Rufus Gifford: "Jeg mener helt bogstaveligt, at Amerika hænger i en tynd tråd. Alt er på spil. Jeg lever i en tilstand af konstant paranoia"

FÆRGEN SKYDER gennem den tætvævede dis, der hænger lavt over Atlanterhavet. Foran mig, et stykke ude i horisonten, ligger Nantucket indhyllet i et gråt dække, der har givet øen sit kælenavn, The Gray Lady. Et lille hjørne af verden, en albue af sand, langt væk fra alting, som forfatteren Herman Melville skrev om Nantucket, da øen i 1800-tallet var hovedstad for hvalfangst og dannede rammen om ’Moby Dick’ – mesterværket, der følger den gale kaptajn Ahab og hans maniske jagt på kaskelothvalen, der har gnavet hans ene ben af og ødelagt hans skib, så kaptajnen kun har én mission i livet: At tilintetgøre den store, hvide hval.

Jeg er på vej til den sagnomspundne rigmands-enklave ud for Massachusetts på den amerikanske østkyst. En times sejltur forbi Martha’s Vineyard i øhavet syd for Cape Cod. Det er en af de sidste dage i august. Der er lidt over to måneder til præsidentvalget 3. november, valgkampen er på vej ind i sin afgørende fase, og uden for Nantucket – ude i den virkelige verden, som fiskerne ved fyrtårnet kalder det omkringliggende Amerika – brænder nationen. I Kenosha i staten Wisconsin, langt fra østkysten, er endnu en sort mand blevet skudt af politiet. Black Lives Matter-aktivister har sat ild til biler og bygninger, og en Trump-fan har dræbt to demonstranter med en halvautomatisk riffel. Imens sidder Rufus Gifford i coronaskjul i sommerresidensen på Nantucket og forsøger at fikse Amerika og slå Donald Trump. Jeg skal følge ham nogle dage, Joe Bidens vicekampagnemanager, der blev kendt som Obamas gulddreng. Hjernen bag eks-præsidentens historiske fundraisermaskine, der siden fik titel som amerikansk ambassadør i Danmark med rockstjernestatus, realityprogram og ridderkors. Og som i næsten fire år forsvarede sin ukuelige tro på det bedste i Amerika og fablede om nationens konstante kamp for at blive en mere perfekt union. Lige indtil amerikanerne gjorde Trump til præsident. Nu er Gifford tilbage på den største scene i amerikansk politik for at forsøge at frelse landet fra den mand, han mener, er i færd med at ødelægge Amerika.

JEG ZIGZAGGER på en lejet cykel ad små stier med blåbærbuske og vilde kaniner på nordkysten af Nantucket og gennem det overdådige naturområde, hvor nogle af Amerikas mest magtfulde og velhavende familier lever skjult i sommerhuse til op mod 400 millioner kroner. Google’s tidligere direktør, Eric Schmidt, og Jack Welch, den tidligere direktør for industrigiganten General Electric. Et nybygget palæ i hvidt cedertræ toner frem på skråningen. Håndværkerne er ved at slibe dørene til og banke de sidste detaljer på plads, og man kan stadig dufte det friske træ. Ude fra vejen kan man se ind i stueetagen, hvor Rufus Gifford har forskanset sig bag to laptops på kontoret ud mod forhaven. Han får øje på mig, iler ud på verandaen og vinker mig op mod huset, før han atter haster tilbage til sin plads bag skærmene. Morgensolens spæde stråler forvandler ham til en silhuet af vanvid foran vinduet. En mørk kontur i hættetrøje, baseball-cap og ugegamle skægbørster, der hamrer emails afsted på sin ene laptop, ustandseligt tjekker sms’er på Apple-uret om håndleddet og vipper rastløst med de bare tæer under skrivebordet, mens hans kampagnestab toner frem via Zoom som en mosaik af urolige firkanter på endnu en skærm foran ham.

”Alle er i panik,” siger han uden at tage blikket fra skærmen. Kampagnestaben, donorerne og ’den blå boble’, som Gifford kalder den demokratiske østkyst-elite, der hvert andet sekund sender ham bekymrede beskeder om de seneste dages ildevarslende analyser i aviserne og lige vil sikre sig, at vicekampagnechefen ikke hviler på meningsmålingerne og gentager Demokraternes taber-scenarie fra 2016, hvor realitystjernen Donald Trump til manges forbløffelse slog Hillary Clinton.

”Jeg slukker snart min mobil,” mumler han og nærmest smider telefonen fra sig på skrivebordet, da endnu en sms fra en nervøs donor tikker ind. Det er blot få dage siden, en hvid betjent i provinsbyen Kenosha i den afgørende svingstat Wisconsin skød Jacob Blake syv gange i ryggen, mens den 29-årige afroamerikaner åbnede døren til bilen, hvor hans tre sønner sad på bagsædet og så deres far falde sammen på asfalten, lam fra livet og ned. Syv skud, der har fået Black Lives Matter-demonstranter til at sætte ild til Kenoshas bygninger, skraldevogne og biler, mens en 17-årig Trump-fan og selvudnævnt vagtmand har dræbt to demonstranter med en AR-15, så byen med ét er forvandlet til ground zero for Amerikas væbnede kulturkrig og en kampplads for det kommende præsidentvalg. Trump er allerede på vej til Wisconsin med politieskorte for at lade sig fotografere i ruinerne og tale til tv-journalisterne om den lovløshed, han påstår, Joe Biden vil sprede fra den demokratiske bykerne i Kenosha og ud til landets forstæder, hvor slaget om valgets vigtigste stemmer står. På sin prestigiøse forside skriver New York Times, at Trumps budskab om lov og orden ser ud til at falde i god jord hos vælgerne i Wisconsin, mens den prisvindende journalist og forfatter George Packer i månedsmagasinet The Atlantic netop har leveret en længere analyse af Kenoshas kaos og givet den overskriften: ’Sådan taber Biden.’

”Alle sender mig de artikler. Konstant og hele tiden,” klager Gifford.

Selvom kampagnens ledere har en nøje gennemtænkt strategi, gør den massive storm af sms’er ham nervøs for, om der alligevel kan være noget om snakken. Han har en af Bidens mest fortrolige rådgivere i røret, præsidentkandidatens tidligere stabschef, Steve Ricchetti, der nu fungerer som formand for Biden-kampagnen.

”Honestly, jeg kan snart ikke klare det længere,” siger Gifford. ”Folk begynder allerede at brevstemme om fire dage!”

RUFUS GIFFORDS kontor minder om en lille kahyt med mørkt træ, maritime nuancer på panelerne og et gulvtæppe med bølgende, blå formationer. Det er herfra, han sætter kursen og styrer slagets gang, mens de to golden retrievere Argos og Svend snuer på tæppet. På væggen hænger et danmarkskort fra 1800-tallet med en hilsen fra den tidligere CIA-chef John Brennan, en afskedsgave og tak for tiden som amerikansk ambassadør, og på vitrineskabet bag ham troner et billede af Dronning Margrethe i gulvlange, røde gevandter og funklende kronjuveler side om side med fotografier af Rufus Gifford, som danskerne kender ham: Den velgroomede og vandkæmmede charmør med det larmende grin, storsmilende med Michelle og Barack Obama under den ene arm, og Jill og Joe Biden under den anden. Den evige optimist, hvis tandsæt turnerede verden rundt sammen med feel good-historien om kvinden fra Frederiksberg, der på sit dødsleje klippede hans brede smil ud af et magasin og klistrede det op væggen.

Der er en anden, mørkere og mere rastløs, energi over ham nu. Den flakker rundt i blikket og i de hurtige, distræte bevægelser. Ræser ud gennem fingrene, når de rammer tastaturet som små knyttede næver og vandrer hvileløst rundt, mens han speedsnakker i telefonen. Som han selv siger:

”Jeg er paranoid og nervøs og ængstelig på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Jeg mener helt bogstaveligt, at Amerika hænger i en tynd tråd. Alt er på spil. Jeg lever i en tilstand af konstant paranoia. Vågner om natten og ligger og tænker på hver eneste lillebitte ting, Trump-kampagnen kan komme efter os med.”

I løbet af den seneste uge, hvor først det demokratiske konvent og siden det republikanske konvent løb af stablen, er stemningen i den demokratiske lejr vendt fra ekstatisk til apokalyptisk:

”Alle elskede det demokratiske konvent og skrev om, hvor fantastiske vi var. Så kom det republikanske konvent, der fremstillede Biden som en kaos-kandidat, og nu er narrativet pludselig vendt 180 grader, så alle er totalt paranoide. Men vi er hverken vindere eller tabere. Jubelartiklerne om vores landsmøde var ikke sande, men dommedagsartiklerne er heller ikke sande. Sandheden er, at det her bliver et tæt løb. Virkelig, virkelig tæt. Og det er det, vi skal fokusere al vores energi på.”

Han retter sig op, læner sig ind mod kampagnestaben på skærmen og minder med dyb og alfaderlig stemme både dem og sig selv om gameplanen. Forsikrer, at kampagnens ledere har en nøje gennemtænkt strategi, og at Biden vil fordømme volden og ballademagerne i sin tale i Pittsburgh, Pennsylvania senere på dagen. Og slutter: ”Look! Lige så snart, vi offentliggør vores nye indsamlingstal i pressen, får piben en anden lyd. I er vidunderlige allesammen. Vi ses snart igen.” Så smækker han laptop’en i og læner sig tilbage i læderstolen: ”What a week!”

RUFUS GIFFORD har været oppe siden klokken seks, hvor Svend hoppede op i dobbeltsengen og vækkede ham og ægtefællen Stephen DeVincent. De har drukket kaffe under dynen, mens Stephen læste New York Times, og han selv lå med iPad’en og trackede hvilke artikler, der blev delt på Facebook – ”og hvilke, løgne præsidenten har spredt på Twitter.”

”Det er det, der holder mig vågen om natten,” siger han. ”At vi kæmper mod en kandidat, der er parat til at gøre hvad som helst for at vinde. Lyve, snyde og stjæle valget, hvis det er det, der skal til.”

Men så længe, den ikke lammer Gifford eller begynder at bryde ham ned, er frygten produktiv, mener han:

”Den holder mig på stikkerne. Fired up!”

Og det er også den energi, han gerne vil sende til sin flere hundrede mand store stab, til donorerne og til vælgerne:

”Jeg forsøger at udstråle en form for ængstelig selvsikkerhed. En blanding af påtrængende nødvendighed og nervøsitet, men samtidig kompetence: Vi har styr på det her, men vi har brug for, at I allesammen stepper up og gør jeres ypperste.”

Han logger på endnu et Zoom-møde, denne gang med 30 frivillige kampagnemedarbejdere, som vil høre Demokraternes strategi for, hvordan de vinder valget. Hvad gør Biden-kampagnen for at få unge sorte mænd til stemmeurnerne? Latinoerne? De hvide forstadskvinder?

”Lige nu er min opgave at forsikre alle om, at vi ikke bare læner os tilbage og tror, at sejren er hjemme, blot fordi vores kandidat fører i meningsmålingerne, men at vi vender hver en sten og ikke får noget søvn før den 3. november,” siger han.

Egentlig havde Gifford sagt endegyldigt farvel til kampagnesporet og den søvnløse livsstil, da han i 2013 rejste til Danmark som ambassadør.

Men som han siger: ”Det her er det vigtigste valg i generationer, måske det vigtigste valg nogensinde. Selve vores demokrati er på spil.”

Han blev hyret som vicekampagnechef med fokus på fundraising, da Joe Biden reelt blev Demokraternes præsidentkandidat i april 2020 og stod med en slunken kampagnekasse, der efter primærvalgene manglede 187 millioner dollar for at kunne konkurrere med præsidentens. Det er Giffords job at sørge for, at Demokraterne har pengene og infrastrukturen til at køre ’the biggest and baddest campaign’ midt under en global pandemi, hvor kampagnesporet er henlagt til Zoom, og 90 procent af medarbejderne arbejder virtuelt hjemmefra. Hvis ikke coronavirussen havde bredt sig ud over Amerika, ville Gifford være flyttet otte måneder til Philadelphia i Pennsylvania, hvor Biden-kampagnen havde hovedkontor før pandemien – og hvor selve Uafhængighedserklæringen med de smukke principper om frihed og lighed blev nedfældet, da nationen blev grundlagt i 1776.

”Da jeg startede i april, var kampagnen meget lille, vi havde ingen penge, ingen folk og et blakket ry. Jeg var ærligt talt bekymret for, om vi kunne rejse de midler, det kræver at gå i ringen mod Trump. Vi manglede en fælles mission, så det er det, jeg forsøger at skabe hver eneste dag.”

Han når ikke at forklare mere, før endnu et møde trænger sig på. Denne gang med en af landets førende viruseksperter, en pensioneret professor ved Harvard Medical School, der ofte optræder som ekspert på CNN, MSNBC og Fox News og for nyligt vendte hjem fra Wuhan i Kina, hvor coronavirussen først brød ud. Professoren vil donere 25.000 dollar til kampagnen, men han vil også gerne være en slags talsmand, og han har et par forslag til, hvordan Biden kan slå både Trump og pandemien. Gifford kradser noter ned, nikker og forsøger at følge med den grå excellence, der har bevæget sig ud i en længere forelæsning om teststrategier og kontaktopsporing.

”Vi har brug for Amerikas bedste hjerner til at genopbygge det her land,” nikker Gifford til professoren, inden han afslutter opkaldet og sætter et møde i stand mellem viruseksperten og Biden-kampagnens såkaldte Surrogate Team, der håndterer eksperter, celebrities og politikere, der fører kampagne for den demokratiske præsidentkandidat.

”Lige nu er kampen mod misinformation vores største udfordring, uanset om den kommer fra Trump eller Rusland – at bekæmpe løgne, når du har en anstændig kandidat, der ikke selv vil lyve, og som ikke vil ned i sølet med Trump. Det er sværere at trænge igennem med sandheden. Løgn og misinformation er mere slibrigt og sexet, det sælger aviser og giver klik på nettet, og det er også mere delbart på Facebook og Twitter,” siger Gifford.

”Det betyder, at vi skal råbe sandheden dobbelt så højt, fordi den er mere kedelig at høre på. Og vi skal råbe med flere stemmer, så den ikke kun kommer fra præsidentkandidaten, men fra os alle sammen, uanset om det er en celebrity med millioner af følgere på Twitter og Instagram, eller om det er fra min mor med 50 følgere.”

I går sms’ede Rufus Gifford med den britiske komiker Sacha Baron Cohen om, hvordan han kan være med til at hjælpe Bidens valgkamp, og han har også netop talt med Donald Trumps niece, Mary Trump, der i juli udgav en bog om, hvordan hendes onkel er blevet det, hun selv kalder verdens farligste mand. Andre dage afholder Gifford virtuelle fundraisere for titusindvis af mennesker, der hver donerer 25 dollar og bare gerne vil føle sig som en del af kampagnen:

”Folk kalder mig fundraiser, men jeg synes faktisk ikke, at jeg er en specielt god fundraiser, for jeg kan ikke lide at bede om penge. Jeg ser det heller ikke som mit job at skaffe dem. Min opgave er at skabe det rum, hvor fundraising trives allerbedst, og det, jeg kan, er at bringe folk sammen og begejstre dem om en fælles mission. At sørge for at vi er i stand til at tiltrække de bedste folk, selvom vi ikke kan betale dem ret meget, og at få donorerne til at føle sig trygge ved kampagnen, så de har lyst til at investere i den,” siger han.

”Ofte er kampagnefolk blot interesserede i folks penge. De er, lidt forenklet sagt, fuldstændig ligeglade med, hvad folk mener om det ene og det andet. Jeg er interesseret i at række ud og høre folks idéer og få deres input eller tale med dem om de seneste meningsmålinger for at skabe en ægte relation og få dem oprigtigt engageret i den fælles mission.”

Stephen træder ind ad døren, smider sportstasken og blender en smoothie i køkkenet, lister på strømpefødder ind på kontoret og placerer lydløst glasset på skrivebordet foran Rufus. Stephen sidder i bestyrelsen for organisationen Karen Blixen Trust Camp, der forsøger at bevare dyrelivet i Kenya, men ellers er han ’semi-pensioneret’ fra sin stilling som dyrlæge, så det er ham, der laver mad og køber ind og taler med håndværkerne. Og ham, der har valgt hver eneste detalje i huset. Wegner-stolene i køkkenet, messinglamperne i loftet og tapetet af det vævede græs på væggene. De næste to måneder er det Stephens primære mission at gøre livet så let for Rufus som muligt:

”Han bryder sig ikke om detaljer. Rufus er bedst til det store overblik,” siger Stephen, da vi lidt senere sidder på terrassen i haven. ”Hvis han skulle bekymre sig om detaljer, ville det fjerne fokus fra det, som er vores fælles mål: At få Trump ud af Det Hvide Hus.”

INDE PÅ kontoret taler Rufus Gifford med et ældre, velhavende ægtepar, der er kendt for deres generøse donationer og har taget plads foran computeren i en stor lys villa et sted i det nordlige Californien. Parret var tidlige investorer i Uber, er blevet henvist til Gifford af Barack Obama og er klar til at udskrive ’den helt store check’, en million dollar, de vil blot være sikre på, at den bliver krediteret til den nyudnævnte vicepræsidentkandidat Kamala Harris, og de vil også gerne vide, om der er nogen, der forsøger at afdække, hvem der betaler for at sende højreekstreme militser til Black Lives Matter-demonstrationerne for at skabe kaos. For ægteparret er mildest talt bekymrede for udviklingen i Kenosha: ”Alt det skal jo frem i lyset før valget!” insisterer kvinden, mens hun læner sig frem mod skærmen. Gifford nikker. Han siger:

”Sagen er, at 35 procent af landet vil tro på hvad som helst, Trump siger, og så har vi 35 procent, der vil tro på alt, hvad vi siger. Vi skal fokusere al vores energi på at skaffe midlerne til at kommunikere med alle dem, der kan overbevises i den ene eller den anden retning.”

Ægteparret spørger, hvordan de ellers kan give flest mulige penge til Demokraterne uden at støde på begrænsninger i lovgivningen. Gifford remser op: 10.000 dollar til hver af de 47 stater, der er med i Demokraternes såkaldte Biden Victory Fund, og derudover kan ægteparret donere til den juridiske fund, der finansierer hele den hær af advokater, der står klar til at gå i krig mod Trump, hvis han anfægter valgresultatet i november. Ægteparret nikker, og Gifford småløber ud i køkkenet og griber en lille pose chips fra snack-skålen på køkkenbordet inden næste møde. Han flår den op og tømmer den i én mundfuld.

”Jeg er træt,” siger han. Klokken er kun et. Han giver sig selv et par sekunder til at sidde og stirre ud ad vinduet, så hiver han et dokument frem på skærmen, scroller ned gennem tallene og lader cursoren blinke insisterende ud for det beløb, han og hans stab tripper for at offentliggøre. Beløbet er det højeste, der nogensinde er indsamlet på en enkelt måned i en amerikansk præsidentkampagne: 364,5 millioner dollar i august. Knap 2,3 milliarder kroner.

”Det er vanvittigt! Vanvittigt! Vanvittigt! Vanvittigt!” siger Gifford. Det slår den hidtidige rekord, Obama-kampagnens 193 millioner dollar under september-indsamlingen i 2008, med adskillige længder, og Joe Biden har nu for første gang flere midler end Trump.

”Det bliver en kæmpe historie i pressen i løbet af de næste dage,” siger Gifford med et slet skjult smil på læben. ”Størstedelen af pengene kommer fra små donorer, så det viser en kolossal entusiasme for at slå Trump, og pengene betyder helt konkret, at vi kan føre aggressiv valgkamp digitalt og på tv i de afgørende svingstater.”

Med andre ord: Købe reklamer, hvor Biden fordømmer plyndringer og vandalisme, og giver Donald Trump skylden for at puste til ilden og sprede had og splittelse i nationen. Gifford folder veltilfreds hænderne bag nakken.

”Det her er ikke et arbejde,” siger han så. ”Det er min mission. Det var dét her, jeg rejste tilbage til Amerika for at gøre – slå Donald Trump.”

Da han som ambassadør i Danmark stod på Københavns Marriott Hotel på valgnatten i 2016 og så Hillary Clintons blå mur smuldre, mens Iowa, Wisconsin, Michigan og Pennsylvania faldt som dominobrikker, der én for én banede vejen for Trumps indtog i Det Hvide Hus, følte han sig lidt som en bedrager:

”Alt det, jeg havde fortalt danskerne om USA, og alt det, jeg havde været så stolt af at repræsentere – et land, hvor alle, uanset hudfarve, køn, religion og seksualitet, har de samme muligheder – viste sig at være forkert. Trump står for det stik modsatte. I min optik er han decideret uamerikansk. Trump er racistisk og xenofobisk og spiller os ud mod hinanden i et os-mod-dem. Han har revet alle vores institutioner ned, fra den frie presse til domstolene, og han forsøger konstant at drage personlig fordel af sin autoritet.”

Med andre ord er Trump alt det, amerikanerne kæmpede imod, da USA blev en nation for mere end 250 år siden, mener Gifford.

”Jeg tror inderligt, at det er kommet bag på mange af dem, der stemte på Trump i 2016, hvor ødelæggende en præsident, han rent faktisk har været for Amerika. Nu har vi snart haft fire år med kaos og splittelse. Hvis amerikanerne genvælger Trump, vil vi validere ham og bekræfte, at det er dét her, vi er. Så er vi Donald Trumps Amerika.”

RUFUS GIFFORD triller ud af indkørslen og svinger bilen ud på Rabbit Run Road. I vejkanten står valgskilte for den unge Joe Kennedy III, Robert F. Kennedys barnebarn, den sidste aktive Kennedy i amerikansk politik og et ungt håb i det demokratiske parti, der kun 39 år gammel stiller op til senatsvalget i Massachusetts, mens jeg besøger Gifford på Nantucket. Kennedy-klanen er det tætteste, man kommer på en kongelig familie her på øen og i resten af delstaten, og Kennedy-dynastiets ikoniske hus knejser majestætisk inde på fastlandet tæt ved lejet, hvor færgen mod Nantucket stævnede ud. Rufus Giffords onkel arbejdede i 1960’erne som kampagnekoordinator for Robert F. Kennedy og gik få skridt bag ham, da han blev skudt på Ambassador Hotel i Los Angeles i 1968 efter valgsejren i Californien. På det tidspunkt stod den 42-årige Robert F. Kennedy til at blive Demokraternes unge, inspirerende præsidentkandidat i et valgår, der ligesom 2020 var plaget af polarisering, politisk mistillid, raceoprør og en siddende præsident, Nixon, der lovede bange, hvide vælgere lov og orden.

”Kennedy-familien har altid været mine helte,” siger Gifford. ”Unge, politiske rockstjerner, der var født ind i en verden af privilegier, men viede deres liv til at tjene Amerika.”

Han parkerer foran en nedlagt garage, som et vennepar under coronakrisen har indrettet til træningslokale med spejle og haveredskaber på væggene og håndvægte på gulvet. Her træner han tre gange om ugen.

”Mest for at holde hovedet koldt og øjet på bolden. Der findes ikke noget mere usundt end en valgkamp. Den kører 24 timer i døgnet,” siger han og placerer sin telefon i en holder på væggen, mens hans personlige træner, Mike, dukker frem på skærmen. Han er en frisk irsk fyr med en fortid som wrestler, bokser og MMA-fighter, der koster rundt med Rufus Gifford og forsøger at tirre ham til at smide ekstra kilo på vægtstængerne ved at kalde ham ’en delikat lille blomst’ og spørge, om vicekampagnechefen ikke snart hiver gamle ’Sleepy Joe’ frem fra kælderen.

Den snart 78-årige Joe Biden er ikke ligefrem en Kennedy. Eller en Obama, siger jeg, da vi atter sidder i bilen, og Rufus Gifford hjemmevant fører os rundt ad øens små grusede veje. I begyndelsen af primærvalgkampen, der startede i sommeren 2019, støttede Gifford yngre, progressive præsidentkandidater som New Jerseys første afroamerikanske senator, Cory Booker, den homoseksuelle, tidligere borgmester fra South Bend, Indiana, Pete Buttigieg, og kvinderne Kirsten Gillibrand og Kamala Harris. Og da Gifford selv stillede op til den amerikanske kongres i 2018, udtalte han, at det som regel er partiets yngre og mere inspirerende kandidater, der ender med at vinde valget, mens old school kandidater som Al Gore, John Kerry og Hillary Clinton har en tilbøjelighed til at tabe. En tendens, sagde han dengang, der går helt tilbage til politikere som Walter Mondale og Michael Dukakis. Så:

Hvordan kan Joe Biden, en tudsegammel, hvid mand, der har været en del af det politiske etablissement siden Nixon, være løsningen for Amerika?

”Han kan appellere til begge sider, og det er det, det hele handler om, hvis du spørger mig. Jeg skal være den første til at indrømme, at vi ikke har samme græsrodsenergi, som vi havde under Obama, især i 2008. Men det særlige ved det her øjeblik er, at Joe Biden kan samle os,” siger han.

Både Bernie Sanders og den tidligere udenrigsminister under George W. Bush, Colin Powell, drager i oktober 2020 ud for at føre valgkamp for Biden.

”Er det ikke smukt? Og er det ikke amerikansk? Politikere, hvis ideologier ikke kunne være mere forskellige, men som alligevel kæmper med stor entusiasme og begejstring, fordi Joe Biden repræsenterer noget, der er større end politik. Vælgerne behøver ikke at være begejstrede for Joe Biden som kandidat. Han er den onkel, der fører os sammen. Selve idéen om at kæmpe for Amerikas demokrati, uanset hvad man mener om universel sundhedsordning eller skatteprocenter, kan fyre op under folk. For mig er Joe Biden den perfekte modgift til Donald Trump. En stabil og erfaren og empatisk leder, der vil omgive sig med de bedste hjerner. Det er det, Amerika har brug for i en stund, hvor vi er mere splittede og udfordrede, end vi har været i hele min livstid.”

Han afbryder sig selv.

”Terrorangrebene 11. september var selvfølgelig en exceptionelt udfordrende tid for USA, men det var et angreb, der kom udefra, og det er nemmere at samle nationen mod en ekstern trussel. Lige nu føles det som om, vi bliver angrebet indefra. Og som tidligere amerikansk ambassadør er jeg knust over at se, hvordan USA mister respekt i resten af verden. Lige så deprimeret, det gør mig at se Trump spille amerikanerne ud mod hinanden, lige så nedtrykkende er det, at ledere rundt omkring på kloden ikke længere kigger mod USA for lederskab. Hvis Biden bliver præsident, kan Amerika og resten af verden kollektivt ånde lettet op.”

Som der står på Giffords kasket: ’Let America Breathe Again’ – en reference til George Floyds sidste ord, før han blev kvalt under knæet af en hvid betjent i Minneapolis. Biden har vist sig – endnu mere nu, end da Gifford gav ham sin støtte i januar – at være den rigtige mand til det her øjeblik i Amerikas historie, mener han. På et tidspunkt, hvor USA’s dybe racesår er revet op, hvor mere end 200.000 amerikanere er døde af coronavirus, og endnu flere kæmper sig gennem en dyb, økonomisk krise, er Bidens personlige fortælling om tab og tragedie ifølge Gifford en lektie i udholdenhed samt et løfte om lys på den anden side af tunnelen:

”Hvordan kan man undgå at blive inspireret af Joe Bidens historie? En mand, der mistede sin første kone og deres blot 13 måneder gamle datter i en bilulykke i begyndelsen af 1970’erne. Og som for fem år siden mistede endnu et barn, sin søn Beau, til hjernekræft. Men som alligevel gang på gang samler stumperne op og kæmper videre for sit land. For mig er det essensen af at være amerikaner,” siger han.

”Det, der definerer os, er ikke vores succeser, men hvordan vi reagerer på vores fejl og tragedier. Hvordan vi samler os selv op i svære tider. På et tidspunkt, hvor der er så meget smerte i landet, er ægte empati det, vi higer efter. Og den har Joe Biden. Han kan tale til det bedste i os. Fortælle os, at vi er bedre, end det her. At vi kan mødes. Og det handler ikke om partifarve,” siger han og parkerer bilen uden for huset.

”Er han den perfekte kandidat? Nej. Repræsenterer han fremtidens Amerika? Nej. Han er en overgangsfigur, en bro til den næste generation af ledere, som er yngre og mere mangfoldige – alt det, Kamala Harris repræsenterer, en afroamerikansk kvinde, der ikke blot kan blive den første sorte kvindelige vicepræsident, men med tiden måske ligefrem præsident.”

Han smider sig i den gigantiske flydersofa foran fladskærmen i stuen for at se Bidens tale i Pittsburgh, Pennsylvania, hvor præsidentkandidaten skal forsøge at overbevise vælgerne om, at det ikke er ham, men Trump, der er kaos-kandidaten, og samtidig forsøge at række ud til både de progressive unge, der sympatiserer med Black Lives Matter-bevægelsen, og til de hvide moderate vælgere, der er mere bekymrede over bål og brand i gaderne.

”Vi skal minde amerikanerne om, at det her er Donald Trumps Amerika, det er ham, der er præsident og har magten til at stoppe det,” siger Gifford, da Biden går på scenen.

”Trump bliver ved med at hælde benzin på bålet og spille os ud mod hinanden. Han dyrker alt det, der adskiller os. Race, køn, klasse, republikaner, demokrat, nord, syd, øst, vest. Han har skabt mistillid imellem os. Og han har vendt én gruppe af amerikanere mod en anden.”

Reolen i fjernsynsstuen bugner af bøger om Dyrehaven, vikinger og kryddersnaps. Og i en glasmontre i annekset ved swimmingpoolen står en tro kopi af skoleskibet Danmark, et modelskib, Stephen fandt på en auktion på nettet og fik fragtet fra den lille by Rehoboth syd for Boston til Nantucket med et lag af skidt og støv, som han sirligt rensede af med vatpinde og forærede Rufus på hans 46-års fødselsdag i august.

DA RUFUS GIFFORD stillede op til den amerikanske kongres i 2018, var det blandt andet med et budskab om at få mere dialog og diplomati ind i amerikansk politik og forsøge at overføre sine egne erfaringer fra det tillidsbaserede danske folkestyre til Trumps splittede stater.

”Det danske samfund er bygget på et fundament af kollektiv tiltro til staten. I ville ikke betale så meget i skat, hvis ikke I troede på, at regeringen bruger pengene fornuftigt. For mig at se er tilliden noget af det allervigtigste i et samfund, men amerikanerne har mistillid til systemet, til samfundets institutioner og til hinanden. Jeg siger ikke, at man skal gøre USA til Danmark. Selv når jeg fortæller mine allermest venstreorienterede venner, hvad I betaler i vægtafgift for jeres biler, er de ved at falde ned af stolen. Og man ville aldrig få amerikanerne til at acceptere, at staten skal regulere, hvornår man må bo i et sommerhus, man selv har købt og betalt, det griber alt for langt ind i vores frihedsfølelse. Men vi kan lære meget om tillid af Danmark – og af den grundlæggende idé, at man skal passe på hinanden.”

Hvad kan Danmark omvendt lære af USA?

”Det magiske ved USA er den konstante stræben efter den perfektion, som vi måske aldrig når. Vi er aldrig tilfredse dér, hvor vi er. Det har en bagside, men det gør os også til den mest entreprenante nation på kloden, der hele tiden presser os selv og skaber spændende virksomheder og rejser til Månen og opfinder internettet.”

Hvis du ser på dit eget liv, hvad har så været bagsiden ved hele tiden at stræbe efter perfektion?

”Da jeg vendte hjem fra Danmark i 2017, tænkte jeg: ’Shit, hvad skal jeg nu? Hvordan kan noget være lige så meningsfyldt som de seneste 10 år af mit liv?’ Mange bliver ambassadører, når de er ældre, så når de vender tilbage til deres hjemland, er de måske i slutningen af tresserne og kan gå på pension med god samvittighed. Jeg blev udnævnt til ambassadør som 38-årig, så da jeg kom tilbage til USA, var jeg 43. Når du har været med til at vælge Barack Obama to gange, en transformerende leder, og du har været ambassadør for Amerika, hvordan ser det næste kapitel så ud? Det var skræmmende for mig. Jeg vidste ikke, om jeg kunne finde noget, der ville være lige så meningsfyldt igen. Og jeg ved jo ikke, om jeg lykkes med det her, men det er større, end noget jeg nogensinde før har forsøgt. Fordi alt er på spil.”

Hvad betyder det for din karriere, hvis Biden vinder?

”Lige nu fokuserer jeg udelukkende på de næste 64 dage. Jo mere, vi fokuserer på, hvad vi skal gøre, når vi vinder, jo sværere bliver det at vinde. Men det vil være vigtigt for mig at hjælpe til med at genopbygge nationen og fortsætte med at kæmpe for det Amerika, jeg har arbejdet for det meste af mit liv. Om det bliver inden for administrationen eller udenfor, i erhvervslivet eller i det politiske apparat, ved jeg ikke, for det kommer til at kræve hvert eneste hjørne af samfundet at få landet på fode igen.”

ARGOS LUNTER bagefter, mens Svend sprinter i forvejen gennem det høje græs ned mod vandet, hvor Rufus plejer at lufte hundene. Hele Gifford-klanen, The Giffords, som man kalder dem på øen, hans forældre og søskende, har sommerresidenser her langs fjorden på den nordlige del af Nantucket. Hans far, ’Chad’ Gifford, der er en kendt mand i Massachusetts og i løbet af sin karriere har været direktør for flere af USA’s største banker, er kommet på øen, siden han var knægt. Fra bredden af bugten kan man se ind over havnen, hvor superyachts glider ind fra Floridas Palm Beach med swimmingpool og helikopter på ryggen. Tidligere på dagen talte jeg med de jamaicanske fiskere, der hang ved det lille fyrtårn ved havnen og røg pot, halede stribet bas ind og spillede reggaeton fra en skrattende højttaler i sandet, mens de talte om, hvor mange penge de kunne tjene på at male huse for øens milliardærer. Som en af dem sagde til mig: ”Når jeg bliver hyret til at male en væg, skal den typisk males om fem gange, fordi konen hader den farve, manden har valgt.” Selv om fiskerne kun maler i hvide nuancer, kan der tilsyneladende udspille sig meget drama mellem porcelænshvid og kalkhvid her på øen.

Nantucket og den lille by Manchester-by-the-Sea, hvor Rufus Gifford voksede op nord for Boston, er et landskab af borgerlige dyder, konservative traditioner, penge og privilegier, han flygtede fra som ganske ung. For at finde sin egen vej, som han kalder det.

”Jeg har aldrig følt, at jeg hørte til her. Mine forældre havde én definition af, hvad det vil sige at være lykkelig, og den inkluderede et liv i forstæderne med en kone og et par børn og nogle hunde.”

Da han sprang ud som 18-årig i 1993, var det forældrenes første tanke, at Rufus ville dø af aids. Deres næste tanke var, at han ville leve et miserabelt liv.

”De forstod ikke, at deres definition af lykke ville gøre mig totalt ulykkelig.”

Så han flyttede til Los Angeles som 22-årig, så langt væk fra Massachusetts, han overhovedet kunne komme.

”Jeg prøvede at finde ud af, hvad lykke betød for mig. Og jeg ledte efter mening, både som en ung homoseksuel mand, men også som søn af min far, der havde opnået så meget og fået stor anerkendelse.”

Det blev en dannelsesrejse, der gik gennem en fejlslagen karriere som halvlunken filmproducent i Hollywood og nogle tyvere, hvor han efter eget udsagn ikke opnåede noget, han kunne være stolt af. Før han endelig i 2004 fandt sin hylde i det politiske liv som ulønnet praktikant på John Kerrys præsidentkampagne og blev kendt som ’the billion dollar boy’, der indsamlede mere end en milliard dollar til Obamas genvalgskampagne i 2012. Og endte som stjerneambassadør i Danmark.

”For mig hænger lykke og mening sammen, man kan ikke adskille de to størrelser fra hinanden. Og jeg tror ikke, jeg var nået så langt, hvis ikke jeg var homoseksuel. Det har fået mig til at kæmpe hårdere. Det, tror jeg, gælder for alle minoriteter i USA. Jeg ville ikke bare gøre det godt, jeg ville have folk til at hæve øjenbrynene. Vise, at jeg kunne blive til noget, som mine forældre ikke forventede af mig.”

Da han i januar 2017 forlod den danske ambassadørbolig Rydhave nord for København for at rejse hjem til Trumps Amerika og kæmpe for de værdier, der tegnede hans fædreland under Obama, var det første gang, han vendte tilbage til sin hjemegn i Massachusetts med rank ryg.

”Jeg havde endelig skabt mit eget navn. I Danmark sagde folk til mig, at jeg burde stille op som præsident.”

Da vi går langs sivene i det lave vand, er det præcis to år siden, han i september 2018 satte alle sejl ind på at gøre karriere som politiker og stillede op til primærvalget som Demokraternes kandidat i Massachusetts’ tredje valgkreds i håb om at få en plads i Repræsentanternes Hus. Og tabte.

”Det var en mavepuster, der sugede al luften ud af mig,” siger han om nederlaget. Han stillede

op som en outsider, der havde været væk i mere end tre år, og når han ser tilbage, tror han egentlig ikke, at han reelt havde en chance for at vinde. Men det så han ikke dengang, og tabet rippede op i alle hans gamle sår. Avisen Boston Globe skrev kritisk om, at han modtog penge til sin valgkamp fra direktører og ansatte i organisationer og virksomheder, som hans far stadig havde indflydelse i, og en attack-video med klip fra DR3-serien ’Jeg er ambassadøren fra Amerika,’ spurgte vælgerne, om det, Amerika havde brug for i Washington, virkelig var endnu en reality-stjerne uden politisk erfaring.

”Det var ikke fordi, aviserne skrev noget forkert, men jeg følte mig totalt misforstået og misrepræsenteret, og den video fordrejede alting og tog det ud af en sammenhæng. Det, jeg havde brugt de seneste 10 år af mit liv på, virkede ligegyldigt, og dagen efter valget lå jeg i sengen hele dagen og spurgte mig selv, hvorfor jeg overhovedet var kommet tilbage til Massachusetts. Jeg havde det sådan: ’Hvem er jeg? Hvor er min plads i verden? Hvad er min rolle?’ Jeg følte mig totalt afvist af den her verden.”

Den verden, hvor han voksede op.

”Jeg var pludselig teenager igen. Jeg følte, at jeg blotlagde mig selv fuldstændig. Lagde hele mit hjerte på bordet og viste, hvem jeg var. Men at det, jeg viste, ikke var godt nok.”

Taler du om dengang, du sprang ud? Eller om dengang, du tabte valget?

”Begge dele. For mig var det den samme følelse af afvisning.”

Stemmen knækker og bliver grødet. Vi går i bare tæer i fjorden, Svend jagter en klynge af canadiske gæs, der vugger i vandoverfladen lidt længere ude. De letter i flok, trækker ud over havet og forsvinder som små prikker på himlen.

”De sår læger nok aldrig helt,” siger Gifford så. ”De er så dybt rodfæstede i den, jeg er blevet som menneske.”

Efter nederlaget ved primærvalget i 2018 famlede han rundt i halvandet år og prøvede forskellige ting af, blev rådgiver for en kapitalfond, der investerede i grøn energi. Og det var sådan set ’fint nok,’ som han siger.

”Men for mig er det her – at forsøge at slå Donald Trump og kæmpe for det Amerika, jeg elsker og inderligt tror på – det er min måde at finde en mening og et formål og en plads i verden igen.”

DA VI GÅR tilbage mod huset, trænger en rusten stemme ud gennem buskadset på nabogrunden, hvor forældrene har sommerhus:

”Great polls, Ruf!”

Hans far sidder på terrassen i sin blå Biden-kasket og følger minutiøst med i meningsmålingerne.

”Juli var hård,” siger Chad, ”vi kommer til at sidde som på nåle til november.” Mens Rufus Giffords folk indsamlede 140 millioner dollar i juli, rejste Trump-kampagnen 165 millioner fra det, de selv kaldte ’silent majority donors’, penge fra det tavse flertal, som republikanerne spår, vil dukke talstærkt op ved stemmeurnerne i november. Rufus Giffords far konverterede fra republikaner til demokrat i 1996. Det var tre år efter, Rufus sprang ud, og den republikanske præsidentkandidat, Bob Dole, som Chad ellers støttede, valgte at sende donorpenge retur til en republikansk interesseorganisation for homoseksuelles rettigheder, fordi Dole nægtede at modtage penge fra ’bøsser’.

Rufus Gifford lægger armene over kors og fortæller, at det i går lykkedes at indsamle 22 millioner dollar. Og at tallet for hele august nu er oppe på næsten 365 millioner dollar.

Chad spærrer øjnene op.

”Wauw, Ruf!” Han nikker og smiler: ”Vi er forsigtigt optimistiske. Er det ikke sådan?”

Argos og Svend løber i forvejen tilbage til huset. Jeg spørger Rufus Gifford, hvad det betyder for ham at opnå sin fars anerkendelse. Svaret falder prompte:

”Det er en kæmpe ting for mig. Jeg tror, der er mange, som ikke rigtigt forstår, at man som homoseksuel mand stadig er sin fars søn og gerne vil gøre ham stolt. Jeg følte tidligt i livet, at jeg skuffede mine forældre, fordi jeg ikke kunne leve det liv, de havde forventet. At ringe til min far og fortælle ham, at hans søn skulle være amerikansk ambassadør, var et af mine lykkeligste øjeblikke. Nu ringer min far til mig hver eneste dag for at høre, hvordan det går for Joe Biden, og det får mig altid til at smile. For selvom han aldrig kunne finde på at sige det, så ved jeg, at han er stolt af det, jeg har opnået. Og det er godt nok for mig.”

Hvad har du lært af din far?

”At man aldrig må give op! Når livet slår dig i gulvet, samler du dig selv op og kæmper videre. Min far kunne have været blevet spist og spyttet ud igen mange gange i løbet af sin karriere i bankverdenen, men fordi han arbejdede hårdt og aldrig gav op, var det ham, der vandt. Han er et udpræget konkurrencemenneske, og han har lært mig, at det lige præcis er det, din modstander ønsker – at du opgiver. Sådan er det også med Trump,” siger han.

”Der vil altid være racisme, og der vil altid være ulighed i USA. Som Martin Luther King sagde, så er det moralske univers’ bue lang, men den bøjer mod retfærdighed. Trump er til gengæld et gigantisk skridt i den forkerte retning. Og det frustrerer mig, og til tider deprimerer det mig, at Amerika under Trump ikke langsomt bliver bedre. Jeg skal kæmpe hårdere for min optimisme nu, men jeg tror inderligt på Amerika – at vi fortsat vil bevæge os mod en mere perfekt union. Men det kræver, at vi lukker det her dystre kapitel og lægger det bag os.”

Hvad gør du, hvis Trump bliver genvalgt?

”Hvis Amerika vender ryggen til anstændigheden og empatien, åbenheden og tolerancen, så flytter vi tilbage til Danmark. Det vil være så helt enormt deprimerende og demotiverende for mig personligt. Og endnu mere for Amerika. For hele verden. Danmark har været en tryg havn for både Stephen og mig, det er blevet vores andet hjem, så det giver mening for os at rejse tilbage til det sted, der altid har udvist anstændighed og empati over for os,” siger han.

”Jeg kommer aldrig til at rive mit pas i stykker eller tænde ild til det amerikanske flag, og vi kommer heller ikke til at sælge vores huse i Massachusetts. Jeg vil altid være amerikaner. Men hvis Trump vinder, får vi brug for en pause til at lade op igen. Et sted, hvor vi kan trække vejret og planlægge, hvordan det næste kapitel skal se ud. Og hvordan vi kæmper videre.”