Narkobetjenten René Dahl Andersen arbejdede med hemmelige meddelere i det kriminelle miljø. Til sidst endte han selv på den forkerte side af loven

En helt almindelig sommermorgen gik René Dahl Andersen og en kollega fra narkoafdelingen i Københavns Politi ind ad en indgang til Frederiksberg Ældre Kirkegård. ’Panteren’ gik ind ad en anden indgang. Hver især bevægede de tre mænd sig forbi træer og gravsten og ned i hjørnet af kirkegården, hvor der var det bedst mulige overblik. Da de endelig stod over for hinanden, gav de hånd. René Dahl Andersen vidste, at ’Panteren’ elskede clubsandwichen med ekstra avocado fra Joe & The Juice, så den og et par andre madder havde han taget med i en lyserød papirspose.

Inden mødet den dag i 2008 havde betjentene rekognosceret i området for ind- og udgange, så de vidste, hvor de skulle gå hen, hvis der pludselig kom nogen, som ikke måtte se dem. Mens ’Panteren’ spiste sin sandwich, satte René Dahl Andersen ham ind i sikkerhedssituationen i tilfælde af, at nogen skulle få øje på dem: ’Du går i den retning, og vi går i den retning.’ ’Panteren’ nikkede. Han var spændt og havde samme følelse i kroppen, som når han havde vigtige aftaler med andre kriminelle. Nu var det bare lovligt.

Det var første gang, han skulle fungere som politiets meddeler. Han skulle give noget af sin viden videre til de mennesker, han i mange år havde gjort alt for at undgå at være i nærheden af. Der var tale om en specifik viden om nogle, han kendte, og som ville jagte ham vildt, hvis de vidste, hvad han havde gang i.

SAMARBEJDET VAR opstået nogle måneder forinden på Station City. Et par betjente fra narkoafdelingen havde forsøgt at afhøre ’Panteren’, men han havde opført sig så arrogant og øretæveindbydende, at de ikke havde fået noget fornuftigt ud af ham. En anden af politiets meddelere havde tippet narkobetjentene om, at de skulle se nærmere på ’Panteren’, i hvis hjem politiet havde fundet patroner til flere forskellige skydevåben. Tippet gik også på, at ’Panteren’ opbevarede et kilo kokain, men meddeleren, der havde fortalt politiet om dette, havde natten forinden anholdelsen brudt kælderrummet op og selv stjålet stofferne.

Det vidste ’Panteren’ dog intet om. Han troede, mens han sad under den første afhøring, at han var i problemer, og at han kunne se frem til at skulle sidde i fængsel i flere år. Han tænkte: ’Nu er det slut. Jeg får ikke min familie at se lige foreløbig.’

I detentionen og ved afhøringen forsøgte han over for de to betjente at opretholde sin vanlige facade som manipulerende storforbryder, men inden i var han færdig. I årevis havde han gået rundt med en tro på, at han var uovervindelig. Og nu ville et kilo kokain sætte en stopper for det hele.

Efter de to narkobetjente forgæves havde prøvet at få noget ud af ’Panteren’ i afhøringslokalet, blev det besluttet, at deres garvede kollega René Dahl Andersen skulle give det et forsøg. Måske kunne han få ’Panteren’ til at sænke paraderne en smule.

I afhøringslokalet på Station City, der ligger ved siden af detentionsgangen og lugter af urin og sure sko, satte de to mænd sig over for hinanden med hver deres kop af stationens tynde kaffe og en daggammel kanelsnegl på bordet foran dem. For en gangs skyld syntes ’Panteren’ godt om en betjent, så han slækkede lidt på sin hårde facade. Og da de havde smalltalket i et stykke tid, indrømmede han over for René Dahl Andersen, at han havde haft en mindre mængde kokain liggende i sin kælder.

På dette tidspunkt var ’Panteren’ overbevist om, at politiet havde beslaglagt hele det kilo kokain, han havde haft, så der var alligevel ikke andet at gøre end at lægge nogle af kortene på bordet. Derfor skrev han under på sin forklaring og sagde til René Dahl Andersen: ’Du er en flink fyr. Det er det, der er sket.’ Narkobetjenten så lidt på ham, før han svarede: ”Men du har jo ikke set rapporten med det, vi har beslaglagt. Vi har kun fundet indpakningen til cirka hundrede gram kokain med rester og spor af kokain. Så vi har altså ikke fundet selve kokainen.”

’Panteren’ var chokeret, men han accepterede også, at sådan var spillet. Politimanden brugte sine kneb, og han brugte sine. Han kunne endda grine af det. Derfor var der heller intet nag, da han et par måneder senere mødtes med René Dahl Andersen og kollegaen fra narkoafdelingen den morgen på Frederiksberg Ældre Kirkegård. Siden afhøringen på Station City havde ’Panteren’ tænkt over tingene og sin egen situation, og han var nu så småt klar til at forlade det kriminelle miljø.

’Jeg har noget, I måske kan bruge,’ sagde ’Panteren’, da han havde taget den sidste bid af sin Joe & The Juice-sandwich.

Ingen af dem anede på det tidspunkt, at mødet skulle blive indledningen på et usædvanligt samarbejde, der med ‘Panterens’ hjælp ifølge René Dahl Andersen medvirkede til, at en række personer røg i fængsel, og mere end to kilo hash, 10 kilo kokain og flere skarpladte pistoler i de følgende år blev beslaglagt.

Meddelere er myndighedernes skyggekrigere. Det er kriminelle, som samarbejder med politiet ved at give oplysninger om andre kriminelle. At bruge meddelere er en del af efterforskningsarbejdet, som offentligheden sjældent hører om, og som er ’beskyttet af klassificering og hemmeligholdelse’, som jeg fik at vide, da jeg forsøgte at få Rigspolitiet til at gøre mig klogere på fakta. Københavns Politi og PET kan eller vil heller ikke bidrage med viden til denne artikel.

I hvilket omfang meddelere bruges i Danmark, er også hemmeligt. Noget af det tætteste, offentligheden har været på det, var, da den daværende formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater i 2014 sagde, at ’brugen af de såkaldte kilderapporter er eksploderet inden for de seneste to-tre år.’ Den nuværende formand for landsforeningen, Kristian Mølgaard, siger i dag, at ’der i hvert fald ikke er blevet færre kilderapporter.’

Hvor hemmeligt et område, det er, blev man også mindet om, da Politiets Efterretningstjeneste i 2016 fik tilbageholdt bogen ’Syv år for PET’ med et fogedforbud, blandt andet fordi der på bogens bagside stod, at tidligere PET-chef Jakob Scharf fortalte om ’kunsten at hverve meddelere’. I den efterfølgende retssag handlede flere af anklagepunkterne desuden om, at Scharf skulle have brudt sin tavshedspligt om netop kildearbejdet.

Politiet er både bange for at afsløre sine metoder og for, at for meget åbenhed om emnet vil gøre det sværere at hverve og arbejde med de værdifulde kilder. Oveni kommer selvfølgelig meddelernes sikkerhed. Som tidligere narkobetjent i Københavns Politi og operativ chef i Politiets Efterretnings-tjeneste Frank Jensen formulerer det:

”Arbejdet med meddelere er så superhemmeligt, at der selv i PET kun er ganske få, der ved, hvis der er en kilde i en organisation, og hvem kilden er. Det er for at sikre personens liv.”

Det er derfor også med en vis tanke på sikkerheden, at jeg ad to omgange – og med et årsmellemrum – mødes med ’Panteren’. Første gang, det sker, foregår det i et lokale på et halvtomt hotel et sted i København i 2020. Anden gang er det hjemme hos René Dahl Andersen i 2021, hvor både han og ’Panteren’ fortæller røverhistorier – som var de to gamle fodboldkammerater, der genopfrisker minder fra en svunden tid. Men under overfladen taler både narkobetjenten og meddeleren ud om en farlig, hemmelig og effektiv indbyrdes relation. En relation, som begyndte i et regelret kildesystem, men som med årene udviklede sig fra tip til tip og endte med at være et usædvanligt og paradoksalt venskab på tværs af loven.

I DAG FINDES der et særligt foto fra en festlig begivenhed på René Dahl Andersens MacBook. På billedet står han sammen med ’Panteren’, og det er tydeligt, hvor tætte de to mænd er blevet. Mere detaljeret må beskrivelsen af fotoet ikke blive her. De er begge bekymrede for, at de forkerte typer vil kunne regne det hele ud.

Det er ikke sådan, at ’Panteren’ – her flere år efter, han var politiets meddeler – ser sig nervøst over skulderen, og han havde heller ikke paranoide forestillinger om, at han blev forfulgt, da han for lidt siden blev lukket ind i opgangen til René Dahl Andersens hjem. Men ’Panteren’ er særlig bevidst om, at ikke alle – og slet ikke visse personer – skal vide, hvem han er. Han har ikke fortalt sin kone noget. Hans familie ved intet. Hans venner har ingen anelse.

At skrive om ’Panteren’ er derfor en balancekunst mellem sikkerhed og sandhed. Noget må jeg ikke vide, og andet må jeg under ingen omstændigheder genfortælle. ’Panteren’ er bange for at blive genkendt, og visse oplysninger kan lede direkte til ham. Af den grund må jeg ikke beskrive hans udseende, jeg må ikke skrive, hvad han laver i dag, og jeg må heller ikke skrive, hvad han arbejdede med dengang, han blev meddeler for politiet.

Hvad jeg dog godt kan berette, er, at da hans kriminelle karriere toppede, stod ’Panteren’ bag store transporter af et bestemt euforiserende stof fra et europæisk land til Danmark. Det var imidlertid kun hans bibeskæftigelse, forklarer han i dag om den millionforretning, han havde etableret. Hans familie og hans omgangskreds forestillede sig blot, at han havde sit helt almindelige job, men hvordan skulle de også tro andet, når det kun var i udlandet, at han spiste store bøffer og kørte Ferrari?

Som ’Panteren’ i dag sidder her og leger medRené Dahl Andersens otte måneder gamle datter, er det også svært at forestille sig, at han skulle have været en hærdet kriminel. Den lille piges brune øjne følger hans fingre, der stepper hen over bordet, og hun griner, da han laver pruttelyde. René Dahl Andersen bryder ind og placerer en kæmpestor, rygende varm æggekage på bordet.

”Lad os få en bid mad,” siger han. Narkobetjenten ved, at der sker noget mellem mennesker, når man spiser. Et gammelt trick, han altid bruger, når han skal skabe et trygt og tillidsfuldt forhold til en person. Det er som om, det er nemmere at snakke sammen, hvis man har mad i munden.

Idéen om at indgå et samarbejde med ’Panteren’ opstod hurtigt hos René Dahl Andersen, da de to for år tilbage mødte hinanden. Dahl Andersen var på det tidspunkt en snaksaglig, kreativ og produktiv betjent, som kendte mange misbrugere og pushere i det københavnske narkomiljø. I ’Panteren’ så han en intelligent bagmand med et stort netværk i flere forskellige grupperinger og lag i den kriminelle underverden. Hvis ’Panteren’ kom med ombord, kunne hans viden måske hjælpe politiet med at fange de største fisk.

For ’Panteren’ derimod lå lysten til at samarbejde på et lille sted. Men under René Dahl Andersens afhøring af ham på Station City den dag fik han pludselig den indskydelse, at det kunne være fristende at bevæge sig væk fra det, han altid havde været god til – og i stedet begynde at lave noget, der ikke ville udløse lange fængselsdomme. Et sådant skifte er ikke ét, man tager fra den ene dag til den anden. Men ’Panteren’ kunne mærke, at han måtte videre med sit liv. Han følte, at ’han skyldte lidt’ til samfundet, og for at kunne holde sig selv og sin moral ud var han nødt til at hjælpe René Dahl Andersen.

”Det var lidt ligesom at gå ned i kirken og bede om syndsforladelse,” siger ’Panteren’ i dag.

Hans vigtigste motivation for at blive politiets meddeler var dog, at han havde brug for en ven, han kunne stole på. Og en sådan er svær at finde i den kriminelle underverden, hvor stress, misundelse og kyniske bagtanker flyder sammen. Viser man sårbarhed, bliver det straks brugt imod én.

ET STED MIDT i København holdt den civile politibil ind til siden. ’Panteren’ sprang ind på bagsædet og satte sig i midten. Han smilede. Det tip, han var kommet med på Frederiksberg Ældre Kirkegård den dag i 2008, havde nogle måneder senere ført til, at politiets narkoafdeling kunne anholde en pusher, der parallelt med sit autoværksted i mange år havde solgt hash.

’Du kan blive god til det her,’ sagde René Dahl Andersen fra passagersædet og vendte sig om mod ham. ’Panteren’ havde haft ret. Det var en god sag, og den beviste, at han, politiets nye meddeler, var til at regne med og stole på. Men var narkobetjenten også det? Det manglede ’Panteren’ at få svar på.

’Hvad er der i det for mig?’ ville han vide.

’Du har mulighed for at få en dusør, hvis du kommer med gode oplysninger. Den kan ligge på 2.000-5.000 kroner,’ lød svaret fra forsædet.

Panteren grinte. ’Hold kæft, det er, hvad jeg bruger på en aften,’ sagde han. ’Så hvordan kan jeg stole på jer?’

René Dahl Andersen, der på dette tidspunkt havde været narkobetjent i knap 10 år, spekulerede lidt i stilhed. Tilbage, da han var en helt ung politimand, havde han hvervet en af sine første meddelere. Han hed Carsten og er død i dag. Efter Carstens første tip stod René Dahl Andersen og vejede den beslaglagte heroin på Station City, da en ældre, erfaren kollega kom ind i lokalet. Som en selvfølgelighed tog han en ske frem og hældte 20-40 gram af det brune pulver over i en pølsemandspose, som politibetjentene kalder de gennemsigtige plastikposer med lynlås. ’Carsten skal sgu da lige have noget som tak for hjælpen,’ sagde han så. René Dahl Andersens første tanke var, at det var forkert. Men han så også, hvordan Carstens tillid til betjentene pludselig voksede. Nu havde også de noget på spil.

Politiet må gerne honorere meddelere med penge. Hvor store de skattefri og af ledelsen forhåndsgodkendte beløb er, er der kun få, der ved, men 2.000-5.000 kroner var småpenge for ’Panteren’. I en anden og senere sag, der siger noget om René Dahl Andersen og ’Panterens’ interne humor, fik politimanden udbetalt et honorar på 8.000 kroner i to-kroner til sin kilde. Mønterne blev overleveret til ’Panteren’ i en spand.

Modsat kontanter er kokain og andre stoffer derimod ulovlige for politiet at give til en meddeler.

Dan Lynge-sagen

I 1991 blev Dan Lynge meddeler for politiet, mens han stod til en lang fængselsstraf for narkokriminalitet, mordforsøg og attentatplaner. Han har både været medlem af Hells Angels og Bandidos, og op gennem 1990'erne gav han politiet oplysninger om rockermiljøet. Han fortalte blandt andet om våbensmugling og om et forestående angreb mod Hells Angels' tilholdssteder under rockerkrigen i 1990'erne. I 2002 stod Lynge frem i medierne, men ingen i politiet ville kendes ved ham eller tage ansvaret for ham. Hans nærmeste kontaktperson, politibetjenten, Tonni Christensen, fortalte under en afhøring, at 44 personer i Københavns Politi kendte til aftalen med Dan Lynge. I 2003 blev Dan Lynge-kommissionen nedsat, og tre år senere kunne den aflevere sin beretning. Her blev politiet kritiseret for samarbejdet, men ingen kunne stilles til ansvar for ledelsessvigt. Kritikken gik blandt andet på, at Dan Lynges funktion mere mindede om en agents end en meddelers, og at politiet ikke greb ind over for hans kriminalitet. I 2011 blev Dan Lynge opereret i ansigtet for at gøre ham uigenkendelig i rockermiljøet. 

BLANDT FLERE tidligere narkobetjente, jeg har talt med, er holdningen, at metoden, der nævnes ovenfor, grundlæggende er forkert og et skråplan. Men holdningen er også, hvilket ligeledes gælder René Dahl Andersen, at metoden i sjældne tilfælde kan være effektiv – og nødvendig. Som en anden forhenværende politimand kortfattet siger: ”En meddeler er ikke bedre end sin kildefører.”

Københavns Politi kan og vil som nævnt ikke medvirke i denne artikel. Men da jeg spørger, om man vil forholde sig til historien om de to hashplader, der blev givet som belønning for et tip, skriver politi-kredsen i en mail: ”Håndtering af kilder i dansk politi håndteres ud fra gældende lovgivning, og politifolk, der fører kilder, skal selvfølgelig overholde denne lovgivning.”

I en 33 sider lang Rigsadvokatmeddelelse står det konkret beskrevet, hvilke retningslinjer en kildefører skal gå efter, når han eller hun har med meddelere og civile agenter at gøre.

René Dahl Andersen kalder det ’Bibelen’, selvom han ikke er religiøs.

En del af forhistorien til retningslinjerne skal man flere årtier tilbage i tiden for at finde. Dengang stod kildernes kaldenavne blot i den enkelte betjents sorte lommebog, og deri blev de. Men to sager fik stor betydning for politiets fremtidige arbejde med meddelere. Den ene stammer fra 1999, hvor to politiassistenter i kammeratlige samtaler med en kilde i strid med reglerne videregav fortrolige oplysninger om stjålne biler og om løsladte og fængslede personer. Samarbejdet blev afsløret, fordi kriminalpolitiet aflyttede meddelerens telefon.

Og så er der sagen om Dan Lynge, som i begyndelsen af 1990’erne var medlem af Hells Angels og Bandidos. Men han var samtidig også politiets meddeler og blev det, mens han havde udsigt til at få en lang dom for både narkokriminalitet, mordforsøg og attentatplaner. I 2002 stod Dan Lynge frem og fortalte sin historie. Ingen i politiet ville dog kendes ved ham, ligesom ingen i politiet ville tage ansvaret for samarbejdet med ham. Et samarbejde, der blev problematiseret vidt og bredt, fordi Dan Lynges funktion mere mindede om en agents end om en meddelers, og fordi politiet ikke greb ind over for hans kriminalitet. I en senere kommissionsundersøgelse blev politiet kritiseret for samarbejdet, men ingen kunne stilles til ansvar for ledelsessvigt.

På den måde blev udarbejdelsen af Rigsadvokatmeddelelsen sat i gang. Heri står der overordnet,hvordan arbejdet med kilderne kommer i stand. Blandt andet at en meddeleransvarlig skal beslutte, om en person kan bruges som meddeler, og at en kontrollant, som er kildeførerens chef, skal kontrollere samarbejdet. Der står også, at det skal noteres, hver gang man har mødtes med en meddeler, og at oplysninger som tid og sted, baggrunden for at samles, og hvilke oplysninger, meddeleren gav, skal skrives ned i akter. En vigtig detalje er, at der ikke må være kopier af disse dokumenter.

I Rigsadvokatmeddelelsen står der også, at man må formode, at meddeleren færdes i et kriminelt miljø, at han eller hun også selv deltager i kriminalitet, og at han eller hun muligvis forventer, at der vil blive set igennem fingre med ulovlighederne. ’Dette kan politiet imidlertid ikke medvirke til,’ slår Rigsadvokaten fast.

Netop dette er kildeførerens store dilemma og det paradoksale i arbejdet med meddelere. At dem, man samarbejder med, er kriminelle, som helt indlysende begår kriminalitet, men i den ideelle verden må politibetjentene ikke vide noget om det – og hvis de gør, skal de reagere på det. Konsekvensen bliver så, at meddeleren ikke er meddeler længere.

Som en tidligere politimand med over 20 års erfaring som kildefører i narkoafdelingen siger, så ’vil ledelsen jo helst have, at vores kilder ikke er kriminelle. Men hvad skulle de så være? Hvordan skulle vi så få oplysningerne?’

Derfor skal kildeføreren være klar til at bøje nogle regler. Tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste Frank Jensen forklarer det på denne måde: ”En kildefører skal have en særlig personlighed. En almindelig, regelbundet politi-mand får aldrig hvervet nogen som helst. Det er specielle typer, der bedst kan lide at operere i gråzoner, lige til kanten, og som kan tolke reglerne dynamisk.”

En sådan type er René Dahl Andersen. Han fortæller, at han engang sad hjemme hos en meddeler, som informerede ham om, at han havde en skarpladt pistol liggende ude på bagtrappen. En problematisk viden for en politibetjent. Skulle reglerne følges, var det en information, der skulle skrives i rapporten, men så ville hans chef blive nødt til at rykke på det og få meddeleren anholdt for ulovlig våbenbesiddelse. Derfor kom oplysningerne aldrig videre. Våbnet blev liggende ude på bagtrappen. René Dahl Andersen forsvarer det i dag med, at han kendte sin meddeler så godt, at han mente, at det var utænkeligt, at han ville bruge pistolen ude i byen. Omvendt vidste han også, at meddeleren ville skyde og måske også slå ihjel, hvis han fik ubudne gæster. På den måde balancerer en kildefører altid mellem, hvad der er godt at vide, og hvad der ikke er godt at vide.

AT OVERHØRE samtalerne i dag mellem ’Panteren' og narkobetjenten, der hvervede ham som meddeler, føles lidt som at befinde sig midt i et omklædningsrum hos et oldboys-fodboldhold. Men vi er blot hjemme hos René Dahl Andersen. Sarkastiske bemærkninger flyver konstant gennem luften: om gamle kvindelige bekendtskaber, om hvem, der betalte for al maden fra Joe & The Juice, eller om dengang ’Panteren’ var sikker på, at han blev aflyttet og derfor begyndte at lave sjov med René Dahl Andersen i telefonen ved at påstå, at han havde fået en tjenestepistol af ham. En joke, der skulle skrives ned i rapporterne, hvis nu ’Panteren’ blev aflyttet af nogle andre betjente.

De to mænd har opbygget et kærligt og fortroligt venskab, men de har også en relation, som blandt andet er bygget på den konstante trussel, der var – og stadig er – om, at det kriminelle miljø ville afsløre ’Panteren’ som meddeler. Der var ikke en konkret trussel rettet mod ham, men i sine år som hemmelig kilde medvirkede han til at sende en række bagmænd i fængsel og hjalp politiet med at beslaglægge hundredvis af kilo stoffer, så derfor havde den kriminelle underverden en helt naturlig interesse i at få stoppet og afsløret ham.

Det vigtigste for René Dahl Andersen er, at det ikke ville ske. Som kildefører ignorerer man hellere et tip og går glip af at beslaglægge et containerskib kokain end at risikere en meddelers liv. Hver gang de skulle mødes, skrev René Dahl Andersen en sms til ’Panteren’, som havde kodet politimanden ind i sin telefonbog under et andet navn. ’Hvordan går det?’ kunne der stå. ’Skal vi lige mødes?’ stod der i den næste besked. De aftalte et tidspunkt og et sted. Det var typisk om formiddagen på adresser, hvor ’Panteren’ vidste, at der sjældent ville dukke nogen fra de kriminelle miljøer op. Af og til mødtes de på kirkegården. Andre gange var det i forhallen i Falkoner-biografen på Frederiksberg, hvor der i det tidsrum oftest kun var babybio for barslende mødre. Her kunne de to mænd sidde oppe på førstesalen og kigge ned på indgangen. Kom der en, der så mistænkelig ud, kunne de gå hver deres vej eller sætte sig forskellige steder. Frederiksberg Bibliotek kunne også bruges. Her havde de aftalt et hjørne indenfor, hvor de mødtes. Blandt de skønlitterære klassikere på hylderne stod de så og talte lavmælt om det kriminelle miljø, mens de forsøgte at ligne nogle, der skulle låne bøger. Det bedste sted at mødes var dog i en civil politibil. Når bilen med sine tonede ruder drejede rundt om et hjørne, kunne ’Panteren’ uset hoppe ind på bagsædet. Skulle det ske, at de under deres møder blev opdaget af personer fra det kriminelle miljø, havde de en dækhistorie klar til ’Panteren’. Enten talte han med politiet, fordi han skulle genafhøres i en sag, eller også skulle han have udleveret nogle beslaglagte ting, og det foregik i det offentlige rum, fordi han nægtede at tage ind på stationen.

Når ’Panteren’ kom med et tip, spurgte René Dahl Andersen ham altid, hvor mange, der kendte til det. Hvis det var oplysninger, som kun få personer vidste noget om, kunne de være for risikable at reagere på. Skrækscenariet var, at meddeleren i så fald blev afsløret. Med alt, hvad de foretog sig, var sikkerheden højeste prioritet. Det betød også, at samarbejdet altid måtte holdes skjult. En slags hemmelig affære, som stadig lever.

”Det er en hemmelighed, jeg bliver nødt til at holde på. Det er en del af mit liv, jeg ikke kan fortælle til nogen,” siger ’Panteren’.

Men selvom han og narkobetjenten har noget sammen, de ikke kan dele med andre, har ærligheden og fortroligheden også en grænse.

”Det er et venskab med to sider,” som ’Panteren’ siger.

Igennem årene var der visse vigtige informationer om det kriminelle miljø, som René Dahl Andersen, der ellers var mere end almindelig veloplyst om sin meddelers tilværelse, aldrig fik at vide. ’Panteren’ vurderede af og til, at han selv var en af de eneste, der kendte til oplysningerne. Og at han beskyttede sin kildefører ved ikke at give ham en viden, der potentielt ville sætte ham i et dilemma.

Omvendt ved René Dahl Andersen i dag noget, som ’Panteren’ i hvert fald i begyndelsen af deres samarbejde var meget interesseret i at høre om. Eksempelvis hvem det var, der stak ham og tippede politiet om kokainen i hans kælder. René Dahl Andersen smiler lumsk, fordi det er noget, ’Panteren’ utallige gange har spurgt ham om, men anerkender, at han aldrig vil få at vide. Nu er det kun sjovt, men dengang ’Panteren’ blev knaldet, var det alvor. Fordi han troede, han vidste, hvem det var, tog han og en kammerat straks ud og gav en fyr tæsk. René Dahl Andersen kunne efterfølgende fortælle ’Panteren’, at de nok måtte give den forslåede mand en undskyldning, for det var altså ikke ham, der havde pippet.

ISÆR EN HISTORIE fra 2013 bliver blandt flere tidligere betjente, der har haft med meddelere at gøre, betragtet som ’skrækscenariet’. Narkoafdelingen i Københavns Politi havde dengang fået et tip fra en kilde om en overdragelse af to kilo amfetamin et sted i Glostrup. Problemet var, at Glostrup hører under Københavns Vestegns Politi, og derfor skulle narkobetjentene oplyse deres kolleger i nabokredsen om, at de var på opgave her. Men det gjorde de ikke. Da de havde anholdt tre mænd fra det kriminelle miljø på stedet, kørte de tilbage til Politigården og skrev rapport.

’I forbindelse med anden politiforretning mandag 11. november 2013 cirka klokken 16.40 befandt vi os ved Glostrup Centeret og Glostrup Station,’ stod der ifølge domsudskrifterne fra den sag, der senere blev rejst mod to af betjentene. Det, der stod, var løgn, men der kunne ikke stå andet, var rationalet. Hvis man skrev sandheden, ville meddeleren blive afsløret, og rockere og østeuropæere ville stå klar til at tage imod ham, frygtede man. I Københavns Vestegns Politi blev man dog efterfølgende mistænksomme og bad den københavnske narkoafdeling om en ny rapport. Heri skulle der stå forklaret, hvad man lavede i Glostrup den dag. Uddybningen blev, at betjentene var blevet opmærksomme på en afrikansk mand på Vesterbro. De besluttede at skygge ham til Glostrup, hvor de mistede ham. Under den efterfølgende rundering så de en sølvgrå BMW, som de vidste, var ejet af en af de amfetamin-pushere, som de senere anholdt, stod der i den nye rapport.

Den hoppede efterforskerne i Københavns Vestegns Politi ikke på, og kilden blev en del af den retssag, der fulgte. Anklagen mod kilden var, at han var gået for langt som meddeler og havde optrådt som en agent provocateur. En disciplin, der ellers kræver en dommerkendelse, og som er noget af det første, man lærer om på kildeførerkurser. I retssagen gik kilden fri, men katastrofen var sket. Han var blevet afsløret og var i potentiel livsfare. Ifølge René Dahl Andersen blev han af den grund tilbudt forskellige beskyttelsestiltag, blandt andet en overfaldsalarm. Men kildens tillid til politiet var forsvundet, og i stedet anskaffede han sig en 9mm-pistol, som han kørte rundt med. Rygtet går på, at kilden senere forlod landet.

På den ene side er historien fra Glostrup eksemplet på, hvordan en meddeler og dennes sikkerhed kommer før alt andet for betjentene. På en anden side kan man betragte sagen som et resultat af, hvad der sker, når det flydende kildearbejde kolliderer med et sort-hvidt system, der ikke kan operere på grænsen – eller over den. En kildefører skal være menneskeligt smidig på et område, hvor både straffeloven og retsplejeloven på den ene side og betjentens moralske kompas på den anden side kan støde sammen. Og så skal det gå galt. Det er de runde over for de firkantede. Mennesket over for systemet.

PÅ FREDERIKSBERG Ældre Kirkegård under endnu et af deres mange møder kiggede René Dahl Andersen pludselig skeptisk på ’Panteren’, som ud af ingenting havde spurgt, om en mand ville blive dømt, hvis politiet fandt en pistol i hans carport.

’Skal der være DNA på den?’ ville han også vide.

’Hvad er det, du ikke fortæller mig lige nu?’ spurgte René Dahl Andersen.

’Jeg ved bare, at der ligger en kaliber .38 ude i en carport,’ fortsatte ’Panteren’.

Umiddelbart lød det interessant, men der var noget over den vævende måde, det blev sagt på, der gjorde René Dahl Andersen mistænksom.

Til de personer, der var ved at blive meddelere, sagde René Dahl Andersen altid, at hvis de ikke vidste, hvorfor de skulle samarbejde med politiet, kunne de gøre det for at få ’ryddet op’ blandt konkurrerende kriminelle. Det var ikke den mest hæderlige indgang til at blive meddeler, og derfor et mareridt hos politiet, hvis man blev udnyttet og misbrugt af en gruppering til at sætte en anden ud af spillet.

Det var den logik, ’Panteren’ brugte, da han fortalte om den kaliber .38, han mente, lå i en carport. Han ville bruge sin kildefører til at få sendt en anden mand i fængsel.

’Har du set pistolen?’ spurgte René Dahl Andersen.

’Njah,’ var svaret.

’Er det, fordi du vil plante en pistol derude og få ham i fængsel?’

’Men vil du ikke gerne det?’ spurgte ’Panteren’.

René Dahl Andersen blev vred og gav ’Panteren’ et møgfald så højt, at de efterfølgende var nervøse for, at det kunne høres helt ud på Frederiksberg Allé.

DET MEST APARTE eksempel på, hvor vidt forgrenet René Dahl Andersen og ’Panterens’ relation var, går tilbage til et tidspunkt et par år inde i deres samarbejde. I dette tilfælde havde ’Panteren’ brug for hjælp. Men ikke til at få løst nogle problemer med sine bekendtskaber i det kriminelle miljø. Nej, han ville væk fra sin kone. Dog kun i et døgns tid. ’Panteren’ ville gerne besøge en kvinde, han af og til var sammen med, i den anden ende af byen. Han manglede en undskyldning for at kunne tage afsted fra sit hjem, og her kom René Dahl Andersen ind i billedet.

’Kan du ikke komme og anholde mig? Og sige, at jeg skal afhøres og måske varetægtsfængsles. Så har jeg 24 timer,’ spurgte ’Panteren’ en dag.

’Jo, sagtens,’ svarede René Dahl Andersen.

På det nøjagtigt aftalte klokkeslet troppede narkobetjenten op sammen med en kollega foran ’Panteren’s hjem. Med alvorlige ansigtsudtryk bankede de på døren, som blev åbnet af ’Panteren’s kone.

’Det er politiet. Er din mand hjemme?’ spurgte René Dahl Andersen.

’Nej, det er han ikke,’ automatsvarede hun, mens ’Panteren’ bevidst rumsterede inde i soveværelset. Nyvasket og i sit pæneste tøj.

’Hvad vil I? spurgte ’Panteren’ vrissent, da han kom frem i døren.

’Klokken er 12.25, og du er anholdt.’

’For hvad?’

’En røverisag i Aarhus,’ løj René Dahl Andersen.

For at minimere risikoen for, at ’Panterens’ kone troppede op på den politistation, hun troede, han skulle afhøres på, havde de aftalt, at det skulle handle om en sag i Jylland. ’Panteren’ satte sig ind på bagsædet af den civile politibil, og de kørte afsted. Cirka halvvejs igennem byen bad han betjentene om at holde ind ved en butik. Han skulle have en flaske champagne og en flaske hvidvin med hjem til den anden kvinde. ’Panteren’ slukkede sin telefon, blev sat af foran kvindens hus og opholdt sig der i det næste døgn. Hvorefter René Dahl Andersen troppede op, hentede ham og satte ham af foran Station City.

Den tjeneste betød mere for ’Panteren’ end både penge og hashplader, men den fulgte ikke ligefrem retningslinjerne for en kildefører i dansk politi. Begge mænd er i dag enige om, at det nok var meget godt, at det formelle samarbejde imellem dem stoppede ikke længe efter.

Det hedder sig, at en kildefører efter tre år skal give sin meddeler videre til en kollega. Dette kan være en ømtålig og svær proces, der for politimanden handler om, at han skal sende et stort stykke arbejde og en relation videre til én, man blindt skal kunne stå inde for. For meddeleren er det omvendt svært, fordi han skal opbygge tillid til en ny person.

’Panteren’ havde dog for længst besluttet sig for, at han ikke ville være meddeler for andre end René Dahl Andersen. Timingen passede også med, at han efterhånden var kommet så meget på afstand af det kriminelle miljø, at han ikke længere kunne bidrage med de bedste oplysninger til politiet. Kort efter stoppede René Dahl Andersen også hos narkoafdelingen i politiet, fordi han i byretten blev dømt for at have taget fem dyre designlamper med sig hjem fra Politigården. Måske et udtryk for, at han i for lang tid havde arbejdet i en gråzone sammen med kriminelle personer som ’Panteren’.

På den måde var både meddeleren og narkobetjentens situation vendt på hovedet. Samtidig var de også blevet løst for de forpligtelser, deres interne samarbejde havde ført med sig, da de lærte hinanden at kende. Nu kunne de pludselig mødes som venner. Men de må stadig ikke den dag i dag blive set sammen. Dertil er forbindelsen endnu for farlig.