Du får løn for at inddrive gæld, hvordan har du det selv med gæld?
”Jeg vil ikke moralisere i forhold til gæld, men personligt vil jeg gerne have, at gælden har et formål. Gæld er god at tage til uddannelse, for det er en langsigtet investering i, at min pris på arbejdsmarkedet stiger. Mine lån til fast ejendom har også været god gæld, fordi afkastet på boligerne har oversteget omkostningerne til lånene. Så der findes god gæld.”
Hvordan vil du låne til din næste bolig?
”Jeg kan godt finde på at tage flekslån med nogle års afdragsfrihed. Jeg er bevidst om, at det er en større risiko, så jeg skal være klar til at reagere, hvis der sker forandringer i min økonomi. Man skal se på sin samlede økonomi. Hvis man gældsætter sig risikabelt på mange områder samtidigt, kan det blive et problem. Jeg kompenserer ved at lease min bil med en aftale, der løber ud efter 6-8 måneder. Det er ikke en god investering, men det er minimering af min risiko, fordi jeg kan komme hurtigt ud af aftalen. Samtidig er biler min passion, så jeg kan skifte bil med høj frekvens.”
Hvilken bil leaser du?
”Lige nu kører jeg i en Mercedes E350. Det er et skønt køretøj med en 6-cylindret dieselmotor. Når man er bil-liebhaver, er det en fornøjelse at køre i sådan en bil. Men jeg går faktisk og venter på noget, der er endnu bedre, når jeg afleverer denne i efteråret. Da skal jeg have en Mercedes E300 Coupe. Hvis man har lyst til at røre ved en bil, så er det en E300 Coupe, for den er så smuk i formerne. Det er ikke økonomisk fornuft, der styrer den beslutning, til gengæld inkluderer prisen service og forsikring, og så er det uden førstegangsbetaling på bilen.”
Hvad er din værste investering?
”Det er en fin, ældre sejlbåd, der ligger i Vejle, som jeg investerede i for fire år siden. I det øjeblik, jeg smider fortøjningen, befinder jeg mig i et andet rum. Jeg bruger den bare ikke nok. Jeg sammenligner det med folk, der har et fitness-abonnement, de ikke bruger. Omkostningen ved hver sejltur er enormt høj. Men jeg vil ikke af med den i forventningen om, at jeg nok kommer ud at sejle i næste weekend. Når jeg sejler, får jeg opfyldt en udlængsel og bevæger mig langsomt.”
Hvad er det mest usædvanlige, du bruger penge på?
”Det er ikke gået op for mig endnu, at jeg ikke kommer til at spille ishockey i NHL. De ting, jeg går ind i, går jeg ind i med hud og hår. Det betyder også, at jeg løber rundt på et par højprofessionelle skøjter, og jeg spiller med en kulfiberstav. Det er udstyr, der langt overstiger kompetencerne hos ham, der bruger det. Men jeg vil gerne have en god oplevelse i mine skøjter. De kommer fra øverste hylde og er en professionel værdig, men det er ikke helt nødvendigt.”
Har du dyre vaner?
”Jeg køber kvalitet, så det holder længere. Jeg er ikke overdekadent med tøj, men jeg vil gerne købe gode jakkesæt og lækre klassiske italienske sko. De ting jeg brænder for, fx rejser, ishockey og biler, giver jeg gerne ekstra for – det skal bare være i orden. I sidste ende er jeg dog også vestjyde, så jeg køber ost og pålæg i Netto. Jeg har ikke lyst til at klatte pengene væk, når jeg kan undgå det.”
Hvordan er du opdraget i forhold til penge?
”Jeg kommer ikke fra en velhaverfamilie. Jeg er mønsterbryder, og jeg har selv måttet arbejde mig frem til tingene. I min barndom, når vi ikke havde så meget, så var der én ting, vi ikke måtte falde igennem på, og det var påklædningen. Hvis man var pæn i tøjet, fremstod man pæn og ordentlig i forhold til omverdenen. Sådan nogle ting hænger ved. Min kæreste kan godt blive irriteret på mig, fordi jeg ikke altid kan se, hvad dresscoden er. Det betyder, at jeg nogle gange tager for pænt tøj på, hvis vi skal hen til et par venner, hvor jeg ellers sagtens bare kunne komme i et par jeans og en blazer.”
Blå bog
54 år, direktør i Gældsstyrelsen i Middelfart, hvor han også bor.
Har tre drenge på 23, 11 og 8 år fra to tidligere ægteskaber.
Træner en flok drenge i ishockey og har en formel træneruddannelse fra Dansk Ishockey Union.
Spiller selv ishockey på
hobbyplan.
Har en fortid med lederstillinger i Forsvaret og i DSB.
Se, hvad vi ellers skriver om: Penge og Investering