”Hvordan kan man glemme en million på et værelse? ’You had one job!’”

’Åh åh, Istedgade!’ tænkte jeg, da jeg startede i 1986. Det var dengang et hårdt område, hotellet lå i. På hjørnet ved Colbjørnsensgade overfor hotellet stod de og solgte narko. Politiet så igennem fingre med det. Der var tit slåskampe og optøjer. Mine forældre var inde og kigge på hotellet, inden jeg skulle starte, fordi de var bekymrede. Det har de fortalt mig mange år efter.

Jeg spørger nogle gange mig selv, hvorfor jeg har arbejdet som receptionist på det samme hotel i 34 år. Jeg er kommet frem til, at jeg godt kan lide det der med, at to dage ikke er ens, og at man kan få lov til at holde sine sprogkundskaber ved lige. Jeg kan godt lide miljøet med de forskellige nationaliteter. Og så har jeg nogle gode kollegaer og en masse søde stamgæster, som man altid kan få en sludder med. Mange af dem er kommet her, siden jeg startede på hotellet. Vi har fulgt hinanden i mange år. På den måde kan det være ligesom at komme hjem, når man er på arbejde.