Sådan får du styr på din arv af pensionen

Mange kender ikke reglerne for, hvem der står til at arve deres pensionsopsparinger, hvis de går bort. Det kan få omfattende konsekvenser. Vil du være sikker på, hvem der arver dine pensionspenge, er det nemlig ikke nok at skrive et testamente.

Sådan får du styr på din arv af pensionen
Offentliggjort

Millioner af kroner går til de forkerte, når vi dør. Det fortæller advokater og pensionseksperter, der oplever, at de fleste ikke er klar over, at arv af pensioner ikke retter sig efter, hvad der står i et testamente.

”Et testamente afgør ikke, hvem der skal arve pensionerne. Det er der mange, der ikke ved. Konsekvensen er, at pengene ofte ryger de forkerte steder hen,” siger Anne Broksø, som er formand for Danske Familieadvokater.

For at være sikker på, hvem der står til at få dine pensioner, skal du i stedet lave en såkaldt begunstigelse på dine pensioner.

”Folk kan godt finde ud af at få lavet et testamente, hvor de beslutter, hvad der skal ske med deres rørlige formue som huset, bilen og det, der står i banken,” siger hun.

Når Anne Broksø skriver testamenter for folk, spørger hun også ind til, om de har styr på, hvem der skal arve deres pensioner. Til det spørger klienterne typisk tilbage, om det ikke netop er det, hun er i gang med at skrive ind i testamentet.

Men det er det ikke.

”Det er kun begunstigelsen på pen-sionsopsparingerne, der bestemmer, hvem der arver pensionspengene,” understreger Broksø.

Hos Bedstpension, der lever af at analysere pensionsmarkedet, påpeger man ligeledes den manglende opmærksomhed på arv af pensioner.

”Vi ser eksempler på, at det har helt groteske og uventede konsekvenser, at folk ikke kender reglerne. Den afdødes penge ligger måske primært i pensionerne. Selv om man er blevet tilgodeset i et testamente, er det derfor ikke sikkert, man får værdierne,” siger partner hos Bedstpension, Gert Nielsen, og uddyber:

”Hvis du dør før tid, fx som 40- eller 50-årig, kan det sagtens dreje sig om millioner af kroner, der går til nogen, den afdøde ikke havde tiltænkt pengene.”

Gert Nielsens erfaring er, at mere end otte ud af 10 personer ikke ved, hvem der står til at arve deres pension.

Hvis du indsætter en eller flere personer med navn som begunstiget på din pension, er der dog ingen tvivl om, hvem der får pengene.

Gør du til gengæld ikke det, går pengene til ’nærmeste pårørende’. Forvirringen om, hvem der i det tilfælde skal arve pensionerne, kompliceres af, at der opereres med to forskellige regelsæt. Her er det afgørende, om pensionen er oprettet før eller efter 1. januar 2008.

Ifølge begge regelsæt vil en ægtefælle være at betragte som den ’nærmeste pårørende’, og vil derfor altid arve pensionen.

Er der ingen ægtefælle, går man videre

til punkt to i rækkefølgen for at finde ’nærmeste pårørende’. For de nye regler gælder det, at samlever suser ind på andenpladsen som ’nærmeste pårørende’, hvis du har boet med din samlever i to år, eller hvis I venter eller har et barn sammen. I det tilfælde stilles samleveren altså foran dine børn og andre livsarvinger.

”Mange tror, det er deres børn, der skal arve. Det er det også med de ting, du kan lave testamente omkring. Men fra den dag, du vågner op med din samlever på to-års-dagen, er det pludselig samleveren, der får udbetalt pensionspengene, og ikke dine børn,” siger Anne Broksø.

Illu 1.jpg

Er din pensionsopsparing til gengæld oprettet før 1. januar 2008, kan den modsatte situation opstå. I de gamle regler er samlevere nemlig slet ikke nævnt, påpeger Gert Nielsen.

Han giver et eksempel, hvor et par har levet ugift sammen under samme tag i fx 25 år, og hvor de har pensioner, der er oprettet før 2008. Hvis de ikke har tænkt på at begunstige hinanden, er det deres børn, der arver pensionerne.

”Hvis den ene dør, betyder det i nogle tilfælde, at samleveren ikke har råd til at blive i huset, mens dine børn kan leve i sus og dus,” siger han og peger på en sikker løsning for par, der vil sikre hinanden:

”Når I gifter jer, løser det alle problemer i forhold til, hvem der er ’nærmeste pårørende’.”

Hos landets næststørste pensionsselskab, Danica Pension, oplever man, at flere end tidligere bliver overraskede, når de finder ud af, hvem der står til at få pensionspengene.

”Problemet er kun vokset som følge af flere skilsmisser og ændrede familiestrukturer. Ofte har folk ikke fået opdateret, hvem der skal arve pensionsordningerne. Derfor sker det desværre, at pensioner eller udbetaling af dødsfaldsforsikringer ikke rammer de personer, som de var tiltænkt,” siger seniorøkonom i Danica Pension, Britt Ambjørn Christiansen, og understreger, at man med et opkald til pensionsselskabet både kan tjekke og ændre begunstigelsen i løbet af fem minutter.

Gode råd om din pensionsarv

Det er kun begunstigelsen på pensionsopsparinger, der bestemmer, hvem der arver dine pensionspenge, hvis du går bort. En begunstigelse er en erklæring på en pension eller en forsikring, hvor du indsætter den eller de personer, du ønsker skal arve pengene eller have udbetalt dødsfaldsforsikringen. Hvis ikke du aktivt indsætter en begunstiget, bliver ’nærmeste pårørende’ automatisk begunstiget. Hvem, der betragtes som ’nærmeste pårørende’, afhænger af, om din pension er oprettet før eller efter 1. januar 2008.

Nærmeste pårørende på pensioner oprettet før 2008

1: Ægtefælle

2: Livsarvinger

3: Testamente

4: Øvrige arvinger efter arveloven

Hvis du dør uden at have anført andre begunstigede på pensionen, går opsparingen til ovenstående i nævnte, prioriterede rækkefølge.

Nærmeste pårørende på pensioner oprettet fra og med 2008

1: Ægtefælle

2: Samlever*

3: Livsarvinger

4: Testamente

5: Øvrige arvinger efter arveloven

Ovenstående prioriterede rækkefølge for ’nærmeste pårørende’ gælder for pensionsopsparinger oprettet fra og med 1. januar 2008, hvis ikke andet er anført under begunstigelsen.

*For at blive regnet som samlever, skal I have fælles adresse og leve i et ægteskabslignende forhold på dødstidspunktet og enten have boet sammen i to år inden dødstidspunktet eller vente, have eller have haft et fælles barn.

Her skal du huske begunstigelsen

På arbejdsmarkedspensioner som rate- og kapitalpensioner, aldersopsparinger og livrenter samt på dødsfaldsdækninger og ulykkesforsikringer.

Kilde: Danske Familieadvokater og Bedstpension

Du skal især være opmærksom på begunstigelsen, hvis…

… du har børn fra et andet ægteskab. og nu bor med en ny kæreste.

… du er gift og har sammenbragte børn.

… I er en sammenbragt familie, hvor I vil sikre jer, at alle børn får lige meget.

… du har et testamente, hvor du tilgodeser nogle arvinger. Vær opmærksom på begunstigelsen på pensionen, hvis du også ønsker at tilgodese arvinger på pensionen.

… I er et ugift par som har pensioner, der er oprettet før de nye regler om begunstigelse trådte i kraft fra 1. januar 2008.

… du vil sikre dig, at dine voksne ’børn’ får pengene, hvis børnene bliver skilt.

… du vil båndlægge pengene og sikre dig, at dine begunstigede først får pengene, når de opnår en bestemt alder.

Kilder: Danica Pension, Bedstpension

Se, hvad vi ellers skriver om: Penge og Økonomi