Mine penge med aktieinvestor Jesper Lund: "Der er ingen særlig grund til at sprede sin risiko på andet end danske aktier"
Hvert år fra september til maj skifter aktieinvestor Jesper Lund vinterkulden ud med subtropiske Ho Chi Minh City i Vietnam. Aktieafkastene bruger han på tyske sportsvogne og dyre cigarer.
”Jeg bruger forholdsvis mange penge på at leje tyske sportsvogne. I sommer fløj jeg ned og drønede rundt på Audis racerbane ved München i en Audi R8V10 Plus. Den er helt vanvittig, og det er spændende at køre mellem keglerne på en bane, der svarer til Jyllandsringen. Det kostede 4.000 kroner at leje bilen for en dag, og så kom fly og hotel oveni.”
Hvordan kører du privat?
Annonse
”Hver sommer, når jeg er i Danmark, lejer jeg en Porsche, en Boxter eller 911’eren, og det koster noget. Det er for køreglædens skyld, for det er så enormt fedt at cruise i sådan nogle biler. Der findes ikke federe køreegenskaber end i en Porsche. Her i Saigon (Ho Chi Minh City, red.) synes jeg, trafikken er for vanvittig, så her lejer jeg en bil med chauffør, hvis jeg skal på en længere tur. Hvis jeg skal noget inde i byen, tager jeg taxa.”
Hvorfor bor du i Ho Chi Minh City?
”Jeg bryder mig ikke om den kulde, der er i Danmark fra oktober måned. Det har jeg vænnet mig helt af med. Det liv, jeg kan have i Vietnam, er også et helt andet end det, jeg kan have i Danmark. Når folk er rejst ud, har de typisk ikke travlt med at komme hjem igen, for her kan du have privatchauffør, tjenestefolk og stuepiger. Enten er den slags service for dyr i Danmark, eller også synes folk, det er mærkeligt. Jeg savner selvfølgelig mine venner og min familie og helt almindelig dansk mad som leverpostej med rødbeder, jordbærtærter og napoleonskager.”
Du lejer din bolig. Hvorfor?
”Jeg tjener mere på at have min kapital i aktiemarkedet. Hvis jeg putter 300.000 dollar ind i en bolig, går jeg glip af en indkomst på mellem 30.000 og 35.000 dollar om året i aktieafkast. Det er også svært lige at vide, hvor i Saigon boligmarkedet vil stige. Samtidig vil det kommunistiske styre her i Vietnam helst ikke have, at udlændinge køber boliger, så det er enormt bøvlet at købe. Til gengæld er det nemt at leje. Jeg bor i en 85 kvadratmeter lejlighed i en lækker bygning ud til Saigon River med udsigt til en del af skylinen. Den koster under 7.000 kroner om måneden, og så er den møbleret.”
Du lever af at investere din formue i aktier, hvordan er pengene placeret?
Annonse
”Hele min formue er i aktier, og jeg har ikke noget stående kontant, ud over det jeg skal have til forbrug. Mine investeringer er til gengæld forholdsvis defensive. Knap 70 procent af mine aktier er i defensive selskaber som Novo, Coloplast og Chr. Hansen, og de ligger bare og tjener penge i baggrunden.”
Hvad er dine bedste investeringer?
”Coloplast har været en vidunderlig trækhest, siden jeg købte den i 2005. Jeg har fået udbetalt mere i udbytte, end jeg har givet for aktierne. Det vil man opleve, hvis man beholder sine aktier i meget lang tid. Til gengæld betalte jeg dyre lærepenge under it-boblen, hvor jeg tabte mange penge, så jeg var i rigtigt dårligt humør i år 2000.”
Hvorfor investerer du mest i danske aktier?
”Det risikojusterede afkast er større for danske aktier end på mange andre markeder. Der er ingen særlig grund til at sprede sin risiko på andet end danske aktier. De store danske selskaber er globale, så man får en global risikospredning alligevel. Det vil bankerne benægte, for de tjener mere på handler med udenlandske aktier.”
Hvad er det mest usædvanlige, du har investeret i?
”Det var en mindre virksomhed, der blev nynoteret på børsen for mange år siden. Man fandt ud af, at der var noget mærkeligt omkring direktøren. Han havde altid travlt med at komme hjem ved 16-tiden. Det viste sig, at det var fordi, han sad i fængsel, så han skulle hjem, inden dørene lukkede. Det gik ad helvede til, og selskabet gik konkurs. Det var noget værre noget.”
Annonse
Hvad er det bedste råd, du har fået om penge?
”Da jeg begyndte at investere i 1985, sagde min bankrådgiver, at jeg burde tage den med ro i stedet for bare at vælte ind i aktier. Jeg var kun 16 år, og for ikke at få mine forældre på nakken ville han ikke have mig ud i for vilde ting. I stedet for at købe sad jeg og skrev aktiekurser ned på en blok. Derefter begyndte jeg at købe først investeringsforeninger og derefter enkeltaktier. Som nybegynder er det en god idé at tage den med ro og følge markedet, inden du køber.”
Hvordan holder du ferie?
”Jeg har et vennepar, der har et fedt hus i Krabi i Thailand, så siden 2007 har jeg besøgt dem i januar eller februar. Huset ligger på en privat strand, hvor der bor læger, advokater og kunstnere fra så forskellige steder som Iran, Skotland, Tyskland, Japan, Sverige og Danmark. Det er et dejligt, multikulturelt miljø. I de syv til 10 dage jeg er der, skal jeg bare stå op om morgenen, gå en tur på stranden, socialisere i løbet af dagen og så gå ud at spise. Det er et floating life, hvor man får en whisky eller ryger en cigar på verandaen.”
Jesper Lund
51 år.
Bor i Ho Chi Minh City, som tidligere blev kaldt Saigon. Tilbringer sommermånederne fra maj til september i Danmark, hvor han lejer en lejlighed i Mejlgade i Aarhus.
Står bag Dansk Finansservice, hvor han udgiver et nyhedsbrev om sin portefølje med danske aktier. En portefølje, der siden 2003 har givet et gennemsnitligt afkast på knap 18 procent om året. Han lever af afkastene fra sine aktier.
Er uddannet hjerneforsker med speciale i indlæring og hukommelse og har arbejdet som hjerneforsker ved Aarhus Universitet.
Har desuden en HD i investering og finansiering og har tidligere været administrerende direktør i arbejdsmiljøvirksomheden CSR Vietnam.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.