Lukas, til dem, der ikke måtte have set det: Hvad stod der på det banner, du fremviste på live-tv efter Dronningens nytårsliste?
”Klimakollaps – træk nødbremsen.”
Hvordan kan det være, at du for rullende kameraer valgte at forstyrre garderne i deres arbejde?
”Det er, fordi regeringen er i gang med at skubbe os ud i et klimasammenbrud, som truer vores samfund. Regeringen burde arbejde på at stoppe klimagassen og sætte gang i en nødplan, men det gør de ikke. De lover bare guld og grønne skove og laver en plan om at bygge 15 motorveje mere, hvilket jo bare giver flere udledninger. Jeg kan ikke se noget bedre at gøre end at prøve at stå imod det, så det var derfor, jeg var derinde og protestere. At valget faldt på Dronningens nytårstale skyldes, at jeg synes, at nytåret er det perfekte tidspunkt til at gøre status over året, vores samfund, og hvad der skal laves om.”
Hvornår besluttede Nødbremsen sig for, at I ville protestere ved at forstyrre gardernes arbejde?
”Den 16. december meldte jeg mig på til at deltage."
Hvordan foregår planlægningen af sådan en protest?
”Hvis man er en del af Nødbremsen, kan man foreslå en protest og tage det op på et møde, hvorefter vi laver en protestplan. Det fungerer meget på samme måde, som når man planlægger andre events i sit liv.”
Har I en kalender, hvori I planlægger protester i fremtiden?
”Nødbremsen fungerer lidt ligesom en virksomhed, tror jeg. Vi har en strategi for, hvordan vi vil opbygge politisk pres og blive ved med at skubbe på for at få stoppet de nye motorveje. Vi planlægger altid lidt frem. Så det har vi, ja.”
Hvordan forløb dagen?
”Vi kom til Slotspladsen i god tid, så vi havde en god plads. Vi var der en times tid inden. Vi var jo faktisk to der protesterede, det var bare kun mig, der kom i tv.”
Er der nogen barrierer, eller kunne I bare gå ind til garderne?
”Det kræver en hel del selvovervindelse, men der er ikke noget hegn. Kun et mentalt hegn. Det føltes nervepirrende at skulle gå derind, men samtidig var det også vigtigt.”
Hvad skete der efterfølgende?
”En fra Hjemmeværnet tog fat i armene på os og trak os til siden. Så kom politiet og fik vores oplysninger. Vi var tilbageholdt i en times tid og blev sigtet for brud på ordensbekendtgørelsen. Af de andre på Slotspladsen, var der nogen, der kom med tilråb, men det var lidt svært at høre, hvad de råbte. Der var dog også mange, der var nysgerrige og filmede og kiggede på det, der stod på bannerne.”
Dronningen valgte jo at abdicere, hvilket efterfølgende har været et noget større samtaleemne end jeres protest. Synes du stadig, at jeres protest er vellykket?
”Hvad Dronningen gør, er jo hendes beslutning. Vi har kun magt over, hvad vi gør med vores protest, som, jeg synes, gik godt.”
Hvis vi tænker på medieomtale, havde du så foretrukket, at hun ikke havde abdiceret?
”Det ved jeg ikke. Det kan jeg ikke gøre mig til herre over, det må være hendes valg.”
Opbakningen til Kongehuset er høj, og Dronningens abdikation er noget, der påvirker mange mennesker følelsesmæssigt. Kan du frygte, at det, at I har forstyrret et stort historisk øjeblik, der involverer en person, som mange danskere har kært, kan skade jeres sag?
”Nej. Jeg har rimeligt meget tillid til den danske befolkning, og at de godt kan se, at vores protester ikke var rettet mod Kongehuset.”
Så du har ikke dårlig samvittighed over det?
”Nej, jeg har ikke dårlig samvittighed over at vise banneret.”