Ny dating-app til potrygere

Der findes mange dating-sites, der prøver at finde det perfekte match. Men ny app har en anderledes skæv tilgang.

Ny dating-app til potrygere
Offentliggjort

De fleste har nok prøvet, at være på kiksede og fastlåste dates. En oplevelse, man ikke ligefrem bliver høj af. Men nu kommer en ny app, der vil ændre datingmarkedet markedet markant hen mod ædegilder, sofa-stenere og kys med tørre munde.

High There! er en dating-app, hvis brugere alle ryger cannabis, der i flere amerikanske stater er blevet legaliseret til medicinske formål. App’en fungerer på samme måde som Tinder, hvor man opretter en profil, der blandt andet beskriver ens energiniveau under rusen, og hvad man holder af at lave imens. Derfra parrer High There! ens profil med ligesindede rygere, man efterfølgende kan swipe til højre eller venstre, alt afhængig af, om man ønsker at mødes – eller ikke har det fornødne energiniveau.

App’en er startet af amerikanske Todd Mitchem, der fandt inspiration fra sine egne erfaringer med traditionel dating:

”Jeg hadede at date på andre sider, for lige så snart mit cannabisforbrug kom på tale, var daten slut” siger Micthem, der altså selv er åben forbruger af stoffet.

Han forklarer i øvrigt, at app’en rækker ud til et bredt publikum; Fra kræftpatienten, der bruger pot af medicinske årsager, og har brug for venskab og støtte, til dem, der ryger af mindre alvorlige årsager og søger information om lovlige købssteder eller blot leder efter nye bekendtskaber.

High There! er lige nu forbeholdt de amerikanske stater, der har legaliseret cannabis til medicinsk brug, og hvorvidt den kommer til Danmark vil derfor efter al sandsynlighed afhænge af vores fremtidige regulering.

Vi spår, at den vil danne rammerne for mange dybe og interessante samtaler.

LÆS OGSÅ: 15 apps-anbefalinger

LÆS OGSÅ: Video: Se bedstemødre ryge hash for første gang

LÆS OGSÅ: Ny dating-app truer Tinder