Første gang jeg kom til New York, gav det hele mening.
Sammen med resten af retorikstudiet på Københavns Universitet var jeg taget på studietur for at komme tættere på det amerikanske valg. Det var i oktober 2008, valgkampen var inde i sin afgørende fase, Barack Obama mod John McCain, og vi så valgdebatter, besøgte valgkontorer og følte os i tiltagende grad som små eksperter i amerikansk politik.
Det var fedt.
Annonse
Men det, der virkelig fik mit hjerte til at banke, var alt det, der skete på gaden. Og det gik op for mig, at alt det, jeg var rundet af, var udsprunget lige her. Indtil da havde New York været et fatamorgana og USA en spejling af noget, man hørte om i nyhederne, men som ikke rigtig var konkret i min bevidsthed. Det ændrede sig lige der.
New York Yankees-kasketter, subwayen, Nas’ ’N.Y. State of Mind’, Chelsea Hotel, Wall Street, Marcy Avenue, MoMA og BedStuy. Pludselig var jeg lige her, hvor alt det, jeg havde læst om, var blevet skrevet, og alt det rapmusik, jeg havde hørt siden konfirmationsalderen, var blevet til.
Et par dage før havde jeg været på Bakken i Kødbyen, nu stod jeg i det rigtige Meatpacking District og fattede for første gang, at stort set al kultur før eller siden kan spores tilbage til New York.
Jeg mistede mit hjerte til byen og har været tilbage ofte, både i kortere og længere tid. Jeg har også besøgt Florida og Colorado og ad flere omgange været i Californien.
Alt er vildere i USA, men de seneste gange, jeg har været der, har jeg desværre også måttet sande, at det ikke kun er for det gode, men i nærmest endnu højere grad for det onde.
Det manglende sociale sikkerhedsnet gør desperationen præsent hos mange. Man er fucked, hvis man ikke kan klare sig selv.
Annonse
Når amerikanerne har problemer med stoffer, udvikler det sig til en gennemgribende epidemi, der æder sig ind i landet. Se bare på fentanyl-krisen i blandt andet San Francisco.
Racismen er stadig et livsvilkår for de mange mennesker, der bliver forskelsbehandlet (og behandlet som skidt) på grund af deres hudfarve.
Og så er der amerikansk politik og præsidentposten, der har udviklet sig fra at være verdens vigtigste embede (det er det stadig!) til at være et regulært shitshow, ja undskyld mig, hvor man angriber modkandidaten med kunstige AI-videoer og deciderede løgne og generelt fører kampagne på nederdrægtigste vis. Man tager sig selv til hovedet, når man følger med, men med Kamala Harris har amerikanerne og resten af verden forhåbentlig fået en kandidat, der har alderen og visdommen til rent faktisk at føre landet et nyt sted hen.
Jeg er vild med idéen om Amerika, med de lange motorveje, med Upstate New York, med bjergene, kysterne, musikken, litteraturen, jeg kunne blive ved, men i de senere år kommer kærligheden med en bismag af en økonomisk, politisk og kulturel stormagt, der langsomt, men sikkert, er ved at degenerere sig ud af førertrøjen.
”I love the country, but I can’t stand the scene,” som Leonard Cohen sagde, og hvor har han ret. På en og samme tid er USA verdens bedste og værste land. I denne måneds magasin har vi taget turen over there. Vi tegner et portræt af et vildt, vidunderligt og voldsomt land, som det heldigvis stadig er let at tabe sit hjerte til. Om det bliver et lykkeligt ægteskab, må være op til øjnene, der ser.
Tak for at læse Euroman og god fornøjelse med denne måneds magasin, der er på gaden 24. oktober.
Kristoffer Dahy Ernst
Annonse
Chefredaktør
Turen går til USA
I det aktuelle Euroman-magasin vender vi blikket mod verdens vildeste land. Få en guide til den perfekte valgnat, kom på besøg hos de socialt opstigende strippere, forstå den amerikanske rustbæltepolitik, tag på roadtrip, hold dig fra fentanyl og giv dig i kast med en – synes vi selv – hylende morsom reportage fra det evigt fascinerende New York.
Alt sammen og mere til i det nye Euroman og på euroman.dk.
