Alt det vi mistede i branden

Tidligt om morgenen den 9. november 2018 vågner 58-årige Lee LaPlante i sin seng. Klokken er seks.

Hendes mand, Leo, sover fortsat ved siden af hende i deres hjem i Zuma Beach i Malibu. Lee LaPlante står op og kigger ud ad vinduet. Hun glipper lidt med øjnene. Store søjler af røg bryder den smukke morgenhimmel. Ilden er på vej direkte mod hende.

Aftenen før har Lee og hendes mand fulgt med i nyhederne på tv. En brand er opstået nord for Los Angeles, men alligevel er ægteparret gået i seng. Det er den tid på året, efteråret, hvor skovbrande hyppigt bryder ud i The Golden State. Skovbrandene har Lee og Leo efterhånden vænnet sig til. Det er ikke unormalt. De regner med, at brandmændene også denne gang har styr på situationen, og de kan sove trygt.

Men branden har i hast spredt sig fra toppen af Malibu, krydset den sekssporede 101-motorvej og bevæget sig ned mod Zuma Beach og resten af strandene og beboelserne ved Stillehavet.

Kombinationen af de uregerlige Santa Ana-vinde, som ofte indfinder sig i Californien i november, samt flere måneders tørke og lav luftfugtighed, har vist sig at være en sprængfarlig cocktail.

Ud ad vinduet kan Lee LaPlante se gnister fyge gennem luften. Branden er ude af kontrol, den ligner noget fra dommedag, tænker Lee. Hun rusker i sin mand.

”Leo, vågn op, det brænder,” siger hun, før hun går ind i det tilstødende værelse, hvor parrets teenagedøtre, tvillingerne Juliette og Jaqueline, ligger og sover.

Lee vækker døtrene, giver dem besked på, at de skal gøre sig klar til at evakuere, og løber videre rundt i huset. Hun åbner skuffer, skabe og skrin.

’Hvad skal jeg tage med? Hvad kan jeg ikke efterlade,’ tænker hun.

Lee finder sit og døtrenes pas, deres fødselsattester, nogle smykker og et album med fotos fra hende og Leos bryllup i 1996 og pakker det ned i en taske. Der er ikke mere tid at spilde.

Det første, der rammer Lee LaPlante, da hun åbner hoveddøren og træder ud på vejen foran familiens hus, er lugten af røg. Himlen har ændret farve. Nu er den mere mørk, men samtidig orange. Det ligner nærmest, at himlen er oplyst af en orange sol. Lee smider tasken ind i sin bil, en Mercedes GLC, henter sine døtre og familiens to år gamle golden retriever, Harlo, og får dem alle ind i bilen.

Leo LaPlante skal ikke med. Han har, selv om han er en del år ældre end sin kone, besluttet at sende Lee og døtrene i forvejen, i sikkerhed. Han vil blive tilbage og forsøge at redde huset – ægteparrets hjem gennem 20 år.

Idet Leo LaPlante ser Lee og sine døtre køre væk, tager han en gammel gasmaske på, som han har købt år forinden på et militært overskudslager. Han ser sig omkring. Flere af husene på vejen ned mod havet står i flammer. Leo trækker en vandslange og bøtter fyldt med vand ud på vejen og prøver at holde ilden på afstand. En ung mand, en af Lee og Leos naboer, løber ham i møde. I adskillige timer sprøjter Leo og naboen vand op på husets tag. Men så løber slangen tør for vand.

Gigantiske og langvarige skovbrande har altid eksisteret, ikke bare i Californien og i resten af USA. Fra naturens side er skovbrande et velkendt fænomen, der opstår i områder, hvor der er tørke, hvor der er få perioder med regn, og hvor stærke vindforhold gør, at brandene hurtigt kommer ud af kontrol. Men i de seneste år har klimaforandringer medført, at naturbrande rammer med voldsommere kraft i flere verdensdele end før. Vi har efterhånden vænnet os til billederne af høje flammer på alverdens bjergsider, af træer i brand, af mennesker på flugt i deres biler i endeløse motorvejskøer.

I 2018 rasede skovbrande i blandt andet Brasilien, Angola, Grækenland, Kroatien, Italien og Sverige. I 2019 har vi set nogle af de mest ødelæggende naturbrande nogensinde udfolde sig med apokalyptiske scener til følge. Tænk bare på de tropiske brande i Amazonas regnskov, på de omfattende skovbrande på Gran Canaria – og selvfølgelig i Australien. Brandene på den australske østkyst, som opstod på grund af rekordhøje temperaturer og langvarig tørke, har betydet, at hundredetusinder af mennesker er blevet evakueret, at millioner af dyr har mistet livet, og at seks millioner hektar jord er brændt ned til grunden. Det svarer til mere end Japans samlede areal.

Samtidig har Sydney et godt stykke ind i 2020 været indhyllet i røg, og den samlede masse af sort kulstøv fra brandene i Australien kan spores helt til Antarktis, hvor det amerikanske rumagentur Nasa har registreret røgpartikler fra skovbrandene.

Det, nogle dele af verden oplever lige nu, er ekstremt. Men den ekstreme tilstand er i de områder på vej til at blive mere eller mindre almindelig. En slags ny unormal. Det mærker man ikke mindst i Californien, hvor skovbrandenes geografiske omfang er femdoblet siden de tidlige 1970’ere, viser forskning fra American Geophysical Union. Intet tyder på, at fremtiden ser lysere ud. I FN’s klimapanel IPCC’s seneste rapport påpeges det, at stigende globale temperaturer vil betyde flere skovbrande i Nordamerika, Sydamerika, Middelhavsregionen, det sydlige Afrika og det centrale Asien. Eksperter vurderer, at økosystemet i det sydlige Californien – kombinationen af tørkeramte områder, heftige vinde, høj varme og lav luftfugtighed – tilsammen danner så gunstige forhold for altødelæggende naturbrande, at de vil forekomme mindst hvert 20. år.

Den skovbrand, der sendte LaPlante-familien og 295.000 andre indbyggere på flugt i november 2018, blev senere kendt som The Woolsey Fire. Det er den mest destruktive skovbrand i Los Angeles’ historie, og gennem fire dage bredte den sig fra bjergmassiverne i Ventura i nord og i tre korridorer ned mod kystlinjen i Malibu, hvor den ødelagde over 96.000 hektar jord, mere end 1.600 huse og bygninger og kostede tre mennesker livet.

Woolsey-branden brød ud den 8. november om eftermiddagen nær Santa Susana Field Laboratory i et bjergområde nord for Thousand Oaks og Calabasas. Området er ejet af Boeing og Southern California Edison, SCE, det største elforsyningsfirma i det sydlige Californien. Efterfølgende undersøgelser har vist, at branden formentlig blev startet af gnister, der opstod, da to af firmaets el-ledninger ramte hinanden på grund af stærke vinde. Siden spredte ilden sig lynhurtigt i det knastørre terræn.

Kører man rundt i Malibu i dag, ser man mange steder de aftryk, The Woolsey Fire har efterladt sig i naturen. Afsvedne marker, afskrabet metal, afbrændte verandamøbler, swimmingpools, der er tømt for vand. Huller i bebyggelserne, hvor der pludselig mangler et hus, som engang har været der, og hele passager i dalene nær Saratoga Hills, Cornell og Agoura Hills, hvor træerne står på nøgne bakker uden blade og grønt, som tomme hylstre.

I efteråret 2019, da vi besøger Californien, er der varmt, for at sige det mildt. Luftfugtigheden er lav. Det virker som om, det er meget, meget lang tid siden, det har regnet, og man kan ikke undgå at tænke, at her snart igen kan udbryde en skovbrand.

Det samme tænker langt størstedelen af de mennesker, der bor i Californien, fortæller Drew Snyder, en lokal indbygger, som vi møder i hans hjem, en idyllisk placeret cabin i den lille bjergenklave Topanga.

”Der har været tørke her i de sidste syv år. Alt er tørret ud, og det giver desværre ideelle betingelser for skovbrandene. I vores lokalsamfund taler vi konstant om faren og om, hvornår den næste brand kommer. Vi forbereder os på det værste,” siger Drew Snyder, der arbejder som ejendomsmægler i området.

Han er 49 år gammel, gift med en dansker og har boet i flere år i Topanga. I november 2018, da Woolsey-branden brød ud, stod han på terrassen i sit hus nord for Malibu, da han pludselig kunne høre sirener fra brandbilerne ude i dalen.

”Røgen fra branden begyndte at bevæge sig hen mod os. Jeg tænkte: ’Okay, hvad gør jeg? Skal jeg flygte?’ Først virkede det, som om branden var langt væk, men da vi hørte, at den ’hoppede’ over 101-motorvejen, blev vi bekymrede. Kort efter kørte politiet rundt i bakkerne med højttalere på taget af deres biler og opfordrede os til at evakuere. Nogle af mine naboer gemte sig på gulvet, så politiet ikke kunne se dem. Jeg blev også i mit hjem, og branden nåede heldigvis aldrig op gennem dalen. Men hvis den gjorde, så havde jeg selvfølgelig valgt at blive evakueret.”

Hvordan er det at leve så tæt på brandene?

”Jeg ved godt, at vi bor i et udsat område. Vores hus ligger lige ud til Topanga State Park, som har åbne vidder, der så let som ingenting kan brænde ned. Der er også kun en vej ud heroppefra. Men vi bor i et utroligt smukt område ud til dalen, og for mig og mange andre opvejer det, tror jeg, de ricisi, der er ved at bo her. Vi lever med den viden og indpasser os, så godt vi kan.”

Hvordan reagerer dine naboer i Topanga?

”Vi er alle uhyre bevidste om altid at tage alle de forholdsregler, vi kan, for at undgå brand. Ingen her bruger en grill, ingen tænder åben ild, der er intet fyrværkeri, og der er ikke nogen, der kunne finde på at smide en cigaret ud ad vinduet. Her er jo tørke. Samtidig forbereder vi os til hver brandsæson. Vi rydder alt krat på vores grunde, og vi erstatter alt træ på vores huse med materialer, der er brandtætte.”

Men en brand kan også opstå ved en gnist i en el-ledning eller på anden vis?

”Jeg ved det. Eller på grund af en glasflaske, der ligger på jorden i solen og pludselig antænder. Men at der forekommer brande i Californien, er jo bare en del af det at bo her. Vores hus ligger i et gammelt hippiesamfund, og folk her i bakkerne har oplevet lidt af hvert. Der er dog også nogle af vores naboer, for hvem frygten for den næste store brand fylder rigtigt meget. En af mine klienter, en ældre tysk kvinde, fik på et tidspunkt svært ved at sove om natten, fordi hun var så bekymret. Hun har fået bygget en ildsikker bunker et par meter fra sit hus. Den er lufttæt, der er vandtilførsel, og hun kan opholde sig der i mange dage, hvis en brand bryder ud. Et par af mine andre klienter er også ved at bygge sådan nogle bunkere. Vi ser flere og flere af dem.”

Jeg skal lige forstå det ret. Man bygger en bunker uden for sit hjem og barrikaderer sig der, hvis der kommer en brand?

”Ja.”

I stedet for at lade sig evakuere af brandvæsenet?

”Ja.”

Men man kan vel ikke vide, om en sådan bunker kan sikre én 100 procent mod branden?

”Nej, det kan du godt have en pointe i.”

Denne form for tankegang, at man selv garderer sig mod skovbrandene, er udtalt i Californien. Det så man i flere tilfælde under Woolsey-branden, der ramte områder i Malibu, Hidden Hills og Calabasas, som huser nogle af de rigeste og mest kendte indbyggere i staten. Folk som Miley Cyrus, Kim Basinger og Drake måtte alle flygte fra branden, mens celebrity-parret Kim Kardashian og Kanye West gik skridtet videre og hyrede sine egne, private brandfolk. Kun på den måde, fortalte Kardashian senere, kunne hun og hendes mand redde deres palæ til en værdi af 60 millioner dollar, da flammerne begyndte at nærme sig indgangen til deres bolig.

Siden er flere private brandvagtværn dukket op, heriblandt firmaer som Covered 6 og Mount Adams Wildfire. I Hidden Hills, hvor Kardashian og West residerer, besluttede borgmester Steve Freedland i kølvandet på The Woolsey Fire endda, at man skulle have sin egen brandbil. Frivillige i lokalområdet bliver nu trænet i, hvordan de kan hjælpe til med at slukke skovbrandene. De får også køretimer i brandbilen, som er på størrelse med en pickup-truck og er udstyret med vandtank, pumper og vandslanger.

Tony Imbrenda, brandchef i Los Angeles County Fire Department, har hørt om både de indbyggere, der bygger deres egne bunkere, og om de indbyggere, der hyrer private brandfolk. Og det er han helt cool med, fortæller han, da vi sætter ham stævne en søvnig formiddag foran Los Angeles-brandvæsenets Station 70, der ligger ud til Pacific Coast Highway i det østlige Malibu.

”Så længe vi sørger for, at så få mennesker som muligt mister livet under de mange skovbrande, vi oplever her, så hilser vi alle initiativer velkommen. Sådan var det også ved Woolsey. Vi fokuserede på at redde liv, ikke bygninger,” siger han.

Imbrenda, en robust, veltrænet mand på 50 år, der kører i en rød Dodge, har været brandmand i Los Angeles i en menneskealder. Han forklarer, at hans job har skiftet karakter i de seneste år, hvor skovbrandene er blevet et mere ekstremt fænomen.

”Det første, jeg gør om morgenen, er at tjekke vejrudsigten og se, hvilke farer der kan være under de givne vindforhold, hvis der udbryder en brand i naturen. Hver morgen holder vi en videokonference med alle de andre stationer, så vi er klar til at rykke ud og hjælpe hinanden, hvor der er mest brug for det. Du kan aldrig have for mange folk på stedet.”

Den største udfordring, de lokale brandmænd står med, ud over at få slukket ilden, er at få indbyggerne til overhovedet at indvillige i at lade sig evakuere.

”Vi har sheriffer, der går fra dør til dør og med megafoner råber til indbyggerne: ’I er i fare, kom ud.’ Hvis de nægter at følge med, udleverer sherifferne et stykke papir, hvor folk skal skrive under på, at de fraskriver sig den hjælp, de kan få. Og i den situation vælger de fleste at lade sig evakuere. Men vi kan ikke få alle med. Vi kan jo ikke give folk håndjern på og trække dem ud af deres huse med vold. Under Woolsey-branden blev tre mennesker tilbage i deres hjem, og de døde på grund af det. Det er trist,” siger Tony Imbrenda.

Få minutter senere drejer brandchefen hastigt ud fra stationen i sin røde Dodge. Han sætter kursen op ad Pacific Coast Highway. Alarmen er gået. Der er udbrudt brand på Sweetwater Mesa Road. Den lokale vagtleder er i fuld gang med at koordinere indsatsen. Vi følger efter Imbrenda, der leder os gennem indgangen til et gatet community og videre op ad smalle veje i et eksklusivt beliggende bebyggelsesområde midt i naturen.

På toppen af en bjergside parkerer Imbrenda sin bil i et virvar af brandbiler. Ikke langt derfra kan vi se røg stige op fra jorden forskellige steder i landskabet. Lange klynger af brandmænd, som går på række ned ad bjerget, trækker pumper og slanger gennem vegetationen. Det ser ud som om, at de allerede har fået styr på den værste del af branden.

Vi fortrækker til et lille skur på bjerget og lader Tony Imbrenda og resten af hans hold fra Los Angeles County Fire Department gøre deres arbejde. Efter et stykke tid spadserer han os roligt i møde.

”Vi har kontrol over den. Det her er en såkaldt brushfire. Vi kunne med det samme se, hvor stor den ville blive. Heldigvis er der ikke stærke vinde i dag, ellers ville situationen have været helt anderledes. Men vi har rutinen, og vi tager selvfølgelig alle de instanser, vi har til rådighed, i brug.”

Tony Imbrenda får travlt med at sende tweets ud om situationen. To lokale tv-stationer har sendt vogne mod Sweetwater Mesa Road, og selv om det ikke tog lang tid at få slukket de største flammer på bjergsiden, er der trods alt over 100 brandmænd på stedet. To fly, såkaldte Super Scoopers, er også i luften og står standby, hvis der skulle være brug for det. Brandchefen vender sig mod os og forklarer, at branden på kort tid havde spredt sig over 40 hektar.

”Vi bruger topografien til at vurdere brandens omfang. Som I kan se,” siger Tony Imbrenda og peger op på bjerget, ”har branden to flanker. Der er en jordbarriere imellem dem, og det afgørende for os er at inddæmme branden så hurtigt som muligt. På den anden side af bjergkammen ligger en stor dal, så det er vigtigt at få bugt med flammerne, før den når toppen af bjergsiden. Ellers vil den arbejde sig videre, og så kan det blive slemt. Woolsey-branden startede også i det små, før den spredte sig.”

Det kan Jim Smith, en ældre, velsoigneret herre, der står et stykke derfra på skrænten, midt imellem alle brandmændene, skrive under på. Det var ham, som alarmerede brandvæsenet denne formiddag.

Jim Smith, der er 79 år, bor i et stort hus lidt længere nede ad bjerget og stod på sin veranda og kiggede ud over dalen, da han opdagede en søjle af røg. Han ringede straks 911, og kort efter ankom de første brandbiler fra Los Angeles County Fire Department.

”Jeg vil godt vædde på, at det er en motorsav eller en buskrydder, som har startet den her. Der skal ingenting til efterhånden. Bare en lille gnist, så har du en skovbrand,” siger Jim Smith.

Han har boet på Sweetwater Mesa Road med sin kone, Nancy, siden 1980. Huset, der ligger majestætisk med direkte udsigt til Stillehavet, har han selv bygget.

”Gennem årene har jeg oplevet fem skovbrande på bakkerne lige uden for vores hus. Den værste, jeg har set, var i 1993, den som kaldes Old Topanga Fire. Den ødelagde 388 hjem og brændte omkring 17.000 hektar jord. Det er uundgåeligt, at her altid vil være skovbrande,” siger Jim Smith og spejder eftertænksomt ud over havet.

”Men før havde vi skovbrandsæson primært mellem april og november. Nu har vi brandsæson året rundt,” fortsætter han.

Hvordan er det at leve her med den frygt i baghovedet?

”De folk, der oprindelig flyttede hertil i 1920’erne og opbyggede nærmiljøet fra scratch, var ægte pionerer. Den ånd eksisterer stadig. Vi er forberedte på alt. Jeg tilpasser mig bare forandringerne og bruger rigtigt meget tid på at tage mine forholdsregler, hvis der skulle opstå en ny, stor brand. Jeg sørger først og fremmest for, at vores hus er lukket af, så gnisterne ikke kan komme ind. Jeg har en vandtank på omkring 300 liter stående tæt på min hoveddør, jeg har pumper til at forsvare mig med, og jeg har med vilje ikke plantet noget oven på eller ved siden af vores hus. Det ville jo være dumt at gøre. Vi brænder konstant ukrudt og løv af på vores grund og renser jorden, så vegetationen ikke bliver for tør, og så har vi selvfølgelig både iltmasker og beskyttelsesbriller liggende i huset.”

Har du nogensinde overvejet at flytte?

”Flytte? Hvorfor i alverden skulle jeg gøre det? Se dig omkring, du finder ikke noget smukkere sted på jorden.”

Hvad med dine naboer?

”Nogle flygter, når der er skovbrand, andre har valgt at bygge bunkere ved deres huse, som de søger tilflugt i. Jeg vil helst ikke sige noget negativt om nogen, men sidstnævnte er altså ikke særlig smart. Da Woolsey-branden bevægede sig ned gennem dalen i 2018, befandt jeg mig på min veranda og kunne se over på de andre huse, som stod i flammer. En af mine naboer, der boede i et af de største huse på bjerget, havde selv bygget en form for ildsikker bunker under sit hus. Jeg ved ikke, hvad han havde tænkt på, men han overlevede kun, fordi hans kone til sidst trak ham væk og overtalte ham til at evakuere. Da de flere dage senere vendte tilbage til deres hus, som var brændt ned til grunden, og åbnede lugen til bunkeren, var der stadig varmt som en stegeovn nede i dybet.”

Efter en årrække med tørke i Californien har politikerne sat turbo på den grønne omstilling. Det indebærer blandt andet, at The Golden State vil satse på en mere grøn brændstoføkonomi, opføre flere havvindmølleparker og udvikle et mere grønt landbrug. Man har også sat gang i at udvikle prototyper på elektriske flyvemaskiner og vedtaget, at alle nye boliger på op til tre etager fra 2020 skal have solcellepaneler installeret.

Det mest centrale punkt i Californiens klimakamp er det seks år gamle cap-and-trade-program. Programmet lægger låg på statens udledning af drivhusgasser, og virksomheder, som udsender for meget CO2, beordres til at punge ud. Disse penge kanaliseres derefter over i en række udviklingsprojekter baseret på vedvarende energi.

Myndighederne i Californien har sat sig for, at delstaten skal være helt CO2-neutral i 2045. Konkret vil man arbejde hen imod at være 100 procent selvforsynet med bæredygtig energi frem for at være afhængig af fossile brændstoffer som olie og kul.

”Med lovforslaget og bekendtgørelsen sætter Californien kurs mod at opnå målene fra Paris-aftalen og mere endnu. Det bliver ikke nemt. Det bliver ikke lige med det samme. Men det skal gøres,” sagde daværende guvernør Jerry Brown, da planen blev underskrevet i 2017.

Derudover er det myndighedernes mål, at der skal køre fem millioner elbiler på vejene i delstaten i 2030. Samtidig udbygger man vejnettet, så det bliver lettere at cykle og tage offentlige transportmidler, og oven i det har Californien indgået en aftale med fire store bilfabrikanter i USA om at producere mere brændstoføkonomiske biler til det amerikanske marked.

Spørgsmålet er bare, om det er nok? For selv om der bliver tænkt i grønne baner i Californien, er USA samlet set stadig blandt de helt store syndere, når det kommer til udledning af drivhusgasser og produktion af fossile brændstoffer. Og Donald Trump, som har trukket USA ud af den globale Paris-klimaaftale, er gået til modangreb på Californien. I september 2019 meddelte præsidenten, at han vil tilbagekalde delstatens ret til at stille strengere krav til bilers udledninger. Dermed ser det ud til, at bilfabrikanterne Ford, Honda, BMW og Volkswagen ikke kan få lov til efterleve de grønne klimamål i staten.

Derudover truede Trump i slutningen af 2019 med at tilbageholde den økonomiske hjælp til Californiens kamp mod naturbrande. Det skete, efter den nye guvernør, demokraten Gavin Newsom, havde kritiseret præsidentens miljøpolitik.

Tilbage i november 2018 kører Lee LaPlante og hendes tvillingedøtre Juliette og Jaqueline i høj fart væk fra skovbrandene, som er ved at fortære lokalsamfundet i Zuma Beach. I deres Mercedes GLC finder de vej til Pacific Coast Highway, og pludselig kører de ikke i høj fart længere. Tusindvis af andre indbyggere har sat sig ind i deres biler for at slippe væk fra røgen og flammerne, der breder sig i hele Malibu. Trafikken snegler sig afsted.

Lee LaPlante tænker på sin mand, Leo, som har valgt at blive tilbage for at redde deres hus. De havde købt huset i 1999. Det er et smukt hus fra 1969, der ligger på en blind vej med udsigt til havet. Gennem årene havde hun og Leo ad flere omgange bygget ud og renoveret huset, og i den ene garage havde Leo, som er snedker, oprettet sit værksted. Det var derinde, at han havde skabt det ene fornemme træmøbel efter det andet.

Det vil være forfærdeligt, hvis værkstedet og alle de møbler, Leo har lavet med sine egne hænder gennem 40 år, skal gå tabt. Hun tænker også på de mange kunstværker, hun havde købt, da hun var kunsthandler i 1980’erne og 1990’erne i New York, hvor hun stammer fra. Værker af blandt andre Andy Warhol, Francesco Clemente og Robert Hawkins, som står opbevaret i huset.

Pludselig ringer hendes mobiltelefon. Det er Leo. I flere timer har han sammen med den yngre nabo kæmpet mod skovbranden. I fællesskab har han og den unge mand formået at slukke ilden ved et par af de andre huse på vejen. Da vandslangen løber tør, forsøger Leo i stedet at fylde bøtterne op fra en jacuzzi i haven, men til sidst må han og naboen trække sig tilbage. Det er for farligt. Ilden er over det hele ved huset nu, fortæller han.

På den modsatte side af vejen fra huset, hvor der ikke er nogle gnister, finder Leo et stykke græs. Han sætter sig et øjeblik og kigger over mod sit hus, der er ved at blive ædt op af flammerne, før han åbner fordøren i familiens anden bil og kører væk gennem søjler af røg.

På et tidspunkt indser Lee, at hun, døtrene og deres hund sidder fast i køerne på Pacific Coast Highway. Hun laver en uvending, drejer over de dobbelte gule linjer og kører den modsatte vej på motorvejen. Her er der nærmest ingen trafik. I Paso Robles, 300 kilometer nord for Malibu, finder de ly hos nogle bekendte. To timer senere når Leo også frem. Han er udmattet, dehydreret og i chok.

Da familien endelig, efter 21 dage i Paso Robles, vender tilbage til Zuma Beach, bevæger de sig ind i et katastrofeområde. Skolerne er lukket, strømmen er afbrudt, og deres hus er væk. Der, hvor huset oprindelig stod, er der nu et sort hul i jorden. Huset er, lige som så mange andre bygninger i Malibu, blevet opslugt af The Woolsey Fire. Lee tænker på alle de minder, der er gået tabt. Det er forfærdeligt. Men så fatter hun sig, og ikke længe efter sender hun og Leo den første ansøgning afsted om at få lov til at genopbygge deres hus fra grunden. Med lidt held kan de flytte ind i juli 2021.