Tortur, røverier og afpresning: Ny bog skildrer Nedim Yasars fængselsafsoning

Fra rod i Ballerup til rollemodel

De var en gruppe venner fra Grantoften i Ballerup. De var ikke organiseret som en egentlig bande, men de holdt sammen. De var vokset op sammen, og de var nære venner, der stolede på hinanden. Det var dem mod alle de andre, og sammenholdet var stærkt. Jo ældre man var, jo mere havde man at sige.

Det var i 2009, Nedim Yasar var 17 år gammel og dermed en af de yngre i gruppen. Gruppen solgte stoffer og kørte i store biler. Var der problemer med nogen, blev det løst med vold.

Nedims far drak og var ofte utilregnelig, mens Nedims mor forsøgte at holde sammen på familien. Hun vidste, at hendes søn var på vej ud i noget skidt, at han var sammen med banditter og kriminelle, og hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at få ham på bedre tanker. Hun kunne ikke lide, at han færdedes på gaden med vennerne. Men Nedim elskede det. Der var fart på, og der var gang i den. Og han var alligevel smidt ud af skolen, så der var ikke andet at lave. Han så ikke andre muligheder end at være sammen med vennerne, lave penge, mange penge, og have det sjovt. Uddannelse og arbejde var på ingen måde et alternativ. Nedim levede lige præcis det liv, han gerne ville. Det måtte hans mor bare acceptere.

Det sjove gik dog lidt af det, da en af vennerne fra gruppen efterhånden havde oparbejdet en ret stor gæld. Han tog flere stoffer, end han solgte. Specielt kokain. Han sniffede mange gange om dagen, og en dag mente de ældre fra gruppen, at det var tid til at betale. Gælden var nået op på 50.000 kroner, og nu skulle den ud af verden. Vennen havde ikke pengene. Han havde ikke en krone, og han kunne ikke engang afdrage.

Sagen begyndte at gå i hårdknude. De ældre ville have pengene, men vennen havde dem ikke.

Efterhånden som presset fra gruppen steg, begyndte han at trække sig. Han lod være med at tage sin telefon, når der blev ringet, og han mødte ikke op, når gruppen skulle ud. En dag fik de ældre nok. Det var dem, der bestemte, og nu mente de, at tiden var kommet. Pengene skulle falde. Et par stykker fra gruppen tog hjem til vennens kæreste og tilbød hende et gram kokain for at ringe til ham og bede ham komme forbi.

Kæresten syntes, at det var en fin betaling, og ringede straks. Vennen troppede glad op, men smilet stivnede, da han så, hvem der åbnede døren for ham. Han fik et par knytnæver i ansigtet og blev med magt trukket ned i en bil.

Vennerne og gidslet kørte hen til Nedim, der boede i nærheden i en lejlighed, som han delte med en ven, der tilfældigvis var ude at rejse i de dage. Nedim gjorde, som han skulle. Han åbnede op for, at de kunne være hos ham.

Inde i lejligheden tævede gruppen deres gældsplagede ven. Han blev mishandlet groft. Alle slog på ham, men personen, der fungerede som gruppens uofficielle leder, gik endnu videre. Han stak en kniv i låret på ham. Mange gange. Blodet løb ned ad hans ben og ud på gulvet. Nedim følte sig sikker på, at vennen nok blev slået ihjel, men han turde ikke sige noget. Ingen turde sige noget.

Den ældre fra gruppen nød torturen. Han holdt øjenkontakt med vennen, mens han igen og igen stak ham. Han ville se ham lide. Inderst inde vidste de andre, den var gal. Det var langt over stregen. Og hvad ville der ske, hvis vennen blev dræbt? Skulle resten af deres ungdom foregå i et fængsel? Tanken var skræmmende, men de sagde stadigvæk ingenting. Vennen døde ikke, men han var slemt tilredt.

Nedims lejlighed så også forfærdelig ud. Der var blod på gulvet og på væggene, og der var rod overalt. Efter to dages tortur sagde Nedim, at de skulle finde et andet sted til ham. De kunne ikke være i hans lejlighed mere. En fra gruppen boede i nærheden sammen med sin kæreste. Dér tog de hen med deres forslåede og stærkt blødende ven.

Mishandlingen fortsatte. I yderligere to dage. Alle i gruppen havde forskellige roller. Nogle var de onde – det var dem, der slog og torturerede. Andre var flinke – det var dem, der snakkede almindeligt med ham. De forsøgte at virke venlige – det var dem, der sagde, at du kan jo nok forstå, vi skal have pengene ... vi lader dig gå, lige så snart vi har fået pengene. Du er snart fri igen, bare tag det roligt. De slog ikke. De forsøgte at få ud af ham, om der var penge nogen steder, som han kunne skaffe. Hos familie eller andre venner. Men han kendte ikke nogen, der havde penge. Han havde ikke en rig onkel eller en rig fætter.

Hans forældre blev ringet op og truet, men lige lidt hjalp det. Vennen kunne ikke betale. Hans forældre fik at vide, at de under ingen omstændigheder måtte gå til politiet. De kunne tydeligt høre, at deres søn var i livsfare, men de turde ikke andet end at adlyde. De var desperate, men de kontaktede aldrig politiet. Selvom truslerne var alvorlige, mente de, at det ville blive endnu værre, både for dem og deres søn, hvis politiet blev involveret.

Nedim og gruppen indså efterhånden, at de ikke kunne få penge ud af ham. Uanset hvor meget han blev tævet og truet. Men de lod ham ikke slippe. Tværtimod. De gik et skridt videre.

Vennen skulle lave et røveri. Når han ikke kunne skaffe de penge, som han skyldte, så måtte der andre metoder til. En af de yngre fra gruppen blev sendt i byen efter et oversavet jagtgevær, og så kørte Nedim og vennen i retning mod en stor Matas i Værløse, som de havde udset. De vidste, at butikken havde en god omsætning. De vidste, at der var mange penge i kasseapparaterne. Nedim parkerede på en tankstation i nærheden, overrakte vennen geværet og satte sig til at vente. Vennen havde fået strenge ordrer på at komme ud med et solidt bytte, overrække dem til Nedim – og så kunne sagen forhåbentligt komme ud af verden. Nedim så ham gå mod Matas-butikken med geværet i en pose. Minutterne gik. Der var stille i bilen. Hvert sekund føltes som en evighed. Vennen kom ikke. Kunne han være blevet taget? Havde politiet været lige i nærheden? Intet skete.

Da Nedim havde ventet længe nok, og nerverne sluppet op, kørte han svedende og nervøs tilbage. Uden vennen. Uden penge. Der gik ikke lang tid, før Nedim og hans venner hørte, at der var et stort politiopbud foran butikken. Deres tidligere ven måtte altså have begået røveriet. Det kunne de regne ud. Men de vidste ikke, om han var blevet taget, eller om han var stukket af med pengene. De vidste ingenting. Og det gjorde dem både nervøse og rasende. Udadtil viste de raseriet og talte om, hvordan han skulle smadres, når de fik fingrene i ham. Men hvis han var blevet anholdt, kunne han så finde på at sladre om dem? De fandt snart ud af, at han ikke var blevet taget. Politiet efterlyste en mand for det væbnede røveri mod Matas, der blev karakteriseret som brutalt. Den efterlyste var deres ven. Det viste sig, at vennen havde truet sig til mange tusinde kroner, men i stedet for at løbe ud til Nedim i bilen valgte han at stikke af. Væk fra butikken. Væk fra Nedim og rødderne. Han vidste, at hans problemer var blevet større. Væbnet røveri var en alvorlig forbrydelse. Nedim og vennerne var mildest talt heller ikke tilfredse. Men han var ligeglad. I en uges tid turede han rundt i København og gav den fuld gas. Han drak og tog stoffer og festede, som om i morgen ikke eksisterede.

Da alle pengene var brugt, meldte han sig selv til politiet og fortalte det hele.

Frihedsberøvelsen, volden, knivstikkerierne.

Matas-røveriet, som han var tvunget til at begå. Alt.

Også navnene på Nedim og vennerne.

Dagene gik. En af vennerne var blevet anholdt, men ingen vidste rigtigt, hvad han var blevet sigtet for. En anden blev også pludselig hentet og fængslet. En efter en blev vennegruppen mindre og mindre. Nedim hverken hørte eller så noget til politiet, men hvad han ikke vidste på det tidspunkt, var, at han blev nøje overvåget og aflyttet. Politiet fulgte med i alt, hvad han foretog sig. Og det blev også hans tur.

Politiet havde aflyttet en telefonsamtale mellem Nedim og kæresten, der ikke havde set hinanden et stykke tid. Men nu skulle de hygge. De skulle i biografen, og de skulle ud og spise. Nedim vidste, at hun var træt af, at han altid var sammen med vennerne – hun var faktisk så træt af det, at det nok var sidste chance, hvis forholdet skulle reddes. De aftalte at mødes hjemme hos hende om aftenen. Da tidspunktet nærmede sig, forlod Nedim sin lejlighed og slentrede af sted. Han glædede sig til at se sin kæreste igen, men han kom aldrig frem. I gågaden bemærkede Nedim, at der var usædvanligt tomt for mennesker. Der var faktisk ikke et eneste menneske på gaden. Overhovedet. Godt nok var de fleste butikker lukkede, men det var stadig tidligt på aftenen. Der burde være nogen. Så meget en spøgelsesby var Ballerup alligevel ikke.

Nedim passerede en shawarmabar. Han kendte ejeren, og det var ham, han så gennem vinduet. Nedim hilste, men ejeren hilste ikke tilbage. Smilede ikke engang. Han rystede bare lidt på hovedet. Som om han ville fortælle ham noget. Advare ham. Nedim gik videre ad den mennesketomme gågade. Eller næsten mennesketomme gade. Nedim fik øje på en kvinde med barnevogn, der kom gående mod ham. Fordi hun var det eneste menneske på gaden, kiggede Nedim hende an. Der var noget med hende. Det lignede ikke en almindelig mor, der gik tur med sit lille barn. Der var tydeligvis noget galt. Nedim kunne mærke det. Han vidste bare ikke hvad. Men kort tid efter gik det op for ham. Fra en stille sidevej trillede et af politiets salatfade ind på gågaden. I det samme råbte kvinden med barnevognen: Det er politiet.

Nedim vendte sig om, men også bag ham kom en politibil kørende, og fra flere gadedøre sprang betjente ud. Det var overvældende så mange, de var. Der var politifolk overalt. Nedim lagde sig ned på gågaden med armene over hovedet. Det var slut.

Politiet kørte Nedim til Gladsaxe Arrest. Nedim nægtede at udtale sig, men i grundlovsforhøret var dommeren ikke i tvivl. Han varetægtsfængslede Nedim i fire uger. Internt i gruppen havde de aftalt, at ingen måtte sige noget, hvis de skulle blive anholdt. Intet. Ingen skulle udtale sig om noget som helst.

Gjorde man det alligevel af en eller anden grund, så sagde man kun noget om sig selv. Ingen andre navne måtte nævnes. Det var en ufravigelig, men normal regel i ethvert kriminelt miljø. Overtrådte man den, kunne det have fatale konsekvenser. Nedim nægtede alt. Han havde intet med røveriet at gøre, og han havde intet med frihedsberøvelsen at gøre. Men to vidner sagde belastende ting om Nedim – den torturerede ven og hans kæreste.

Derudover havde politiet indhentet videoovervågningen fra tankstationen, hvor Nedim satte sin tidligere ven af. På båndene kunne man tydeligt se Nedim, vennen og posen med det oversavede jagtgevær.

Nedim var klar over, at det så ret sort ud, og indrømmede efterhånden, at han havde kørt vennen til røveriet. Et røveri, vennen selv havde planlagt og udført uden hjælp fra nogen. Men Nedim var chaufføren. Politiet var dog overbevist om, at det ikke forholdt sig sådan. De troede mere på den knivstukne ven og hans kæreste end på Nedim og rødderne.

Alle de fængslede fra vennegruppen fra Grantoften var placeret forskellige steder i landet. Det var normal procedure. De skulle ikke have mulighed for at tale sammen og sammenfatte deres historie.

Selvom Nedim kun var 17 år gammel, blev han kørt til Vestre Fængsel i København og placeret på sydsiden, hvor alle nyankomne sad, indtil fik tildelt en mere permanent celle. Men myndighederne havde åbenbart glemt at regne vennen, der begik røveriet, med i ligningen, for da Nedim gik ud på sin første gårdtur, fik han til sin store overraskelse øjenkontakt med vennen, der var på vej ind. I et par lange sekunder stirrede de på hinanden. Men ingen af dem sagde noget.

Nedim Yasar.

Efter nogle dage blev Nedim flyttet til nordsiden. Hans celle var låst 23 timer i døgnet, så gårdturen var dagens eneste lyspunkt. Første dag på den nye afdeling gik Nedim bare rundt i den trøstesløse gård. Alene. Nød den friske luft og kiggede på himlen, med rank ryg og en udstråling, der ikke viste nogen form for usikkerhed eller svaghed.

Han talte ikke med nogen. Henvendte sig ikke til nogen. Hvis nogen ville snakke med ham, så skulle de henvende sig. Han vidste, det var sådan, det foregik.

Man gik ikke bare hen til nogen som ny. Det ville kunne blive opfattet som meget forkert. Som en provokation eller som et signal om, at man var desperat og dermed svag. På tredjedagen blev han passet op af en ung udlænding fra Tingbjerg. Bliv ved med at gå, kommanderede han. Ellers tror betjentene, der er noget galt. De gik et par runder i gården og snakkede om, hvad de havde lavet. Hvorfor de sad inde. Hvem de kendte.

Nedim vidste, han blev målt og vejet. Han vidste, at et eller andet sted i gården sad der nogle og fulgte med. Så ham an og vurderede, om han kunne bruges til noget. Da gårdturen sluttede, sagde udlændingen til Nedim, at han kunne sidde sammen med dem fremover. De, udlændingen henviste til, var en gruppe, der hovedsageligt bestod af kurdere, men der var også arabere og danskere iblandt.

Nedim blev en del af gruppen. Hver dag så han frem til gårdturen, hvor der nu var nogle at snakke og grine med.

I modsatte ende af fængselsgården holdt de østeuropæiske indsatte til. De passede sig selv og klarede sig fint uden at komme i karambolage med andre afsonere.

Nedim var en af de yngre i den gruppe, han nu var en del af, og afsoningstiden foregik stille og roligt. Den ene dag tog den anden, uden at der skete det store. De ældre tog sig godt af ham. Mange var hardcore kriminelle, men var man en del af gruppen, var der ingen problemer. Det var der andre steder i fængslet. Specielt på gårdturene kunne det mærkes. Stemningen blandt de indsatte blev mere og mere anspændt, fordi betjentene havde ransaget gentagne gange for at få bugt med hash på cellerne. De havde beslaglagt så meget, at folk begyndte at blive desperate. Rygetrangen var enorm. Vestre var tørkeramt, og de fleste var på udkig efter selv den mindste lille klump.

En dag, da hashmanglen var specielt udtalt, så Nedim en narkoman få et cirkelspark i hovedet af et bandemedlem, fordi han ikke ville aflevere sin rygeklump. Han mistede flere tænder, men ifølge Nedim gjorde fængselsbetjentene intet. De så optrinnet helt tydeligt, men blev siddende på deres stole. De lod ikke engang den forurettede komme ind fra gårdturen. Med blødende mund og tre-fire tænder i hænderne måtte han vente, til tiden var gået. Det viste sig, at narkomanen havde haft en lille nol på 0,4 gram i lommen.

Nedim holdt sig uden for ballade, men det var der andre fra hans gamle vennegruppe, der sad i andre fængsler, der ikke gjorde. En af dem var gået amok og skulle overflyttes til Vestre, der bedre kunne håndtere uregerlige fanger. Men det betød, at Nedim også skulle flytte, så de ikke kunne komme til at tale sammen. Nedim blev kørt til Frederikssund Arrest, hvor han kom på en dobbeltcelle, som han skulle dele med en stille og rolig indsat, der foretrak at læse bøger og sove tidligt.

Selvom klientellet i Frederikssund var som i alle andre fængsler, så var arresten alligevel meget anderledes end Vestre. Maden var bedre, cellerne var åbne fra klokken 9 om morgenen til 22 om aftenen, og man kunne gå ud i gården, når man havde lyst.

Nedim var glad for den øgede frihed og begyndte at spille poker med de andre. Hver dag. Altid om penge. Nedim var god til poker, så han tjente hurtigt mange penge. En af dem, der måtte punge ud, var en indsat, der skilte sig en del ud. Han var bare 17 år gammel og havde langt lyst hår. Han gik i stramt tøj og var tynd – en pæn Hellerup-dreng, som Nedim kaldte ham. Han sad med en 30-dagesdom for at have slået en i fuldskab under en bytur. Selvom både Nedim og Hellerup-drengen egentlig var for unge til at sidde i en rigtig arrest blandt voksne, var der stor forskel på, hvordan de faldt til.

Nedim faldt naturligt ind i fællesskabet af kriminelle. Den unge fra Hellerup, der ikke havde et kriminelt netværk bag sig og ikke kendte nogen nævneværdige i miljøet, havde sværere ved at finde sin plads.

Nedim udnyttede den uerfarne dreng og plukkede ham i poker. Drengen spillede kun, fordi der ikke var andet at lave. Alle sad omkring pokerbordet, så hvis man ville have nogen at tale med, så skulle man være med. Problemet for drengen var, at han ikke kunne spille poker, og han havde også svært ved at betale. Gælden voksede hver dag. Nedim troppede op på den lyshårede drengs celle. Han bad ham ringe til sine forældre og få dem til at overføre pengene. Samme dag.

Drengen var nervøs, men han fornemmede, at Nedim mente, hvad han sagde. Han havde ikke lyst til at lægge sig ud med ham, men han fremstammede alligevel, at han ikke havde nogen telefon. Mindre end to minutter efter havde Nedim skaffet ham en mobiltelefon. Nedim blev på cellen, mens drengen talte med sin mor. Han fortalte, at han havde opbygget en pokergæld, og hun skulle overføre penge til ham. 1.000 kroner. Det maksimale, man kunne overføre. Pengene havnede straks i Nedims lomme. Derefter spillede drengen ikke poker igen.

Hver gang varetægtsperioden var ved at udløbe, blev Nedim kørt til Retten i Glostrup, hvor dommeren hver gang forlængede med fire uger, så politiet fik mere tid til at efterforske. Det blev så rutinepræget, at Nedim slet ikke lyttede til advokat eller anklager, når de procederede. Han koncentrerede sig om kæresten og vennerne, der altid mødte op som tilhørere.

Der blev smilet, hvisket og sendt flyvekys i retning af kæresten. Nedim vidste, at varetægtsfængslingen ville fortsætte, så han så bare retssagerne som en tiltrængt og hyggelig pause fra fængselslivet.

Det eneste problem for Nedim var, at han efter hver forlængelse blev overflyttet til et nyt fængsel. Fra Frederikssund blev han kørt til Køge Arrest. Derefter til Nyborg, hvor de indsatte selv havde mulighed for at lave mad, og hvor man skulle arbejde hver dag. Normalt ville Nedim gøre alt for at undgå at bestille noget, men jobbet blev en god afveksling til de mange dage, hvor der ingenting skete. Selvom det ikke ligefrem var gangsteragtigt, så nød Nedim arbejdet i gartneriet, hvor han klippede roser.

Efter fire uger i Nyborg gik turen til arresthuset i Ringsted. Og dét blev det femte og sidste fængsel. Efter seks måneders varetægt kom sagen endelig for retten. Politiet havde fået deres materiale og den endelige sigtelse på plads, og der skulle falde dom. Nedim, vennerne og deres advokater holdt fast i, at deres tidligere ven selv ville begå røveriet. De havde intet med det at gøre. Han tog jo selv byttet, argumenterede de. Men dommeren troede mere på anklageren og idømte alle en fængselsstraf.

Nedim slap billigt. Han fik to et halvt års fængsel for sin rolle i sagen, men fordi han var ung og ikke tidligere havde været involveret i alvorlig kriminalitet, blev resttiden gjort betinget. Alle andre i gruppen fik hårdere domme og blev kørt fra retsbygningen til afsoning. Lederen af gruppen fik den hårdeste dom – seks års fængsel. Personen, der begik røveriet, fik tre års fængsel.

Efter sin løsladelse fortsatte Nedim med kriminalitet. Hashhandel, vold, afpresning og våbenbesiddelse. Han var med i det hele og fik opbygget et godt ry i den kriminelle underverden.

Nedim avancerede hastigt i miljøet. Han var skruppelløs, hård og god til at samle folk omkring sig. De kvalifikationer kunne bruges.

Nedim blev leder for en Bandidos-supportgruppe i Ballerup. Los Guerreros, kaldte de sig. Krigerne.

Sammen med et fuldgyldigt Bandidos-medlem styrede han nu en stor del af kriminaliteten i Ballerup. Politiet fulgte med i Nedims bedrifter på tæt hold, og i årene efter røg han ind og ud af fængslerne.

Dommene var alvorlige, men så snart Nedim var på fri fod igen, havde han mange penge på lommen. Han kørte rundt i store biler, var til vilde fester og levede et liv med gang i den. Nedim bestyrede en indbringende hashklub, og han passede sine kriminelle forretninger. Los Guerreros var respekteret og frygtet på Vestegnen, og pengene væltede ind. Men livet som kriminel var stressende og opslidende, og et sted i Nedims bevidsthed begyndte samvittigheden over for ofrene for hans kriminalitet at nage.

Udadtil var han stadig den hårde bandeleder, der regerede uden nåde, men i tankerne, når han var alene, begyndte han at overveje sit liv. Skulle han virkelig bruge sit liv på at ryge ind og ud af fængselsceller, skulle han bruge sit liv på at gøre andre ondt, skulle han blive ved med at bringe skam over sin familie.

Selvom Nedim i perioder havde mere end 10.000 kroner i kontanter til sig selv hver eneste dag, så ændrede det ikke ved, at den dårlige samvittighed voksede og voksede.

I 2012 fik han nok.

Han tog en beslutning om, at han ikke ville i fængsel igen. Han ville ikke gøre flere mennesker ondt. Han ville have, at hans familie skulle være stolt af ham.

Nedim tilmeldte sig et kommunalt exitprogram og forlod miljøet. Selvom hans kriminelle bagland mildest talt ikke tog godt imod dét initiativ, så holdt han fast i beslutningen. Nedim startede på en uddannelse, fik arbejde, blev radiovært og holdt sig ude af kriminalitet.

Men at forlade bandelivet havde store konsekvenser. Nedim kunne ikke færdes frit. Han boede kun på hemmelige adresser, han flyttede tit, og han var altid udstyret med en overfaldsalarm. Han blev forfulgt, fik mange trusler og blev udsat for mindst et drabsforsøg, da en knivbevæbnet mand en nat opsøgte Nedim og forsøgte at stikke ham ned.

Nedim nægtede dog at bøje sig. Han fortsatte med at arbejde, og han blev en ofte brugt ekspert i de danske medier, når bandeliv, kriminalitet og strukturer i underverdenen var på dagsordenen. Derudover arbejdede han i Røde Kors, hvor han fungerede som mentor for unge, der ville ud af kriminalitet og bandeliv. Han ville råde bod på sin fortid ved at hjælpe andre.

Men et sted i mørket fulgte nogle kriminelle med i, hvad han lavede, gjorde og sagde. De mente, at de havde et opgør med Nedim, og i november 2018, på udgivelsesdagen for sin egen bog, Rødder, der beskriver Nedims dramatiske vej ind i den kriminelle underverden og den endnu mere dramatiske vej ud, betalte han den ultimative pris.

Nedim skålede med venner, kollegaer og forlagsfolk og var i godt humør. Receptionen for den nye bog var en succes. Folk var glade. Nedim var glad. Og stolt. Men da Nedim forlod festen tidligt om aftenen, ventede hans banemand udenfor.

Nedim blev skudt og dræbt i sin bil på åben gade. Ingen er endnu dømt for drabet på Nedim, men politiet har i december 2018 anholdt og sigtet tre personer med rockerrelationer for at være involveret i mordet.

Det skal dog tilføjes, at siden ingen er dømt for drabet, er motivet heller ikke kendt. Der har været spekulationer i medierne om, hvorvidt drabet kunne være et slag mod ytringsfriheden, om, at der var et hævnopgør fra rocker- bandemiljøet, og om, at det kunne være et personligt opgør to fjender imellem. Men det er kun spekulationer.

Det er til gengæld ikke spekulationer, at den uofficielle leder af vennegruppen fra Grantoften – ham, der nød at torturere deres gældsplagede ven i Nedims lejlighed, og som fik seks års fængsel – igen sidder i fængsel. Dømt for drab på en person, der angiveligt skyldte ham penge.

'Der hvor solen aldrig skinner' udkommer i morgen den 14. marts på forlaget Momenta.