På nordsjællandsk privatskole med en lang liste af kendiselever skal man stå opskrevet fra fødslen – og ikke én dag senere – hvis man vil have en plads

Da hans kæreste var faldet i søvn, listede Simon Engstrøm sig ud på en af gangene på Gentofte Hospital. Kort forinden havde han sagt farvel til sine forældre, som var mødt op for at se deres nyfødte barnebarn, en sund og rask lille dreng, og selvom klokken nu var mange, og han egentlig var for udmattet til noget som helst, var der et enkelt telefonopkald, som ikke kunne vente. Med sin søns dugfriske CPR-nummer i hånden tog han sin mobiltelefon, tastede nummeret til Bernadotteskolens sekretariat og indtalte en besked på telefonsvareren:

”Carlos Kort Engstrøm, født 27. maj 2002.”

Næste morgen ringede Simon Engstrøm igen for at sikre sig, at beskeden var nået frem til den eftertragtede privatskole i Hellerup. Skolen, hvor han selv havde haft sin skolegang i 80’erne, og hvor han havde fået venner og minder for livet. Han vidste, at hvis Carlos skulle have samme mulighed, når den tid kom, måtte han stå opskrevet fra fødslen.

Bernadotteskolens eneste formelle optagelseskriterie er anciennitet på ventelisten, og hvert år er der så mange i kø, at ikke bare datoen, men det specifikke tidspunkt er afgørende for, om man får en plads. Tag fx historien om Engstrøms gode veninde, der selv havde været elev på skolen ligesom sine to ældre søskende og begge sine forældre før hende. Hun ventede til dagen efter fødslen med at skrive sig op. Hendes barn kom ikke ind.

En tidlig sommerdag på Frederiksberg fortoner larmen fra byens trafikale hovedpulsåre sig, når man drejer ned ad Steenwinkelsvej, en lille, lukket gade, som løber parallelt med Åboulevarden. Her, i en baggård, er Simon Engstrøm stadig en smule træt, selvom han skjuler det godt, efter han i går aftes holdt housewarming på sit nye kontor. Den 46-årige reklamemand med gråsort, krøllet hår og runde briller er tidligere executive creative director for Hjaltelin Stahl, og før det arbejdede han for de danske afdelinger af de store amerikanske reklamebureauer Grey Group og Young & Rubicam, men i dag driver han sit eget bureau Seligemig med kunder som DR og Mads Nørgaard.

Da jeg første gang kontakter Simon Engstrøm for at spørge ham, om han vil lade sig interviewe til et portræt af sin gamle skole, falder svaret få minutter senere på sms: ”Jeg er 88 kg Berna ;) Du ringer bare [stjerne-emoji]”

Det viser sig ikke at være en overdrivelse, da han nogle dage senere byder på pizza, for Simon Engstrøm har gået på Bernadotteskolen, det samme har hans to børn, dengang sad han med i forældrerådet, hvor han en overgang sågar var formand, og da skolen i 1999 fyldte 50, designede han omslaget til den store jubilæumsbog om Bernadotteskolens historie.

10 af hans nærmeste venner er fra ’Berna’, som han (og alle andre tidligere elever) konsekvent kalder skolen, og Simon Engstrøm har ved flere lejligheder skrevet børn op for andre, når de af forskellige årsager har været forhindret i at ringe til sekretariatet. Ja, selv overboen til hans nye kontor har så sent som i dag vist sig at være fra Bernadotteskolen (”vi faldt i snak over hækken, lige før du kom”), og da hans søn blev født den majaften i 2002, var det med hjælp fra en jordemoder, der også er forælder til en af Engstrøms gamle klassekammerater.

Selv blev han skrevet op for sent og måtte stå på venteliste, inden det lykkedes ham at få plads på skolen, hvor hans arkitekt-far og scenograf-mor havde hørt, at man havde en lidt anderledes tilgang til undervisningen end i folkeskolen. Han var ”en bulderbasse” og gik til flere skolehjemsamtaler end gennemsnittet, så det var nok meget godt set, for på Bernadotteskolen var der plads til ham, plads til forskellighed. Og selvom han ikke var nogen stjerneelev, lærte han dog i ’P’ – som Bernadotteskolen kalder de praktiske fag, den er kendt for – at snitte i træ med den koncentration, han manglede, når han havde en bog i hånden. ”Og når jeg først havde lært det,” siger han, ”var det jo pludselig lettere at overføre koncentrationen til andre ting også.

De praktiske fag har været en hjørnesten på Bernadotteskolen, siden klokken ringede for første gang i august 1949. Året forinden havde en gruppe frisindede forældre fra universiteterne, fra kulturlivet og fra den politiske sfære sat handling bag deres ønske om en mere demokratisk og mindre autoritær skole med barnet i centrum, og således begyndte Bernadotteskolen som et pædagogisk eksperiment og et markant brud med ’den sorte skoles’ kæft, trit og retning. Her skulle eleverne kunne udtrykke sig frit og have ret til medbestemmelse, lektier, eksaminer, og karakterer var der ingen af. Tegning, musik og andre praktiske aktiviteter var en del af pensum på lige fod med den boglige undervisning – nogle gange i en skøn sammenblanding.

Forfatter Arne Herløv Petersen var en del af den allerførste årgang på Bernadotteskolen. Allerede dengang var der indskrevet elever ned til et og to år på ventelisten, og i aviserne skrev de om skolens klientel, at det kunne kendes på de mange nye og dyre biler, der holdt hele vejen ned ad Hellerupvej på første skoledag. På Bernadotteskolen blev eleverne i gymnastik til at begynde med undervist i gammeldags arme-bøj-arme-stræk, men efter et par år kom dans på skoleskemaet i stedet, og det medførte ifølge Arne Herløv Petersen, at man senere kunne genkende ’dotterne’, som han omtaler dem i sine erindringer, på deres særegne dansestil. Hvis man da ikke allerede havde identificeret dem på deres jeans fra Wrangler eller Lee og deres blå sømandsstrik, som helst skulle komme fra en bestemt kælderforretning med søfartsudstyr i Nyhavn.

Helt fra begyndelsen var det de kulturradikales børn, som gik på Bernadotteskolen, dem fra ”venstreorienterede, modernistiske, PH-agtige miljøer,” som Arne Herløv Petersen siger. Han husker forældremøder, hvor der blev diskuteret livligt, blandt andet grænserne for hvor frie de frie børn skulle have lov til at være. Som da en forælder en dag rejste sig op og sagde: ”Jamen, jeg synes jo, at min lille dreng skal gøre, som han vil, men nu er han begyndt at slå søm i flyglet, og det kan vi ikke lide,” hvortil en lærer svarede: ”Det må I sgu da bare sige til ham, at han ikke må.”

Arne Herløv Petersens egne forældre var også interesserede i reformpædagogik og i fri opdragelse, men hans far arbejdede først i Brugsen og senere på et kontor, mens hans mor bagte lagkager for Irma blandt en række andre ufaglærte jobs, og det gjorde det svært for dem at betale for skolegangen på en privatskole. Men det lykkedes Arne Herløv Petersen at få friplads, og sådan kunne han blive på Bernadotteskolen i stedet for at skifte til den nærmeste kommuneskole, Husum Skole. Her havde hans to ældre søstre valgt at blive gående på grund af deres veninder, og her fik de eftersidninger, og øretæverne sad løst, husker Arne Herløv Petersen.

”Klasserne var opdelt i piger og drenge, og om morgenen skulle de stille op på rad og række og marchere ind i klasserne, hvor de skulle stå ret, når læreren kom ind. Jeg tror, at jeg var blevet knust i en almindelig folkeskole.”

På Bernadotteskolen var der heldigvis intet af den slags. Eleverne var dus med lærerne, og på en almindelig skoledag var det ikke usædvanligt at blive mødt med spørgsmålet: Hvad har du lyst til at lave i dag?

Friheden på Bernadotteskolen affødte dog også et vist ry udadtil. Lærte man overhovedet noget derude? At læse, at skrive, at regne? Da Kasper Winding begyndte på skolen i 1963, stod det hurtigt klart, at han ikke var særligt dygtig til de boglige fag, men han blev set for det, han i stedet kunne, af en broget lærerflok, der blandt andet bestod af klasselæreren Ted, en amerikaner med tyk accent, der røg mentolcigaretter i timerne, og madlæreren Stender, som havde en sidegesjæft som cigaretsmugler. Men først og fremmest var det musiklæreren Adrian Bentzon, der så i ham, at nok var han ikke så ferm til at læse og skrive, men til gengæld besad han et musikalsk talent ud over det sædvanlige.

”Han blev en af de største inspirationskilder i mit musikalske liv,” siger Kasper Winding.

”Adrian Benzon sagde ikke, ’nu skal du spille det og det,’ men spurgte: ’Hvad vil du gerne spille?’ Han tog os med til Jimi Hendrix-koncert, og han kunne alt fra Bach til Beatles på rygraden. Det er hans skyld, at jeg, siden jeg var 11 år, har vidst, at jeg skulle bruge mit liv på musik. Og så røg alt det andet skolearbejde hurtigt i baggrunden.”

Men i 7. klasse blev Kasper Winding og en række andre elever – heriblandt musikerne Mikkel Nordsø og Ben Besiakov – kylet ud af Bernadotteskolen. Ifølge skolen fordi de var nogle værre rødder, der udnyttede de flydende grænser og forsømte den frihed, de var blevet betroet under ansvar. Men spørger man Kasper Winding selv, var det snarere et resultat af, at skolen havde ændret sig.

”Der skete et skift, da C.C. Kragh Müller (daværende skoleleder, red.) stoppede. Pludselig kom der nogle forældre, som havde penge, ville se resultater, og som ville have, at deres børn blev mere akademiske. Den forestilling passede jeg ikke ind i, så jeg blev sendt til skolepsykolog og tegnede kruseduller. Skolen fandt også på, at jeg vist nok var ansvarlig for det meste af hashhandlen på skolen, hvilket var løgn – jeg var 13 år,” siger Kasper Winding og griner. Mange år senere blev han spurgt, om han og en række andre tidligere elever ville optræde til en støttekoncert på Bernadotteskolen. Her viste det sig, at størstedelen af de musikere, der var blevet bedt om at komme, var blevet smidt ud af skolen.

Simon Engstrøm gik ud af 9. klasse i 1991, men på en måde har han aldrig helt forladt Bernadotteskolen, og den har ikke forladt ham. Som så mange andre før ham bliver han ved med at vende tilbage til Hellerupvej, hvor tidligere elever afleverer deres egne børn på første skoledag og igen møder de samme kendte ansigter, bare ældre. Nå, hej, er du også her og ja, godt at se dig, hvordan går det. I nogle familier har tre generationer i træk gået på Bernadotteskolen, og sådan formes et fællesskab, som for folk udefra kan være svært at forstå – og endnu sværere at blive en del af.

En række tidligere elever på skolen fortæller samstemmigt om Bernadotteskolen, som blev man udstyret med et stempel i panden, når man traditionen tro synges ud af 9. klasse på sidste skoledag, således at man omgående kan genkende hinanden, når man senere i livet støder på andre med samme mærke. Også selvom der kan være flere år til forskel på fødselsattesten.

En af disse elever er Adrian Vallvé (Bernadotteskolen 2001-2010), der i 2019 var taget til Sydamerika sammen med en god ven for at besøge en tredje ven, alle fra Bernadotteskolen. Sammen rejste de rundt i nogle uger, lang historie kort mistede begge venner deres dankort, og da Adrian Vallvé til sidst havde maxet sit kort ud, stod de tre venner nu nytårsdag på øen San Andrés ud for Costa Rica uden penge til at betale deres hostel, men til gengæld med utroligt mange tømmermænd. I receptionen overhørte Adrian Vallvé tilfældigt en kvindestemme, der talte engelsk med en umiskendelig dansk accent, de faldt i snak, og snart viste det sig, at hun også havde gået på Bernadotteskolen. En time senere havde hun lånt dem 3.000 kroner i kontanter til at betale for deres værelser og til transport væk fra øen.

”Det, at hun havde gået i klasse med Oscars (den ene ven, red.) storesøster på Berna, var nok til, at hun ville låne tre dybest set fremmede drenge 3.000 kroner, som vi selvfølgelig betalte tilbage, så snart vi var kommet hjem,” fortæller Adrian Vallvé, der er 27 år og læser erhvervsøkonomi på Syddansk Universitet.

”Jeg synes, det siger alt om skolen. At Berna i sig selv er en blåstempling, og at folk, der har gået der, stoler på hinanden. Jeg har det selv sådan, at stort set alle, jeg kender fra Berna, føler jeg, er gode mennesker. Det gør meget for ens menneskelige værdier at have gået der. Man lærer meget om mangfoldighed og medmenneskelighed og i det hele taget bare at opføre sig ordentligt over for andre.”

Med 23 år på posten er Lars Stubbe Teglbjærg den længst siddende skoleleder i Bernadotteskolens historie. I dag er han 76 år og pensioneret og bor med sin kone og deres hund, en Welsh springerspaniel ved navn Ella, i et gammelt banehus lidt uden for Humlebæk i Nordsjælland. Først som lærer og senere som skoleleder har han haft sin gang på Hellerupvej gennem mere end fem årtier, siden han blev ansat i vinteren 1964-65 af C.C. Kragh Müller, fordi han kendte skolens sekretær og underviste privat i matematik ved siden af filosofistudierne på Københavns Universitet.

Personligt kunne C.C. Kragh Müller slet ikke se, hvorfor man overhovedet skulle lære matematik, sagde han, da Lars Stubbe Teglbjærg var til samtale på hans kontor, men ikke desto mindre blev den 19-årige studerende hyret som vikar for en førsteklasse (der af ideologiske årsager ikke hed en klasse, men en gruppe) og senere som matematiklærer i ottende. Dér sad senere Politiken-chefredaktør Tøger Seidenfaden, og dér sad Thomas Eje, der blev landskendt med Linie 3, blandt flere andre som også gik hen og blev noget ved musikken i det danske kulturliv.

Lars Stubbe Teglbjærg forlod midlertidigt Bernadotteskolen i 1970 for at færdiggøre sine studier og for at undervise på Det frie Gymnasium, men vendte tilbage i ’75, da han blev ringet op af sin tidligere kollega Vang Lüttge, som havde afløst C.C. Kragh Müller. Siden blev han også forælder på skolen, og i 1987 tilbød Lüttge ham så at overtage posten som skoleleder, da han havde besluttet sig for at stoppe ved skoleårets udgang.

Lars Stubbe Teglbjærg sagde ja, selvom Bernadotteskolen på daværende tidspunkt var i store økonomiske problemer, og der var interne stridigheder på lærerværelset. Helt uhørt for den før så eftertragtede skole med de lange ventelister var det endda ikke lykkedes at besætte alle elevpladser i de nye forberedelsesklasser.

”Frem til slutningen af 60’erne havde Bernadotteskolen været en slags bannerfører for alt det, der siden kom med studenteroprøret og 68’erne,” siger Lars Stubbe Teglbjærg.

”Men op gennem 70’erne blev Bernadotteskolen så at sige overhalet af andre alternative skoler med mere radikale idéer om, hvad en skole skulle være. Og da jeg overtog, var der i det hele taget nok en vis skepsis fra visse sider over for, om Bernadotteskolen fortsat havde en berettigelse.”

Senere kom skolen også under eksternt pres, først fra taxametersystemer og siden fra PISA-undersøgelserne, der ændrede ikke bare Bernadotteskolen, men hele det danske undervisningssystem, og medførte større krav til den akademiske side af skolen – blandt andet i form af karakterer.

Når Lars Stubbe Teglbjærg skal forklare, hvordan det i 2011 alligevel lykkedes ham at efterlade Bernadotteskolen som en af landets mest eftertragtede privatskoler på ny, griber han blandt andet til et citat fra Bibelen: ”I lignelsen om skattens mønt siger Jesus: ’Giv kejseren, hvad kejserens er.’ Det måtte også Bernadotteskolen gøre, og derfor har skolen måttet ændre sig i takt med kravene fra omverdenen og i kraft af dens egne erfaringer, men forsøge at gøre det uden at give køb på dét, som gør den til noget særligt. Det vil jeg i al beskedenhed mene, at vi lykkedes med.”

At ventelisten er lang, understreger han, er dog ikke nødvendigvis kun et gode for Bernadotteskolen, men på sin vis også en trussel, for ”det handler om at undgå, at skolen bliver et sted for venners venner og nogen, der kender nogen” – om at undgå indspistheden.

”I praksis er det meget svært at undgå, for al snobberiet omkring kunst og kultur kan man jo ikke udrydde, men man skal være sig meget bevidst om det. Og selvom jeg har tænkt længe over det, er det endnu ikke lykkedes mig at komme frem til en bedre model end ventelisten,” siger den tidligere skoleleder, hvis børnebørn i dag er elever på Bernadotteskolen. Og hans kone, der brygger kaffe, mens han fortæller? Gæt selv, hvor de mødte hinanden.

Inden jeg forlader Lars Stubbe Teglbjærg, er der en udbredt misforståelse om Bernadotteskolen, som ligger ham på sinde at udrydde, en misforståelse, som han forgæves forsøgte at rette op på gennem hele sin tid på skolen: At Bernadotteskolen med sin særlige prioritering af værkstedsfagene er en kreativ skole.

”Værkstederne handler snarere om det praktiske,” siger han og understreger, at ”det praktiske selvfølgelig kan være kreativt, men kreativ, det kan man også være, når man skal løse et matematisk problem eller skrive en stil. Jeg synes, at det taler ind i en diskurs om, at der er noget, som er livets alvor – dansk, tysk, matematik – og noget, som er det sjove – kunst, kultur, musik. Men livets alvor findes alle steder, og det, der tæller på Bernadotteskolen, er, at man lærer noget, ikke kun i matematik, men også i træ- eller sy-værkstedet.”

Hvordan forklarer du så, at så mange kreative gennem tiden er strømmet til og fra skolen?

”Det handler jo nok om, at der helt fra begyndelsen var plads på Bernadotteskolen til dem, som ikke passede ind i det gammeldags skolesystem. Til de lidt skæve eksistenser. Og når de først kommer, avler det jo en tradition, når malere, skuespillere og musikere taler med andre malere, skuespillere og musikere i deres omgangskreds. Udfordringen er, at det ikke må føre til snobberi, for hvis omverdenen fejlagtigt får indtryk af, at det bare er en skole, hvor kendte, kunstnere og kreative går rundt og har nok i sig selv, kunne det måske føre til, at nogle af dem, der rent politisk ikke er så glade for privatskoler som Bernadotteskolen, kunne finde på at mene, at der skal gribes unødvendigt ind.”

Da Carla Christine Bruus Aagaard-Strube i 2009 skulle føde sit første barn, havde hun telefonnummeret til sekretariatet på Bernadotteskolen med sig på Herlev Hospital. Fødslen varede det meste af natten, og først ved 10-tiden om formiddagen kom hendes ældste datter til verden, men tre timer senere havde Carla Christine Bruus Aagaard-Strube alligevel ringet fra hospitalssengen og skrevet hende op til Bernadotteskolen.

”Ja, det lyder jo helt overdrevet,” siger hun og griner, ”men det gjorde jeg altså – for det skulle man jo for at komme ind.”

Hendes egen første dag på skolen var i august 1983. Hun voksede op først på Frederiksberg og senere, efter hendes forældre blev skilt, i to kollektiver i Hellerup. Hendes far var musiker, hendes mor illustrator og tegnefilmsmager, og de kom begge i kredse, hvor mange sendte deres børn på Bernadotteskolen, fordi der var fokus på den kreative uddannelse.

”Jeg kom ind i et lille, lukket økosystem og var – set i bakspejlet – meget lidt bevidst om andet end den verden, som skolen repræsenterede. Alle mine venner var fra skolen, de første mange år af mit liv kredsede alt om den, og sat helt på spidsen var jeg vel nærmest 30, før jeg mødte nogen, der ikke stemte rødt,” siger Carla Christine Bruus Aagaard-Strube, der i dag er 44 år og chefredaktør for branchemediet FashionForum.

”Det, jeg nok mest af alt har fået med mig fra Berna, er en følelse af, at selvfølgelig ville verden tage imod mig med åbne arme, og selvfølgelig kunne jeg blive, hvad jeg ville. På Bernadotteskolen lærer man, at man ikke skal være bange for at vise, hvem man er, når man går ud i verden.”

I mange år var hun også sikker på, at hendes egne tre børn skulle være Bernabørn (”Det var det eneste rigtige skolesystem, der fandtes, tænkte jeg”), men da den ældste nåede skolealderen, havde familien netop købt hus på Islands Brygge, og Carla Christine Bruus Aagaard-Strube stod med en baby på armen, et krævende arbejde og en mand, der er fotograf med skiftende og skæve arbejdstider.

Til at begynde med gav det nærmest en følelse af frihed at bryde med sine egne traditioner og forventninger, fortæller hun, da hun først havde taget beslutningen om at takke nej til en plads på skolen. Men når hun mødtes med sine gamle venner, der havde sendt deres børn på Bernadotteskolen, mærkede hun nogle gange et lillebitte sug.

”Et eller andet sted kunne jeg godt, ind i mellem, få lidt ondt i maven over, at jeg ikke havde sendt mine børn derud. Jeg har en god veninde, som jeg gik på skolen med, og hun taler ofte om det netværk, skolen giver. For det er jo til en vis grad en elite, og der er mange børn af skuespillere, designere og andre kreative. Vi valgte det lokale miljø omkring vores børn, og det har givet rigtig meget tryghed og nærvær i deres første skoleår. Med det sagt vil man jo altid sine børn det bedste, og derfor har jeg da mange gange reflekteret over, om de ville have trivedes endnu bedre i det miljø, som Bernadotteskolen kan tilbyde. Ikke fordi det er en privatskole, men fordi det er Bernadotte,” siger Christine Bruus Aagaard-Strube, da vi taler sammen første gang .

Nogle måneder senere, da jeg kontakter hende igen, fortæller hun, at hun siden har valgt at genindskrive sine børn på skolen. ”Det er vilde tider i verden lige nu, og mere end nogensinde før har vi brug for at opdyrke ikke alene faglighed, men også kreative kvaliteter. Samtidig søger vi mod det trygge. For mig er det Bernadotteskolen.”

Har du selv brugt det netværk, du fik, til noget?

”Jeg har ikke decideret fået et job på grund af skolen, men jeg ved, at der har været situationer, hvor det har været et plus for mig. Det lyder godt at komme fra Bernadotteskolen.”

I den ene af de to fjerdeklasser på skolen er der i dag intet mindre end fem tv-værter blandt forældrene. Men det kan stadig ikke helt konkurrere i kendisfaktor med årgang 2001-2011, hvor man i samme klasseværelse på Bernadotteskolen kunne finde døtre af Susanne Bier, Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Søren Fauli.

Her gik Fanny Fauli, der nu har en bachelor i naturressourcer og arbejder som yogalærer. Hun endte på Bernadotteskolen, fordi hendes mor havde gået der, mens hendes far, der som ung var punker, var mere forbeholden over for at sende sin datter på en privatskole. I dag er Søren Fauli dog for længst omvendt og underholder gerne med, at han, da Fanny Faulis lillesøster Billie blev født, ringede til Bernadotteskolen, før han ringede til sine forældre.

”Især de første fem år på skolen husker jeg nærmest som magiske, så måske var det også med til at ændre min fars syn på det,” siger Fanny Fauli. Billie Fauli er i dag 20 år, holder sabbatår og tænker som flere af sine tidligere klassekammerater at søge job som vikar på Bernadotteskolen, hvor hendes to yngre halvsøskende stadig går. Hun gik ud i 2018 og mener som de fleste andre, at Bernadotteskolen bare er en god skole, men også at den måske godt kunne være lidt mere inkluderende, for det er jo meget folk fra de samme steder, som går der, og der er fx ikke rigtig nogen indvandrere, siger Billie Fauli, som blandt andet har overvejet at forsøge at melde sig ind i skolens bestyrelse.

”Jeg er stadig meget optaget af skolen og af, hvordan den er. At den bevarer sin essens, men måske også at den udvikler sig lidt på nogle områder.”

I Fanny Faulis klasse gik også musiker Selma Judith, der fortæller, at hun var et ”sært og følsomt lille barn,” da hun begyndte i skole. Hun græd meget og fik konstateret først børneepilepsi og senere angst, og hun havde formentlig været et oplagt mobbeoffer, mener hun selv, hvis altså ikke hun var endt på lige netop Bernadotteskolen.

”Jeg var ikke den mest populære, det er helt sikkert, men på Berna blev jeg mødt af empati og rummelighed fra både lærere og elever, som gjorde, at der var plads til mig, på trods af at jeg var lidt mærkelig og helt sikkert også ret irriterende,” siger Selma Judith.

Pigerne i klassen brød sig ikke rigtigt om hende, men så var der heldigvis ’dinosaurdrengene’, som var søde og lidt nørdede, men gerne ville hænge ud med hende, ”måske også fordi de andre børn ikke ligefrem stod i en lang kø bag mig for at lege med dem.”

Ifølge hendes mor kunne Selma Judith synge rent som treårig. Selv husker hun det ikke, men i musiktimerne på Bernadotteskolen blev hendes interesse for musikken næret. Da hun senere kom på Sankt Annæ Gymnasium, var det en stor overraskelse for hende, at der pludselig skulle spilles, hvad der stod i noderne, for på Bernadotteskolen havde de jo bare jammet sig frem, og i det hele taget var skiftet væk fra skolen lidt af et kulturchok for hende.

”Berna er lidt en osteklokke, og det er både dens største velsignelse og forbandelse. Det er et enormt trygt og godt sted, især hvis man er en sart sjæl, men der er også dele af virkeligheden, man ikke bliver forberedt på – hvor dårligt nogle mennesker har det, og hvor mange som ikke har særligt mange penge. Hvis du har gået på Berna, og dine forældre laver noget, som gør, at de er kendte i et vist omfang, bliver du beskyttet lidt, fordi der er mange børn på skolen som dig selv. Men når du så starter på gymnasiet, går der tre sekunder, og så er der nogle, der gerne vil kneppe dig, fordi din mor eller far er kendt.”

Når Selma Judith i dag møder folk fra Bernadotteskolen, og det sker med jævne mellemrum i musikbranchen, ”er der lidt fætter-kusine-fest over det,” synes hun. Og det er da måske nok meget hyggeligt, men også forbundet med en smule ambivalens for den 27-årige musiker. ”Der er bare lidt en landsbystemning omkring Bernadotteskolen,” siger hun. ”Lidt som hvis man alle sammen kom fra Bornholm.”

Nostalgien rammer stadig Simon Engstrøm, når han går op ad Hellerupgårdvej, bagvejen til Bernadotteskolen, hvor også Gammel Hellerup Gymnasium ligger. Her traskede han i 80’erne den korte vej til skole fra Hellerup Station iført sin regnbuevest, mens eleverne fra nabogymnasiet råbte ”hippiebørn” efter ham og hans kammerater.

Om vinteren var samme vej slagmark for Hellerups vel nok drabeligste sneboldkamp, når Gammel Hellerup, Øregård Gymnasium og Hellerup Skole rottede sig sammen mod ’bernaerne’, der byggede skjolde af træ i P-værkstedet for at beskytte sig mod snevaskere fra naboskolerne.

Der var især ét år, der var ”helt legendarisk,” siger Simon Engstrøm med drenget begejstring og fortæller om dengang, en mandlig fysiklærer ved navn Iben under en gårdvagt i frikvarteret kom ud med en kop kaffe i hånden for at bremse løjerne. ”Nu stopper I kraftedeme,” råbte han, men knap havde han færdiggjort sætningen, før det sagde småkage, og han blev ramt lige i smasken af en snebold ovre fra Gammel Hellerup. Han sundede sig et øjeblik over chokket og den spildte mokka, hvorefter han udbrød: ”Så tager I dem fandeme!” og sendte sine elever til modangreb.

Den slags drama er svært at forestille sig, da jeg en brandvarm eftermiddag i august går i Simon Engstrøms fodspor ad villavejen. Bernadotteskolen er ikke omkranset af hegn, men åben til alle sider (hvilket gør den særligt vanskelig at forsvare i en sneboldkamp, forstås) og kun beskyttet af en ’usynlig’ grænse, som alle Bernabørn på første skoledag lærer, at de ikke må overtræde. Fra skolens bagside ligger boldbanen til venstre (Simon Engstrøm og hans venner har døbt den ’Bernabeu’), mellem to af de i alt syv bygninger, der udgør Bernadotteskolen, heriblandt flere gamle villaer, som man i årenes løb har opkøbt og omdannet til klasselokaler og værksteder.

Den midterste bygning huser The Little House, Bernadotteskolens internationale afdeling, der blev grundlagt samtidig med resten af skolen, og hvor børn af tosprogede familier, udenlandske expats og diplomater siden er blevet undervist på engelsk. Jeg kan finde rundt, for lige op til sommerferien inviterede skoleleder Marina Kaiser mig på den obligatoriske rundvisning, som alle forældre får, inden man siger endeligt ja til skolen – et tiltag, som Lars Stubbe Teglbjærg indførte, mens han var skoleleder.

Her fortalte Marina Kaiser, at på Bernadotteskolen ringer klokken kun to gange, klokken otte og klokken 12 (øvrige pauser aftales mellem elever og lærere), og hun fremviste musiklokalet, hvor den tidligere elev Bo Madsen havde fået lov til at låne et hold elever til indspilning af et korstykke til en sang. Vi gik også forbi lærerværelset, der var tømt for lærere, men hvor der til gengæld sad seks elever, som egentlig havde matematik, men i stedet havde fået lov til at fremstille en dolk i pap til en teaterforestilling med gyserfilm som tema.

Da jeg to måneder senere vender tilbage for at interviewe Marina Kaiser, møder hun mig på sit kontor flankeret af to af skolens lærere. Begrundelsen er, har hun forklaret i en mail forinden, at hun som leder intet har at skjule for skolens lærere, men djævelens advokat ville jo nok sige, at skolens lærere så også dårligt kan skjule noget for deres chef.

Ikke desto mindre er stemningen imødekommende på skolelederens kontor, med kaffe og kage og danskvand med citrus på det aflange halvmånebord, hvor Marina Kaiser sidder sammen med Jens Mogensen, lærer på skolen i næsten 35 år, og Andreas Kirstein, som har været lærer i 15 år og selv er tidligere elev.

Skolelederen fører an i fortællingen om en demokratisk skole, hvor både ledelse, lærere og elever er i øjenhøjde og har medbestemmelse, og hvor man stræber efter at uddanne børn til at gå ud i verden og tro på sig selv og på andre mennesker.

Lærer man noget på Bernadotteskolen, som man ikke lærer andre steder?

”Noget, jeg hører fra fritidsklubber og gymnasier, er, at de rigtig gerne vil modtage vores elever, fordi de er gode til at indgå i fællesskaber. Det kan man også være, hvis man har gået i folkeskolen, men jeg vil jeg gerne tro på, at det er noget, vi er gode til,” siger Marina Kaiser, inden Andreas Kirstein overtager: ”Hvis du er blevet mødt af en dyb venlighed hele dit liv, så er det jo den omgang med andre mennesker, du tager med dig ud herfra.”

Hvad tænker I om dem, der mener, at Bernadotteskolen er en kreativ eliteskole for kulturlivet?

Jens Mogensen: ”Jeg kan godt forstå, at der kan være historier, der peger i den retning, men vi arbejder hver dag på, at Bernadotteskolen ikke skal være en eliteskole. I musik, hvor jeg underviser, er det fx ikke et krav, at du skal kunne spille på et instrument for at få lov. Alle skal kunne være med, og det handler ikke om at blive en dygtig musiker, men om at lære at spille sammen.”

Marina Kaiser: ”Vi har elever fra alle samfundslag og baggrunde på Bernadotteskolen, så på den måde er vi en ganske almindelig skole. Dertil er vi en af de frie grundskoler, der giver mest i tilskud til elever, så man kan gå i skole her på grund af skolens værdigrundlag og ikke forældrenes indtægt.”

Men når jeg taler med tidligere elever på skolen, bliver det ofte bemærket, at der er kendte, der sætter deres børn af ude foran om morgenen, at der er tre børn af filminstruktører i samme klasse osv. Så noget må det jo fylde?

Marina Kaiser: ”Jeg synes ikke, at det fylder i hverdagen. Det kan da godt være, at nogen lige nævnte det, da Vinterberg vandt en Oscar, men i hverdagen er forældre bare forældre. Jeg tror egentlig, at nogle af dem er glade for, at de får et helle her, hvor hverken de eller deres børn bliver behandlet anderledes.”

I har en international afdeling, men man kan stadig gå på Bernadotteskolen i 10 år uden at møde en eneste Mohammed fra Tingbjerg eller en Ali fra Mjølnerparken. Er det ikke et problem, når der i jeres formålsparagraf står, at I vil bidrage til større mellemfolkelig forståelse?

Marina Kaiser: ”Der er nogle mennesker, som man ikke møder her på skolen, men det tror jeg egentlig gælder mange steder i Gentofte Kommune. 38 procent af vores elever er fra Gentofte, og 62 procent er fra Storkøbenhavn, og når vi bruger 750.000 kroner om året på tilskud, så kommer der i hvert fald elever fra forskellige økonomiske grundlag. Desuden er skolen gennem The Little House repræsenteret af mange forskellige nationaliteter.”

Men hvordan skal jeres elever forstå fx indvandrere, hvis de ikke kender og møder dem?

Marina Kaiser: ”Jeg tror og håber, at man kan overføre måden, man her lærer at være sammen, med sig ud i verden og være imødekommende over for andre mennesker, selvom man ikke har gået i skole med dem. Den måde, vi driver pædagogik på, fx på værkstederne, hvor man lærer at vente på sin tur, at være venlig og hjælpe andre og er sammen på tværs af klasser i den danske og udenlandske afdeling, tror jeg, er med til at skabe tolerante mennesker.”

Lars Jakob Muschinsky gik på Bernadotteskolen fra 1954-1964. Hans egen far var underviser på skolen, senere blev han selv vikar, og ”for at det ikke skal være løgn, blev jeg også gift med en, der gik to klasser under mig på Bernadotteskolen. Hendes mor havde gået på Bernadotteskolen, og vores børn har gået på Bernadotteskolen, jeg har siddet 10 år i bestyrelsen, mine børnebørn går der … og så kan det vist snart være nok,” siger han og lyder et øjeblik næsten helt forpustet i telefonen.

”På mange måder er jeg således en plat parodi på den indspisthed, mange forbinder med skolen.”

Da Lars Jakob Muschinsky gik ud af gymnasiet i Hillerød, som han i øvrigt hadede (”Det var som hos Scherfig i ’Det forsømte forår’”), var han med til at starte Det frie Gymnasium på Nørrebro ud fra noget af det samme tankegods som Bernadotteskolen. Ifølge Muschinsky, der er uddannet sociolog og derfor ikke udtaler sig uden en vis grad af arbejdsskade, kan skolen først og fremmest forstås som et oprør mod den sorte skoles praksis, idealer og menneskesyn, som blev betragtet som medansvarlig for nazismens afstumpethed og autoritetstro. Ryet som de kreatives skole er snarere noget, der er kommet til med tiden, mener han.

”Men i bund og grund er det vel et spørgsmål om hønen eller ægget, om det er skolen, der producerer mange kreative – eller om det er de kreative, der producerer skolen ved at sende deres børn til Hellerupvej.” I 50’erne og 60’erne var det ifølge Lars Jakob Muschinsky ikke nødvendigvis specielt prestigefyldt at sende sine børn på Bernadotteskolen. Tværtimod måtte der ofte argumenteres for, at børn fra skolen klarede sig lige så godt som andre børn.

”Men i dag er det, for nogle, blevet en social investering at sende sine børn på Bernadotteskolen på linje med – men ikke det samme som – at sende sine børn på Eton i Storbritannien. Sådan kan det i hvert fald se ud, når man iagttager skolen udefra som bedsteforælder.”

Når Lars Jakob Muschinsky tager forbehold i sammenligningen, handler det ifølge ham om en væsensforskel mellem britiske elitekostskoler og Bernadotteskolen, der samtidig er skolens største paradoks.

”Bernadotteskolen er selvfølgelig en ’overklasseskole’, men samtidig uden ønske om at være reserveret til de få,” siger han.

”Hvor fx Eton investerer i udviklingen af en selvtilfreds overklasse af fremtidige magthavere med dertilhørende kynisme, er Bernadotteskolens perspektiv og praksis snarere det fundamentalt modsatte. Den har med omhu udvist en rummelighed og respekt for forskellighed, der er så langt fra elitekostskolernes kultur og menneskesyn, som man kan forestille sig. Jeg synes, at en af skolens største styrker er, at man et eller andet sted skammer sig lidt over snobismen og aktivt bekæmper den med sine værdier. Hvis skolen blev mere selektiv, end den er i dag, ville der – som på Eton – groft sagt kun være plads til overklassedrenge a la Boris Johnson.”

Det er altså ikke gamle penge og fine titler, der er på spil på Bernadotteskolen, men noget andet og mere uhåndgribeligt. Bedst kan det måske forklares med hjælp fra den franske sociolog Pierre Bourdieu og hans kapitalformer: den kulturelle kapital, som er den dannelse og de sproglige kompetencer, der er afgørende for, at et individ kan begå sig i samfundets højere kredse, og den sociale kapital, som er den værdi, individet har i kraft af dets tilhørsforhold til bestemte fællesskaber eller grupper.

Andre ville nok bare kalde en spade for en spade og kalde det netværk, som Carla Christine Bruus Aagaard-Strube, men det er jo sådan et grimt ord, og måske heller ikke helt dækkende. Så når Simon Engstrøm skal forklare, hvad det er, der gør Bernadotteskolen til noget særligt, selve Berna-ånden, som den kaldes, foretrækker han i stedet at bruge ord som venskab – og inklusion. Næsten som var hele skolen én stor familie.

”På dag ét lærte vi, at ’vi holder ikke uden for’ – eller ’vi holder ikke ude,’ som de små børn siger. Det er en grundsten, som gør, at man fra start har sat barren for åbenhed og imødekommenhed højt. Om man er ovre på ’tårneren’ (Tårnlegepladsen på Bernadotteskolen, red.) eller i klasselokalet.

Den forståelse gør, at du ikke bare får én god ven, men mange, og dét, sammen med alle de andre tiltag, tror jeg, er med til at skabe det der lidt udefinerbare fællesskab, der kendetegner Berna,” siger han og giver sig til at fortælle videre om en ordning, der på Bernadotteskolen kaldes en ’venskabsven’, hvor nye elever i 0. klasse bliver sat sammen med en ældre elev, som har ansvaret for at introducere dem til skolen.

Om værkstedsfagene, der foregår på tværs af klassetrin. Om klasserne, der splittes op og blandes efter 5. klassetrin, så eleverne kan danne nye venskaber. Og om de tvungne legeaftaler efter skole, der betyder, at alle på de yngste årgange leger med alle på skift, og at ingen må lege sammen mere end tre ad gangen.

”Det gør jo også, at man føler sig lidt mere tryg som forælder ved at sende sit barn i skole for første gang,” tilføjer han.

Det hænder jævnligt, at folk ringer til Simon Engstrøm for at få gode råd til, hvordan de får deres barn ind på Bernadotteskolen. De antager, at han kan trylle, trække lidt i trådene, og så bliver der plads, men hver gang må han skuffe dem og svare, at der kun er én vej ind på skolen: opskrivning ved fødslen.

Kort tid efter Simon Engstrøm og hans kæreste selv var blevet tilbudt en plads til deres søn, blev de inviteret af skolelederen til den obligatoriske rundvisning på skolen. Det var dengang, man stadig måtte ryge på kontoret, så da Lars Stubbe Teglbjærg tændte sin pibe, spurgte Simon Engstrøm, om det også var i orden, at han tog en cigaret.

”Har du et askebæger?” spurgte han.

”Ja, dit står derovre,” svarede Lars Stubbe Teglbjærg og pegede mod vindueskarmen.

Simon Engstrøm løftede det lille askebæger af ler og vendte det om. ’Simon’, stod der i bunden af bægret, som det viste sig, at han havde lavet i værkstedet, mens han selv gik på skolen.

Da de efter rundvisningen sad ude i bilen, kiggede Simon Engstrøm forventningsfuldt på sin kæreste, der er opvokset på Sydsjælland.

”Nå, hvad siger du?”

”Jeg har kun to ting,” svarede hun.

”Den ene er: Fuck, hvor er det ærgerligt, at jeg ikke selv har gået her. Og den anden: Hvor er det ærgerligt, at Carlos ikke skal starte i morgen.”