Veteraner med PTSD søger mod Nordjylland for at blive kureret i bølgen blå

3.722 tilskuere har denne kolde onsdag aften i november fundet vej til Sparekassen Thy Arena for at se hjemmeholdet, Thisted FC, tage imod FC København i Sydbank Pokalen.

Blandt brandvarme frankfurtere og sløje slagsange står ’Lukas’ og sludrer bekymringsløst i den stille støvregn med Jens Klemmensen. ’Lukas’ er tidligere militærmand, Jens Klemmensen er tidligere fængselsbetjent. Begge har kort hår, er slanke og er iklædt jeans og lidt for åbne vinterjakker, vejret taget i betragtning. Selvom ingen af dem normalt er meget for at befinde sig i store forsamlinger, virker de rolige.

Et pigeskrig, højst sandsynligt frembragt af en løssluppen leg, bryder for et øjeblik ’Lukas’’ opmærksomhed. Han vender årvågent sit blik mod et skovareal, der støder op til Thy Arena. Hurtigt slapper han af igen. Det var ikke noget.

Han genoptager samtalen, som dog kort efter må sættes på hold igen på grund af en stigende tissetrang. ”Vi kan bare gå ud her,” siger Jens Klemmensen og tager fat i en metallåge, der åbenbarer en regnvåd bakke, som fører ned til skovarealet. Mange af tilskuerne til kampen har allerede været hernede for at tømme blæren.

”Pas på, du ikke glider,” formaner ’Lukas’.

”Vi har sgu prøvet det, der var værre. Det skal nok gå,” svarer Jens Klemmensen.

Både ’Lukas’ og Jens Clemmensen er beboere på Surfgaarden. Et privat rehabiliteringstilbud til ’veteraner og andre med posttraumatisk stress – PTSD’, som det hedder på Surfgaardens hjemmeside. Et sted, som navnet antyder, hvor surfing og anden vandsport spiller en stor rolle.

Mere konkret er stedet et nedlagt landbrug syd for Thisted ikke langt fra det vilde Vesterhav med masser af omkringliggende marker, træningscenter, en mobil sauna, fælleskøkken og nogle lejligheder, som Surfgaardens i alt 19 beboere deler med hinanden. Mere filosofisk er det et sted, hvor ridsede sjæle lindrer, lærer og lever med, af og igennem hinanden.

Her bor de i et trygt miljø, afskærmet fra den omverden, nogle af dem frygter at blive socialt stigmatiseret af. Det er derfor, ’Lukas’ er anonymiseret, og samtidig er det derfor, Jens Klemmensen og Steven Bogs, der bliver præsenteret om lidt, står frem med deres rigtige navne. De vil nemlig godt fortælle om PTSD’ens væsen, i håbet om at resten af befolkningen bedre vil kunne forstå dens usynlige og genstridige natur.

Det er en tidlig onsdag eftermiddag den 9. november 2022, og fællesrengøringen er i gang på Surfgaarden. Nogle beboere ryger hjemmerullede cigaretter ved bagudgangen til køkkenbygningen, andre har tag om kosten. Der hersker en ro over stedet.

Rengøringen er et fast onsdagsindslag, det holder gården ren og sindet beskæftiget. Steven Bogs giver en rundvisning. Han er en høj mand med kort strithår i afslappet joggingtøj.

Han har store hænder og et dertilhørende fast håndtryk af den gamle skole. Han viser rundt i træningscentret med boksepude, brydedukke, håndvægte, bordtennisbord og gymnastikmadrasser og videre til den mobile sauna og den menneskestore tønde, der ved saunasessioner fyldes med iskoldt vand, så deltagerne skiftevis kan veksle mellem intens varme og et koldt gys.

Han viser os også bådværkstedet og en tom stald, hvor høet til de manglende heste stadig ligger hulter til bulter, og den skurvogn, hvor en af beboerne efter eget ønske har hjemme. Steven Bogs bor sammen med ’Lukas’ og hans sorte labrador Kenya i en lejlighed på første sal i en af Surfgaardens bygninger.

Ude foran finder man en lille terrasse, hvor askebægret er fyldt med cigaretskod. På gelænderet hænger små plastikposer fyldt med vand. De skal åbenbart holde lugten fra den nærliggende grisefarm væk. Et trick, som en af beboerne, der har været elitesoldat, har lært fra hans udsendelser til Irak og Afghanistan. Men Steven Bogs synes ikke rigtig, det virker. ”Der kommer stadig den der intense lugt af …”

”Gylle?” prøver jeg.

”Mmm … mere af død,” svarer Steven Bogs.

Det er fonden Kvadderkjær, der står bag Surfgaarden. De har mere end 25 års erfaring med at hjælpe udsatte mennesker. Beboernes ophold bliver bevilliget gennem deres kommune, og Surfgaarden har med sit innovative take på terapi og åbne rammer skabt et attraktivt botilbud. Et tilbud, hvortil der nu findes en lang venteliste.

Der er stor forskel på, hvor lang tid man bor på Surfgaarden, og på, hvor meget af tiden man rent faktisk tilbringer under sit ophold her. Jo længere man er i sit terapeutiske forløb, jo mere af tiden bruger man hjemme hos sig selv, og jo mindre på Surfgaarden.

Steven Bogs. er en af dem, der har boet på Surfgaarden i længst tid, og som ligeledes bruger mere og mere tid hjemme i sit eget hjem. To og et halvt år har han tilbragt på Surfgaarden.

I 1994, efter at han var dimitteret fra Herlufsholm Kostskole, var han som håndværkersøn og langhåret halvhippie klar på at forkaste det stramt strukturerede hverdagsliv, som kostskolen tilbød ham. Men sådan gik det ikke. Han startede nemlig som værnepligtig. Ikke noget, han på den måde havde lyst til, men han trak et lavt nummer og røg ind i Garderhusarerne i Næstved.

Et barsk miljø, hvor man blev svinet til for ikke at udføre arbejdet ordentligt, hvor der ikke sjældent blev taget hårdt fat i kraven, og hvor der ikke var plads til at beklage sig.

Men også et sted, hvor Steven Bogs trivedes, skulle det vise sig. Han var god til det, militærlivet altså. At holde værelset rent, samle sit våben, at affyre det og at aflæse kort. Og når en af hans medrekrutter var tæt på at give op under de opslidende nattemarcher, var Steven Bogs ikke sen til at tage et ekstra gevær over skulderen og hjælpe, hvor han kunne. Det var i militæret, han fik venner for livet, hvor han lærte sig selv at kende, og hvor han tænkte, han skulle gøre karriere.

Efter værnepligten tilsluttede han sig den Danske Internationale Brigade, som var blevet oprettet i 1993 med det formål at skulle deltage i blandt andet fredsbevarende FN og NATO-missioner. Og sådan nogle var der brug for på Balkan i 1995.

Fire år forinden var Jugoslavien begyndt at gå i opløsning. Alle seks af landets republikker, Serbien, Kroatien, Bosnien, Slovenien, Montenegro og Makedonien, ville være uafhængige, og der havde siden dengang udspillet sig blodige kampe om territorier. Det var en specielt voldsom krig, som tog til i styrke op gennem 90’erne.

Massevoldtægter, etniske udrensninger, terror og massakrer var en del af krigen på Balkan, og det var det helvede, Steven Bogs i 1995 som ambulancefører blev sendt ned til, nærmere bestemt til Krajina. Her udfoldede sig voldsomme kampe mellem serbere og kroatere, og civilbefolkningen led under krigshandlingerne.

”Vi blev sendt afsted med et fredsbevarende mandat. Det vil sige, at vi kun måtte løsne skud i særligt livstruende situationer, hvor der var brug for selvforsvar. Det gav en enorm følelse af magtesløshed. Jeg har hørt historier om FN-soldater, der overværede massevoldtægter, uden at de kunne gøre noget.

Om FN-soldater, der blev hevet ud af deres biler, hvor en af dem blev lagt med hovedet på en landmine, mens hans medsoldater blev ført væk fra hans syn, og så blev der løsnet skud, så han troede, de blev dræbt, mens han lå tilbage helt hjælpeløs.”

Steven Bogs’ første udsendelse var ifølge ham selv fuld af uhyrligheder. Fra at få stukket en Kalashnikov så hårdt med snudeskaftet mod sit hoved, at han fik rifter under næsen, til at få en pistol for panden af paramilitære serbere.

Fra at blive truet med pistol af den læge, han kørte ambulance for, som havde fået et angstanfald, til at tælle indgangs- og udgangshuller på de multihandikappede unge mennesker, der blev slået ihjel i den infamøse Dvor-massakre.

På hans første udsendelse skete Srebrenica-massakren, et uhyrligt folkemord begået af serbiske styrker mod bosniske muslimer, der kostede et sted imellem 7.000-8.000 liv, og hvor hollandske FN-soldater blev taget som gidsler og var vidne til barbariske forbrydelser, som senere er kommet for Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag. En massakre som også øgede frygten blandt Steven Bogs og hans soldaterkammerater for, at de skulle blive vidner og ofre i tilsvarende situationer.

Der var nok stof til mareridtene, og da han kom hjem igen, begyndte han at isolere sig. Han begyndte at blive bange for at gå på græs, grundet hans oplevelser med at gå patrulje i minefelter, han begyndte at ryge store mængder tjald, og han følte ikke, verden rigtig forstod, hvad han havde været udsat for.

”Der var altid en eller anden klovn, der over et par øl skulle spørge: ’Hvor mange døde mennesker har du set? Har du slået nogen ihjel?’ Hvad fanden ragede det dem? Og min familie … Jeg følte ikke rigtig, de troede på mig, når jeg fortalte, hvad jeg havde set dernede. Og det er jo klart, for krig lyder jo fuldstændig absurd i en civils øre.”

Det var her, efter hans første udsendelse, at Steven Bogs begyndte at mærke PTSD’en ramme ham. En sygdom, som har fulgt ham lige siden, og hvis usynlige væsen han forbander langt væk:

”Det er så svært og udmattende at forklare, hvad det er, jeg fejler. Nogle gange ville det være lettere, hvis jeg manglede en arm, for der kan folk jo se, hvad man fejler. At have sådan en mental lidelse som PTSD kan få mig til at føle mig som en taber, fordi den er usynlig.

Fordi folk har svært ved at forstå, hvordan jeg har det, og hvad der er galt med mig. Det kan sommetider gøre mig så irriteret, og jeg føler en enorm magtesløshed over for omverdenens manglende forståelse for min situation.

PTSD er heldigvis blevet lettere at snakke om, men den afmagt, man oplever gennem sygdommen, der gør, at man til tider fx ikke magter at støvsuge eller at lave noget som helst, er så svær at forklare, fordi den ikke er til at se for andre. ”

Peter Emil Højlund er en af hovedmændene bag Surf-gaarden. Han er gymnasielærer af uddannelse og surfer by heart. Inspireret af Netflix-dokumentaren ’Resurface’, hvor amerikanske veteraner genfinder en del af deres liv gennem surfing, drømte han oprindeligt om at skabe et lignende sted i Danmark.

”Den følelse af flow i bølgerne og at suse afsted på surfbrættet har ført til et helt liv med surfing som omdrejningspunkt. Og det gælder ikke kun i min fritid. Det har formet, hvor jeg har boet, rejst hen og taget på udlandssemester. Det lyder religiøst, og det er det måske også for mig,” siger Peter Emil Højlund, der i dag fungerer som daglig leder af Surfgaarden.

”Mange af vores beboere har i kraft af deres PTSD tilegnet sig en taktisk adfærd i dagligdagen. Hvor de går tæt op ad husmurene eller ikke sidder med ryggen til andre i et lokale, fordi de hele tiden er opmærksomme på potentielle farer. Men det kan man ikke ude på havet. Havet er et åbent sted, hvor man kun kan overskue, hvad der er foran én. Intet er skjult der. Det er en ubrudt overflade, der indgyder ro,” siger han.

Surfgaarden praktiserer som de eneste i Danmark det, der kaldes ’Ocean Therapy’. En terapiform, som står på to ben: havet som et beroligende og lindrende naturligt element, der i samspil med et sportsligt element, fx surfing, kan give et beskadiget sind som en PTSD-ramt et afstressende afbræk fra det alarmberedskab, vedkommende ellers konstant befinder sig i.

’Ocean Therapy’ er en terapiform, der er vidt udbredt blandt veteraner i USA, til trods for at der endnu ikke findes uigendrivelig videnskabelig evidens for, at denne form for terapi virker.

”’Ocean Therapy’ handler om at få brugt sin krop og at være i kontakt med naturen. Det er metoder, som anvendes bredt i psykoterapi – også for folk med PTSD,” siger Cæcilie Böck Buhmann.

Hun er daglig leder på Traumeklinikken, er speciallæge i psykiatri og er en af Danmarks førende eksperter inden for traumer. Hun har arbejdet med PTSD-ramte i mere end 15 år, og selvom hun ikke selv har afprøvet ’Ocean Therapy’, fortæller hun, at flere af terapiens elementer kendes fra andre terapiformer, der fungerer godt som supplement i en PTSD-behandling:

”Det kan give en naturlig træthed, der gør, at man sover bedre, hvilket er særligt sundt for et PTSD-ramt sind. Den afledning, man giver sindet, når man surfer, bruges også i psykoterapien.

Den kan bruges til, at man forankres i nuet i stedet for at lade sig opsluge af de flashbacks, man oplever. Det er også noget, man kender fra mindfulness, som blandt andet bliver brugt i PTSD-behandling, dog primært som et supplement til psykoterapien.”

Gården ligger stille hen i halvmørket. Det er tidligt om morgenen den 10. november 2022. To beboere står i det oplyste bådværksted og drikker sort kaffe og ruller smøger. I den varme fællesstue er der ved at blive gjort klar til morgenmøde. Kaffe brygges, et par enkelte spiser morgenmad, resten af beboerne sidder rundt om sofabordet med trætte øjne. Ingen spørger, hvordan de andre har sovet. De kender godt svaret.

Morgenmødet er et fast punkt på dagsordenen. Her aftales, hvilke fællesaktiviteter der er for dagen, og hvilke individuelle aftaler folk fx har med psykologen på stedet. I dag står den på mindfulness klokken 08.45, træning klokken 09, ligesom der her også er mulighed for en omgang massage. Frokost er altid 12.30, klokken 15 er der mulighed for at komme i svømmehallen, og klokken 19 er der bordtennis-arrangement på den nærliggende Skagstrup Skole.

En af de kvindelige beboere spørger, om der er mulighed for at surfe i løbet af formiddagen. Surfgaardens tilknyttede psykolog, Mathias Krogsgaard, vil gerne, men derudover er der ingen, der umiddelbart virker begejstrede for idéen. De tøver. Men jo, ja, der er da én, der godt vil, og så én mere, og så én mere. Vejrforholdene ser fine ud, fortæller Dennis Munkholm, der arbejder som pædagog på Surfgaarden. De aftaler at tage af sted klokken 11.

Det netop udspillede scenarie er typisk for, hvordan beslutninger om aktiviteter på Surfgaarden bliver truffet. Folk her døjer med meget omskiftelige energiniveauer, og det er sjældent til at sige, hvad man magter, og hvad man lyster bare en time ud i fremtiden.

For PTSD’en kan ramme når som helst og hvor som helst. Hvis man om morgenen synes, surf lyder sjovt, kan det være, man fem minutter, inden man skal afsted, opdager, at man ikke magter det. Og hvis det sker, forsikrer samtlige medarbejdere og beboere om, bliver der aldrig spurgt ’hvorfor?’ For alle beboerne kender til følelsen. Den pludselige afmagt, der skruer energien ned på nul og får selv de mest simple aktiviteter til at føles uoverskuelige.

Klokken 11.30 ruller minibussen ind på parkeringspladsen ved stranden tæt på Hanstholm. Bussen parkerer ved siden af en vindmølle, og det bliver hurtigt klart, at vandet er til at lege med.

De fire beboere, der er taget med ud for at surfe, er i gang med at tage våddragter på. De har fortalt, at våddragten oftest er det mest uoverskuelige ved surfingen. Får man den på, kommer man stensikkert ud at surfe, men alene tanken om den besværlige proces har flere gange fået nogle til at droppe det på forhånd.

Den sidder stramt, den er halvvåd, og den klæber sig til hver en centimeter af hud, den skal overdække. Efter 10 minutters møjsomhed og besvær er Mathias Krogsgaard og to af beboerne i vandet.

Da den sidste beboer har fået våddragten på, klatrer han ned ad den sandede skrænt mod vandet, klar til at surfe. Oppe på land står Dennis Munkholm og Jens Klemmensen. Jens Klemmensen får øje på sin hund, en Parson Russel Terrier, der hedder Svend, som er i gang med at kapre en af beboernes surfbræt.

Hunden logrer af ustyrlig begejstring forrest på surfbrættet, mens beboeren griner stående i vandet, og Jens Klemmensen iler ned ad sandskrænten for at få styr på Svend.

”Aj altså, han er blevet helt tosset med at stå på et surfbræt, siden jeg hev ham med ud at windsurfe for ikke så lang tid siden.”

Det er ikke Surfgaarden, der har åbnet Jens Klemmensens øjne for windsurfing. Det har han haft længe inden, han fik sin PTSD-diagnose. Dengang var det en formssag at pakke bilen med bræt og våddragt for derefter at begive sig ud på vandet. I dag er det en helt anden og besværligere proces.

Der har igennem årene været skrevet meget om de dårlige arbejdsforhold og det manglende personale blandt fængselsbetjente, og det er noget, siger Jens Klemmensen, han kan skrive under på. Da han for 15 år siden startede i jobbet, var de gerne seks betjente til tre afdelinger. De sidste år af hans ansættelse var de heldige med at være to.

Desuden blev tonen grovere mellem indsatte og betjente, ligesom truslen om vold uden for fængslets mure med blandt andet LTF’s fødsel blev forstærket markant. Trusler om vold havde altid været en del af Jens Klemmensens arbejde, og det var ikke noget, han lod sig påvirke af. Men med LTF og andre bandemedlemmer er det en anden størrelse, fortæller han:

”Bandemedlemmer suger virkelig energien ud af én. De er så organiserede, og det er det farlige ved dem. En normal fange kunne godt finde på at true mig: ’Jaer, ørhh, Jens, jeg smadrer dig, når jeg bliver løsladt herfra.’

’Ja, den er god med dig.’

Det har fangen jo glemt fem minutter, efter han har sagt det. Det gør bandemedlemmerne ikke. De råber ud til deres venner, der står på den anden side af fængselsmuren: ’Klokken 21.30 har Jens fri. Han ser sådan og sådan her ud og kører i den her bil. Han skal ordnes.’

Og når jeg så får fri og sætter mig ud i min bil i den lukkede fængselsgård, kan jeg ane nogle skikkelser i sort tøj lige ude foran porten. Jeg er så bange, at jeg bare træder på speederen. Jeg har oplevet, at de har truet min familie, og jeg har oplevet kolleger blive både stukket ned og skudt, når de havde fri fra arbejde. De oplevelser har knækket mig.”

Jens Klemmensen blev sygemeldt fra jobbet i januar 2021. Han troede, det var stress. Noget, der ville tage en tre ugers tid, og så ville han være på benene igen. Men sådan gik det ikke. Det er meget symptomatisk for PTSD’en, at den først rigtig mærkes, når den ramte stopper sit arbejde. Dermed er der nemlig tid og plads til, at den kan folde sig ud:

”Jeg troede ikke, at man kunne blive mere syg af at være derhjemme, men den ramte mig hårdt efter sygemeldingen. Hold da op mand. Jeg tænkte, det var løgn, at man kunne have det så dårligt.”

Han har fået et voldsomt temperament, der kommer til udtryk, når han oplever, at han ikke er i kontrol. Han kan stå i supermarkedskøen bag en ældre mand, der fumler med pengene, og skælde ham hæder og ære fra.

Grundet de mange voldsomme oplevelser med bandemedlemmer fra LTF har han det yderst svært med unge mænd med mellemøstligt udseende i joggingsæt. Hvis én kommer mod ham på gaden, kan han finde på at råbe ad ham og sige, at vedkommende skal gå over på den anden side af gaden.

Og efter hvert vredesudbrud kommer den dårlige samvittighed. En overvældende følelse af skam, der æder sig ind på ham.

Det værste ved hans PTSD, fortæller Jens Klemmensen, er tankemylderet og koncentrationsbesværet, der kan opstå ud af de mindste ting. En motorcykel i det fjerne; hvem mon kørte på den, gad vide, hvilken farve den har, hvor hurtig kørte den monstro, hvor skal den hen, hvor har den været, og hvad har den kostet.

Sådan kan der gå timer med at vandre ned ad ukontrollerede tankealléer. Et mentalt fængsel.

På Stranden ved Hanstholm er der gang i bølgerne. Dennis Munkholm jubler og hujer, hver gang endnu en bølge bliver besteget. Beboerne og Mathias Krogsgaard fanger på skift bølgerne, ryger af indimellem og griner, så det gennemborer den stærke vind.

Dennis Munkholm, der grundet det noget regnfulde og blæsende vejr har fortrukket sig ind i bilen, sidder med armene på rattet, hovedet hvilende på dem, og råber: ”Sådan!”

I halvanden time leger de rundt derude. Nogle gange sidder de bare på brættet ved siden af hinanden, andre gange padler de febrilsk med armene for at komme i position til den næste bølge.

Som afslutningen på det hele fanger de alle fire den samme bølge, og et højt, primalt ’Wuuuuuh’ efterlader nul tvivl om, at dagens mål er nået.

Mathias Krogsgaard er som den første oppe ved bilen.

”Jeg er sprængfyldt med energi og endorfiner,” siger han og ligner en mand, der netop har fundet 1.000 kroner på gaden.

Surfgaardens CLAIM TO FAME er selvfølgelig ’Ocean Therapy’. Denne særegne terapiform med et noget manglende evidensgrundlag, der til gengæld intuitivt giver mening for alle, der har prøvet at finde momentan fred på en vandretur langs et brusende hav, en rindende bæk eller en stille sø.

Men Surfgaarden er mere end det. Det er et sted med en struktureret hverdag, hvor beboerne samtidig har frihed til at leve dagen, som de vil og kan overskue. Hvor der hver dag er aktiviteter, der kan beskæftige sindet, og hvor beboergruppen ikke alene søger at få det bedre med sig selv, men også giver støttende skuldre, lyttende øre og varme kram til hinanden.

”Det gode ved dagligdagen er aktiviteterne, og hvor let adgang vi har til dem,” siger Jens Klemmensen, da jeg spørger ham om, hvad det bedste ved Surfgaarden er.

”Hvis jeg skal windsurfe derhjemme, skal jeg selv pakke bilen, tjekke vejrudsigten, tjekke vindretningen og køre derud. Her skal jeg bare række hånden i vejret, så sørger de andre for resten.

Det gør, at jeg kan slippe de små bekymringer, og det betyder alt. På Surfgaarden laver vi tingene sammen på lige fod. Personalet har det forkromede overblik og ansvaret. Men mange gange bruger vi, beboerne, også os selv. For vi er jo de bedste eksperter på PTSD. Så sidder vi og taler om vores problemer sammen om aftenen.”

Steven Bogs er på samme linje:

”Surfgaarden er allerbedst, når alle har det godt med hinanden, og når der er ro på. Den kærlighed og den accept, vi har til og af hinanden, er uvurderlig. Selvfølgelig kan der opstå gnidninger, men den slags klares altid med en lille snak, et grin, og så er den ovre.

Personalet gør også en kæmpe forskel med den indsats, de lægger for dagen. Jeg er helt sikker på, at de giver mere, end hvad der står i deres kontrakt. De er jo ildsjæle uden lige.”

Cæcilie Böck Buhmann har ikke selv besøgt Surfgaarden, men hun har læst om stedet, og da jeg forklarer hende om mit indtryk af Surfgaarden, hvilke aktiviteter de laver og de rammer, der er opsat for beboerne, synes hun, det lyder som et godt sted at være:

”For en med PTSD er hele verden farlig, og man har ikke nemt ved at have tillid til andre mennesker. Så det at skabe et rum, hvor der er rart og trygt, og hvor man kan slappe af, bidrager til, at paraderne kommer ned. Det er også godt, at de bruger hinanden til at tale om deres PTSD.

Det gør man også i blandt andet psykoterapeutisk gruppeterapi, og det er der fine erfaringer med og evidens for, at det skulle virke. De frie rammer betyder enormt meget. Folk med PTSD har oplevet magtesløshed og kontroltab i forhold til deres egen sikkerhed.

Når man selv kan styre tingene, underbygger det både, at man tager ansvar, så man kommer ud af offerrollen, samtidig med at det underbygger, at folk igen kan slappe af, fordi farefølelsen ikke aktiveres. Det er min klare, kliniske erfaring, at dem, der kommer ud af offerrollen og tager ansvar for deres egen helingsproces, er dem, der får det bedre.”

Men alt kan selvfølgelig ikke være lutter lagkage. Jens Klemmensen påpeger meget præcist det ambivalente forhold, man som beboer kan have til Surfgaarden. For selvom det er et skønt sted at være, et sted, hvor man griner med hinanden og får store oplevelser, er det jo ikke et sted, man har lyst til at være for evigt:

”Vi hygger os, surfer og griner med hinanden, men jeg hader vitterligt at være her nogle gange. Når jeg kører op til Surfgaarden efter at have været hjemme hos familien, græder jeg den første time i bilen, og den næste time ryster jeg.

Jeg kører altid herop, så jeg ankommer sent søndag aften. Så kan jeg gå en tur med hunden og ellers gå i seng. Den første dag skal gerne vare kortest muligt, for den er forfærdelig. Så begynder dagligdagen at køre, og så bliver det efterhånden meget rart. Men det er aldrig let.”

Fodboldkampen på Sparekassen Thy Arena er slut. Vi kører tilbage til Surfgaarden, klokken nærmer sig 21, og her skal både Jens Klemmensen og ’Lukas’ lufte henholdsvis Svend og Kenya. Jeg går op til Steven Bogs’ værelse for at takke for i dag og for at hente mine ting.

Han ligger i sin enmandsseng i hjørnet af værelset og ser splatterfilm. Det viser sig at være en film, han oprindeligt har set tilbage i sine unge dage, og den virker til at være forbundet med gode minder.

Udenfor er et bål blevet tændt lige ved siden af den mobile sauna. I skæret derfra sidder Lukas på en træstub i gang med at putte brænde på bålet. Omkring ham fiser Kenya rundt, kun synlig ved hendes oplyste halsbånd. Hun har masser af energi og logrer som en besat, når hun artigt afleverer pinden for ens fødder for derefter at sætte i sprint, når man kaster den ud i mørket.

’Lukas’ har et dalende energiniveau, og han stirrer tomt ind i flammerne. Men det har været en god dag, kan man mærke på ham. Han har livligt fortalt anekdoter, set fodbold og i det hele taget været virkelig glad og bekvem ved sin situation. Alligevel sniger en melankoli sig ind på ham, da han fortæller, at dagen også har kostet ham en del energi.

”Jeg ser sådan på det, at jeg har 20 energibarer til en hel uge. En dag som i dag har jeg nok brugt fem, hvilket gør, jeg ikke har så mange til resten af ugen. Du kommer heller ikke til at se mig i morgen. Der har jeg brug for bare at være alene.”

Sådan er livet på Surfgaarden.

Der er voksne mennesker, som styrer dagen og sætter rammerne, og det har mange af beboerne brug for, mens de er her. Men der er samtidig en god grund til, at ’Lukas’ sidder her, ved et bål i Nordjylland, og ikke hjemme hos sin familie på Sjælland.

PTSD’en koster. Nogle gange meget, nogle gange lidt. Nogle gange kommer den, når man forventer det, andre gange kommer den ud af det blå. For mange vil det være en diagnose, man tager med sig resten af livet.

Måske kan de på Surfgaarden lære at leve bedst muligt med det.