Politiet har fået nyt supervåben mod mordere. Men det kommer ikke uden en bagside

Paul Holes var ved at løbe tør for tid og idéer. I foråret 2017 havde chefen for retslaboratoriet i Contra Costa County Sheriff’s Department i Californien i snart et kvart århundrede jagtet den såkaldte Golden State Killer: USA’s mest berygtede serieforbryder, der fra midten af 1970’erne og et årti frem mentes at have stået bag mindst 13 drab, 50 voldtægter og over 130 indbrud i delstaten.

Men nu kunne Paul Holes se frem til gulduret, golfkøllerne og gavekortet til fitnesscentret, når han næste gang fyldte 50. På sin runde fødselsdag ville han blive sendt på pension. Sådan var politiets regler dengang.

Flere gange gennem årene havde Paul Holes ellers troet, at han havde ham, at det kun var et spørgsmål om tid, inden Golden State Killer kunne anholdes.

Gerningsmandens genetiske dna-profil og modus operandi var kendt. Han havde været gespenstet i soveværelset, den maskerede mand der i ly af natten brød ind i ofrenes huse og voldtog unge kvinder og efterfølgende, i flere tilfælde, dræbte dem og deres kærester eller ægtefæller.

”Du vil være tavs for altid, og jeg forsvinder i mørket,” lød slutreplikken, da han forlod et af gerningsstederne.

Alligevel havde Paul Holes stadig ingen anelse om, hvem Golden State Killer var. Eller om gerningsmanden for den sags skyld stadig var i live. I 1986 var han pludselig stoppet efter voldtægten og drabet på den 18-årige Janelle Cruz. Hun var blevet voldtaget og derefter tævet ihjel med en skruenøgle. Slagene var så voldsomme, at flere af hendes tænder blev fundet i håret.

Men selvom gerningsmandens dna-profil ikke fandtes i nogle af politiets registre, var Paul Holes overbevist om, at svaret på hans identitet netop skulle findes i generne.

Det var sket før, bare ikke i en drabssag.

Paul Holes kendte til to sager, hvor slægtsforskere havde hjulpet politiet med at finde frem til personer ved hjælp af deres dna. I det ene tilfælde huskede en mand efter en ulykke ikke, hvem han var, indtil slægtsforskerne ved hjælp af hans dna-profil, et kommercielt register med profiler og ’gammeldags’ almindelige papirspor regnede ud, hvem manden var i familie med og – i sidste ende måtte være. På trods af, at han altså ikke stod i nogle registre med dna-profiler.

’Hvad nu hvis jeg gjorde det samme?’ tænkte Paul Holes.

Han oprettede sig derfor som bruger på hjemmesiden gedmatch.com, der var en slags genetisk Wikipedia, hvor alle kan uploade deres profiler fra forskellige testfirmaer. I stedet uploadede han nu bare gerningsmandens dna-profil.

Der var ganske vist kun en række matches eller personer, som Golden State Killer delte gener med. Og de måtte ligge langt ud i familien.

Men det var nok til at kunne gå i gang med at opbygge et stamtræ ud fra en tipoldefar fra begyndelsen af 1800-tallet. Ttil sidst lykkedes det Paul Holes at finde frem til ni nulevende mænd. Alle havde de boet i Californien i den periode, hvor Golden State Killer havde huseret.

Næste opgave var at udelukke de ni mænd en efter en ud fra deres højde, alder og hudfarve. Det indsnævrede feltet til seks. Og da gerningsmanden havde haft blå øjne, stod Paul Holes tilbage med én: Den 72-årige Joseph James DeAngelo, en pensioneret politibetjent, der boede i et parcelhus i en forstad til Sacramento. En sur, gammel mand, som naboerne senere skulle beskrive ham.

For at være helt sikker var det nødvendigt at skaffe en dna-prøve fra Joseph James DeAngelo. Hver uge stillede han på faste dage sit affald ud på fortovet til afhentning, og efter aftale med renovationsfirmaet i området tog politiet en dag hen til Joseph James DeAngelos adresse og konfiskerede affaldet.

På et papirlommetørklæde fandt de dna, som var et 100 procent match med Golden State Killer.

”Vi fandt nålen i høstakken,” fortalte statsanklager Anne Marie Schubert på et pressemøde efter anholdelsen af Joseph James DeAngelo den 24. april 2018.

”Den var lige her i Sacramento.”

Martin Wittrup Enggaard husker, hvordan han på sit kontor i Efterforsknings- og Anklagerhuset i Københavns Sydhavn læste om anholdelsen. Det var breaking news, og efterforskeren og konsulenten på drabsområdet i Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet tænkte: ”Det er genialt.”

”Ofte hører offentligheden ikke om kriminaltekniske fremskridt, fordi de kan være svært at forstå og kommunikere ud til omverdenen,” siger Martin Wittrup Enggaard og tilføjer:

”Men den amerikanske sag var nem at kommunikere og forstå.”

Den lyshårede og blåøjede 37-årige efterforsker har foreslået, at vi mødes på Pauseriet ved Sankt Jørgens Sø i København, hvor bordene er fyldt op af frokostgæster. Kulden uden for vinduerne får dem til at dugge, og en gurglende og hvæsende espressomaskine forsøger at overdøve samtalen.

Indtil for nylig boede Martin Wittrup Enggaard ikke langt herfra på Vesterbro, og han har ofte løbet de seks kilometer på stien rundt om Søerne. Både for at tømme hovedet for tanker og bekymringer og for at få nye idéer.

Sådan én fik han, da han hørte om anholdelsen af Golden State Killer. Idéen var egentlig oplagt. Hvorfor havde han ikke selv tænkt på at bruge genetisk slægtsforskning i opklaringsarbejdet?

”Enhver kontakt mellem en gerningsmand og et gerningssted efterlader sig spor,” lyder retsmedicinens første regel, Locards Princip, som er opkaldt efter kriminologen Edmund Locard, der var kendt som ’den franske Sherlock Holmes’.

Sporene kan være alt fra finger-, fod- og håndaftryk og til netop dna, og hvis der er efterladt blod, sæd, spyt, hår eller hudceller på gerningsstedet, bliver disse samlet ind, lagt i poser og sendt til Retsgenetisk Afdeling på Københavns Universitet.

Her analyserer retsgenetikerne dna’et og laver en eller flere profiler, afhængig af hvor mange som har efterladt sig spor på gerningsstedet. Dna betegnes ofte som vores genetiske fingeraftryk, fordi der er en meget lille sandsynlighed for, at to af os har den samme dna-profil. Arvemassen er forskellig fra person til person, og det er dna – der består af kromosomer i cellekernen – som så at sige programmerer vores biologiske udvikling.

”Det er svært at sige, hvornår noget er epokegørende, men jeg mener faktisk, at det er fair at sige, at dette kan være en game changer,” siger afdelingsleder Bo Thisted Simonsen om muligheden for at bruge genetisk slægtsforskning.

Bo Thisted Simonsen er iklædt en rød sweater med hvide rensdyr og grønne juletræer. Det er den internationale julesweaterdag – også kendt som ’National Ugly Christmas Sweater Day’ – der altid falder på den tredje fredag i december. Afdelingslederen siger, at han ville have skiftet, hvis jeg havde medbragt en fotograf.

Bo Thisted Simonsen understreger, at han kun udtaler sig, om,vi kan – og ikke om vi bør – gøre brug af genetisk slægtsforskning. Han har ingen holdning som retsgenetiker, og sin holdning som privatperson holder han for sig selv.

”Det er en helt ny vej, som vi ikke tidligere har haft. Det er kombinationen af meget omfattende genetisk test og slægtsskabsforskning, som, kombineret med dygtige efterforskere, kan give adgang til oplysninger, der kan føre til den mistænkte – og skyldige. Det er potentielt en meget potent metode.”

Selv om det efterhånden er trekvart år siden, at den 58-årige Bo Thisted Simonsen flyttede ind i hjørnekontoret på 5. sal i Teilum Bygningen på Østerbro, står en håndfuld indrammede litografier stadig op af en væg og venter på at blive hængt op. På en vindueskarm spejder en udstoppet pingvin ud over Fælledparken. Pingvinen fik Bo Thisted Simonsen tilbudt, da en af de zoologiske studiesamlinger blev nedlagt. Han havde først valgt en mallemuk. Men stormfuglen begyndte snart af lugte, og da Bo Thisted Simonsen bad om at få den byttet, var der kun pingvinen tilbage.

Bo Thisted Simonsen har været ansat på Retsgenetisk Afdeling, siden han i 1997 som nyuddannet biolog og genetiker faldt over et stillingsopslag og tænkte: ’Det kan jeg måske godt lave et par år.’ Forinden havde han kortlagt den genetiske variation blandt store, landlevende pattedyr i Afrika og deres evolutionsmønster.

På det tidspunkt havde dansk politi siden slutningen af 1980’erne brugt dna til at opklare forbrydelser og ulykker, og i 2000 blev profilerne samlet i Det Centrale Dna-profilregister. Registeret, der styres af Rigspolitiets Nationale Kriminaltekniske Center, har to dele.

Dels persondelen, der består af profiler fra personer, som er – eller har været – sigtet for en overtrædelse, der kan medføre fængsel i et år og seks måneder eller derover. Dels spordelen, der består af profiler fra mistænkte og ulykkesofre, som endnu ikke er identificerede.

Disse dna-profiler er dog anderledes og simplere, end dem der bruges til slægtsforskning. Retsgenetisk Afdelings opgave består kun i - med den mindst mulige mængde dna – at finde ud af, om der er et match mellem en profil og en gerningsmand. Og hvis det er tilfældet, hvor stor sandsynligheden i givet fald er for, at dette ikke bare er et tilfælde.

Med andre ord kan profilerne i Det Centrale Dna-profilregister ikke umiddelbart bruges til at finde fjerne forfædre. Dertil kræves dna-profiler, som indeholder langt flere oplysninger om den enkeltes arvemasse. Profilerne indeholder dog stadig nok oplysninger til at kunne finde frem til en såkaldt 1. gradsslægtning til en ukendt gerningsmand. Hvis altså hans – eller hendes – far/mor, søn/datter eller bror/søster i forvejen står i Det Centrale Dna-profilregister.

”Men metoderne bliver bedre og bedre, og det bliver muligt at undersøge endnu mere, så løbende bliver sager genundersøgt, fordi mulighederne opstår,” siger Bo Thisted Simonsen.

”Der er faktisk ikke nogen grænse for, hvor mange år man kan gå tilbage.”

En af disse sager er det uopklarede drab under det københavnske pinsekarneval i 1990 på Stine Geisler, som den tidligere chef for drabsafdelingen, Ove Dahl, har kaldt for ”drabsafdelingens åbne sår.”

Drabet på den 18-årige gymnasieelev blev genåbnet i 2012, efter at mulighederne for at finde spor efter dna endnu engang var blevet forbedret, og politiet havde haft held til at finde tre dna-profiler på den ledning, hun var blevet bundet med. Den sorte ledning havde i alle årene ligget i en forseglet pose i kælderen under Politigården.

Stine Geisler blev fundet liggende på maven i kælderen under Teglkroen i København med hænderne bundet på ryggen. Ledningen var ført op omkring halsen som en skruestik, så den strammede, hver gang hun bevægede armene. Stine Geisler var blevet kvalt af de to karklude, hun havde fået stoppet i munden, hvoraf den ene var presset ned i halsen.

Som det første sammenlignede politiet dna-profilerne med prøver fra dem, der havde haft deres lovlige gang i kælderen, blandt andet de håndværkere, som i sin tid efterlod ledningen. Det udelukkede to af profilerne. Men den sidste dna-profil er det hverken lykkedes at finde match på i Det Centrale Dna-profilregister eller ved at få prøver fra flere af de mistænkte mænd fra dengang.

Det manglende match betyder dog ikke nødvendigvis, at ingen af de undersøgte kan være drabsmanden. For det første er prøven fra ledningen en såkaldt blandingsprofil, altså en sammenblanding af flere forskellige menneskers dna, og profileringen derfor mere usikker. For det andet er det slet ikke sikkert, at sporet på gerningsstedet stammer fra gerningsmanden.

Genetisk slægtsforskning stod imidlertid i første omgang ikke på politiets ønskeliste efter anholdelsen af Golden State Killer i 2018.

”Dansk politi anvender ikke slægtskabssøgninger (genetic genealogy) i forbindelse med efterforskninger, og der er ikke på nuværende tidspunkt planer om at begynde at gøre det,” lød det i 2019 – uden yderligere forklaring - i en kortfattet kommentar fra Rigspolitiet, da Ekstra Bladet forespurgte om dette.

”Men vi er bekendt med teknologien og følger udviklingen.”

Det samme gjorde Martin Wittrup Enggaard. Han havde altid drømt om at arbejde med at opklare drabssager, der aldrig forældes, og havde slugt den amerikanske serie ’X-Files’ om FBI-agenterne Fox Mulder og Dana Scully. I folkeskolen skrev den senere efterforsker dansk stil om sådanne sager og underskrev sig som FBI-agent Mike Fox:

”Det var en mørk aften, og jeg var alene hjemme. Pludselig ringede det på døren, der kom to mænd ind med maskingeværer …”

Lærerens kommentar med rødt nederst på stilen: ’En virkelig drabelig historie. Flot skrift, Martin! Du skal sætte punktum.’

Som så mange andre, der søger ind ved politiet, ønskede Martin Wittrup Enggaard at gøre en forskel og blev nu frustreret over at stå med et efterforskningsværktøj, der netop gjorde en forskel – og så ikke kunne bruge dette. Han har altid et fotografi af den dræbte liggende på skrivebordet for at minde sig selv om sit ansvar over for denne og de pårørende og løftet til dem om aldrig at glemme sagen.

”Det er nok en ret rodfæstet myte, at de store efterforskningsgennembrud kommer fra toppen i systemet,” siger efterforskeren som understreger, at han udtaler sig som privatperson.

”De er kommet fra gulvet, en efterforsker, kriminolog eller kriminaltekniker, som har fået en fiks ide som fingeraftrykket eller forbryderfotografiet”.

I foråret 2022 havde Martin Wittrup Enggaard været over Sundet for at høre om det svenske politis brug af genetisk slægtsforskning til at opklare et dobbeltdrab i Linköping. På fem uger lykkedes det at opklare drabene fra 2004 på den 56-årige Anna-Lena Svensson og den otteårige Mohammed Ammouri. Hun var på vej på arbejde som skolelærer, han på vej i skole, da begge blev stukket ned på åben gade.

Gerningsmanden, Daniel Nyqvist, viste sig at være en enspænder, der aldrig blev taget af politiet for anden kriminalitet. Ellers ville det svenske politi, ligesom det danske, have haft hans dna i sit register – og sagen ville være løst.

Det var første gang, at et drab i Europa blev opklaret gennem brugen af genetisk slægtsforskning. Efterfølgende har det svenske datatilsyn vurderet, at brugen af personoplysninger var i strid med loven, og regeringen undersøger nu mulighederne for at indføre genetisk slægtsforskning som et permanent efterforskningsværktøj.

Siden 2018 har alle kunnet foreslå ændringer af samfundet i form af et såkaldt borgerforslag, og få de foreslåede ændringer behandlet i Folketinget, hvis 50.000 skriver under på forslaget.

Det havde en af Martin Wittrup Enggaards hustrus veninder netop havde haft held med i forbindelse med borgerforslaget om 26 ugers udvidet barsel til tvillinge- og flerlingefamilier.

”Det er sgu det, vi gør!” tænkte efterforskeren.

”Det er en vej frem for idéen.”

Den 20. juni 2022 oprettede Martin Wittrup Enggaard og fem andre efterforskere deres forslag på borgerforslag.dk.

”Dansk politi skal kunne bruge genetisk slægtsforskning i efterforskning af drab og grov personfarlig kriminalitet,” hed forslaget, som var ledsaget af en række betingelser. Nemlig at en dommer skal sige god for brugen og først efter, at politiet har dokumenteret, at det uidentificerede dna med begrundet mistanke stammer fra gerningspersonen. At alle andre eksisterende og tilgængelige dna-muligheder er udtømte. Og at der netop er tale om helt særlige sager. Sager, som handler om drab, voldtægt, terror og identificering af lig og jordiske rester.

Som et alternativ til de kommercielle amerikanske registre med dna-profiler nævner borgerforslaget samtidig muligheden for eventuelt at oprette et dansk, statsligt samtykkebaseret dna-profilregister, hvor vi frivilligt kan registrere vores dna – velvidende, hvad det skal bruges til.

I USA er registrene tidligere blevet kritiseret for at give politiet adgang uden de registreredes samtykke, men i dag bruges kun de registre, hvor brugerne har mulighed for selv at give samtykke. Endelig skal vi have lovning på, at dna’et netop kun bruges til sammenligning og genetisk slægtsforskning i de ovennævnte tilfælde.

Slægtsforskning var tidligere mest en støvet fritidsinteresse, ikke mindst for pensionister med masser af tid. Interesserede skulle møde op Rigsarkivets læsesale i enten Viborg, Odense, København eller Aabenraa for at hige og søge i de gamle bøger.

”Jeg kan ikke sige, hvad der præcist fangede mig,” fortæller Hannah Aabech i telefonen. Hun begyndte i 1992 at komme på Landsarkivet i Odense og underviser i slægtsforskning for både begyndere og let øvede på AOF.

”Men jeg kan huske, at jeg blev fascineret af, at der stod et navn på en person, som havde levet for 150 år siden. Dengang kunne jeg sidde i timer og dage på arkivet. Jeg var ryger på det tidspunkt og kunne sidde der en hel dag uden at ryge en eneste cigaret. Lige pludselig var der gået fem timer.”

Fjernsynsprogrammer som ’Sporløs’, ’Forsvundne arvinger’ og ’På sporet af slægten’ har imidlertid bragt slægtsforskningen ind i dagligstuerne. Samtidig har nettet givet adgang til arkivalierne fra hjemmecomputeren.

”Slægtsprogrammer er godt fjernsyn i den forstand, at de giver mulighed for en umiddelbar identifikation med hovedpersonen, samtidig med at dennes historie kan bruges som løftestang for andre historier,” har et studie fra Roskilde Universitet konkluderet.

De digitaliserede dokumenter bliver ikke længere udleveret på læsesalene, og det er efterhånden svært at forestille sig slægtsforskning før nettets fremkomst.

”I dag er dna det sidste nye,” skriver Michael Dupont i forordet til bogen ’Dna og slægtsforskning for begyndere’.

”Hvis jeg skal forsøge at spå om fremtiden, så er dna som et redskab for slægtsforskere kommet for at blive. Om 20 år vil dna og slægtsforskning være to alen af ét stykke.”

For blot 542 kroner kan alle bestille en dna-test fra for eksempel FamilyTreeDNA - som reklamerer med, at ”enhver person fortjener at blive husket” - og derefter få tilsendt to vatpinde og to små beholdere. Efter at have taget et kindskrab i hver side af mundhulen med vatpindene puttes vatpindene i beholderne og returneres, hvorefter testresultatet halvanden måned senere er klar på hjemmesiden.

”Det kan være godt at skære nogle ting ud i pap, som ellers kan være svære at forklare,” griner Michael Dupont, da jeg spørger, om han virkelig har brug for computeren på hæve-sænke-bordet for at forklare dna og slægtsforskning for en begynder som mig.

Den 43-årige historieuddannede arkivar og forfatters lange hår er samlet i en hestehale. Uden for vinduerne på kontoret på Rigsarkivet passerer bilerne på Christians Brygge forbi i regnen som silhuetter. ”Hvis man er en lille smule historisk nysgerrig, så er det jo stedet at være,” siger han om arbejdspladsen på Kalvebod Brygge i København.

Interessen for historien startede, da hans farmor i sin tid slæbte ham med på Landsarkivet i Odense. Michael Dupont har slået op på netop familytreedna.com, men kunne også have valgt gedmatch.com eller en helt tredje hjemmeside. Det afgørende er, at registeret rummer mange andre, som også er blevet testet. Det kan være fjerne slægtninge, som man deler forfædre med langt ude, men det kan også være nære familiemedlemmer. Hvis de netop også har ladet sig teste.

Michael Dupont og hans nærmeste har alle fået lavet en test, som ligger i FamilyTreeDNA’s register. Når han klikker på hjemmesidens såkaldte matchliste, kommer navnene frem på alle dem, der også har fået lavet en test, og som han deler arvemasse med.

”Hvis man som slægtsforsker selv bliver dna-testet, så skal man være parat til at få noget skidt at vide,” siger Michael Dupont. En gentest er nemlig også en faderskabstest, så hvis far ikke er, hvem du tror, vil du finde ud af det. Mellem tre og fem procent af alle fædre viser sig ikke at være den rigtige.

”Da jeg skulle sammenholde min og min fars test, var der lige et splitsekund, hvor jeg tænkte: Hvad nu hvis …”

Listen over Michael Duponts slægtninge i FamilyTreeDNA afslører, at der er 320 matches på hans fars side af familien, 1.365 på hans mors side, og så er der en række tilfælde, hvor familiens to grene har en mængde dna tilfælles, blandt andet hans egne børn.

Når Michael Dupont derefter klikker på de enkelte navne for at se, hvor nært beslægtede de er, får han naturligt nok at vide, at 50 procent af hans dna kommer fra faren, 50 fra moren, og at jo længere han kommer ud i stamtræet, jo mindre bliver den fælles arvemasse og altså procenttallet for, hvor nært han er beslægtet med sine fjerne slægtninge.

”Når man skal finde frem til en ukendt gerningsmand, vil man selvfølgelig kigge efter de største matches, og dernæst om der er en sammenhæng i disse: Har de en fælles forfar, som man må formode, at den ukendte gerningsmand også har?”

Michael Dupont finder et stykke papir frem og tegner et stamtræ, som slægtsforskere så efterfølgende kan sætte flere grene og blade på ved hjælp af kirkebøger, folketællinger og CPR-numre. Særligt kirkebøgerne, som indeholder oplysninger om fødte, konfirmerede, viede og døde, er en uvurderlig hjælp i denne forbindelse.

Arkivaren har skrevet under på borgerforslaget fra Martin Wittrup Enggaard og håber en dag at kunne hjælpe politiet med dets efterforskning.

”At kunne sidde ved skrivebordet og fange forbrydere,” spørger han retorisk. ”Det drømmer mange slægtsforskere sikkert om.”

I forvejen har politiet – ikke mindst efter 11. september 2001 – fået adgang til stadig større mængder informationer om os alle sammen. Videoovervågning, telelogning, nummerpladescannere … You name it, they’ve got it.

Formanden for IT-Politisk Forening, Jesper Lund, er heller ikke til at stoppe, da han først begynder at forklare, hvorfor foreningen er imod at give politiet lov til at bruge genetisk slægtsforskning. IT-Politisk Forening blev stiftet i 2002 med det formål at ’sikre og styrke fri adgang til og bearbejdning af information,’ som det hedder i vedtægterne.

”Jeg har en lang liste med indvendinger,” forklarer Jesper Lund i telefonen. Han har skrevet stikord ned på forhånd.

”Men man vil dybest set lave en dna-base til politiet, som dækker hele befolkningen. Så hver gang man finder et spor – og når vi bevæger os rundt i det offentlige rum, afsætter vi dna-spor alle steder – vil politiet via et stamtræ kunne gætte sig frem til mellem 10 og 100 personer, der kan have afsat sporet. I forvejen har vi Det Centrale Dna-profilregister med dømte kriminelle, og det vil så reelt blive udvidet til at dække hele befolkningen, hvoraf stort set alle jo er uskyldige mennesker.”

Netop et landsdækkende register med dna-profiler har flertal i Folketinget ellers flere gange afvist. Det på trods af at meningsmålinger gennem årene har vist, at et flertal støtter et sådan register. I dag er dem, som måtte have uploadet deres dna til et kommercielt register med profiler, i udgangspunktet beskyttet af EU’s databeskyttelsesforordning. Forordningen skal forhindre, at data bruges til andre formål end det, der på forhånd er givet samtykke til.

”Vi har allerede et dna-register med knap 100.000 borgere, som er dømte eller mest sandsynligt vil begå noget kriminelt,” lød det fra Socialdemokratiets daværende retsordfører, Ole Hækkerup i 2013, da Dansk Folkeparti havde stillet et beslutningsforslag om et sådan register.

”Det, synes vi, er rigeligt. Det er klart, at hvis staten har befolkningen i ét stort register, så er det lettere at holde øje med, hvad borgerne laver. Men så er vi også tæt på at realisere det, der var kommunisternes drøm i det gamle Sovjetunionen, og som man så hos Stasi i Østtyskland.”

Jesper Lund frygter ikke mindst, at de registrerede oplysninger om vores dna med tiden kan – og vil – blive brugt til at opklare andre, og mindre alvorlige, forbrydelser end mord, voldtægt og terror. Historien er fuld af eksempler på, at hvis et værktøj virker, så vil det med tiden blive brugt til andre opgaver end først tiltænkt.

”Danmark har altså ikke et stort antal seriemordere, som går frit omkring, og hvor spørgsmålet kun er, hvornår de slår til igen,” siger formanden for IT-Politisk Forening.

”Selvfølgelig vil der være en teoretisk mulighed for, at det vil kunne opklare en forbrydelse, der ellers ikke ville være blevet opklaret. Men det er meget konkret, at vi alle vil skulle leve med uvisheden om, hvad vores oplysninger kan blive misbrugt til.”

Før 2005 var det således kun personer sigtet for meget alvorlig kriminalitet som netop drab og voldtægt, der kom i Det Centrale Dna-profilregister. Men i dag er også personer, der er sigtet for mere almindelige forbrydelser som vold og røveri, registreret, hvis deres forbrydelse er blevet straffet med mere end halvandet års fængsel.

Da Skattesagskommissionen i 2013 modtog et brev fra en anonym afsender, der hævdede at ligge inde med fældende beviser på et politisk komplot mod daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), blev dette overgivet til Københavns Politi.

Politiet fandt brugbart dna-materiale på kuvertlukket og antog, at det måtte stamme fra afsenderen. Næste skridt var at undersøge, om der var et mach i Det Centrale Dna-profilregister. Det var der ganske vist ikke, og Skattesagskommission valgte at se bort fra brevet. Ingen vidste, om det var ægte. Men dermed var sagen ikke slut, lød fra den daværende leder af Afdelingen for personfarlig kriminalitet, Jens Møller Jensen.

”Måske får vi en gang i fremtiden et match, hvis én af de personer der har afsat dna på kuvertlukket, havner i registeret.”

”Glidebanen er en nærliggende risiko,” konstaterer formanden for Retspolitisk Forening, Bjørn Elmquist, som understreger, at det ellers altid er en fordel at have så mange såkaldte objektive beviser, som netop genetiske spor, til opklaringen af en sag. Alternativet er de subjektive af slagsen. Vidner kan huske forkert og får med tiden sværere og sværere ved at erindre, hvad der skete.

Men den mangeårige forsvarsadvokat advarer om, at en ting er frivilligt at registrere sit eget dna i et profilregister og eventuelt give samtykke til, at politiet må bruge dette register. Noget andet er, at der reelt også er tale om at registrere afdøde, nulevende og kommende medlemmer af familien. Indser alle dette?

”Når det kommer til stykket, og en kvinde for eksempel skal beslutte, om hun nu vil forklare noget om sin søn – og dermed måske om man så må sige lægge løkken omkring hans hals – så siger mange nej,” siger Bjørn Elmquist i telefonen.

Ifølge retsplejeloven kan et vidne ikke pålægges at afgive forklaring i de tilfælde, hvor den tiltalte i sagen er ”en parts nærmeste.” Dette er normalt den nære familie, forældre, søskende, børn eller en partner.

”Det kan være, at det er en alvorlig forbrydelse, og kvinden kan være bange for, at sønnen har begået den. Men han er hendes et og alt i livet. Derfor kan det være svært at give samtykke på forhånd, for det er først, når man står i situationen, at man i virkeligheden kan overskue de fulde konsekvenser af dilemmaet.

Det kan godt være, at man ikke har noget imod, at ens dna bliver brugt til at fælde en fætter eller onkel, som altid har været et dumt svin, men ikke din søn. Og det dilemma kan vi ikke komme ud af, fordi samtykket netop skal gives på forhånd.”

”Det her er en festdag,” lød det den 26. juni 2000 fra Bill Clinton. Et årtis forskning havde resulteret i kortlægningen af den menneskelige arvemasse, genomet, kunne den daværende amerikanske præsident fortælle på et pressemøde i Det Hvide Hus i Washington.

”Dette er det mest forunderlige kort, menneskeheden nogensinde har skabt. I dag er vi i gang med at lære det sprog, hvormed Gud skabte livet på Jorden, og vi forundres over den kompleksitet og skønhed, hvormed han har skabt denne gave. Genetik vil påvirke vores liv konkret, og det vil påvirke vores børns liv endnu mere.”

Siden da har genetik spillet en central rolle i en række videnskabelige opdagelser, og ikke bare inden for retsgenetik og slægtsforskning. Vi er på vej mod fremtidens dna-samfund, for hvor et pas, sygesikringsbevis eller kørekort kan forfalskes, er dit dna dit, og kun dit, og ingen vil længere kunne gemme sig.

”I fremtiden bliver vi bedre og bedre til at udtrække informationer af vores dna-profil, så det vil være noget, som i højere og højere grad kommer til at indgå i fx vores helbredsundersøgelser,” fortæller Eske Willerslev. Med såkaldt personlig medicin vil behandlingen kunne målrettes den enkelte patient ved hjælp af blandt andet oplysninger om arvelige sygdomme.

Professoren ved Københavns Universitets Center for Geogenetik, som i 2010 kom på forsiden af tidsskriftet Nature efter at have lavet den første komplette dna-profil af et fortidsmenneske, forsøger i forskningen at svare på, hvor vi kommer fra, og hvem vi altså er i familie med.

”Jeg er selvfølgelig glad for, at der er en interesse for fortiden, men …” siger Eske Willerslev og holder en pause i telefonen. Så fortsætter han.

”Jeg har fx ikke selv fået lavet en sådan profil af principielle grunde. Mange folk bruger profilen som et mål for en identitet eller en proxy for deres identitet. Men i min optik har dna ikke noget at gøre med identitet. Identitet har at gøre med, hvor du er vokset op, og hvem du selv synes, du er.”

Professoren, som tidligere har påvist, at de amerikanske indianeres forfædre vandrede over en nu forsvundet landbro over det, der i dag er Beringstrædet, fortæller, hvordan gentest er blevet brugt til at bestemme, hvem der tilhører – eller ikke tilhører – en bestemt stamme.

”Jeg er meget kritisk over for det at knytte identitet til dna. Men vi kommer ikke uden om, at det bliver en mere og mere integreret del af, hvordan vi er – og hvordan vi bliver behandlet. Og så bliver det politikerne, der kommer til at sætte grænser for, hvad vi må og ikke må,” siger Eske Willerslev.

Samme dag som borgerforslaget i september 2022 rundede 50.000 underskrifter, blev Martin Wittrup Enggaard ringet op af daværende justitsminister Mattias Tesfayes (S) ministersekretær: ’Kunne forslagsstilleren mødes med justitsministeren senere på dagen?’

Det kunne Martin Wittrup Enggaard ikke. Han skulle til forældremøde i børnehaven.

Men næste morgen mødtes de på Mattias Tesfayes kontor over to kopper sort kaffe i to timer, og efterfølgende udsendte justitsministeren en pressemeddelelse, hvor han bakkede op om borgerforslagets intention.

Mattias Tesfaye tilføjede samtidig, at Rigspolitiet nu blev bedt om hurtigst muligt at begynde at bruge Det Centrale Dna-profilregister til at ”søge efter slægtsrelationer i relevante sager” og altså lede efter førstegradsslægtninge til ukendte gerningsmænd. Sidstnævnte havde efterforskeren på mødet netop foreslået Mattias Tesfaye. Hvis der skulle ske noget her og nu.

Da jeg ringer til Martin Wittrup Enggaard i februar, dagen efter at borgerforslaget har været til førstebehandling i Folketinget, står han i køkkenet og vasker vinglas op fra aftenen forinden. Han havde taget fri fra arbejde og var, sammen med de øvrige forslagsstillere, taget ind på Christiansborg for at overvære debatten i folketingssalen fra tilhørerpladserne.

”Det var ret overvældende med alle de direkte henvendelser,” siger Martin Wittrup Enggaard, efter at den nye justitsminister Peter Hummelgaard (S) og en lang række af de andre partiers retsordfører fra talerstolen ikke bare havde støttet borgerforslaget. De takkede ham for at have stillet det.

”Efterhånden er hele Folketinget på fornavn med Martin,” som den konservative Mai Mercado forklarede.

Siden det blev muligt at stille borgerforslag, har 46 af slagsen været fremsat i Folketinget. Kun syv af dem har opnået et flertal. Af disse er forslagene om en klimalov og sorgorlov til forældre, der har mistet et barn under 18 år, sidenhen endt som love.

”Jeg skulle lige synke spyttet et par gange,” siger Martin Wittrup Enggaard.

”Det har været en lang proces. Det var sgu lidt rørende, faktisk.”

Ved anden – og sidste – behandling af beslutningsforslaget i april stemte kun Radikale imod (Enhedslisten og Alternativet stemte hverken for eller imod), og det er nu op til Peter Hummelgaard at fremsætte og få vedtaget et lovforslag og i praksis indføre genetisk slægtsforskning i dansk politi.

Justitsministeren har understreget, at ”ordningen naturligvis skal gennemføres inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser og på den måde, som giver bedst praktisk mening.” Senest opklarede det norske politi i januar en 24 år gammel mordsag ved for første gang at bruge genetisk slægtsforskning.

Selv om Martin Wittrup Enggaard åbnede en flaske vin allerede efter førstebehandlingen, var det ikke for at fejre noget. Ikke endnu.

”Jeg er ikke forløst, før jeg eller dansk politi sidder på kontoret og bruger genetisk slægtsforskning i praksis,” siger han.

”Den endelige forløsning kommer faktisk nok først, når vi kan give de første pårørende besked om, at deres sag er blevet opklaret.”

I 2020 indgik anklagemyndigheden et forlig med den dengang 74-årige Joseph James DeAngelo. Til gengæld for at han erklærede sig skyldig i alle anklagerne, opgav anklagemyndigheden at kræve ham straffet med døden.

Inden domsafsigelsen understregede dommeren, Michael G. Bowman, at anklagemyndighedens beslutning om at tage dødsstraffen af bordet langt fra betød, at Joseph James DeAngelo ikke fortjente denne. Dommeren oplæste en passage fra John Steinbecks roman ’Øst for Paradis’:

’For et menneske født uden samvittighed må det sjæleplagede menneske forekomme latterligt. For en forbryder er ærlighed til grin. Husk, at et monster kun er en afart, og at normen for et monster er uhyrligt.’

I romanen, som er baseret på historien i Det Gamle Testamente om Kain og Abel, spørger John Steinbeck, hvorfra det onde stammer.

”Hr. Steinbeck synes at mene, at monstre bliver født og ikke skabt,” sagde Michael G. Bowman.

”Jeg er ikke så sikker. Men en ting ved jeg. Når en person begår en monstrøs handling, så må de låses væk, hvor de aldrig kan skade en uskyldig person.”

Joseph James DeAngelo fik 11 livstidsdomme uden mulighed for prøveløsladelse for de 13 drab, en livstidsdom for 13 kidnapninger samt otte års fængsel for overtrædelse af våbenloven. Voldtægtssagerne var blevet forældede. Han modtog dommen uden at fortrække en mine.