Mine penge med iværksætter og investor Nicolaj Højer Nielsen
Den dårligste investering lavede han, da Uber lukkede i Danmark, mens den bedste gav ham pengene 30 gange igen. Nicolaj Højer Nielsen har sat stort set hele sin opsparing i små startupvirksomheder.
”Jeg håber ikke, min bedste investering er udtrukket endnu. Jeg er jo investor i mere end ti startups, som alle har potentiale til at blive gode. Den bedste indtil videre var min vens virksomhed Recon Instruments, som blev solgt til Intel. Jeg havde kun en meget lille del af det, men den blev solgt for tæt på en milliard kroner, og jeg fik mine penge cirka 30 gange igen.”
Hvad er din værste investering?
Annonse
”Det er min Ford Mondeo. Da Uber blev lukket i Danmark, måtte vi købe bil nummer to. Jeg bruger bilen relativt lidt, og værdien bliver afskrevet over ganske få år. Det værditab, jeg har per kilometer, giver ingen mening. Før brugte jeg måske mellem 2.000 og 3.000 kroner på Uber om måneden. For den pris havde jeg nærmest ’privatchauffør’, uden at jeg skulle tænke på parkering. Nu bruger jeg nemt mellem 200 og 300 kroner på parkering, når jeg er i København. Bilen og parkering koster mig lynhurtigt 6.000 kroner om måneden.”
Hvordan sparer du op?
”Jeg bilder mig ind, at jeg har en god hitrate på at investere i startup-virksomheder, der bliver 10, 20 eller 30 gange mere værd. Det er en meget illikvid opsparing, og jeg kan ikke bare sælge virksomhederne i morgen, men over tid har det været en rigtig god investering. Derudover har jeg en buffer i kontanter og aktier, og så har jeg en tvungen opsparing i mit hus.”
Har du et budget i din privatøkonomi?
”Jeg får jo ikke rigtig nogen løn, så det har jeg faktisk. Jeg har familie, hus og bil, så jeg skal styre min likviditet. En lønmodtager skal have 6 måneders løn, hvis han bliver fyret. Min økonomi er anderledes. Jeg har 13 investeringer i startups lige nu, og om en af de virksomheder bliver solgt i år, ved jeg ikke. Jeg har derfor et regneark, hvor jeg hele tiden regner på, at jeg skal have likviditet til minimum tre år. Jeg har måske til fem år lige nu, men hvis jeg nærmer mig tre år, begynder jeg at tænke, om jeg skal sælge nogle af mine aktier, så jeg igen har penge til længere tid.”
Hvorfor har du valgt at købe en ejerbolig?
Annonse
”Jeg lejede først det hus, som jeg bor i, men så udløb lejekontrakten. Jeg vil egentlig hellere leje og så investere pengene i startups, men der er ikke et rigtigt lejemarked for huse, når man kun kan leje i to år af gangen på grund af reglerne for udlejning. Bor man der længere, kan udlejeren ikke slippe af med lejeren igen.”
Hvordan har du finansieret huset?
”Med et klassisk fastforrentet lån. Jeg synes, det er fuldstændig fantastisk, at der er nogen, der vil låne mig penge i 30 år til en fast rente på 1 procent. Det kan godt være, jeg kunne spare noget ved at tage et flekslån, men historisk har renten altid været højere end i dag, og jeg vil blive meget overrasket, hvis renten ikke stiger over de kommende 10 år.”
Har du nogle dyre vaner?
”Jeg har et abnormt feriebudget. Vi rejser på ferie tre til fire gange om året. Når vi rejser, er det både med min familie, min søsters familie og min svigerfamilie. Vi lejer store huse med plads til op mod femten mennesker. Sidste sommer var vi i Piemonte. Jeg er ikke typen, der skal besøge ti museer på ti dage. Det kan være lige så sjovt at tage cyklen rundt og snakke med en italiensk vinbonde. Så kan du købe noget god rødvin til lokalpriser uden vinafgift. Det er grotesk, for det er placebo, men det smager bare lidt bedre, når man har købt det af en vinbonde. Ulempen ved at flyve er, at man ikke kan fylde bagagerummet op, men så har jeg fået noget vin sendt hjem. Hvert forår rejser vi desuden til Dubai i syv dage med et vennepar for at slå hjernen fra. Vi foretager os intet overhovedet udover at slappe af, få noget god mad og noget sol. Jeg har ikke været inde i Dubai endnu, og det kunne lige så godt være et andet sted. Vi har også været på Gran Canaria, men vi har oplevet, at det nogen gange har været for koldt. Hvis vi tager til Thailand, ville vi blive slået ud af jetlag.”
Hvad betyder penge for dig?
”Mit behov for økonomisk frihed er ikke et behov for at købe en kæmpe yacht. For mig er penge frihed til at gøre det, der gør mig glad. Frihed til at vælge et meningsfyldt arbejde. I dag har jeg siddet med en professor, der prøver at kurere cancer i en af de start‑ups, jeg har investeret i. Desuden har jeg brugt tre timer på at hjælpe tre iværksættere. Ingen af delene tjener jeg på i dag, men mine penge muliggør, at jeg kan være involveret i sådan nogle projekter. Jeg har sat mig i en situation, hvor jeg hele tiden får stimuleret min hjerne.”
Annonse
Hvordan er du opdraget i forhold til penge?
”Relativt sparsommeligt. Jeg er vokset op hos en enlig mor i Nordjylland, som ikke havde mange penge. Man kan bruge penge på oplevelser og på ting. Jeg har lært, at penge brugt på oplevelser varer meget længere end penge brugt på ting. Lige nu sidder jeg og kigger på min læderlænestol, og den er også meget pæn, men når den har stået i stuen i en uge, glemmer jeg den lidt. De penge, jeg brugte på at være i Florida med en masse mennesker fra min familie, bliver til gengæld mere og mere værd, og det reflekteres i mit forbrug.”
Nicolaj Højer Nielsen
44 år, bor i hus i Hareskov By med sin kone Christina. Sammen har de to børn på 8 og 11 år.
Iværksætter og investor i små startup-virksomheder siden 2007. Han havde en lille ejerandel i sportsbrille-firmaet Recon Instruments, da det blev solgt i en giganthandel til amerikanske Intel i 2015.
Er investor i 13 forskellige startup-virksomheder, der arbejder med så forskellige ting som en vaccine mod cancer, automatisering af signeringsprocessor samt en test af sædkvalitet til hjemmebrug.
Har tidligere haft stillinger som konsulent, kommerciel manager og projektmanager i forskellige virksomheder.
Uddannet cand. merc. fra CBS og University of Texas. Har desuden en HA fra Aalborg Universitet og en MBA fra INSEAD i Frankrig og Singapore.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.