Ny bog sætter fokus på de københavnske værtshuse: ”Det er institutioner, hvor man med hård hånd, kærlighed, omsorg og rigelige mængder alkohol tager sig af hinanden”

Sidst jeg var på Café 33, havde stedet en helt almindelig dør, men i dag træder jeg igennem et slags tungt plastikforhæng, som holder varmen bemærkelsesværdigt godt inde.

Til venstre sidder et slæng stamgæster tæt stuvet sammen foran den lille bardisk, og giver mig et undersøgende blik, idet jeg bestiller en Grøn Tuborg. Jeg ignorerer det og fortrækker ned bag det store billardbord, der fylder næsten hele gulvet. Her sidder de to forfattere og den ene fotograf bag bogen, ’Stamsteder’ med en øl i den ene hånd og en cigaret i den anden.

Johannes Jacobsen, Anders Højberg Kamp og Thomas Skou har besøgt alle Københavns og Frederiksbergs værtshuse gennem det sidste halvandet år; 220 styks er det blevet til, og det er et bemærkelsesværdigt lavt tal i forhold til, at der i 1980’erne var over 1000 værtshuse. Caféer og spisesteder, har givet alternativer til danskerne, når aftenen falder på, og sociallivet skal plejes.

Men hvordan definerer man lige, hvad der er et værtshus, og hvad der er en café? Kan et værtshus servere mad? Skal der være en jukebox? Må en øl koste mere end 20 kroner?

Jeg spørger trioen ind til det og midt i diskussionen, bliver vi afbrudt af en af Café 33’s stamgæster, der stavrende og snøvlende gør sit for at blive indlemmet i vores snak. Han når højst at få fremstammet fire stavelser, før ejeren og bartenderen af Cafe 33, Brian, med høj stemmeføring, får ham gelejdet væk fra vores bord:

”Så opfører du dig ordenligt, ellers ryger du over på Bar 42 igen. Jeg gider ikke det der. Jeg har sagt det til dig så mange gange. Det er sidste gang, det sker, ellers er det over på Bar 42.”

Alle, der har tilbragt bare én aften på et værtshus, har oplevet denne scene.

”At blive afbrudt midt i en samtale af en fremmede er jo også en del af værtshuset,” siger Johannes og fortsætter:

”Man skal nok komme hinanden ved. Hele stedet er defineret af gæsterne og vedkommende bag baren. Brian ved, at vi fire er her, han ved, hvad vi laver, og Brian gider ikke noget pis. Det gider han ikke generelt. Og så skal han nok sige, hvis nogle går over hans grænser. Så ryger man bare over på Bar 42. Det er…”

Anders bryder nu ind:

”Ham der, han bryder bare ind, og det må man gerne på et værtshus. Det kan man ikke på en café. Hvis man beder om peberet, kigger folk på dig som en psykopat. Her tager man snakken med ham der. Og det kan godt være, han er irriterende, men så siger man bare ’væk’, hvis ikke man kan overskue det. Man skal være indstillet på at komme hinanden ved på et værtshus. Det er måske en meget god definition.”

En stejl trappe

Med 220 værtshusbesøg under bæltet har trioen hørt deres del røverhistorier. Det er en del af charmen ved de brune værtshuse, at gæster og bartendere fortæller den ene usandtrolige anekdote efter den anden.

”Vi kommer ind på Husum Bodega og summer lidt omkring baren. Bartenderen siger pludselig: ’Vi har jo en meget stejl trappe her, hvor der er to, der er faldet i døden. Først røg den ene, og så satte vi ét gelænder på, men så røg der fandeme én mere, så nu er der gelænder på begge sider af trappen.’ Til at starte med ville han ikke have, at det kom med i bogen, men han endte med at gå med til det, og så fortalte han ellers videre om alle mulige sexakter og knivstikkerier,” fortæller Anders og fortsætter:

”Undertitlen på vores bog er jo ’røverhistorier’ og det er jo ikke sådan, vi har faktatjekket om to virkelig er døde på den trappe, eller om der er foregået de ting, han fortæller om. Det her er fortællinger og røverhistorier fra byens beværtninger. Det er myter og legender.”

Trioen har besøgt mange af beværtningerne om formiddagen, fordi det netop er der, stamstedernes stamgæster huserer.

”Generelt kan man sige, at om formiddagen kommer de gamle, de forhutlede og de skæve eksistenser. De er der til kl. 16-17, hvor der kommer en kort periode med stilhed,” siger Anders.

Thomas tager over: ”Vi har ofte stoppet vores runs ved en 15-17-tiden. Der bliver det for sindssygt. Man er ved at komme op at slås, og jeg kan ikke tage billeder af folk. Der har stamgæsterne drukket tæt i lang tid, og dæmonerne begynder at hoppe ud af skabet og spjætte frem.”

”Der var en dag, hvor vi besøgte Café Englandshus på Amager, og vi blev med det samme mødt af en tung energi, hvor det hele sitrede i luften, og folk kiggede underligt på én. Vi gik ind i baglokalet, hvor jeg pakkede kameraet ud og begyndte at tage billeder. Det var et superflot lokale med en helt speciel cinematisk stemning.

Pludselig er der en person i hjørnet, der råber: ’Du skal ikke tage billeder af mig.’ Okay, siger jeg og begynder at skyde billeder i den anden retning. Han går så ind foran kameraet og siger det igen, og jeg svarer det samme og vender mig om endnu en gang.

Men alligevel går han ind foran kameraet igen, og det sker nok 4-5 gange i alt, og det er jo helt tydeligt, at det er en provokation. Jeg bliver så irriteret, at jeg beder ham om at holde sin kæft, sætte sig ned og lade mig være, og med det samme står han bare lige oppe i ansigtet på mig.

Jeg skal ikke kunne sige det, men det virkede til, at han var kendt for at give skaller eller slå folk ned, for bartenderen hoppede bogstaveligt talt over disken, stillede sig imellem os og fik vist os stille og roligt ud, så der ikke var mere ballade.”

Kærlighed og alkohol

Det er vigtigt for Anders, Johannes og Thomas at pointere, at det er en af de eneste negative oplevelser, de har haft i arbejdet med bogen. De fortæller, at det, der har gjort størst indtryk, er den enorme kærlighed, de har set næsten alle steder, de er kommet.

”Jeg sad herinde på Café 33 i tre dage under arbejdet med bogen, og jeg oplevede Brian hjælpe folk med at finde en lejlighed, når de var ved at blive smidt ud. På tredjedagen siger Brian til mig: ’Du ringer bare, hvis der er noget.’ Jeg ved ikke, hvad der skulle være, men jeg ved også, at hvis der var noget, så skulle Brian nok hjælpe mig. Og det er jo noget af det allervigtigste.

For mange er værtshuset mere end bare et sted at sidde og snakke med nogle. Det er en livline. Det er hjælpen, man ikke kan få andre steder. Eller man ikke vil have andre steder,” siger Johannes og fortsætter:

”Jeg kender flere ejere, der betaler husleje for deres stamgæster. Man tager sig af hinanden, og der er så meget kærlighed. Vi var nede på Fair Play på Amager, hvor vi snakkede med deres skønne bartender. Han hed Anders, var i 40’erne med fuldskæg, hestehale, Thors Hammer om halsen, flot mellemrum mellem tænderne, og så havde han tatoveret Fair Play på kroppen.

Et par måneder efter ringer jeg til ejeren for at stille et par opfølgende spørgsmål, og så fortæller han mig, at Anders er død. Han begynder at græde og fortæller, at Fair Play havde sendt 60 stamgæster fra værtshuset i bus til hans begravelse. De samlede næsten 15.000 kroner ind, som de donerede til hans to sønner.

Det er en helt gammeldags måde at tænke fællesskab og samfund på. Når alt er skraldet væk; røverhistorier, vilde oplevelser og pis og papir, så står de her institutioner, hvor man med hård hånd, kærlighed, omsorg og rigelige mængder alkohol tager sig af hinanden.”

Bogen 'Stamsteder' kan købes for 499 kr. lige her. Desuden kan du se billederne fra bogen i fotoudstillingen af samme navn på Københavns Museum til og med 2. januar. Læs mere her.