Rufus Gifford: "Jeg mener helt bogstaveligt, at Amerika hænger i en tynd tråd. Alt er på spil. Jeg lever i en tilstand af konstant paranoia"

FÆRGEN SKYDER gennem den tætvævede dis, der hænger lavt over Atlanterhavet. Foran mig, et stykke ude i horisonten, ligger Nantucket indhyllet i et gråt dække, der har givet øen sit kælenavn, The Gray Lady. Et lille hjørne af verden, en albue af sand, langt væk fra alting, som forfatteren Herman Melville skrev om Nantucket, da øen i 1800-tallet var hovedstad for hvalfangst og dannede rammen om ’Moby Dick’ – mesterværket, der følger den gale kaptajn Ahab og hans maniske jagt på kaskelothvalen, der har gnavet hans ene ben af og ødelagt hans skib, så kaptajnen kun har én mission i livet: At tilintetgøre den store, hvide hval.

Jeg er på vej til den sagnomspundne rigmands-enklave ud for Massachusetts på den amerikanske østkyst. En times sejltur forbi Martha’s Vineyard i øhavet syd for Cape Cod. Det er en af de sidste dage i august. Der er lidt over to måneder til præsidentvalget 3. november, valgkampen er på vej ind i sin afgørende fase, og uden for Nantucket – ude i den virkelige verden, som fiskerne ved fyrtårnet kalder det omkringliggende Amerika – brænder nationen. I Kenosha i staten Wisconsin, langt fra østkysten, er endnu en sort mand blevet skudt af politiet. Black Lives Matter-aktivister har sat ild til biler og bygninger, og en Trump-fan har dræbt to demonstranter med en halvautomatisk riffel. Imens sidder Rufus Gifford i coronaskjul i sommerresidensen på Nantucket og forsøger at fikse Amerika og slå Donald Trump. Jeg skal følge ham nogle dage, Joe Bidens vicekampagnemanager, der blev kendt som Obamas gulddreng. Hjernen bag eks-præsidentens historiske fundraisermaskine, der siden fik titel som amerikansk ambassadør i Danmark med rockstjernestatus, realityprogram og ridderkors. Og som i næsten fire år forsvarede sin ukuelige tro på det bedste i Amerika og fablede om nationens konstante kamp for at blive en mere perfekt union. Lige indtil amerikanerne gjorde Trump til præsident. Nu er Gifford tilbage på den største scene i amerikansk politik for at forsøge at frelse landet fra den mand, han mener, er i færd med at ødelægge Amerika.

JEG ZIGZAGGER på en lejet cykel ad små stier med blåbærbuske og vilde kaniner på nordkysten af Nantucket og gennem det overdådige naturområde, hvor nogle af Amerikas mest magtfulde og velhavende familier lever skjult i sommerhuse til op mod 400 millioner kroner. Google’s tidligere direktør, Eric Schmidt, og Jack Welch, den tidligere direktør for industrigiganten General Electric. Et nybygget palæ i hvidt cedertræ toner frem på skråningen. Håndværkerne er ved at slibe dørene til og banke de sidste detaljer på plads, og man kan stadig dufte det friske træ. Ude fra vejen kan man se ind i stueetagen, hvor Rufus Gifford har forskanset sig bag to laptops på kontoret ud mod forhaven. Han får øje på mig, iler ud på verandaen og vinker mig op mod huset, før han atter haster tilbage til sin plads bag skærmene. Morgensolens spæde stråler forvandler ham til en silhuet af vanvid foran vinduet. En mørk kontur i hættetrøje, baseball-cap og ugegamle skægbørster, der hamrer emails afsted på sin ene laptop, ustandseligt tjekker sms’er på Apple-uret om håndleddet og vipper rastløst med de bare tæer under skrivebordet, mens hans kampagnestab toner frem via Zoom som en mosaik af urolige firkanter på endnu en skærm foran ham.

”Alle er i panik,” siger han uden at tage blikket fra skærmen. Kampagnestaben, donorerne og ’den blå boble’, som Gifford kalder den demokratiske østkyst-elite, der hvert andet sekund sender ham bekymrede beskeder om de seneste dages ildevarslende analyser i aviserne og lige vil sikre sig, at vicekampagnechefen ikke hviler på meningsmålingerne og gentager Demokraternes taber-scenarie fra 2016, hvor realitystjernen Donald Trump til manges forbløffelse slog Hillary Clinton.