”Hvordan kan man glemme en million på et værelse? ’You had one job!’”
En global pandemi truer med at klemme luften ud af hotellerne. Men bag skranker landet over står receptionister, portiers og concierges og holder liv i en presset branche. Medarbejderne er hotellernes ansigt udadtil – de kender servicefagets gamle dyder, mestrer diskretionens kunst og forventes at opfylde gæsternes ønsker, hvor umulige de end er. Sebastian Himmelstrup har spurgt tre af landets mest erfarne hotelmedarbejdere om, hvad livet i receptionen byder på af særheder, seværdigheder og gode historier. Her fortæller Karina Thomsen, 58, receptionist på Hotel Nebo.
Foto: Søren Rønholt
’Åh åh, Istedgade!’ tænkte jeg, da jeg startede i 1986. Det var dengang et hårdt område, hotellet lå i. På hjørnet ved Colbjørnsensgade overfor hotellet stod de og solgte narko. Politiet så igennem fingre med det. Der var tit slåskampe og optøjer. Mine forældre var inde og kigge på hotellet, inden jeg skulle starte, fordi de var bekymrede. Det har de fortalt mig mange år efter.
Jeg spørger nogle gange mig selv, hvorfor jeg har arbejdet som receptionist på det samme hotel i 34 år. Jeg er kommet frem til, at jeg godt kan lide det der med, at to dage ikke er ens, og at man kan få lov til at holde sine sprogkundskaber ved lige. Jeg kan godt lide miljøet med de forskellige nationaliteter. Og så har jeg nogle gode kollegaer og en masse søde stamgæster, som man altid kan få en sludder med. Mange af dem er kommet her, siden jeg startede på hotellet. Vi har fulgt hinanden i mange år. På den måde kan det være ligesom at komme hjem, når man er på arbejde.
Når der kommer amerikanske krydstogtturister, der sejler fra by til by, aner de nogle gange ikke, om de er i Stockholm eller København. De spørger efter noget, der ligger i Sverige. Skandinavien er åbenbart ét land for nogle af dem. Det er også sket, at gæster kommer ned i receptionen om morgenen og siger, at de smutter en tur til Legoland og spørger, hvilken bus de skal tage. Der må man skuffe dem og forklare, at det ligger en halv dagsrejse fra København. De tror, de kan nå Legoland og Tivoli på samme dag. Så må man grine lidt med dem. Det er ikke for at udlevere amerikanerne, men de kan godt være lidt hjælpeløse en gang imellem.
Vi har stadigvæk jyder, som, når de ser, at der står Istedgade på deres bookingbekræftelse, ringer til os og spørger, hvad det mon er for et slags hotel, de har booket sig ind på. Så må vi berolige dem. Det er over 20 år siden, at der har været et rigtig hårdt miljø her. Det sker meget sjældent, at vi får en helt skæv type ind fra gaden. Gæster må heller ikke tage prostituerede med ind på hotellet. Det ved de godt ude i miljøet. De har deres egne småværelser rundt omkring. Vi vil ikke have dem rendende.
