”Nu går vi alle sammen og sukker efter en vaccine, men det er ikke den, som bliver punktummet for coronavirus – vi er ikke i nærheden af målstregen”

Hvornår blev du for alvor klar over, at Danmark stod foran en helt usædvanlig og meget voldsom sundhedskrise?

”Jeg var til hastemøde i Bruxelles med mine sundhedsminister-kolleger fra de andre EU-lande. Det var det sidste fysiske møde, før det historiske pressemøde i Statsministeriet. Det var fredag 6. marts. I dag er det blevet helt almindeligt, men på det tidspunkt var det nærmest en ubegribelig scene, vi oplevede, da vi ankom. Normalt bliver vi omringet af journalister fra hele Europa, der står sammen i sådan en særlig pool. Men den dag var der kun et par italienske tv-hold. Journalisterne fra de andre lande stod langt væk fra italienerne, fordi de frygtede at blive smittet med corona. Det var første gang, jeg tænkte: ’Okay, nu er virussen jo her, midt i Europa.’ Vi vidste godt allerede i januar, at virussen fandtes i Kina, og at det var alvorligt og stort. Men indtil da var meldingerne fra EU, fra WHO og fra vores egne sundhedsmyndigheder, at smitten kunne håndteres, den kunne dæmmes ind. Det var ikke Europa, der var i fare.”

Du talte med den italienske sundhedsminister Roberto Speranza, der fortalte dig om det ukontrollable smitteudbrud i Norditalien?

”Ja. Jeg har et rigtig godt forhold til min italienske kollega. Han holdt et indlæg på mødet 6. marts, hvor han beskrev, hvad der skete, og jeg udvekslede nogle få ord med ham. Bare det at se hans blik og høre ham. Det var helt tydeligt, at han så ting og sad med ting, som han aldrig nogensinde havde troet på, han skulle sidde med. Vi kunne se, at smittetallene i de dage og den efterfølgende weekend bare voksede og voksede både i Danmark og i flere andre lande. Få uger senere så vi ligvognene køre ud af Bergamo. Efter det møde vidste jeg, at det her ville komme til at kræve alt af os. Og det har det også gjort. Senere, 11. marts, deltog jeg i et møde med en række ministerkolleger fra andre EU-lande. Her fortalte Speranza om den seneste udvikling i Italien. Han nævnte blandt andet en superspredersituation, hvor én enkelt patient havde nået at smitte flere end 600 andre efter to indlæggelser i sygehusvæsenet. Han fortalte også om de første erfaringer med omfattende lokale nedlukninger i Norditalien, som havde vist sig at være effektive i forhold til at bremse smittespredningen. Det stod endnu engang klart, at i kampen mod coronavirus er hastighed altafgørende.”

Hvad gjorde du, da du var blevet klar over, at der skulle handles hurtigt?

”Jeg havde faktisk Kåre Mølbak (Statens Serum Instituts faglige direktør, red.) med som rådgiver til mødet i Bruxelles 6. marts. Dengang var han nærmest helt ukendt i Danmark. Han og jeg sad sammen i flyet på vej hjem og udviklede den grafik med den røde og den grønne kurve, som jeg efterfølgende har vist danskerne til pressemøderne. Vi sad med hver vores computer og fandt grafen et sted på et britisk eller amerikansk medie og oversatte den til en dansk kontekst. I flyet begyndte samtalerne også: ’Hvad har vi med at gøre?’ ’Hvad kan vi gøre?’ ’Hvis tiden er så vigtig en faktor, så er vi nødt til at handle på forkant.’”

Hvornår besluttede I endeligt, at det var nødvendigt at lukke Danmark næsten helt ned?

”Det skete i løbet af et døgns tid op til pressemødet 11. marts. Jeg talte med statsministeren, vi holdt stribevis af møder, styrelserne kom ind og rådgav os. Vi arbejdede på højtryk. Vi skulle træffe beslutninger, som krævede en høj grad af mod. Det var helt surrealistisk at stå der i Spejlsalen i Statsministeriet og holde et ekstremt vigtigt pressemøde, som vi havde forberedt lynhurtigt men så godt, som vi nu kunne. Men det gik alligevel så hurtigt, at Mette (Frederiksen, red.) fx ikke engang vidste, at jeg ville stå med den der planche med smittekurverne på pressemødet. Det havde vi ikke nået at koordinere. Jeg var kommet direkte fra Sundheds- og Ældreministeriet, og vi nåede kun ganske kort at tale det igennem, før vi gik ind foran pressen.”

Hvad gik der igennem dit hoved, da du stod dér i Spejlsalen?

”Jeg vidste, at jeg stod i en historisk situation. Der var en helt særlig stemning i hele Statsministeriet. Jeg var meget optaget af, at jeg stod dér, ved siden af statsministeren. Og det var hende, der var statsmanden i rummet. Jeg stod ved siden af og var selv meget fokuseret på min egen sundhedsfaglige opgave. Hvad gør vi i sundhedsvæsenet? Hvordan vil vi få anskaffet respiratorer? Hvordan kan vi forberede os på en kinesisk eller en italiensk situation? Jeg kan huske bagefter, da vi kørte ud af Statsministeriet, at det nærmest var ligesom at være med i en film. Det er jo scener, som man aldrig troede, at man skulle opleve. Vi stod her foran pressen og anbefalede at lukke Danmark ned. Men én ting er at anbefale det, noget andet er faktisk at gøre det. Vi kiggede hinanden i øjnene, før vi gjorde det, og så sagde vi: ’Nu gør vi det!’ Og det altafgørende var, at danskerne forstod, at det her var dybt alvorligt. Hvis de lyttede til os, så kunne vi nå det. Hvis ikke de lyttede, så kunne vi ikke. Og så lyttede de!”

Hvordan var det at opleve, at danskerne reagerede så effektivt på jeres anbefalinger?

”Man bliver helt ydmyg over den position, man har. Det forpligter jo i ekstrem grad, at folk har tillid til én. Så vil der være et hav af avisforsider, der kritiserer én bagefter. Der vil være partier, der kræver én i samråd, og det får de lov til, for der er helt sikkert begået fejl undervejs, ingen tvivl om det. Men når alt kommer til alt, så er det vores altoverskyggende opgave at redde Danmark sikkert igennem denne her krise. På mange måder er det en befrielse – også for mig selv – at tænke på, at det er det og kun det, det handler om. Der er ikke noget andet, der er vigtigere. Ja, der vil sikkert være mails, som der vil blive søgt aktindsigt i, der vil være besværlige for os. Men det kan vi ikke gå op i nu. Vi er nødt til at koncentrere os om hovedopgaven.”

Hvilke fejl har du så begået? Er der en eller flere ting, du med den viden du har i dag, ville have gjort anderledes?

”Ja, selvfølgelig har vi da begået fejl. Det er der ingen tvivl om. Men jeg synes, vi er i småtingsafdelingen. På de store linjer, nej. Da vi på et tidspunkt sagde, at der ville komme rejsevejledninger hele resten af sommeren, og så pludselig sagde, at smittetallene nu er så lave, at vi fremrykker noget af genåbningen af Danmark, var det måske en fejl. Men det er jo en præmis for os, at vi kun kan se så og så langt ud i fremtiden, der jo er temmelig tåget for alle. Også for vores egne statsepidemiologer og alverdens sundhedseksperter. Men jeg synes ikke, det var en særlig stor fejl.”

Du og regeringen er blevet kritiseret for, at nedlukningen af Danmark var alt for voldsom, for omfattende og for dyr for samfundet?

”Det mener jeg slet ikke, den har været. Overhovedet ikke. Jeg så en opgørelse fra det London-baserede Imperial College, som har undersøgt, hvad nedlukninger rundt omkring i verden har reddet af menneskeliv. Ikke bare selve nedlukningen, men også befolkningens efterfølgende adfærd. Det er blot et enkelt studie, så man kan diskutere tallet og metoden. Men det er ikke selve tallet, der er afgørende. Det er, at nedlukningen har reddet menneskeliv og forhindret vores sundhedssystem i at bryde sammen. Vi kan jo se, at det blev overbelastet i lande, som ikke nåede at handle. Selv de lande, som nok handlede, men gjorde det for sent. Storbritannien er et meget godt eksempel. De lukkede langt mere ned end os, men gjorde det for sent. I dag har de en stor overdødelighed i forhold til os. Den danske nedlukning har været en af Europas mindste, men den var hurtig og effektiv. Og befolkningen bakkede op og var med til at hjælpe det igennem.”

Du og regeringen er også blevet kritiseret for, at beslutningen om at lukke Danmark var mere politisk motiveret end sundhedsfagligt begrundet. Hvilke myndigheder lyttede du til, som anbefalede nedlukningen?

”Det foregik sådan, at vi havde meget tæt kontakt. Jeg taler jo med styrelsesdirektørerne hver eneste dag. Og noget af deres rådgivning kan man se via aktindsigt, noget kan man ikke se, fordi der også er fysiske møder, hvor de rådgiver os. Jeg synes, debatten er på et lidt forsimplet niveau, hvis man ser på, hvor komplekst det var at sidde i situationen. Se for eksempel på et af de store elementer i forbindelse med nedlukningen, som handlede om at lukke skoler og børnehaver. Jamen, hvad så med alle de mennesker, der arbejder i sundhedssektoren, som ikke kan få passet deres børn? Derfor etablerede vi nødpasning, og det er jo en politisk beslutning. Ligesom spørgsmålet om, hvorvidt det er storcentre eller eksportvirksomheder, der skal lukke. Der sagde vi, at eksportvirksomhederne skulle fortsætte. Det er jo heller ikke en sundhedsfaglig vurdering. Sådan nogle vigtige nuancer går tabt i debatten, og det kan godt ærgre mig. Selvfølgelig bliver vi rådgivet af alt, hvad vi har af myndigheder i Danmark og udlandet. Men det ændrer ikke ved, at det var og er en politisk beslutning i sidste ende. Og jeg synes faktisk også, at vi var meget klare om, at det var politisk. På forsiderne stod der da også dagen efter: ’Her lukker Mette Danmark ned.’”

Mens vi sidder og taler, er smitten stigende rundt omkring i Danmark. Kommer vi til at opleve en nedlukning af Danmark igen som i marts?

”Vi skrider hurtigt og effektivt ind, når der er lokale udbrud. Det gør vi for at undgå en større national nedlukning. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at vi ikke skal derud igen.”

Hvordan vil I garantere det?

”Jeg synes, at vi over sommeren har demonstreret hvordan. Vi har haft smittestigninger i Hjørring, som var centreret omkring minkfarme og ældreplejen, i Ringsted omkring et slagteri og i Aarhus, hvor vi også er særligt opmærksomme på spredning i visse etniske miljøer. Vi har og vil sikkert få flere supersmittespredninger forskellige steder, som også vil blive håndteret forskelligt med smitteopsporinger og lokale nedlukninger, der matcher og tilpasses den specifikke kontekst. Oveni er vi blevet langt hurtigere til at reagere, og vi har fået langt mere effektive testfaciliteter. Sådan nogle systemer havde vi jo slet ikke i Danmark før. Min opgave var først at få epidemien under kontrol og få lukket den så meget ned som muligt. Så handlede det om at få udviklet systemer til at kontrollere epidemien. Nu handler det om at holde epidemien på et niveau, så vi kan holde så meget som muligt af samfundet åbent.”

Og hvis epidemien alligevel kommer ud af kontrol?

”I sidste instans er vi parat til at gøre det samme igen. Men til gengæld har vi lært en masse. Vi ved mere om, hvordan corona smitter, og hvor det er vigtigst at gribe ind. Det vil selvfølgelig være sådan, at det ansvar, vi tog i marts, er vi klar til at tage igen. Men når jeg siger, at jeg ikke tror, det kommer til at ske, så er det fordi, vores systemer er så finmaskede nu, at vi kan sætte tidligt ind, opdage smittelommerne og hurtigt få dem lukket ned. Det er det, der er opgaven.”

WHO har for ikke så længe siden vurderet, at coronavirus og konsekvenserne af den vil sætte sit præg på vores liv i flere årtier frem. Hvordan vil Danmark være påvirket af corona om bare få år?

”Befolkningen skal være klar over, at de har en sundhedsminister, der er klar til at gøre alt, hvad der skal til for at få denne her virus under kontrol. Alt, hvad der skal til. Fordi prisen med en ukontrollabel virus er så høj. Der er nogen, der har sagt: ’Ja, men hvis den alligevel bare rammer meget gamle mennesker, der alligevel dør om to år, så er det sikkert ikke det værste.’ Men denne her virus er en meget mere avanceret fjende, end hvad vi så i starten. Derfor skal vi lære at leve med den. Vi kan ikke bare regne med, at når vi lader os vaccinere, så er alt godt. Denne her sygdom er så globalt funderet nu, at det er umuligt at forestille sig, at hele verdens befolkning ville kunne vaccineres, så vi slipper af med den inden for en kort og overskuelig tidshorisont. Alt afhængigt af de vacciner, der udvikles, og hvor effektive de er, så er det vores og min opgave at få lavet et system, som er så godt og hurtigt, at vi kan få så meget af vores liv tilbage. Meget af det er jo oplevelser, vi i øjeblikket ikke har adgang til. Festivaler, koncerter og sportsbegivenheder, hvor man er sammen. Det er jo ofte de gode, store oplevelser, der er en vigtig del af vores liv. Men selvom vi har en vaccine, så ved vi, at der er nogen, der ikke vil vaccineres. Vi ved også, at der er nogen, der ikke kan vaccineres af helbredsgrunde. Samtidig ved vi, at vacciner virker med forskellig kraft. Nu går vi alle sammen og sukker efter en vaccine, men det er ikke den, som bliver punktummet for coronavirus. Der er forskellige halvlege i det her, og vi er ikke halvvejs endnu og slet ikke i nærheden af målstregen. Men selvfølgelig bliver det en gamechanger, når vi får en vaccine.”

Hvor tæt er Danmark på at kunne vaccinere sine borgere?

”Vi yder en meget aktiv indsats i forhold til vaccine-udvikling og -opkøb. Vi er blandt de lande, som er i gang med at sikre vores befolkning en vaccine. Det er et meget stort og dyrt kapløb, hvor vi har allieret os med EU. Men vi spiller også på andre strenge. Vi arbejder på at købe optioner, kan man sige. Det er optioner, der koster rigtig mange penge. Sammen med EU sikrer vi os, at når der er en godkendt vaccine og en etableret produktion, kan man få leverancer til sin befolkning. Her er Danmark meget langt fremme sammen med de andre EU-lande. Men jeg kan naturligvis ikke komme nærmere ind på, hvad det er for aftaler, vi har. EU-Kommission har netop indgået den første aftale om leverance af en potentiel vaccine mod coronavirus. Aftalen er indgået med medicinalvirksomheden AstraZeneca og skal sikre mulig levering af vacciner, der kan dække 40 procent af befolkningen i EU. Det er ikke muligt at give konkrete oplysninger om øvrige forhandlinger, men vi forhandler med producenter, der er langt i processen med at udvikle vacciner. Der er tale om lovende vacciner, men ingen er jo færdigudviklede eller godkendt endnu. I forhold til den nye aftale giver EU et bidrag til færdigudviklingen af vaccinen, og derfor vil der også være penge, som kan være gået tabt, hvis vaccinen ikke lykkes med godkendelse og produktion. Hvis vaccinen godkendes, vil den blive leveret i takt med, at den kan produceres, og Danmark vil lige som de andre EU-lande modtage en andel så hurtigt, den kan leveres. 2021 er det bedste bud på, hvornår vi kan starte med at vaccinere mod COVID-19, og vi håber selvfølgelig på, at det kan blive allerede først på året.”

Hvad er dit mest positive budskab til danskerne i denne coronakrise?

”Jamen, det er sgu da positivt, at vores gamle ven, videnskaben, som har reddet os fra tidligere epidemier, og som har sørget for, at vi lever længere, bedre og sundere nu, end vi kunne drømme om for bare få årtier siden, igen skal redde os. På den ene side har globaliseringen været det, som spredte virus så lynhurtigt, at det blev en pandemi. På den anden side er det jo netop globaliseringen, som gør, at vi kan samarbejde på tværs af landegrænser. Det er da fantastisk, at vi har en lægevidenskab, der er så dygtig mod så vanskelig en fjende som corona. De er jo vilde. Når de får prøverne på seruminstituttet, kan de se, når du er smittet, om det er den stamme, der stammer fra minkene i Hjørring, eller om det er den fra Korsør, som stammer fra Norditalien, som igen kommer fra Wuhan i Kina. Man kan simpelthen se smittens virusstamme, hvilket er helt afgørende for, at vi kan holde øje med, hvordan virus muterer og give os mulighed for at behandle og i sidste ende forebygge og vaccinere. At vi bliver ramt af den største sundhedskrise i 100 år, er én ting, men hvor er det heldigt, at det netop er nu og ikke for få årtier siden.”

Hvad er den vigtigste læring, du tager med dig fra det her forløb?

”Det er hastighed. Og at du er nødt til at bruge den magt, du har. For det er også et ansvar, du har. Hvis ikke du er klar til at bruge den magt, så kan du ikke løfte ansvaret. Og så fejler du. Jeg synes også, vi har lært, at demokratiet fungerer. Vi kan have et demokrati med al den åbenhed, som vi har, og samtidig kunne håndtere en pandemi. Det er jo nemt nok i Kina, hvor der ikke er nogen, der stiller spørgsmål eller søger aktindsigt i, hvordan man har lukket ned i de kinesiske distrikter. Det har vi i Danmark. Vi har vist, at vi faktisk kan håndtere drastiske og historiske beslutninger, der indskrænker borgernes frihed på en række centrale områder, og samtidig få befolkningens opbakning og forståelse for situationens alvor. Det, synes jeg, er en god læring.”

Når historikerne om 10 år skal skrive kapitlet om Danmark og coronakrisen, hvad håber du så, de vil skrive om dig og regeringen?

”Jeg håber, de vil skrive, at vi tog lederskabet, hvor det var nødvendigt, men at vi ikke gjorde det alene – vi gjorde det sammen med hele samfundet og et samlet folketing. Vi levede op til vores opgave, og det gjorde resten af Danmark også. Folk er blevet sendt hjem, folk har arbejdet hjemme, folk har fundet på nye ting, folk er blevet fyret, folk er blevet syge, folk har ikke kunnet besøge deres ældre på plejehjemmet, og folk har mistet deres kære. Der er jo masser af ofre rundt omkring i samfundet, både store og små. Man har ikke engang kunnet give hinanden et knus. Alle de her ting har jo været ofre, som vi alle sammen har måttet betale. Min og vores opgave var så at tage lederskabet. Og det synes jeg, vi gjorde.”