Midt i et klimakaos: ”Vi befinder os i en tid, hvor tingene går rasende hurtigt”

Vi befinder os på Grønland. Året er 2014, og et hold af klimaforskere er på vej op mod en af de nøglelokaliteter på en gletsjer, hvor de år efter år har foretaget intensive målinger af isens tilstand.

Det er en ekspedition, som Sebastian Mernild har været med på mange gange før, men det er nogle år siden sidst. Forskerne er blevet sat af helikopteren, og nu bevæger de sig gennem landskabet som nomader med deres udstyr på ryggen.

Sebastian Mernild går raskt til. For at komme ud på isen skal han hen over en bakketop med alt sit udstyr. Minutter senere når han til tops og bliver mødt af et syn, som chokerer ham. På de få år, der er gået, siden han sidst stod på den selvsamme bakketop og kiggede ud over isen, har gletsjerne trukket sig næsten hundrede meter tilbage.

I perioden efter Grønlandsekspeditionen satte han og forskerholdet sig for at undersøge, hvordan det stod til med gletsjere i andre dele af verden, og ganske, som de havde frygtet, var det, de havde set, udtryk for en tendens. Ikke bare i andre dele af Grønland, men også i Alaska, Andesbjergene, Canada, Sibirien og de russiske arktiske øer.

”Jeg har oplevet meget. Jeg har sejlet i speedbåd mellem de store isbjerge og set dem knække af, men det her, det gjorde mere indtryk på mig end noget andet. Jeg var helt mundlam over, hvor vildt det var, at isen på så få år havde trukket sig så meget tilbage. Dét syn glemmer jeg sent,” siger Sebastian Mernild.

Sommeren 2018 var den mest solrige sommer nogensinde målt i Danmark. Marts 2019 var den vådeste marts måned nogensinde målt i Danmark. Ifølge Sebastian Mernild er dette blot to af mange vejr-rekorder vi vil se de kommende år.

”Klimaet er blevet mere ekstremt. Vi ser varmerekorder på stribe, flere regnvejrshændelser og mere nedbør, skybrud, varmerekorder og en Golfstrøm, som svækkes. Iskapper, som er ude af balance og så videre. Mange af processerne accelererer. Det er unormalt,” understreger han.

”Det er ukendt terræn, vi tilbagelægger. Vi kan ikke se tilbage i tiden, for vi har ikke set tingene ændre sig så hurtigt som nu.”

Sebastian Mernild er professor i klimaforandringer og glaciologi ved to universiteter i Norge, direktør for klimaforskningsinstituttet Nansen Centret i Bergen, hovedforfatter på FN’s kommende klimarapport, og så har han to årtiers erfaringer med feltarbejde i blandt andet Grønland, Alaska, Patagonien og Andesbjergene. Han er altid opdateret på de nyeste forskningsresultater, og han er for alvor bekymret over det, han ser. Han uddyber:

”Det er helt tydeligt, at kurverne kun går én vej, og jeg er oprigtigt bange for hvilken verden, det er, vi efterlader til vores børn. Jeg har selv to, Frederik på 11 år og Benedikte på 8 år. Jeg ønsker ikke, at de vokser op i sådan en usikker verden, hvor der ét sted er ekstrem tørke og et andet ekstreme oversvømmelser. Det bliver en verden, hvor konsekvenserne går ud over alle, og vi har forventeligt kun set begyndelsen af, hvad det kommer til at betyde.”

Han er ikke alene med sine bekymringer. En lang række klimaforskere er med ham, og mange af dem ser endnu sortere på fremtiden. I håndskrevne breve til det online-klimamanifest ’This Is How Scientists Feel’ fortæller klimaforskere verden over om deres frustrationer, som tager til i takt med klimaets fordærv.

Det er på trods af den uskrevne regel om, at forskere bør holde sine følelser og politiske holdninger for sig selv. Den tyske klimaprofessor Stefan Rahmstorf sammenligner eksempelvis klimaets tilstand med et mareridt, hvor børn er fanget på førstesalen i et brændende hus og skriger om hjælp, mens brandvæsenet nægter at komme dem til undsætning, fordi de tror, at det er falsk alarm. Stefan Rahmstorf mener altså, at klimakrisen breder sig for øjnene af os som en tiltagende ildebrand, alt imens verdens magtelite fornægter, at der er noget galt. En sammenligning, der giver uhyggelige associationer til de store ødelæggende brande, der hærger i Australien.

Konceptet ’This Is How Scientists Feel’ er blevet mødt med delte reaktioner i klimaforskningens bagland. Jens Olaf Pepke Pedersen, som er seniorforsker ved DTU Space & Polar, har eksempelvis kritiseret, at velrespekterede klimaforskere forholder sig politisk til deres eget specialeområde.

Han mener, at det svækker videnskabens troværdighed, når personlige holdninger sættes i forbindelse med uafhængig forskning. Det er Sebastian Mernild uenig i. Tværtimod mener han, at forskernes personlige bekymringer kan hjælpe folk med at forstå problemets alvor. Selv prøver han at bevare optimismen, men han er også realist, for hver dag lander nye forskningsresultater på hans bord.

”Mange forskere er særligt frustrerede over, at vi ikke kan trænge igennem til beslutningstagerne. Hvad er det, der er galt? Det er jo videnskabelige beviser. Det kan være virkelig nedtrykkende, for vi står og kigger på konsekvenserne af forbrugskulturen hver dag. Vi ser, at det politiske system står stille, mens klimaet rykker sig mod det værre. Jeg tror ikke, at nogen af os har lyst til at give op, men de dårlige fremtidsodds får mange til at knække over og sige: ’det her, det går ad h til.’,” fortæller han.

Det, der ifølge Sebastian Mernild er vigtigt at forstå, er, at klimaet altid har ændret sig, men de ændringer, vi ser i klimaet nu, sker, fordi koncentrationen af CO2 i atmosfæren stiger. Jo højere en koncentration af CO2 i atmosfæren, jo kraftigere drivhuseffekt. Så langt, så godt. Men hvad er det konkret, at en varmere verden betyder for menneskeheden og livet på jorden? Det er det, Sebastian Mernild forsøger at formidle.

Pålidelige observationer fra NASA tilbage fra 1880 viser, at den globale middeltemperatur er steget 1,1 grader celsius i gennemsnit. Det er en temperaturstigning, som er cirka ti gange hurtigere end gennemsnittet over de seneste 22.000 år.

Så drastisk en temperaturændring har vist sig at have håndgribelige konsekvenser på klimaet. Vi ser allerede flere ekstremhændelser, som eksempelvis varmerekorder, nedbørsekstremer og kraftigere storme. Golfstrømmen er blevet svækket godt 20% over de seneste fem årtier, og vi ser, at isen smelter, mens havniveauet stiger meget hurtigere nu sammenlignet med det 20. århundrede.

”Vi befinder os i en tid, hvor tingene går rasende hurtigt. For én som mig er det jo spændende, for vi ser forandringer med en hastighed, som vi ikke har set tidligere. Vi forstår, at hvis man drejer på ét tandhjul, så begynder de andre tandhjul også at bevæge sig,” siger han.

”Men det er bekymrende. Vi udsætter vores natursystem for stress, og der vil komme en masse konsekvenser i kølvandet på det. Nogle steder er der ingen vand, andre steder er der for meget vand. Flere steder vil der blive for varmt til at dyrke afgrøder, og folk vil blive nødt til at migrere,” forklarer han.

Klimaforandringerne er et globalt problem, som skal løses i verdenssamfundet, men Sebastian Mernild peger på, at viljen til at ændre på tingene ikke er der. De globale CO2-udledninger stiger stadig år efter år, og i 2019 så vi den største udledning hidtil.

”I sidste ende er det fordi, at det koster penge. Senere hen vil det forventeligt blive en rigtig god forretning at investere i grønne tiltag og teknologier, men til at starte med koster det penge, og jeg tror ikke, vores politikere er villige til at putte de penge i det, som det kræver, og det gør mig bekymret,” siger han, ”for der er ikke noget, der er vigtigere end det her.”

Sebastian Mernild var officer som ung. Selv mener han, at det har gjort ham bedre rustet til det job, han har i dag. Mens han kravlede rundt i skyttegrave, krydsede ørkenlandskaber i Afghanistan og prøvede at skabe en konstruktiv dialog i Kosovo mellem vestlige soldater og skeptiske lokale, lærte han en ting eller to om diplomati. Det kommer ham særligt til gavn, når han snakker med politikere, der alligevel ikke lytter, eller værre endnu: anfægter præmissen for debatten. Sådanne samtaler kræver vedholdenhed.

”Jeg har altid været bedst i modgang,” proklamerer han henover bordet.

”Hvis jeg siger, at det hele er håbløst, så har jeg jo givet op. Jeg giver ikke op. Jeg er en fighter. Jeg er fra en familie, hvor man skulle kæmpe for tingene. Jeg kommer ikke ud af rige kår. Min mor var fraskilt og havde to jobs. Hun knoklede, og det har jeg lært af. Jeg var i Kosovo for at bevare freden og i Afghanistan for at kæmpe for freden. Jeg har heller ikke tænkt mig at give op i klimakampen. Det har jeg simpelthen arbejdet for hårdt til, ” forklarer han.

Men nogle gange bliver han negativt stemt. Specielt når han står i tv-debatter og bliver spist af med politiker-svar ala: ’jamen, jeg mener, at vi gør det godt nok.’

”Det er det intet, der tyder på, at vi gør. Aldrig har gabet mellem det, vi udleder, og det, vi burde udlede, været større. Globalt set gør vi det ikke godt, og vi gør ikke nok for at reducere de stigende CO2-udledninger,” forklarer han.

”Men dem, jeg debatterer med, refererer stadig til en eller anden artikel, de har læst for fem eller otte år siden,” siger han.

Han ved godt, at han skal være taknemmelig for, at han arbejder i og formidler sin viden til Skandinavien. I Trumps USA er det svært at få forskning igennem, der hedder noget som helst med ’climate change’, og nogle af Mernilds amerikanske kolleger tør knapt lade deres computere stå på kontoret af frygt for at deres data vil forsvinde. Og det er bare den fysiske forhindring.

I praksis er de amerikanske klimaforskere oppe mod en magtfuld olie-, gas og kulindustri, der hver dag bruger flere hundredetusinder af dollars på lobbyarbejde, der dels skal overbevise os om, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte, dels påvirke den politiske dagsorden til egen vinding. Og meget tyder på, at det virker.

Et hurtigt blik på den amerikanske miljøpolitiske linje viser, hvordan den grønne omstilling altid har haft svære kår i det vækstorienterede USA. I hvert fald på føderalt plan, hvor Donald Trump er i fuld færd med at tilbagerulle de grønne initiativer, Obama fik gennemført.

”Derovre er det sejt op ad bakke på føderalt niveau. Det går fremad i flere delstater, Texas har vindmøllerne, Californien er førende, når det kommer til clean tech, mens Chicago og Illinois er ved at ændre på tingene. Men det svære er selvfølgelig, at Trump modarbejder den globale klimaindsats,” påpeger han.

Selvom det går langsomt, mener Sebastian Mernild, at der er ved at ske noget. Endelig befinder vi os i en tid, hvor klimaet får så meget mere opmærksomhed i Danmark end tidligere, at politikerne ikke længere kan ignorere udfordringerne. Da han blev ph.d. i glaciologi tilbage i 2006, brugte forskerne stadig størstedelen af deres taletid på at overbevise befolkningen om, at klimaforandringerne var menneskeskabte. Nu i 2020 ved folk godt, at det er alvor.

”I starten af min karriere holdt jeg et foredrag på Christiansborg om FNs klimapanel, og folk i salen rystede jo nærmest på hovedet ad mig. I dag lytter de i det mindste til, hvad jeg siger. Ikke, at det nødvendigvis ændrer tingene, men jeg håber på at kunne påvirke politikerne over tid,” siger Sebastian Mernild.

”Det håber jeg. ”

”Inderst inde, så tror jeg, at det kommer til at tage lang tid. Jeg håber, at vi kommer efter det, og jeg håber, at teknologien og forskningen kommer til at skabe banebrydende resultater. Ellers går vi en meget bekymrende fremtid i møde."