Men In Black: Misforstået modstand eller tåbelige tosserier?
Tirsdag d. 23. februar offentliggjorde regeringen deres nye epidemilov, der nu gør det muligt ved tvang at teste, isolere og behandle privatpersoner, der lider af en samfundskritisk sygdom eller formodes at kunne være smittet. Det fik Men In Black på gaden, og jeg gik med.
Hulgårdsplads er et flammehav af familiefædre med fakler og balaclava-klædte ballademagere med bomberør. Der gøres klar til afgang af dagens store Men In Black-demonstration, der skal gå fra Nordvest ind til Rådhuspladsen.
”Husk, ingen børn foran!”
Min kammerat Mark og jeg står i udkanten, der nu er udgangen. En sort mur møder os. Til trods for at der demonstreres mod corona-restriktioner, er alle maskerede. Jeg er en elefanthue fra at være klædt som dem. Mon de ved, vi ikke er her af samme årsag?
Annonse
Jeg fisker mit mundbind op af jakkelommen, som menneskemængden tættes omkring os. Vi trækker os til siden og lader flokken komme forbi.
Kort efter er Frederikssundsvej sort af mennesker. De omkringliggende lejlighedsfacader males røde af romerlysenes skær. En højtaler fastspændt på en ladcykel agerer fronttrop, mens sirenen fra ”The Purge” brager ud i gaden. I den dystopiske thriller fra 2013 er det et tegn på, at alle kriminelle handlinger er lovlige de efterfølgende 12 timer.
En ung fyr med dunjakke, sort kasket og ansigtsmaske i neopren sparker til en bunke af brændende fakler. Gnister skydes i vejret, mens en dunst af den rigelige mængde tændvæske, der kort forinden blev helt på, spreder sig. Han opgiver at slukke bålet og tilslutter sig toget. Endestationen er Rådhuspladsen, og vi tager plads i bageste kupé.
NEJ TIL TVANG – JA TIL FRIHED
Jeg går forbi en kvinde, der slår på en tromme i sin cykelkurv. Hun vil ikke interviewes, men fortæller mig, at medierne ikke lytter, og at medierne er for ensporede i deres dækning af corona.
En anden kvinde bærer et skilt hen over sin torso, der oplyses af lyskæder. Budskabet er svært at modsige. På bagsiden ytres modstand mod tvang, mens et ønske om frihed pryder kvindens front. Selvom hun mener, at medierne mangler kritisk sans, vil hun gerne snakke. ”Nok er nok!”
Annonse
Camille Bonde arbejder i sundhedsvæsenet og nævner, at hun har set mennesker være alvorligt syge af virussen. Alligevel betvivler hun baggrunden for nedlukning og kalder den ’fake’. Det er skævvridningen, der er problemet. Det giver ikke mening, at én sygdom skal have så meget opmærksomhed – og magt, påpeger hun.
”Jeg er nok dybest set derude, hvor jeg tror, vi er på vej ind i en tredje verdenskrig”
Camille Bondes ryg afslører en klar modstand mod tvang.
En magtelite, der er i gang med at overtage herredømmet med redskaber som test og vaccinering, der har til formål at forkrøble os alle sammen. Det er den frygt, Camille er gået på gaden med.
Tvangsindlæggelse, tvangsisolering og tvangstestning. Særligt frygter hun sine børns fremtid, da en udsigt til et A-hold og et B-hold ikke synes umulig. En opdeling mellem dem, der vil have vaccinen, og dem, der ikke vil, er en stor bekymring. ”Det er jo fascisme, vi er på vej ind i.”
Jeg føler mig bedrevidende og skammer mig, når jeg stiller spørgsmål, der åbenlyst viser, at vi ikke har samme syn på situationen. Jeg forstår hendes bekymring vedrørende prioriteringen i sygesektoren, hvor andre problemstillinger tilsidesættes i kampen mod corona, men hvordan spørger man, om hun slet ikke tror på den virkelighed, vi alle lever i lige nu? Samtidig skaber hun en tvivl hos mig. Er det mig, der er dum?
”Mæææh!”
Jeg hører pludselig fårelyde i mit venstre øre. En mand skælder ud på beboerne på Frederikssundsvej, der hænger ud af deres vinduer. Han opfordrer dem til at deltage i modstanden fremfor at se passivt til. Er vi får?
Annonse
Får finder en god hyrde, der kan lede dem sikkert til græs og vand, og selvom hyrden fører dem gennem tørre og visne områder, stoler fårene blindt på, at deres hyrde i sidste ende nok skal lede dem til grønne græsmarker og rindende vand. Det er måske ikke en dum sammenligning.
Sortklædt modstand
Frederikssundsvej bliver til Nørrebrogade. Mark og jeg drejer ind ad Gormsgade. Vi vil gerne indhente frontgruppen.
Vi skærer gennem baggårde, mens kanonslagene brager i baggrunden. Vi krydser Jagtvej, og det samme gør optoget. Volumen stiger, i takt med vi indhenter frontgruppen. På Meinungsgade kan vi se den gule mur, der afskærmer Assistens Kirkegård fra Nørrebrogade. Vi er foran.
Alle sidegader er afspærret af kampklædte betjente. Vi går uhindret forbi dem.
Kampklædte betjente afspærrer Meinungsgade for de mange sortklædte demonstranter.
Optoget føres stadig an af højtaleren på ladcyklen. En person svøbt i sort fra top til tå holder et romerlys i hver hånd og oplyser et banner med teksten ’sortklædt modstand’. De resterende følger dresscoden.
Kanonslag kastes mod kantstenene, og øjnene brænder bag balaclavaerne.
Vi fortsætter ufortrødent tilbage ad Meinungsgade, drejer højre på Guldbergsgade, forbi Sankt Hans Torv. På Fælledvej bliver vi mødt med synet af Sakramentskirkens facade, hvorpå Jesus hænger på et kors over hovedindgangens rundbue. Vi er igen foran.
På vej mod Dronning Louises Bro passerer de tre unge solister fra dette års X-Faktor os på to cykler. De vil også se, hvad der sker.
Vi passerer igen fem betjente i fuld uniform ved Fakta. På lejlighedsfacaden bagved er der malet fire bogstaver. ACAB.
"Mette ciao, Mette ciao, Mette ciao, ciao, ciao"
Da optoget nærmer sig broen, begynder uroen at melde sig blandt folk. Sirenen er byttet ud med en nyfortolkning af klassikeren ”Bella Ciao”, der gennem tiden er brugt som protestsang mod fascisme og for frihed.
Der er sortklædte demonstranter fra brokant til brokant, og det er umuligt at trække ud til siden. Vi bakker, mens intensiteten øges. Flere romerlys tændes, og et fyrværkeriskud skydes op fra menneskemængden. Det får en del til at småløbe. Da jeg vender mig om, er Mark allerede sat i spurt. Han stopper først på volden efter broen.
Omringet af salatfade beslutter vi os for at søge ind i optogets midte. Jeg henvender mig til to unge fyre. De fortæller os, at de er her for oplevelsen.
Vi trækker fra dem, da vi drejer ved Nørreport Station, og pludselig får vi øje på tre gange Guy Fawkes. En kigger på os, en anden mod Ørstedsparken, mens den sidste dingler ved et bukseben. De har smidt maskerne.
”Det er jo ikke samfundssind, det er det modsatte”
Daniel Jespersen er til demonstration med sin storebror, Kjertil, og far, Carsten. Jeg spørger ham, hvad der har fået dem på gaden, og han nævner den nye epidemilov. Han stejler, da jeg spørger, hvad han er mest utilfreds med ved den. Han er ikke fyldt atten endnu og har derfor ikke gennemlæst loven. Den har dog fået ham på gaden her til aften.
Vi afbrydes af storebror Kjertil, der er uforstående overfor, at jeg er iklædt mundbind. Han henviser til mørklagte studier, der afslører bindets manglende virkning. Far Carsten tager over med bemærkningen: ”Ej. Det står på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.”
Derudover er der ikke meget tiltro til vaccinerne at spore. De virker ikke. Man kan blive syg alligevel. Det er ikke risikoen værd, mener han. ”Jeg tror godt, jeg kan blive rigtig syg af virussen, men jeg ved det ikke. Men jeg ved, at vaccinen kan være potentielt meget farlig for os alle sammen”.
Carsten nævner, at han er uddannet biolog, da jeg spørger ind til, hvad han tror er farligt ved vaccinen. Udover at henvise til tidlige dyreforsøg, hvor alle dyr er døde, gør han mig ikke meget klogere på det spørgsmål. Han tilslutter sig dog til bekymringen for sine børns fremtid.
Fakler, romerlys og Dannebrog løftes mod en fuld måne, mens demonstranterne går ned ad Frederikssundsvej.
Et kanonslag springer i baggrunden til stor jubel, mens jeg spørger Carsten, om han ønsker, at vi fjerner alle restriktioner i Danmark. Han synes, at det giver god mening at passe på de ældre, men mener heller ikke, at det giver mening at blive ved – vaccinernes manglende virkning taget i betragtning.
”De ældre bliver overladt til sig selv. Det er jo ikke samfundssind, det er det modsatte. Det, synes jeg, er det værste.”
Carsten mener at vide, at politikerne er klar over, at det, de gør, ikke giver mening. Det er ikke dem, demonstrationen henvender sig til.
”Det er danskerne, vi skal have fat i. De skal høre, at vi er her”. Og det skal jeg lige love for, at man kan.
Vi vil have action
Vi drejer til venstre ad H.C. Andersens Boulevard, hvor trafikken for en sjælden gang står stille. Optoget er ved at nå endestationen, men oppe foran er de ikke løbet tør for ammunition. Romerlysene har brændt uafbrudt siden Nordvest, og kanonslag gør lystigt op for den manglende trafikstøj.
I døren til 7-Eleven har vagten et hyr med at forklare folk, at de ikke må komme ind i butikken uden mundbind eller visir.
Politiet forventer optogets ankomst på Rådhuspladsen og stiller talstærkt op. Vi placerer os langt fremme, men tæt på politiets køretøjer. Da vi vender os, står sort røg op. Et romerlys tændes, som farver skyen mørkerød.
Mens vi bevæger os tættere på, springer noget fyrværkeri tæt på os. Vi får begge et chok. ”NU gider jeg ikke mere”, udbryder Mark.
Jeg overtaler ham til at blive lidt endnu. Vi følger duften af krudtslam og bevæger os nærmere. En tændt lunte lander for vores fødder. Da jeg registrerer det, er Mark løbet. Til stor underholdning for afsenderen, løber jeg efter. En kvinde råber ad os.
”Er I ikke vikinger?”
Det er vi nok ikke. Vi er nok bare får.
Sort røg søger mod himlen, mens endnu et romerlys hjælper de kulørte tagreklamer med at lyse Rådhuspladsen op.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.