Generation Privilegeret vinker farvel til det lette liv efter krigen i Ukraine

ALARMEN BLEV OVERHALET INDENOM den tidlige torsdag morgen i februar. Jeg lå stadig og slumrede fredfyldt, da min kæreste lagde sig tilbage i sengen med sin iPhone i hånden og fik mig ud af fjerene med ordene: ”Skat, Putin invaderer Ukraine nu.” Jeg sparkede dynen af, gik afklædt ud i køkkenet, tændte for P1 og satte vand over til kaffe. Kort efter indledtes radioavisen med en sætning, jeg havde svært ved at fatte: ”Der er krig i Europa.” Tænk at høre den besked fortalt i nutid. Budskabet hører jo til i datid, gør det ikke? Der var krig i Europa, og nu er vi kommet videre fra den slags, ja. Vesten blev taget på sengen, og jeg stod der i køkkenet og lignede en idiot, nøgen og måbende. Min kæreste må have tænkt det samme, men også hun var tavs. For under et år siden isolerede vi os i samme køkken en uge i træk, fordi vi havde smittet hinanden med covid-19. Vi nåede knap at have ondt af os selv, for mens vi lå der og ventede på at få udbragt mere take-away, mindede klimakrisen om sig selv ved at oversvømme dele af Tyskland og sætte skove i brand i Californien og Amazonas. Pandemien er allerede passé i vores dele af verden, men heller ikke nu render klimakrisen med opmærksomheden. Krisekøen er lang. Der er krig i Europa. Elkedlen afbrød stilheden med et lille klik.

Jeg cyklede til arbejde med Radioavisen i ørene. Erkendelsen af krig på eget kontinent påvirkede mig mere, end jeg havde forventet. Måske fordi jeg hele mit liv har fået fortalt, at det ikke var en mulighed?

MAN DEFINERER GENERATIONER efter fødselsår, typisk med tredive års mellemrum, men jeg skelner her efter en kulturel begivenhed så betydningsfuld, at den burde markere en overgang – mellem dem, der er gamle nok til at erindre Murens fald i 1989, og dem, der er kommet til verden efterfølgende. Vi, der tilhører sidstnævnte, ved ikke, hvad det vil sige at ofre sig for et fællesskab. Det har aldrig været nødvendigt.

Lidelsen er fjern for os. Min generation er den første uden levende familiemedlemmer, der for alvor kan erindre Anden verdenskrig. Nazismen, kommunismen, den kolde krig, frygten for atomkrig, alt det kender vi til, fordi vi har læst om det. Jeg er født i 1996, mine jævnaldrende og jeg er måske den mest oplyste ungdomsgeneration nogensinde, men vi kender ikke til kollektiv lidelse.

Vi har aldrig selv haft et Europa at forsvare. Ikke før nu. Danmark er ikke direkte truet, men i ånden er også vi i krig. Sådan har jeg det i hvert fald. Putin foragter det liv, du og jeg lever. I en tv-tale skitserede han Ruslands fjende, og det lød som en krigserklæring mod Euromans læsere: Putin vil af med dem, ”der nyder at besøge Miami og Den Franske Riviera, som ikke kan få nok af østers, foie gras og individets frihed på tværs af køn.” Med Putin ved magten viser Rusland sig nu ikke kun at være verdens største land, men også et krigerisk regime med viljen til at slagte de af landets europæiske naboer, der ligner russerne selv mest. Vi fatter det stadig ikke, men det er vi nødt til.

Sådan var det ikke for generationen før os. Da Muren faldt i 1989, strømmede vores forældres generation til Tyskland i biler med nedrullede vinduer for at flage for fredens sejr og gafle et stykke af Muren med hjem som souvenir. Med Muren blev grænsen mellem diktatur og demokrati konkret, og nu var den væltet. Da Sovjetunionen blev opløst et par år senere, forsvandt tilsyneladende enhver forestilling om en europæisk krigs genkomst. Det nye Rusland opførte sig dengang demokratisk, i modsætning til få år tidligere i Sovjetunionen, og måske var dén udvikling årsagen til, at forældregenerationen tænkte, at den sidste fjende var overbevist om glæden ved at leve frit i et moderne og åbent demokrati.

JEG PARKEREDE CYKLEN, satte mig foran computeren og fik formiddagen til at gå med at rette de sidste småting i et interview med en ung dansk forfatter om social ulighed. Interviewet holdt mig vågen dagen inden, men nu kunne jeg knap samle mig om at færdiggøre det. Til det efterfølgende redaktionsmøde rakte jeg hånden op og bad om lov til at rejse ud. Jeg var overbevist om, at den følgende tid ville manifestere sig som vor tids Murens fald, bare med modsatte følger. Uretfærdighed i verden er ikke ligefrem breaking news, men for første gang i mit liv mærkede jeg et inderligt behov for være til stede. Jeg var nødt til at se det ske.

Det behov har jeg aldrig haft før. Hvorfor så nu? Måske fordi Putins forsøg på at invadere Ukraine ikke kun er et brud med fred i Europa, men et brud den grundfortælling, jeg og min generation er opvokset med: Jeg begyndte i folkeskolen i 2002, i gymnasiet i 2012, og i løbet af hele denne smørhulsperiode af verdenshistorien har mine undervisere og forældre lydt som euforiske ekkoer af hinanden. Vores levevis var en ny universel standard, sagde de, og det var kun et spørgsmål om tid, før de sidste autokratiske lande blev demokratiske. Alle ville ligne os. Om lidt ville Kina følge trop, selv Nordkorea, og så var resten et spørgsmål om at handle med hinanden, ’kulturudveksle,’ løse klimakrisen med venstre hånd og til sidst grine af dengang, vi sloges med våben.

Dén optimisme på klodens vegne er selve fundamentet under min generations verdensopfattelse. 90’ernes og de tidlige 00’eres glade dage var ikke en undtagelse, men en ny normaltilstand, sagde de. Man var klogere nu. Uanset hvordan krigen i Ukraine ender, beviser den, at optimismen var naiv. Den ubegrænsede frihed, vi blev lovet, var løgn. Selvfølgelig var den det. Men hvordan skulle vi vide bedre? Det normale er ikke det, der er statistisk sandsynligt. Det normale er det, man er vant til.

AF SAMME GRUND reagerer de 25-30-35-årige i det østlige Europa anderledes, end vi i vest gør. Dagen efter redaktionsmødet fløj jeg til Budapest og kørte tværs over Ungarns hullede landeveje og sneklædte skove for at nå til grænseovergangen Beregsurany og skrive om de tusindvis af flygtninge, der allerede var på vej fra Ukraine. Flere af dem børn, mange til fods. Vinden var så kold, at mine øjne løb i vand, mens jeg skrev noter. ”Står du og græder? Typisk jer bløde, vestlige mænd,” konstaterede Gabriella, min fixer. Hun er 34 år, 10 år ældre end jeg, og hun havde intet til overs for patos. Gabriella bor i Budapest, men er et barn af Sovjetunionen. Hun er opvokset med opbrud, militarisme og magtudøvelse uden dialog. Jeg så hende ikke smile i løbet af vores tre dage sammen. Første gang, jeg mødte hende, talte vi om den autokratiske udvikling i Belarus, Putins største støtte i Europa. Jeg var forarget, men ikke nok til at gøre noget ved det, og det gav sig selv, sagde Gabriella: ”Vestlige demokratier forstår ikke Østeuropas problemer. I taler og diskuterer, men I har glemt, hvad det vil sige at være i krig.”

Gabriella havde ret. Det slog mig, hvor lidt jeg kender til livet i de østeuropæiske nationer, der var underlagt sovjetisk kontrol, frem til få år inden jeg blev født i 1996. Ungarn er ikke langt væk, det er et EU-land, men Gabriella og hendes venner er vokset op med en anden fortælling om verden, der står i kontrast til samme generation i Danmark. Hun har aldrig fået lov til at glemme truslen fra Rusland. I modsætning til mig og mine venner, der ikke har skænket det en tanke. Eller som statsminister og mor til en teenager, Mette Frederiksen, sagde i sin tale foran den russiske ambassade i København på krigens fjerde døgn: ”Der er krig i Europa. De ord er ikke sagt i mange år. Og vi havde håbet, at I unge aldrig skulle høre dem.”

Mens Gabriella og jeg kørte tilbage mod Budapest, tænkte jeg over en samtale, jeg havde med den tyske forfatter og romantiker Simon Strauss i efteråret. Vi sad med hver vores espresso i hvid porcelæn med underkop, svedte i solen foran Hotel Emona Aquaductus i Rom og talte om, at vi – han, jeg, vores generation – havde det for nemt. Ligesom Gabriella er Strauss 34 år, og jeg burde måske introducere dem for hinanden, for Strauss har baseret hele sit virke på at længes efter ’at mærke gnidninger’ i sit liv. Globaliseringen og digitaliseringen har gjort os passive, dovne og overfladiske, mener han. EU fungerer, vi kan rejse frit, velfærdsstaten har vores ryg, why bother? ’Hvor er I henne, jer, der har lyst til at planlægge og drømme?,’ spørger Strauss i sine to bøger, ’Syv nætter’ og ’Romerske dage’, og i sit engagement med tænketanken Arbeit an Europa. Som tysker har Strauss Murens fald tættere på livet, men han er af den opfattelse, at også den tyske del af vores generation har glemt, hvad det vil sige at stå op for en sag, der løfter sig fra egen næsetip.

Når Strauss hidser sig op, som han typisk gør efter et kvarters samtale om ånd og romantik, fægter han med armene og skitserer en karikatur på det værste, vores generation, ifølge ham, er blevet til: en historieløs kosmopolit med AirPods i ørene på et elløbehjul gennem hovedgaden i en storby, der ligner de fleste andre; en ubekymret sjæl, der tillader sig at ignorere verdens uretfærdigheder, fordi de kun findes uden for vedkommendes snævre synsfelt.

Jeg har ikke talt med Strauss, siden krigen brød ud, men det burde jeg – på en tragisk baggrund må han glædes ved tanken om, at elløbehjulene endelig bremses af køen af kriser?

EFTER NOGLE DAGE I Ungarn rejste jeg videre til først den store russisk-sindede grænseby Narva i Estland, hvor ni ud af 10 indbyggere begræder ikke længere at kunne se bandlyst russisk stats-tv, og siden til Finland, hvor 900.000 indbyggere er indskrevet i landets militære reserve. Finlands befolkningstal svarer nogenlunde til Danmarks, men i Finland er hver tredje voksne menneske indstillet på at dø for sit land i tilfælde af krig. Mange af dem deltager i lange, frivillige øvelser for at holde skydeformen ved lige. Jeg overværede en på øen Santahamina og betragtede mænd og kvinder på min egen alder spendere deres weekend på at holde landets kollektive erindring i live.

Både Estland og Finland er så godt som naboer til Danmark, men befinder sig mentalt på en anden planet. Kunne man forestille sig tilsvarende frivillige øvelser i de danske skove? At de unge, Mette Frederiksen taler om at skåne, skulle rejse sig op og få jord under neglene, bare for at være på forkant med truslerne? Næppe. Det er ikke vores stil. Vi køber aflad fra verdens uretfærdigheder ved at lægge os i sofaen, tænde for et indsamlingsshow i fjernsynet, høre Carl Emil Petersen synge ’Frit Land’ for hundredesyttende gang og donere en halvtredser.

Blev vi iklædt skyklapper fra barnsben? Logikken må have været, at fordi verden var i vater, kunne vi nøjes med at lære at forsvare os selv.

DET KAN VI IKKE længere. Jeg har det ambivalent med den erkendelse. På den ene side er jeg glad for at have været ung, mens grænseoverskridelser og opdagelser af nye territorier var noget, der foregik på teenageværelser efter en fredagscafé. Omvendt er jeg bange for, at Simon Strauss har ret i, at den tilgang har gjort en hel generation handlingslammede.

I modsætning til Finland nedrustede det meste af Central- og Nordeuropa militært efter Murens fald. Pligten i værnepligten forsvandt, for hvilken trussel skulle vi dog værne os mod? Nu opruster alle igen, selv Sverige genindfører værnepligten. Men dengang, i de glade 00’ere, var det at være medborger i højere grad et spørgsmål om ret end om pligt. Om retten til at ’realisere sig selv.’ Intet var for kreativt, tværtimod, vi øvede os i at ’tænke ud af boksen,’ som hurtigt blev en kliché, vi tog dybt alvorligt. Hvem tænker inden for boksen, når mulighederne er ubegrænsede? Ingen, blev vi enige om, mens vi hørte Nik & Jay, hvis sange lå i top-10 igennem hele min folkeskoletid: ”Der er ikke det, vi ikke kan – vi bader i et springvand,” som vi sang i kor uden at fatte, at springvandet var vores Styx-flod, og at vi var ved at drukne i vores eget spejlbillede som en moderne Narkissos.

At granskning af selvet blev set som det mest frisættende, man kunne tage sig til, afslører en forestilling om, at de ydre omstændigheder var sikret. Så grundig navlepilleri er der kun plads til, når omverdenen er i overskud. Den hotteste sociolog i 00’erne var den gode gamle sociolog Anthony Giddens og hans tanker om det senmoderne samfunds brud med traditionelle fællesskaber. Giddens’ nøgleord var ’individets øgede refleksivitet,’ som det hed. Hvor man i forældregenerationens moderne samfund skulle lære sin egen nations kultur at kende, for derefter at få forstå andres, skulle vi, i det senmoderne, globaliserede, efterhånden digitale samfund først og fremmest lære os selv at kende. Resten kom af sig selv. Vi ’øgede’ vores ’refleksioner’ om hver vores identitet. Vi lærte, at svarene på livets største spørgsmål skulle findes hos os selv. Jeg tror, at det er derfor, så mange af os i dag går rundt og bruger anekdoter og egne følelser som universelle belæg: ’Har du en statistik, der siger noget andet? Nå, men jeg føler bare …’

FORÆLDREGENERATINEN FORSTOD frihed som et privilegie, de havde tilkæmpet sig og skulle forsvare. Vi forstår det som friheden til at passe os selv. Nu spekulerer jeg over, hvad forskellen indebærer. Vi er ’omstillingsparate,’ men til hvad? At udvikle nye apps, lære at kode eller søge virksomhedspraktik i London? Der er da ingen af os, der er parate til samme omstilling som eksempelvis ukrainerne, til at ofre os, trække i armygrøn uniform, kysse kæresten på kinden og søge mod krigsfronten.

Det er min generations store paradoks: Vi besidder stor handlekraft, vi er opdraget til at tage ansvar og udnytte vores evner, men vi har endnu ikke haft kollektive problemer at tage ansvar for. Hvad har vi brugt tiden på, mens verden har været i overskud? At sælge billigt importerede produkter på vores egne webshops, lytte til hinandens podcasts og bruge vores løn på artisan baked goods – det, der før hed bagværk, men som vi har haft tid til at forfine til kunstværker og markedsføre til overpris.

Men måske er den tid ved at være ovre? Der er krig i Europa, og jeg fornemmer, at min generations hidtidige sorgløse tilværelse som uhæmmede individer begynder at smuldre. Nu skal alle mand op af springvandet. Klimakrisen, pandemien og nu krigen i Europa har lært os, hvad det vil sige at ofre sig for et fælles formål. For første gang i vores liv er vi tvunget til at tænke ind i boksen: Pligter findes, okay. Indre frihed kræver ydre frihed, okay. Vores egen identitet er uundgåeligt forbundet til Europas, og derfor lever vi også i ufred lige nu. Alt det fører os til noget, vi ikke er vant til: at glemme vores indre behov et øjeblik og forholde os til vores position i verden i et moralsk forpligtende lys. Vi er ved at erfare, at vi ikke kan tage friheden for givet, og det tvinger os til at overveje, hvad vi bruger den til. Og hvordan vi genvinder den.

Heldigvis er vi opdraget til at tænke os om. Nu løfter vi også blikket. Så jeg er fortrøstningsfuld. Når vi er kommet os over granatchokket, skal vi nok træde i karakter. Tage os af Europa, af klimaet, af dem, vi deler åndeligt fællesskab med. Når den næste krise rammer, står vi ikke handlingslammede tilbage i køkkenet. Vi begynder at fatte det.