NÅR SOMMEREN RINDER ud, viser pengene sig i deres reneste form, de nærmest glimrer ved deres ejeres fravær. I hvert fald på Upper East Side, hvor gaderne er affolkede, og sommerferien tilsyneladende ikke vil slutte.
Det har netop været Labor Day, der er amerikanernes svar på arbejdernes kampdag, men i New York tjener fridagen ironisk nok som en økonomisk fremkaldervæske. Mens det arbejdende folk må blive i den kamphede by, rykker velbjergede familier og trust fund babies nemlig til The Hamptons og svaler deres kroppe ved svømmepølen. Og selvom det på overfladen ser afslappet ud, udspiller der sig en stille kamp i sommerlandet, der har sine særprægede hierarkier og slet skjulte koder.
De koder lærte jeg på den hårde måde, da jeg tidligere på sommeren troppede op til en fest i West Hampton med den naive forestilling, at The Hamptons var The Hamptons.
Det er det ikke. Her betyder det noget, om din villa har havudsigt, pool og privatkok, og ikke mindst hvor den ligger. Jeg var havnet i den helt forkerte del af byen, i et helt forkert hus til et såkaldt white party. Festlighederne lignede mest af alt en parodi på en rigmandsfest og gæsternes hvide klæder var snart sølet til i græspletter og det, der er værre.
Nok havde den glade vært betalt 4.000 dollars per nat for at leje huset, der skulle holdes fest i, men de penge rakte kun til en toværelseshytte, og til gengæld var der så blevet sparet på madbudgettet. Alkohol skortede det – til fleres store fortrydelse – ikke på, og solen var endnu ikke gået ned, da den første festgæst væltede direkte i poolen (der var lille og lunken) iført et par dyre stiletter.
Det lignede en scene fra Fyre Festival, og jeg nåede et nyt personligt lavpunkt, da jeg måtte kæmpe med en anden blodfattig vegetar om det sidste stykke grøntsagslasagne. Vi delte, og det var tørt og næsten lige så svært at sluge som udsigten til at skulle bruge et døgn med en flok rige (men altså ikke rige-rige) klassekammerater, der nærmede sig en primal tilstand fremprovokeret af vodka og fejlernæring.
JEG OG EN FLOK andre dissidenter formåede at slippe væk fra huset, inden helvede for alvor brød løs, og lærte siden at læse koderne. De rigtige sommerhusejere reklamerer sjældent med deres huse og taler slet ikke om The Hamptons. I stedet nøjes de med at sige, de skal til ”Long Island”, og hvis du troede, ’quiet luxury’ handler om at behandle en cashmeresweater som en billig klud fra H&M, så tager du fejl. Det er kunsten at tale om en havudsigtsvilla i Skagen, som var det et fiskeskur i Hirtshals.
”Kan du se ham der,” hviskede en ven, da vi efter Labor Day-weekenden stod til en fernisering på Lower East Side.
”Han arbejder her kun, fordi hans forældre er stenrige. Han er uduelig til sit arbejde.”
Jeg drejede hovedet og forventede at se en hvalpet nepo baby, men den efter sigende talentløse gallerist var en granvoksen mand iført løse hørbukser og Birkenstock-sandaler. Han lignede ikke en, der var født til at herske over kunstbranchen med penge og inkompetence, men stilheden omkring magten er netop pointen.
KNAPT SÅ STILLE går det for sig i Brooklyn, hvor pengene er anderledes larmende. Her bliver bydele som Bushwick gentrificeret hurtigere, end de nye beboere kan nå at købe let macereret orangevin i områdets nye specialbutikker, der skyder op som et forvarsel om stigende huspriser og en demografi i hastig udvikling.
Snart vil også Bushwick have indbyggere, der holder ferie på ”Long Island”, men indtil deres køb af familieejede huse i Brooklyn giver afkast, må de nøjes med at tage til Burning Man i Nevada. Festivalen blev også afholdt over Labor Day-weekenden, og da et enormt regnskyl omdannede ørkenfestivalen til en mudderpøl, blev rygtet om, at den engang så alternative festuge nu hovedsageligt frekventeres af vordende finansmoguler bekræftet.
I hvert fald blev internettet hurtigt fyldt med historier om tech bros, der kravlede over hinanden for at undslippe smatten og komme tilbage til aircondition og internetforbindelse.
Det er nok de færreste fra yuppie-klientellet, der havde fundet plads til gummistøvler og overlevelsesgear mellem deres yogamåtter og LSD-frimærker, og nu ligger festivalen jo også midt i en ørken. Men som en bruger udtrykte det på X: Alle de tarotkortlæsere samlet på et sted, og ikke én eneste på Burning Man så uvejret komme.
