På landevejen med en ung trucker: ”Der er brug for os, men vi er også lagt for had”

PATRICK LEEGAARD DREJER sit store hoved og signalerer, at han har én i øret.

Han tårner op fra sit komfortable førersæde og stirrer nu igen ud gennem forruden, hvor hvide frynser hænger fra loftet og dæmper lidt af formiddagssolen. Hans skarpkantede frisure er friskskåret, i nakken slår huden et par folder, og fremme på hagepartiet giver et fuldskæg skarphed. Solen lyser kabinens lysebrune læder og beigefarvede paneler op, og føreren har ingen sko på.

Klokken er snart halv 10, og vi skulle være kørt afsted for noget tid tiden, men vi har et problem: Lastbilen vil ikke starte. I den anden ende af det trådløse headset, der sidder snoet om Patricks højre øre, befinder en servicemedarbejder fra Volvo sig.

De sidder lige til frokost, men de sender en mand afsted, så snart de kan, lyder det fra servicemanden.

Patrick Leegaard er 26 år gammel og lastbilchauffør. Det har han været, lige så længe som det har kunnet lade sig gøre. Og han elsker sit job. Også mere end de fleste.

Af den grund er han hos nogen – helt præcist hos 24 andre unge mænd – også kendt som Buddy Bøf. Det er hans alias i den chaufførklub, som han er medlem af.

I forruden af hans lastbil står klublogoet som et bevis på tilhørsforholdet: The Young Cowboys Club – Denmark (’cowboys’ udtales i denne sammenhæng kåwboj, og ikke kawboy).

”The Young Cowboys Club,” siger Patrick og lægger med sin midtjyske klang et gedigent tryk på ’the’. ”Det er jo dejligt internationalt. Noget, folk kan forstå. Du har vel også lagt mærke til, at der står Denmark under logoet? Det er ikke Danmark. Det er Denmark! Det er internationalt. Det er vi nødt til at være, når vi er så stor en forening med biler kørende i det meste af Europa,” siger han og griner igennem sit bølgede, brede smil.

Vi fortrækker os til Patricks lille rækkelejlighed, som lastbilen holder parkeret lige ud for. Han sætter sig ved sit spisebord i stuen. På væggen lige bag ham hænger et halvstort billede af ham selv iklædt fuld jagtmundering og med et stort smil på læberne, og lige til højre for ham på billedet ligger årsagen; en stor elg, nedlagt med gevær.

For enden af spisebordet står et andet billede og læner sig op ad væggen. Motivet er en lastbil, holdende på en strand i Nordjylland. Ikke Patricks egen, men en andens; en, der er lidt ”kult” i truckerkredse, fortæller han.

Patrick er ansat ved en ung vognmand i Randers. Førhen kørte han eksport til Sverige og Tyskland og sommetider også helt ned til Benelux-landene, men for den randrusianske vognmand foregår det udelukkende her til lands. Det gør dog ikke arbejdsugen mildere. Den starter tidlig mandag morgen (hvis ikke allerede søndag).

”I dag var jeg nu først afsted veeed…,” han tænker lige lidt – ”ved 4-tiden, vil jeg tro.”

Herfra og frem til fredag eftermiddag (sommetider lørdag med) foregår i lastbilen. Også om natten. Kun sjældent kommer han hjem og sover.

”Der er selvfølgelig nogle ting, man går glip af,” fortæller han. ”Det er for eksempel ikke meget fodbold, jeg får spillet.”

NU RINGER DE fra Volvo. Hjælpen er ankommet.

Det viser sig, at servicemanden ikke er mekaniker, men smed, og han har sine udfordringer. Det er batterierne, den er galt med, det ved Patrick allerede. Sammen står de to herrer og skuler ned mod de tunge lastbilbatterier, der ligger solidt klemt sammen bagerst på lastbilen. En mismodig grimasse breder sig ud over servicemandens ansigt.

”De bliver svære at få op,” siger han og går raskt over til sin bil efter et eller andet, der måske kan hjælpe.

Patrick bliver stående. Han læner sin krop ind over de afdankede batterier og tager fat i håndtaget på ét af dem, rusker lidt, vurderer situationen på ny, tager fat igen, så river han, til hans ansigt får en anstrengt kulør. Batteriet ryger op.

”Det er da vist bare ham, der er en tøsedreng,” siger han og smiler selvtilfredst.

Batteri nummer to flår han også op.

Servicemanden er imponeret. Han giver sig til at finde to helt nye batterier, og i de ryger. (Først får han dog skåret håndtaget af i den forkerte ende på ét af de ny batterier, og på et af kablerne får han monteret en minuspol, hvor en pluspol skal sidde.)

Patrick svinger sig op ad trapperne til førersædet og efterlader sine træsko på ét af trinnene. Her bliver de stående, indtil han igen svinger sig ud af maskinen. I sine kridhvide ankelsokker trykker han koblingen i og drejer nøglen – den starter, som var intet hændt, og vi ruller afsted.

Første stop: En landbrugsgård udenfor Skive, hvor et læs rapskager, som vognen er proppet med, skal afleveres.

Jeg påpeger den ret ekstreme luft, som de ikke mindre end fire Wunderbaum-dufttræer hænger og udskiller.

”Man vænner sig til dem,” svarer Patrick.

Vi sætter Erik Remi Bergen alias Mr. President og hans countrymusik på anlægget.

Erik Remi Bergen alias Mr. President er selvfølgelig manden med det kolossale overskæg, der tilbage i 1978 stiftede lastbilchaufførklubben Convoy Buddy efter at have set den amerikanske truckerfilm ’Convoy’ med Kris Kristoffersen i hovedrollen. Hvis det nogensinde har været cool at være trucker, var det dér. Medlemstallet nåede omkring 2.500 på sit højeste. Nu om stunder er det en hel del lavere.

I Young Cowboys Club (Y.C.C.) er tallet endnu lavere – 25 unge cowboys tæller de.

Det startede for tre års tid siden. Og faktisk først som en chatgruppe på det sociale medie Snapchat, hvor Patrick og nogle 50 andre unge truckere kunne dele nyttige tips og tricks til landevejens udfordringer.

”Det var en formidlingsgruppe,” forklarer Patrick.

Med tiden blev den halvstore gruppe trimmet ind (for eksempel fik nogle kærester og børn og droppede derfor livet på landevejen), og med tiden forandrede gruppen også karakter; kongstanken gik fra praktisk formidling til socialt samvær. Så kom navnet, og så kom logoet og T-shirtsne og hele moletjavset. De blev til en rigtig klub.

”Y.C.C. er en klub, en bande, kald den, hvad du vil, hvor vi bare hygger os,” fortæller Patrick, mens vi møver os igennem det rolige landskab, gennem grønne skove og fluks over Limfjorden.

”Vi nyder at skrive sammen, at hjælpe hinanden,” fortsætter han. ”Hvis man har svært ved at komme op om morgenen, er der altid én i gruppen, som man kan ringe til. Er man et sted i Jylland og har brug for et bad, så er der altid mulighed for at få et hjemme hos nogen privat eller på deres arbejdsplads.”

Fra Patricks telefon bimler der pludselig en generisk ringetone, som slår over i Kanye Wests og Jay-Z’s megahit ’Niggas In Paris’. Patrick rækker højre hånd ud efter sit trådløse headset, som nu sidder til ladning. Han sætter det i øret, trykker på en knap, venter et kort sekund og svarer så med sin faste hilsen:

”Det var Patrick,” lyder det med et sådant tempo fra a’et til t’et i, at det næsten bliver til Padrick.

”Jeg er på vej ud til dig med et læs rapskager,” siger han videre. ”Er det nemmest at komme op over Visøvej dér? Okay. Jeg kunne nemlig bare se, hvis du drejer ud moood … ja, hvad er det nu, det hedder … ud ad landevejen og så drejer af efter den gamle tankstation? Men det er grusvej hele vejen… Nå … Okay … Jamen, så kører jeg op ad dén. Jo! Super. Tusind tak for det!”

Efter lidt grusvej er vi ved gården. Den er stor, masser af lader og maskiner. Patrick snor sin egen kæmpemaskine afsted. Landmanden går os i møde, og Patrick ruller vinduet ned.

”Der holder lige nogen i vejen,” halvråber landmanden op mod Patrick med en dialekt så tyk som det sammenkørte mudder under lastbilens tunge væsen, ”men vil du æ lige kom’ ned og se, hvor du ska’ ind hen’?”

Patrick svinger sig ud af kabinen, skubber fødderne tilbage i træskoene, og uden at spilde et sekund er han nede. De vralter afsted, bondemanden og truckeren, henover mudderet og ind gennem en bygning. Patrick vender tilbage, solen skinner, samme rutine; han svinger sig op, stiller træskoene. Og så sidder han der igen, absorberet af lædersædet. Han skubber gearstangen i position, slipper håndbremsen og sætter den mange tons tunge kleppert af en vogn i omdrejninger. Han kører frem og finder sin vinkel, stopper op, bakker, én hånd på rattet, der er styr på det. Han sænker håndbremsen, svinger sig ud og sætter vognen til at læsse dens indhold af i ladbygningens ene hjørne. Rapskagerne flyder ud fra bagenden af vognen som en pose sukker, der er gået hul på. Nogle minutter senere er den tom, og Patrick fejer de sidste rester ud, smækker dørene i, lukker til, svinger sig op, og så er vi afsted igen.

Næste stop: En genbrugsplads i Skive, hvor vi skal hente noget træ, der skal til Djursland.

SØGER MAN PÅ INSTAGRAM på hashtagget #theyoungcowboysclub, dukker der i skrivende stund 392 opslag op med lastbiler og selfies med lastbiler og flere (og meget rene) lastbiler og videoer af klubmedlemmer, der filmende passerer hinanden på landevejen, og bøfsandwicher og meget, meget mere. Billederne er tit og ofte ledsaget af meget muntre tekster (”One time trucker, always trucker!”) og en helt masse hashtags (#viskalikkehjemviskalvidere). Det er den eklatante fejring af klubmedlemmers fælles forelskelse: Livet som trucker.

Når jeg spørger Patrick, hvad der gør chaufførgesjæften så givende, peger han blandt andet på friheden.

”Når jeg kører,” siger han, ”er der ikke nogen, der bestemmer, om jeg vil holde ind og tisse om to kilometer. Det bestemmer jeg selv. På den måde er jeg min egen herre. Der er ikke nogen, der bestemmer, om jeg må køre ind at handle; det styrer jeg fuldstændig selv. Jeg får et program af min chef, og så bestemmer jeg selv, hvad jeg kører og laver. Det er det, jeg godt kan lide ved det.”

Men det er heller ikke lutter lagkage som chauffør. Det ved han om nogen. De mange timer i sædet og den flygtige tilværelse med en ny lokation hver aften kan gøre et grimt indtog, hvis man ikke er vågen. For tre år siden smed Patrick 45 kilo, men nu har han taget det hele på igen – og mere til. For fem uger siden toppede han på 180. Nu er alt fastfood smidt på hylden til fordel for rugbrødsmadder. På bare fem uger er 15 kilo drysset af.

”Vi er i højrisikoen for at få livsstilssygdomme,” fortæller han. ”Vi sidder meget ned, og vi er som regel ret inaktive, hvis vi ikke holder os selv i ørerne. Hvis man ikke er viljestærk, er det nemt bare at sætte sig over på passagersædet, når man får fyraften, tænde iPad’en, spise nogle chips, måske ringe og bestille en pizza. For længe leve Just Eat. Der er ikke det sted i Danmark, de ikke bringer ud,” siger han – venter lidt – og tilføjer så, grinende: ”Har jeg fundet ud af.”

Jeg spørger ham ind til, hvordan kvinder ser på lastbilchauffører.

”Vi bliver mødt med ekstrem stor fordom,” svarer Patrick og lister nogle af de varierende fordomme op.

”Nogle tænker, at man har en pige i hver by, at man aldrig er hjemme, at man ikke har nogen fritid, at alt drejer sig om den lastbil. Der er mange fordomme, hvilket jeg synes er forkasteligt,” siger han.

Jeg tilføjer, at det hører sig til sjældenhederne, at man hører en kvinde, der, hvis hun bliver spurgt, hvad hendes drømmemand laver, svarer lastbilchauffør.

”Ja, ej, det hører man ikke. Jeg tror, at lastbilerhvervet nok er i den sorte afdeling. Det skal helst være kvinder, der er født på landet eller født ind i lastbilbranchen,” siger han.

Han er ikke selv i et fast forhold for tiden. Men, tilføjer han, der er én i kikkerten, der nok er værd at kigge lidt nærmere efter.

Vi er ankommet til genbrugspladsen. Det er ikke første gang, Patrick er her, og han ruller hjemmevant hen til en stander, standser op og ruller vinduet ned, som var det i en drive-in.

”Det’ Helle,” lyder det fra standeren.

”Det var Patrick,” svarer han igen, ”et læs træ til Pindstrup.”

Helle sender nogle medarbejdere afsted med det samme for at læsse vognen, og vi triller videre.

”Det var godt nok fint af Helle, at hun ville gøre det for os,” siger Patrick.

Vi kører om i position, parkerer og bytter pladser. Det er frokosttid. Så mens genbrugspladsens kranmand fylder vognen med genbrugstræ, fylder vognens fører sig med roastbeef og leverpostej.

Næste stop: En fabrik på Djursland, der anvender genbrugstræ til at fremstille spånplader.

DET ER NORMALVIS på sommerens lastbiludstillinger rundt omkring i landet, at de unge chauffører i Y.C.C. plejer at samles til sjov og ballade. Men som med stort set alt andet er også dét blevet forplumret af COVID-19, så i år har de måttet tænke alternativt. Resultatet blev deres eget, private arrangement hos klubpræsident Christian Holm med i alt 14 lastbiler repræsenteret.

Og hvad laver man til sådan et arrangement?

”Der blev pudset lidt lastbiler,” fortæller Patrick. ”Vi drak, hyggede, snakkede gamle dage og sådan noget. Erfaringer, livsfilosofier, opbygning af biler, ja, hvad der er inde og ude at bruge.”

Menuen stod på grillpølser og bøffer, og på anlægget kørte alt fra ”dakkedak til country”, ja, lidt sjælere sneg sig tilmed ind.

”En helt kanon weekend,” siger Patrick.

Skal han forsøge at sætte fingeren på, hvad det fedeste ved klubben er, ender han hver gang på passionsfællesskabet.

”At have nogen at dele interessen for lastbiler og chaufførarbejdet med.”

Hvad deler I for eksempel?

”Vi går op i, at bilen ser pæn ud. Vi gør noget ud af, at den er pæn inden i også. Vi poster lidt ekstra penge i det. Vi deler erfaringer. For eksempel hvilket pudsegrej, man bruger. Hvilket sæbe og hvilke højtryksrensere, der er gode. Der er altid nogen, der har været næsten alle mærkerne igennem.”

Jeg trækker lidt forlegent den ene af mine skobeklædte fødder til mig, mens Patrick fortæller om det heftige rengøringsfokus. Bare rolig, siger han, da han bemærker mit tilbagetræk. Han er ikke så krakilsk som flere af hans kolleger, beroliger han.

”Men når politiet stopper mig for at lave kontrol, så be’r jeg dem altså lige om at stille skoene udenfor. De er jo ikke hjemme ved dem selv.”

Klokken er knap halv fire, da vi ruller ind igennem Pindstrup, den lille landsby på Djursland, hvor træet skal afleveres. Til Patricks store begejstring spotter han en havetraktor, som står parkeret lige foran byens beverding.

”Det ser man sgu kun i Jylland,” griner han stolt.

På fabrikken, hvor træet skal læsses af, går det tjept: Patrick finder sit spot, sænker håndbremsen, svinger sig ud, tømmer vognen, svinger sig op, og så er vi videre. Videre mod Aarhus, hvor jeg skal smides af, før Patrick skal have fundet sig noget ly af natten.

HVIS PATRICK SKAL VÆRE ærlig, så er han ikke sikker på, at han er lastbilchauffør om ti år.

”Branchen bli’r simpelthen kvalt,” siger han og henviser blandt andet til de mange krav, der stilles til lastbilernes belysning. ”Alt det, der gjorde det lidt sjovt at være chauffør, at man kunne få lov gøre lidt ud af sin lastbil, skal alt sammen tages fra os.”

Der er også noget andet, der nager Patrick dybt: Samfundets udtrykte foragt for ham og hans kolleger.

”Der er brug for os, men vi er også lagt for had. Vi hjælper hr. og fru Danmark, og alligevel bliver vi skældet og smældet ad hver dag. Det er da lidt tankevækkende,” siger han og fortæller om den meget eksplicitte modstand, han hver dag møder på vejene.

”Jeg kan blive råbt alt fra miljøsvin til røvhul, når jeg kører ind igennem en by. På motorvejen er der folk, som kører ind foran én og sænker farten, mens mange giver én fingeren. Jeg hilser bare pænt tilbage. Det gider jeg ikke bruge tid på. Så hellere smile og vinke.”

Men ret skal være ret: Det er ikke ren og skær had og hån, han mødes med på vejene.

”At møde en børnehave på tur, der stiller sig i siden af vejen og gerne vil have, at man rykker i hornet … at se smilet på deres læber,” siger han, ”det er det bedste.”

Hvad tænker du mest på, når du sidder bag rattet?

”Nogle gange kommer jeg til at filosofere over, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke var blevet lastbilchauffør dengang. Sommetider drømmer jeg lidt om, hvad man kunne have ført sin fodbold til. Sådan nogle ganske almindelige dagsdrømmerier. Men mange gange går tiden med at tænke på arbejdet. Tit er jeg ved at lægge en plan. ”Når jeg har læsset af dér, hvor skal jeg så hen? Hvor kan jeg holde fyraften? Hvad giver bedst mening?” Men der er da også de dage, hvor man sidder og tænker, om man bruger sit liv på det rigtige.”

Hvad når du så frem til?

”Når jeg sidder med mig selv, når jeg frem til, at jeg laver det helt forkerte. Når jeg så alligevel står og kigger mig dybt i spejlet, bliver jeg alligevel enig med mig selv om, at det nok er godt nok. Jeg får hver dag til at gå, og jeg får min løn for det. Men jeg føler nogle gange, når jeg sidder her, at jeg spilder tiden. Hver tredje billist sidder og tænker, hvad helvede den her åndssvage lastbil laver på den vej, hvor de skal køre. Men når vejret er godt, og det hele bare er dejligt, og man har været ude ved en to-tre kunder, der bare har sagt tak, tak, tak og super lækkert, så er jeg jo i godt humør. Så er der jo faktisk ikke noget i verden, der kunne få mig til at skifte arbejde.”

Det går op og ned i showbiz?

”Jamen, det gør det. Jeg er måske lidt som en gammel cirkushest. Jeg tror da heller ikke, at den synes, det er lige sjovt, hver gang den skal ind i ringen. Men den går derind alligevel, og når folk så er færdige med at klappe, så er den måske meget godt tilfreds.”

Han vender sig om mod mig og smiler:

”Det var da faktisk meget godt sagt?”