Har du dyre vaner?
”Jeg blæser ikke lige pludselig 80.000 kroner af på noget. Det stikker aldrig helt af, men jeg har et dyrere ur til 20.000 kroner. Det er et schweizisk Burm & Mercier. Jeg købte det i 2008, og inden da havde jeg i fem år tænkt på at købe det. Det fungerer ved selvoptræk, og det går ikke specielt præcist. Når jeg tager det på, tænker jeg, at det er et fedt ur. Jeg kan ikke se, hvad klokken er i Manila, og jeg skal heller ikke bruge det til at dykke med, men der er stopur på, og jeg kan se datoen. Selv når jeg ikke har det på, kigger jeg på min arm 40 gange om dagen. Jeg er vokset op med et armbåndsur, som det hed i gamle dage. Mit forrige ur var et Omega fra 1988 til omkring 5.000 kroner. Det gik stort set på sekundet. Jeg fik det desværre stjålet, og det var jeg ærgerlig over.”
Hvad bruger du flest penge på?
”På vin. Det interessante er at finde en flaske til 60 eller 80 kroner, der smager som en til 300 kroner. Jeg går rigtigt meget efter spansk rødvin, fordi vi ofte kommer i Spanien, og fordi spansk vin er meget rimeligt prissat. De sydspanske vine får meget sol, og derfor er der grobund for masser af syre og alkohol. Det gør, at de får en styrke og en rygrad, som betyder, at de for alvor kan spille op mod rødt oksekød. Da jeg for mange år siden startede med at drikke hvidvin, gik jeg især efter dem fra Alsace, men i dag er jeg mere til mineralsk Riesling fra Tyskland. Tysk hvidvin er sindssygt undervurderet stadigvæk, men jeg kan godt lide den der friskhed og kombinationen af syre og sødme.”
Per Hansen
Investeringsøkonom hos investeringsbanken Nordnet siden 2012 og har en fortid som aktieanalytiker i Jyske Bank. Han er ofte brugt som kommentator i finansmedierne. Uddannet cand.merc. i Aarhus. Har desuden en HA fra Odense Universitet. Gift med Dorthe og har to voksne børn fra et tidligere ægteskab. Bor i ejerlejlighed på Frederiksberg Allé. Siden 2013 har han ejet et feriehus ved den spanske by Murcia.
Hvorfor købte du et feriehus i Spanien?
”Vi ville gerne have et ’home away’-sted, og efter finanskrisen var ejendomspriserne under pres i Spanien. Vi valgte et hus med fællespool i Murcia, der kun ligger 300 kilometer fra Nordafrika, og hvor vi har et sikkert varmt klima. Fra vi tager afsted fra lejligheden på Frederiksberg, til vi står i huset i Murcia, går der 5,5 timer. Tandbørster, solcreme og sengetøj er der i forvejen, så vi har bare en lille rullekuffert med. Når vi sætter nøglen i døren, og låsen siger ’klik’, føler vi, vi er ’home away’. Så ser vi, om vi har været så forudseende at sætte en cava på køl, inden vi sidst rejste derfra. Har vi det, er det bare ud på terrassen med cavaen, og så føler jeg, jeg er hjemme, bare et andet sted. Nogen kan godt lide at rejse hele verden rundt. Vi har også været i USA, på Jamaica og i Thailand, men vi har ikke længere det behov. For os handler det om at finde ro, og om at være et sted, hvor vi i februar kan tænke, at det længe har været mørkt i København, men her går solen først ned klokken 18.30.”
Har feriehuset været en god investering?
”Det er den bedste investering, vi nogensinde har gjort i livskvalitet. Vores familie bruger det også, og der er nok nogen i huset otte uger om året. Det er ikke købt med henblik på videresalg. Siden vi købte det i 2013, er det nok steget 5-10 procent i værdi, så det er ikke en fremragende økonomisk investering, men det var heller ikke idéen.”
Hvad er din værste investering?
”Jeg investerede 100.000 kroner i OW Bunker, da de gik på børsen i marts 2014. Otte måneder senere gik de i betalingsstandsning. Det første, jeg tænkte, var ’fuck’, og det værste er, at jeg begyndte at bebrejde mig selv. Så prøvede jeg at efterrationalisere og tænke, om jeg i tilstrækkeligt omfang havde tjekket de centrale risikomomenter. Det havde jeg, og så må man bare sige øv.”
Hvad er din næste investering?
”Jeg overvejer at få mig en personlig porteføljemanager, og jeg har tænkt på, om det skal være en af verdens mest kendte investorer, Warren Buffett. Hvis man køber aktier i hans investeringsselskab Berkshire Hathaway, så får man jo faktisk Warren Buffett som porteføljemanager. Hvis man er i tvivl om, hvad man skal investere i, kan det være en metode til at sætte nogle af sine investeringer på autopilot.”
Hvorfor vil du eje din bolig?
”Det at eje sin egen bolig er det økonomisk smarteste over tid. Meget af det, man betaler hver måned, går til at nedbringe gæld, ikke mindst i øjeblikket, hvor renterne er lave, og hvor hele ydelsen derfor er afdrag. Når jeg ejer min bolig, bestemmer jeg også selv inden for husets fire vægge. I praksis er det min kone, der bestemmer, men friheden til at bestemme selv er noget essentielt for både hende og mig.”
Hvordan finansierer du din ejerlejlighed?
”I de 20 år jeg har været på ejerboligmarkedet, har jeg altid afdraget. Hvis man ikke afdrager og bare skubber en pukkel foran sig, siger man også, at huspriserne altid vil stige mere end omkostningerne til vedligehold. Hvis du har en bolig, der løbende skal vedligeholdes, og du ikke afdrager på lånet, er der en reel risiko for, at du kommer til at stå med en restgæld, der er større end det, du kan få for boligen. Til gengæld har jeg altid haft korte ét-årige rentetilpasningslån, for det er langt det billigste.”
Hvad ville du gøre anderledes, hvis du var fuldstændig økonomisk uafhængig?
”Hvis nogen sagde, at jeg skulle have en af Egon Olsens røde kufferter med 20 millioner kroner, ville jeg så ændre noget? Det tror jeg ikke. Ville jeg stoppe med at gå på arbejde? Det tror jeg ikke. Ville jeg stoppe med at kigge efter det rigtige produkt til den rigtige pris? Det tror jeg ikke. Når vi er i vores feriehus i Spanien, kan vi godt finde på at tage på to-stjernet Michelin-restaurant til 1.500 kroner. Det er vild luksus for os. Ville jeg gøre det hver dag, hvis jeg havde 20 millioner? Nej, det tror jeg ikke. Jeg er vokset op et sted, hvor vi kender møntens værdi. Man skal kunne betale sine regninger, og så skal man kunne se sig selv i ansigtet og sige, at det, du har gjort, det er du stolt af.”
Se, hvad vi ellers skriver om: Penge