bagenkop Kro kan levere en regionalt berømmet fiskebuffet, og at Bagenkop trods sin beskedne størrelse kan have fiskeforretningen Fiski (sydlangelandsk for ’fisk’ eller ’fiskeforretning’) – og at forretningen kan løbe rundt, ikke mindst.

I mange år beskæftigede havnens fileteringsfabrik en række indbyggere, men i 2007 stoppede Thorfisk A/S den lokale produktion og nedlagde 35 arbejdspladser. Samme skæbne led Bagenkop-Kiel-færgen i 2003. Færgen havde ellers siden 1965 sejlet passagerer fra Danmark til Tyskland og var særdeles populær på grund af skattefri spiritus, som nye EU-regler dog ændrede i 1999.

Nu synes fiskeriet at gå samme vej. En nedgang i torskebestanden i Østersøen fik i 2021 EU-landenes fiskeriministre til at reducere drastisk i erhvervs- og lystfiskernes kvoter.

Hvor fiskerne før vedtagelsen måtte fange 25.000 ton torsk årligt, er de nu begrænset til 214 ton. Lokalt er historien en anden. Her er det sæler og skarver, der spiser størstedelen af fangsten, men også de små torsk, der aldrig når at vokse sig store.

På havnen i Bagenkop er den gængse holdning, at det er bureaukratiske misforståelser og manglende handlinger, der kan få fatale konsekvenser for små samfund som her.

”Den gamle turistchef fortalte mig for år tilbage, at Langeland havde en omsætning på erhvervsfiskeri på 100 millioner kroner årligt. Det er mange penge at miste for en kommune som Langeland,” siger Frank Theodorsen.

Han er en af de sidste fiskere, der er tilbage i Bagenkop, og står og nyder en smøg foran det frivilligt drevne museum Fiskeriets Hus i det tidligere smedjeværksted iført træsko (selvfølgelig), jeans og T-shirt. Frank Theodorsen er født i Bagenkop, vokset op i byen, taler sproget, og sammen med sin bror holder han traditionerne i hævd som 10. generations-fiskere i familien.

Den første fisker i slægten kan dateres tilbage til begyndelsen af det 16. århundrede. 11. generation er allerede på vej, og Franks 12-årige søn ved da også, hvad han skal, når skolesystemet tillader ham at smutte. Men bliver det i Bagenkop, har Frank Theodorsen sin tvivl om:

”Det ville være trist, hvis historien skulle ende her. Jeg synes, at politikerne på Christiansborg mangler føling med lokalsamfundene. Spørger du lokalpolitikerne, er de klar over problemerne, men man sidder ofte med følelsen af, at der er langt fra Bagenkop til København.

De ved ikke, hvordan fiskeriet foregår i praksis. De kan godt sidde og kigge i deres papirer og sige, at det skal være på den ene og den anden måde, men det duer overhovedet ikke i ydersamfundene.”

FRANK THEODORSEN HILSER på en anden træskoklædt mand, der kommer forbi og peger over mod havnen, hvor makkeren kom fra. Hele den ene havn ovre i lystbådehavnen plejede at være fyldt med udlejningsbåde til lystfiskerne, nu er der kun enkelte tilbage, fortæller han.

”Da jeg startede med at fiske i midten af 80’erne, var der omkring 100 medlemmer i Bagenkop Fiskeriforening. I dag er seks både tilbage med gennemsnitligt to mand på hver.”

Bekymringen hos Frank Theodorsen og resten af Bagenkops sidste erhvervsfiskere bunder i flere ting. Dels er det et faktum, at antallet af aktive erhvervsfiskere siden 1999 er faldet fra 31 til ni, hvor to af dem har søgt om ophugning af deres kuttere. Dels er der også de ubekendte i ligningerne som følge af afviklingen, der rejser flere spørgsmål.

Hvilken betydning får det for resten af byens erhvervsliv? Hvad betyder det for antallet af lystfiskerturister? Og forsvinder de fastboende, når arbejdspladserne forsvinder? Vil udefrakommende have sommerhus i ’Årets Landsby’ anno 2011, hvis den lokale Dagli’Brugsen også må kapitulere?

Forleden talte Frank Theodorsen med den lokale brugsuddeler. Han regnede med, at det ville koste ham 10.000 kroner om ugen, hvis Bagenkop mistede lystfiskerne, hvilket ”er meget for en lokal brugs,” som byens købmand formulerede det.

Men som de plejer at sige det i Bagenkop, så ”tror de på lortet,” og på Langeland har den lille fiskerby været kendt som stedet, hvor ting kan ske gennem de lokales stærke sammenhold. Så stærkt, at det udefra gennem årtier har lignet et nærmest sekterisk fællesskab med en svag foragt (der gennem årene er forduftet – godt hjulpet på vej af Langeland, der sagde nej) for alt nord for byskiltet.

Senest kunne det internationale modemagasin Vogue berette om, at ’the tiny island of Langeland in southern Denmark’ – mere specifikt Bagenkop – lancerede sin første vinterbadefestival nogensinde.

Badefestivalen er stablet på benene af lokale frivillige, og det samme gælder byens havnefest (der nogle år har solgt over 6.000 billetter), det lokale fitnesscenter og ’Oasen’, et område med aktiviteter, friluftsliv og events på det gamle Bagenkop Stadion, hvor den sidste fodboldkamp blev spillet i 2015.

På havnen kæmper Frank Theodorsen videre. Med færre kvoter og kun få måneders fiskeri med udsejling fra Bagenkop Havn kan man ikke fortænke ham i at flytte væk fra slægtens hjemstavn, men man skulle kende en bagenkopper dårligt, hvis man troede, at der ikke skulle mere til.

Hvor længe kampen varer, afhænger dog af politikernes restriktioner.

”Jeg prøver at bevare optimismen og vil helst blive i byen, men lukker politikerne for fiskeriet, bliver jeg nødt til at rykke væk, for så er der ingen grund til at blive, selvom det er et skønt sted,” siger Frank Theodorsen.

PÅ EN DAG, HVOR VEJRVÆRTERNE HAR TALT om både varme og sol, er der kun kommet dis og dårlig sigtbarhed, hvilket blot får Ristinge Strand på Sydlangelands vestbred til at synes endnu mere øde og isoleret. Et tågehorn fra et tankskib gjalder i det fjerne, men ellers er det kun fuglekvidder, man hører.

En gammel, forfalden murstensbygning, der oprindeligt hed Havblik, ligger øde og hengemt bag krat og buske, små bakker og klitter. Engang var her både feriepensionat, restaurant og dansested. Nu er det forladt, og det har det været siden 2003, hvor de sidste gæster tjekkede ud, og ejerne sagde stop grundet sygdom.

Mads Zangenberg er direktør i selskabet Ristinge Strandhotel A/S og har store planer med den forfaldne grund, der, hvis tingene går efter planen, skal tømmes og give plads til det nye Ristinge Strandhotel. Zangenberg har en betinget købsaftale på stedet – betinget af, at han får de forskellige byggetilladelser og finansieringen på plads.

Visse forbehold skal tages, når man kun har naturen som nabo og Langelands måske bedste udsigt, men hotellets næsten lidt for gode placering i et Natura 2000-område (betegnelsen for beskyttede naturområder i EU) har med årene spændt ben for flere entreprenante typer, der har drømt om et badehotel i den sydlangelandske sol.

Hvis man kunne spille bingo med myndighedskrav, ville der være noget nær fuld plade på det gamle Havblik. Med en placering, der ligger inden for strandbeskyttelseslinjen, kystnærhedszonen, et EU-habitatområde og med en fredet skov grænsende op til grunden, er der nok bureaukratiske hurdles at overkomme, før et byggeri kan blive en realitet. Mads Zangenberg håber dog på, at han kan indløse grundens store potentiale.

”Bare ved Kystdirektoratet gik der 16 måneder, før jeg fik en godkendelse. Projektets landzonetilladelse fra Langeland Kommune kom den 27. juli og blev ikke påklaget, så efter 654 dages behandlingstid er de to altafgørende myndighedsgodkendelser endelig på plads.

I mit første møde med kommunen advarede de mig om, at det var op ad bakke, selvom man kommunalt også ønsker, at der skal ske noget med stedet,” siger Mads Zangenberg.

Siden hans mor og hendes mand købte hus på Langeland for 14 år siden, har de samme tanker om stedets potentiale strejfet ham, hver gang han er kommet på besøg fra København. Da han i 2020 trådte ud af det eventbureau, som han havde været med til at stifte, var vejen banet.

Alt i alt drømmer Mads Zangenberg om at skabe et bæredygtigt vandkantshotel med vild natur i baghaven, der skal vække genklang verden over. Med naturfarver, et plantetag og en tilbagetrukket placering er det 12-værelses store Ristinge Strandhotel designet til at passe ind i omgivelserne.

Det skal være et hotel, som folk vil rejse langt for at komme til. Derfor har han hentet inspiration fra andre steder i Norden såsom Juvet i Aalesund i Norge, Stedsans i Hyltebruk i Sverige og Ion i Selfoss i Island. Alle eksklusive hoteller i naturområder:

”Da jeg besøgte Juvet, boede jeg ved siden af et par fra London og et par fra Dubai. Alle var rejst ud for at tage billeder til Instagram for så at tage hjem igen til deres stressfyldte hverdage. Det er også det segment, jeg satser på: storbymenneskerne, der vil ud i naturen og koble af.”

Mads Zangenberg fornemmer et stort ønske om, at projektet skal lykkes. Både fra kommunalt perspektiv, hvor man længes efter investeringer i Langeland og de købestærke turister, der ikke er til camping og sommerhuse. Men også fra indbyggere i området, til hvem selskabet Ristinge Strandhotel A/S har haft succes med at sælge folkeaktier.

”Folk her er hjælpsomme, for de ved, at hvis noget skal ske, må man selv til hånde. Mange har også kunnet se øens turist- og brandingmæssige potentiale, men når du siger Ærø, Samsø eller Bornholm, ved de fleste, hvad det er. Sådan er det ikke med Langeland.

Alligevel begynder der at ske spændende ting både i nord og i syd. Der er kommet folk til, som vil noget andet herovre, og det kan blive et vendepunkt for øen,” siger Mads Zangenberg.

EFTER KNAP EN UGE på Langeland kører jeg de 220 kilometer tilbage til hovedstaden. Nogle af de sidste indtryk, jeg tager med mig, er, at nok er de gamle erhverv på øen i gang med at blive aflivet, men samtidig skyder en ny tro på tingene frem.

De hårde tider har forenet indbyggerne, sågar er foreningen ’Langeland Sammen’, en sammenslutning af borgere, foreninger og erhvervsliv, blevet dannet, og med nye kræfter og friske idéer synes potentialet for øen større end nogensinde. Tænk bare på den kommende oplevelsesturisme, på spaopholdene, på luksushotellerne.

Er alle problemerne for Langeland så løst? Langt fra, og i skyggen af udviklingen kæmpes kampen mod afviklingen, hvor en centralisering af både borgere, job og kulturliv sætter pistolen for panden på Udkantsdanmarks udkant. Men det er værd at overveje, om det er tid til en revision af den nationale fortælling om en provins i totalt forfald.