Cheføkonom i Realkredit Danmark: ”Tidligere har jeg især givet min kone smykker og tøj. I de senere år har jeg prioriteret at give hende en oplevelse"

Cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig har valgt et flekslån, hvor den månedlige ydelse forbliver den samme, selv om renten eventuelt begynder at stige. Til jul må hustruen kigge langt efter smykker under træet.

Heinig
Offentliggjort

Hvordan bruger du penge i december?

”Primært på julegaver til børnene og selvfølgelig til min kone. Gaver til mig selv betyder nærmest ingenting, det er samværet, hyggen og forventningens glæde hos børnene, der betyder noget.”

Hvilke julegaver køber du til din kone?

”Tidligere har jeg især givet hende smykker og tøj, men der kan hun jo også bare selv svinge dankortet. I de senere år har jeg derfor prioriteret at give hende en oplevelse. Sidst gav jeg hende en gourmetoplevelse på Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg. Restauranter, som er mainstream, kan være rigtig hyggelige, men det er noget andet at få noget mad, der er en oplevelse. Så har vi en hel aften over mange timer, hvor vi kan nå at snakke om rigtig mange ting, mens vi deler oplevelsen med mad, vin og hinandens selskab.”

Hvor ofte spiser I gourmet?

”Det er ikke noget, vi har råd til mange gange i løbet af året, men det er en luksus, jeg gerne vil forkæle os med en gang imellem. For nylig var vi på Kiin Kiin. Da havde vi faktisk lavet en opsparing med et vennepar, hvor begge par havde sat 500 kroner over på en konto hver måned, og så blev det hele fyret af på sådan en aften med spisning og overnatning på hotel. Det var en god måde at gøre det på, for når pengene allerede var sparet op, tænkte vi ikke over, at det var dyrt. Med en travl hverdag med børn kan det også være svært at få sådan en aften sat i kalenderen, men når pengene står klar på kontoen, får vi det arrangeret.”

Du lever af at analysere boligmarkedet, hvordan har du selv valgt at bo?

”Vi var på udkig i halvandet år, inden vi købte et parcelhus på 175 kvadratmeter. Det var en fordel, at vi var i markedet så længe, for det betød, at vi blev mere og mere klar over, hvad vi gik efter. Var det beliggenheden, der var vigtigst? Var det at få et fedt hus? Eller var det vigtigst, at vi ikke satte os for dyrt? I den proces fandt vi ud af, at det i høj grad var beliggenheden i forhold til børnenes skole og afstanden til offentlig transport, der betød noget, samt at vi fortsat ville have god luft i budgettet. Så betyder det knap så meget, at huset ikke er af den lækreste kvalitet. Vi har masser af rødbrune fliser i boligen – det er praktisk i hverdagen, men ikke så smart.”

DSC_0592.jpg

Hvordan låner I til huset?

”Lige nu har vi et femårigt flekslån med en såkaldt T-variant. T-varianten betyder, at ydelsen er lidt højere end på et normalt flekslån, og derfor afdrager man mere. Hvis renten ændrer sig, er det lånets løbetid, der bliver kortere eller længere – den månedlige ydelse ændrer sig ikke. Renten er faldet, siden jeg tog lånet, og hvis jeg skulle refinansiere i dag, ville lånets løbetid blive forkortet med tre år, uden at jeg ville få en højere ydelse.”

Du har valgt at afdrage på boliglånet, hvorfor?

'”Jeg har ikke en drøm om at blive gældfri, men når jeg afdrager på min gæld, giver det fleksibilitet på den lange bane. Hvis vi en dag vil have et nyt badeværelse, kan vi udnytte friværdien til at låne billigt til det. Hvis vi ikke har sparet op til en ny bil, er det også oplagt at låne billigt i boligen i stedet for at tage et dyrere billån. Det er godt at komme ned i restgæld, for det giver noget tryghed og nogle frihedsgrader i privatøkonomien. Hvis din belåningsgrad kommer under 60 procent, har du også mulighed for at få 30 års afdragsfrihed. Det kan være en god mulighed, når indtægten måske bliver lavere senere i livet.”

Hvad er din dårligste investering?

”I starten af 2015 havde vi brug for to biler. Min kone havde skiftende vagter på sit arbejde, og jeg syntes, det var rart at have en bil, så jeg kunne køre rundt med ungerne, og så jeg kunne komme rundt i landet med mit arbejde. Vi købte en lille Peugeot 107 for 90.000 kroner. Kort efter fik min kone dog et nyt arbejdsskema, og så havde vi ikke længere behovet. I slutningen af 2016 skibede vi derfor bilen af sted for 40.000 kroner. Det havde været en stor fordel at lease, købe brugt eller tage nogle taxature.”

Christian Hilligsøe Heinig

40 år. Cheføkonom i Realkredit Danmark siden 2010, hvor han analyserer boligmarked og renter.

Tidligere har han været makro- og privatøkonom i Danske Bank. Desuden har han været chefanalytiker i Sydbank, hvor han især beskæftigede sig med dansk økonomi og økonomierne i de såkaldte emerging markets.

Uddannet cand.polit

fra Københavns Universitet i 2005.

Gift med Heidi, som han har tre børn med på fem, 10 og 13 år.

Bor i parcelhus i Værløse.

Se, hvad vi ellers skriver om: Penge