Poul Madsen om den sag, han fortryder mest: "Der gik 8-10 år, inden jeg undskyldte"

Hvordan går det?

”Det går godt. Jeg har taget et valg om at prøve at leve et helt andet liv end det, jeg havde. Vende det rundt og få en større frihed i mit arbejdsliv og en større frihed til at være far. Jeg er en mærkelig type, som i virkeligheden har lavet en genstart på mig selv. Jeg fik børn, da jeg var meget ung, i 20’erne, og levede et traditionelt familieliv og derefter et karriereliv. Nu har jeg besluttet mig for at lave et forløb igen, et familieliv, hvor karrieren er noget andet, end når man er i 20’erne og start-30’erne og skal være en stor kanon. I dag har jeg en anden ro på. Jeg synes ikke, jeg behøver presse mig selv. Jeg laver de ting, der er fede, og så henter jeg min datter, som lige er startet i vuggestue. Det er den vildeste chance at have fået.”

Hvorfor har du skrevet en bog om Ekstra Bladet?

”Jeg syntes, jeg havde materialet til noget, som var vigtigt, og som kunne blive sjovt. Da jeg stoppede på Ekstra Bladet, gik jeg fra en arbejdsuge på 70-80 timer til, at jeg i virkeligheden ikke skulle noget. Jeg kunne have holdt fri i et halvt år, hvis jeg ville, men det kunne jeg ikke. Derfor besluttede jeg mig for at skrive en bog om min tid på Ekstra Bladet. Det er ikke en biografi, det er mere en bog om dansk journalistik de sidste 20 år. Bogen handler om alle de storme, jeg har stået i. Både dem, jeg selv har skabt, og dem, jeg blev bragt ind i. Der er masser af røverhistorier og indblik i, hvordan nogle af de store sager er blevet lavet.”

Hvad er det vigtigste fokus i bogen?

”Forholdet mellem politik og medier og den dramatiske udvikling, der har været de seneste 20 år, og som jeg har oplevet på første hånd. Vi er gået fra et ligeværdigt forhold mellem politikere og journalister, til at journalisterne simpelthen har tabt kampen. Politikerne er blevet professionaliserede, de har fået et system omkring sig, som kan håndtere medierne. Omvendt har medierne befundet sig midt i en evolutionskrise, hvor man på de store dagblade er gået fra at være papiraviser med masser af indtjening og masser af penge til at sætte journalister til at grave, til at man er blevet hurtigere og hurtigere og hurtigere, og i hele den proces har man glemt at tænke sig om og trække vejret. I den periode har politikerne i virkeligheden kapret hele det her system. Jeg synes, at tiden med corona er en kæmpe understregning af, hvor skævt det i virkeligheden er gået de seneste år.”

Hvordan illustrerer corona-epidemien den udvikling?

”Medierne købte præmissen fra starten i stedet for at stille spørgsmål ved, om det kan være rigtigt, at man fratager folk deres grundlovssikrede rettigheder, fratager os muligheden for at gøre de ting, vi plejer. Det er i den situation, medierne skal træde i karakter og råbe op på befolkningens vegne. Jeg synes, medierne alt for længe kørte med i et spin, som var meget dygtigt udført. Hvis medierne ikke forstår, hvad det er, der sker på den anden side, så taber vi den kamp. Det, synes jeg, vi har gjort det seneste stykke tid. Fordi vi naivt har troet på, at vi i kraft af fire års uddannelse i Aarhus, Odense eller Roskilde kan matche et system, som er så gennemført spekulativt i måden at se hele samfundet på.”

Hvilken historie har du været gladest for i din tid som chefredaktør?

”Jeg har et helt særligt forhold til Lars Løkke. Da jeg forlod Ekstra Bladet, holdt jeg en takketale til medarbejderne og sagde, at den eneste, jeg takkede uden for Ekstra Bladet, var Løkke. For der var ikke nogen, der havde bidraget så meget til avisen, som han har gjort de sidste 10-15 år. Han er en kaospilot og en super dygtig politiker, og han er enormt dygtig til hele det der spil, men samtidig arbejder han også lidt som en journalist med en deadline. Det vil sige: Han laver ikke noget fem minutter i deadline, når alt brænder omkring ham. Men så er han i stand til at gå ind og håndtere det. I løbet af to måneder havde vi ham på forsiden 16 gange, tror jeg. Det gav 10 procent mere i salg. Vi vil i Danmark komme til at savne typer som Løkke, fordi der er alt for mange i det politiske system i dag, som er designerpolitikere. De er uddannet på statskundskab og har den samme tankegang omkring politik, at alt skal i fokusgrupper, alt skal køres igennem en spin-mand. Man siger kun noget, fordi man tror på, at det vil få den største opbakning i befolkningen.”

Hvilken sag fortryder du mest?

”En nytårsnat i 2010 blev en ung pige dræbt i Herning på vej hjem fra en fest. En mand blev anholdt. Han boede i samme opgang. Da han havde været i samme cykelkælder, som hun blev fundet i, blev han tilbageholdt og sigtet for forbrydelsen. Der blev ikke nedlagt et navneforbud, og det er stadig et mysterium, hvorfor der ikke blev gjort det. Vi havde et billede af manden, som vi bragte umaskeret. Jeg var begyndt som chefredaktør tre år tidligere, og jeg tænkte, at det var sådan, man gjorde på Ekstra Bladet. En uge efter stod jeg på mit kontor og kiggede ud over Rådhuspladsen. Jeg drejede blikket mod mit fjernsyn på væggen og så bjælken på TV 2 News: Manden var blevet løsladt. DNA-prøven viste, at det overhovedet ikke kunne være ham. Jeg nærmest frøs til is. Jeg var klar over, at nu brød helvede løs. Jeg var ikke bange for at miste mit job. Det var mere: ’Fuck, mand, der begik du en fejl. Hvad gør du nu?’”

Hvad gjorde du så?

”Jeg burde have sat mig ned og pustet ud og sagt: ’O.k., nu lægger jeg mig ned og undskylder.’ Men det gjorde jeg ikke. Jeg gik ud og forsvarede det. Stædigheden fra min barndom kom op i mig: ’Der skal fandeme ikke komme nogen og sige til mig, at det her er forkert. Og hvis de gør, skal jeg nok stå det igennem.’ Der gik 8-10 år, inden jeg undskyldte for den sag for alvor. Selvom jeg godt vidste, at den var forkert. Det lærte mig i hvert fald én ting: at tage styring på den slags sager. Der er altid mange involveret i sådan noget, men ansvaret er i sidste ende den øverstes. Den øverste må påtage sig ansvaret i situationen. Det er ikke nok bare at påtage sig ansvaret bagefter. Der er så mange situationer, hvor der virkelig er brug for fornuftens stemme midt inde i det der ragnarok og vanvid, fordi Ekstra Bladet beskæftiger sig med alt, hvad der er på kant. Derfor er det virkelig vigtigt at holde fast i de journalistiske dyder og også have et varmt hjerte – at være i stand til at sige: ’Prøv at hør, hvordan vil folk opleve det derude? Er det for hårdt? Er det for voldsomt?’ Der er en enorm forskel på, om det er en magtperson, eller om det er et helt almindeligt menneske. Vi skal beskytte det almindelige menneske meget mere end et menneske, der har valgt magten.”

Hvad skete der derefter?

”Efter sagen fra Herning besluttede jeg at ændre Ekstra Bladets kedelige tendens til ikke rigtig at ville indrømme, hvis man havde begået fejl. Det lavede jeg om. Det er noget, jeg i det mindste er stolt af i den sag: Jeg skar igennem, da det viste sig, at det ikke var ham. Vi skrev ’RENSET’ på forsiden med et nyt billede af manden og med det, vi kalder Jesu genkomst-pløkker: De største bogstaver. Det skulle være sådan, at når han gik ned ad gågaden i Herning, så ville alle vide, at det var ham, som det ikke var.”

Ekstra Bladet er kendt for at opfinde øgenavne til offentligt kendte personer. Hvordan opstår de navne?

”Øgenavne kan, når de er bedst, sætte en sag fuldstændig på plads. Der er nogle, der oplever det som mobberi. Jeg oplever det som en humoristisk måde at sætte en sag i perspektiv. ’Messershit’ er et af de mest velfungerende ord, der er skabt på Ekstra Bladet, fordi det siger alt. Det er blevet en betegnelse for hele den sag, som jeg er stolt af, og som Ekstra Bladet gravede ud i sin tid. Et af de lidt sjovere forløb, jeg har været igennem, var Thor Möger, skatteministeren. Han var Villy Søvndals wingman, og han styrede SF med hård hånd, selvom han kun var 27 år. Det var mange af de lilla skolelærertyper i partiet sure over. De syntes, han var en møgunge. Så opfandt vi ordet ’Mögunge’ og bragte det på forsiden. Det blev han virkelig irriteret over. Hver gang han mødte nogle af Ekstra Bladets journalister på Christiansborg, sagde han til dem, at det var for galt, og at det var mobning. Jeg blev indkaldt til en kammeratlig samtale hos skatteministeren, hvor han bad mig om at lade være med at bruge det ord. Han nærmest truede og tryglede mig. Jeg lovede ham ikke noget. Jeg prøvede at feje det af ved at sige, at der er ord, der er meget værre, og at ’Mögunge’ er lidt sødt.”

Er der andre gode eksempler?

”Vi havde fx lægen Søren Ventegodt, som mistede sin bestalling på grund af nogle meget alternative behandlingsmetoder. Ham kaldte vi ’Dr. Klam’. Jeg sagde til Thor Möger, at det da er meget værre at blive kaldt ’Dr. Klam’ end ’Mögunge’. Men det syntes han så ikke. Jeg synes, magtpersoner skal kunne tåle, at man smiler lidt ad dem. Troels Lund Poulsen har vi kaldt ’Traktor-Troels’ og ’Trolex ’, fordi han havde sagt ja til at få et Rolex-ur i gave. Vi kaldte ham også ’Rock-Troels’, da han skaffede sig gratis koncertbilletter. DR’s tidligere generaldirektør Kenneth Plummer var lidt for tæt på nogle af kvinderne nede i sminken, så ham kaldte vi kaldt ’P. Lummer’. Dér synes jeg, Ekstra Bladet er sjov. Men der er også eksempler på, at det er gået for vidt. Ekstra Bladets musikanmelder Thomas Treo skriver nøjagtigt, hvad han tænker. Det er super godt, når man er anmelder. Men indimellem kan det også blive for meget. Han har kaldt Sanne Salomonsen for ’Grauballekvinden’. Når man kommenterer på menneskers udseende, så er det over stregen.”

Du skriver i bogen, at der har været en mandehørmekultur på Ekstra Bladet. Hvordan er den kommet til udtryk?

”Eksemplet med Sanne Salomonsen er et eksempel på en ekstremt mandehørmet måde at se kvinder på. Det har der været en del af på Ekstra Bladet, fordi avisen har været en mandsdomineret arbejdsplads, og stadig er det. Jeg tror, det lidt for sent gik op for mig, at det var vigtigt at gøre noget ved det. Der blev sagt grænseoverskridende ting hen over bordet. Som mand må man godt synes, at en kvinde har en lækker røv, men det er måske ikke det mest hensigtsmæssige at kommentere andre menneskers udseende. Vi opdagede i den undersøgelse, vi lavede, at det godt kan være, at 90 procent af medarbejderne havde det rigtig godt, men hvis 10 procent følte sig fuldstændig udenfor, så manglede vi en rummelighed over for folk, som er lidt anderledes end en selv. Jeg har været naiv, døv og blind. Voldsomheden i nogle af de ting, som kom frem, kom bag på mig. Det er noget af det, der ærgrer mig allermest. Nogle af eksemplerne var unge kvindelige journalistpraktikanter, som havde glædet sig super meget til at komme på Ekstra Bladet, og så blev de mødt af bøvede, fulderik-idioter, som troede, de kunne tillade sig at rage på dem. Jeg er ked af, at det skete på min vagt.”

Du så det ikke?

”Jeg har jo også været med til festerne. Det var sjovt og godt, og der foregik mange mærkelige ting til de fester. Jeg har altid haft oplevelsen af, at de ting, der foregik, var noget, folk syntes, var sjovt. Det, der er chokket i det, er, når nogle efterfølgende kommer og siger, at nogle af de hændelser til nogle af de fester, syntes de, overhovedet ikke var sjove. Og at nogle af hændelserne gik ud på, at nogle af mellemlederne efterfølgende har stået og tilbudt folk job til en fest, hvis de ville knalde med dem. Det er ikke sjovt, når der bliver en skæv magtbalance i det, der foregår. Jeg har tit tænkt på, om jeg ved min tilstedeværelse til festerne som big boss, chefen over dem alle, har brugt den magt, eller nogle har følt, at jeg har brugt den til at komme for tæt på nogle. Det har jeg så ikke. Men efterfølgende kan man altid blive nervøs for, om der er nogle, der har oplevet det anderledes, end jeg selv har oplevet det. Og jeg var ikke en af dem, der gik først hjem. Jeg var typisk den, der gik sidst hjem. Når jeg først kommer i gang med at feste, er jeg svær at drive ud. I dag ville jeg tænke over det på en anden måde. Jeg ville gå hjem tidligt, fordi det skulle ikke hedde sig, at chefen var der. Det handler om at være super skarp på din egen approach: Hvordan oplever folk dig som chef? Og blive skarp på, at tiden forandrer sig.”

Hvorfor valgte du at stoppe som chefredaktør?

”Jeg havde egentlig gået og spekuleret over det i nogle år, og hver gang jeg syntes, at nu skulle det være, så var der altid et nyt spændende projekt. Et af projekterne var, at jeg fik en ny chefredaktion, som jeg selv fik lov til at hente, Kristoffer Eriksen og Pernille Holbøll. Det gav mig ny energi, det var virkelig fedt. Men da jeg blev far som 58-årig, vidste jeg godt med mig selv, at det måske ikke holdt. Der, hvor jeg besluttede mig for, at nu skulle der ske noget, var da MeToo-bølgen ramte Ekstra Bladet, samtidig med at min kone var gravid. Jeg vidste, at bølgen ville ramme os som et kølleslag, da vi fik et brev fra tidligere medarbejdere, og at jeg nu ville komme til at arbejde uafbrudt i to-tre uger. Det havde jeg prøvet masser af gange før, stået kriser igennem, men jeg kunne mærke, at det var et problem, fordi min kone syntes, det var et problem. Hun syntes, det var usikkert, fordi hun var gravid. Hun sagde: ’Mister du dit job?’ Jeg sagde: ’Det tror jeg ikke, jeg gør ... altså, det kan godt være, jeg gør.’”

Hvad var dine tanker om at stoppe?

”Jeg har altid haft den tilgang til det job, at det var noget, jeg havde lånt. At jeg så kom til at låne det i 14 år, det var helt vildt og usædvanligt. Jeg har hele vejen igennem indrettet min økonomi efter, at jeg, også hvis jeg blev vred på dem, kunne sige: ’Fuck jer, nu skrider jeg.’ Og så ville det ikke være sådan, at vi skulle sælge sommerhuset eller noget andet. Men det var anderledes her, fordi hun var gravid, og vi skulle have et barn, og jeg kunne godt se, at det ikke ville gå, hvis jeg skulle komme i den situation igen. Omvendt var jeg af den overbevisning, at nu havde jeg lige formet en ny chefredaktion, som var pissetalentfuld, og vi havde lige lavet historien om danske børn i Syrien-lejre, som Ekstra Bladet nu har fået Cavlingprisen for, og vi havde lavet andre fede historier. Men jeg havde også følelsen af, at mine naturlige afløsere, Pernille og Kristoffer, havde brug for, at jeg var der måske to år mere.”

Hvad skete der så?

”Jeg mødte bestyrelsesformanden (Lars Munch red.), og han sagde til mig: ’Prøv at hør, hvis du alligevel går med den tanke, at du skal stoppe inden så længe, så skal du bare betragte dig selv som fri.’ Så jeg skulle hjælpes på vej til at være i stand til at stoppe, fordi det var stadigvæk fedt at være der. Min afgang blev en lille smule tumultarisk – det gik ekstremt hurtigt med at stoppe. For mig var det godt, men jeg er ikke sikker på, at det var godt for Ekstra Bladet, og det ærgrer mig på én måde, og på den anden side så har jeg det sådan, at Lars Munch gav mig fri, og som min kone altid siger til mig: ’Du har gjort så meget for Ekstra Bladet, måske er det meget fedt, at de gjorde noget for dig til sidst’' Jeg var kommet til den konklusion, at jeg ville have ventet og set, hvordan det var gået med mit barn, om det kunne lade sig gøre at have en baby, samtidig med at jeg var chefredaktør på Ekstra Bladet. Jeg ville have set mig selv som en mentor, der langsomt fadede ud fra Ekstra Bladet og overlod stafetten til de andre. Men det kom altså til at gå lidt anderledes.”

Hvad savner du mest ved at være chefredaktør på Ekstra Bladet?

”Jeg savner faktisk ikke noget. Sorry to say. Jeg kan godt, når de får Cavlingprisen, savne at stå derinde og tænke, at vi har en ny fed afsløring på vej. Det er ikke fordi, jeg ikke har fået tilbud om andre job, men det vil jeg ikke. Jeg har haft personaleansvar i 20 år og siddet og styret og kontrolleret. Men jeg vil gerne hjælpe opkomlinge på vej. Og så har jeg oplevet glæden ved at være journalist igen. Det er skide sjovt at lave podcast. Jeg synes også, det er sjovt at skrive bøger. Det her er bestemt ikke den sidste bog, jeg kommer til at skrive.”

Du savner ikke at have et hjørnekontor på Rådhuspladsen?

”Nej, det gør jeg ikke. Når jeg går forbi, kigger jeg op. Mit tidligere kontor ligger oppe over Politiken-skiltet. Så tænker jeg: ’Fedt, at jeg ikke sidder der. Fedt, at jeg er her og ikke er deroppe.’ Man skal forstå, at det var enormt sjovt og spændende at være chefredaktør på Ekstra Bladet. Men jeg har været der. Jeg har været der rigtig meget, og det har fyldt rigtig meget i så mange år. Så oplevelsen af at være i stand til at genstarte sig selv på noget nyt er fantastisk. Og så er mit væsentligste fokus at blive en god familiefar. Ikke at jeg mener, at jeg var dårlig i 20’erne, men jeg havde så travlt med at blive en stor kanon, at jeg ikke nåede at nyde det nok. Nu er jeg blevet så gammel, at jeg kan tillade mig at nyde det at have fået en baby igen og følge hende på en helt anden måde, end jeg kunne dengang. Jeg har roen til at gøre det.”