Hvordan bruger du penge privat?
”Når det handler om mad, er der ikke noget, der hedder ’at spare.’ Der er jeg meget temperamentsbetonet og køber lige, hvad jeg har lyst til, uanset om det er et dyrt stykke kød, dyre grøntsager eller kaviar, som mine døtre er vilde med. Da vi købte vores hus, fulgte der en helt ny kummefryser med, men jeg har aldrig haft den tændt, for jeg vil ikke have gammel mad. Vi har bare en lille fryser, for jeg kan godt lide at omsætte maden hele tiden, så det ikke bliver gammelt.”
På hvilke restauranter bruger du selv penge?
”Hvis det er en kæresteaften, skal det være et sted, vi ikke har spist før. Det er romantisk og giver en god start på aftenen, at vi begge er på ny jord. Så kan det være en klassisk fransk restaurant eller asiatisk. Jeg har også en stor forkærlighed for fisk og skaldyr. Mine forretningsmøder, derimod, holder jeg på smørrebrødsrestauranter. Jeg kan godt lide det formelle omkring smørrebrød, især hvis jeg skal holde møde med nogen, jeg ikke har mødt før. Det fortæller meget om folks opdragelse, om de spiser smørrebrød med fingrene, eller om de sidder og gør sig umage med at holde armene ind til siden. Kan de lide tartar? Kan de lide ål? Vil de have 2 eller 6 centiliter snaps? Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, hvis de ikke vil have snaps, men jeg kan godt lide den tradition, der er omkring smørrebrød, og jeg synes, det passer godt til et forretningsmøde.”
På hvilke smørrebrødsrestauranter er det bedst at holde et forretningsmøde?
”Jeg kommer rigtig meget på Schønnemanns. De har et godt udvalg og gode snapse. Det er ærgerligt, at det er så turistet, men maden og den gode stemning vejer det op. På Skt. Peder i Hellerup er der også kultur og nostalgi. Det er meget uhøjtideligt at sidde derude, og du kan få lov at være dig selv, uden at folk sidder og lytter ved siden af.”
Morten Porsmose August Hansson, 35 år, bor i Søllerød med sin kæreste og deres to døtre på 2 og 6 år.
–
Uddannet kok i 2006. Står bag restaurantkæden Karma Sushis syv restauranter og er medejer af den mexicansk inspirerede restaurantkæde Vacas fem restauranter.
–
Ejer desuden fabrikken Dangastro, der blandt andet producerer såkaldte Skagenpandekager.
Du bor i ejerbolig, hvorfor?
”Historisk er mursten altid steget i pris, og med de renter, der er i øjeblikket, sidder vi for ingenting i forhold til, hvis vi skulle leje et hus heroppe i Søllerød. Jeg kan også godt lide, at jeg selv kan sætte mit præg på huset, og jeg elsker at plante træer og buske.”
Hvorfor valgte du lige det hus?
”Da jeg første gang kørte op for at se grunden i 2017, ringede jeg med det samme til mægleren og sagde, at jeg ville have det. Jeg havde ikke engang set huset indefra, det var bare grunden, jeg var vild med. I mange år havde jeg ledt efter en grund, der lå i skoven, og her har jeg kun en nabo til venstre side, og så ellers bare Geels Skov omkring. Det er femten minutter fra København, og så har vi bare fuldstændig ro herude. Det er meningen, at jeg vil bygge huset helt ud i skoven, så der kommer rådyr tæt på. Jeg er helt pjattet med den ro, der er her.”
Sparer du op i dit hus?
”Jeg betaler af på banklånet i huset, og så har jeg afdragsfrihed på realkreditlånet. Jeg får mere ud af at investere i min forretning end på at betale af på mit huslån. Det er forretningen først, og hvad der så er tilbage, bruger jeg privat. Jeg er ikke hæmningsløs i forretningsøjemed, men jeg har ikke noget imod at tage en chance, hvis jeg tror på ideen.”
Du har købt en Tesla, hvorfor?
”En kammerat hentede mig i en Tesla for fire år siden. Da jeg satte mig i den, sagde jeg; ’Sådan én skal jeg have.’ Den er hurtig, og den er lydløs. Jeg har så meget larm i løbet af min dag, så jeg kan godt lide stilhed i de doser, jeg kan få det. I Teslaen er der ro. Jeg har dog også en Range Rover til at køre mad rundt mellem mine restauranter, og den brøler.”
Hvordan bruger du penge, når du er på ferie?
”På mad og hoteller. Paradoksalt nok kan jeg godt bo på Hotel Kempinski i Bangkok til 3.000 kroner per overnatning for så at gå ned på en båd eller i et gadekøkken, hvor de lokale spiser, og hvor et måltid koster tre kroner. Der får jeg en autentisk oplevelse, hvor en lokal ’mor’ har lavet det samme måltid gennem 25 år. Jeg køber det ikke, fordi det er billigt, men fordi hun får den helt rigtige smag frem. Det er fantastisk at smage, mens man sidder der ved siden af rotter og bruger spisepinde, der bliver vasket op i den samme balje vand i 24 timer.”
Se, hvad vi ellers skriver om: Penge, Restauranter og Tesla