Sådan maksimerer du din pensionsopsparing

Danskernes pensioner har haft det fremragende med store afkast i årevis. Et hurtigt og voldsomt fald på aktiemarkederne under coronakrisen sendte dog et gigantisk skvulp ind over pensionerne med milliardtab til følge. Hvor hårdt din pension blev ramt, afhænger af, hvordan du har besluttet, dit pensionsselskab skal investere din opsparing. Herunder får du eksperternes bud på, hvordan lige netop din aldersgruppe kan maksimere pensionspengene uden at sætte dem over styr.

Sådan maksimerer du din pensionsopsparing
Offentliggjort

25-35 år: 75-100 procent aktier og husk forsikringen

Det er nu, du kan lægge grundstenen til dit livs forretning. Der er enormt længe til, du skal på pension, og de penge, du lægger til side, kan derfor nå at blive forrentet mange gange, inden du skal bruge dem. Derfor skal der gasses helt op under opsparingen med mellem 75 og 100 procent aktier, mener eksperterne.

”Du skal bare se at få købt nogle aktier. Det kan lyde voldsomt, men det er svært at se, hvorfor du ikke skulle have 100 procent aktier nu. Alle erfaringer viser, at man får det bedste langsigtede afkast på aktier,” siger investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen.

Hos PFA Pension lyder anbefalingen på 75 procent aktier og 25 procent obligationer.

”Men når der er yngre kunder, der vil have 100 procent aktier, er vi også helt åbne over for det. Hvis der omvendt er nogle, der vil have færre end 75 procent aktier, vil vi udfordre dem og spørge, om de nu er sikre på, det er en god idé. Vi lever i en verden, hvor man ikke får renter på sikre obligationer.

Obligationer giver noget sikkerhed, men de giver samtidig også sikkerhed for, at man ikke får noget ud af det,” siger forbrugerøkonom hos PFA Pension, Carsten Holdum.

”Aktier er sprælske, drilagtige, og så er de dejlige, når de går op. Med en stor andel af aktier vil der komme både gode og dårlige år. Jo yngre du er, des bedre tid er der til, at afkastet glatter sig ud og bliver til et flot, gennemsnitligt resultat til sidst,” siger han.

Hos Bedstpension, der analyserer pensionsmarkedet, peger partner Gert Nielsen på, at de fleste har små pensionsopsparinger på dette tidspunkt i livet.

”Derfor betyder det ikke så meget, om der kommer en coronakrise. Det er irrelevant, hvor meget du taber på den korte bane, for du må alligevel ikke bruge pengene nu. Hele din opsparingsperiode ligger foran dig, og du skal bare have fuld risiko med 100 procent aktier,” siger han.

Desuden skal du tage stilling til den forsikring, der er tilknyttet din pension.

”Som ung er det især forsikringen mod tab af erhvervsevne, du skal prioritere. Hvis du bliver syg og ude af stand til at arbejde, er det den, der dækker din tabte lønindkomst,” siger Carsten Holdum.

Har du børn, bør du også prioritere en høj livsforsikring, så din familie kan fortsætte deres liv, hvis du skulle dø uventet.

35-45 år: 75 procent aktier og en stor livsforsikring

Nu kommer udgifterne rullende. Boligkøb og boliglån samt vuggestue- og børnehavepladser er bare nogle få af de udgifter, der hver måned hiver pengesedlerne op af dine lommer. Netop derfor er det rart at vide, at du stadig sparer op i din pension via dit arbejde.

”Vi anbefaler dog, at man ikke overdriver indbetalingerne til pensionen i denne periode, før man har styr på, hvordan man vil indrette sig med bolig, børn og bil. Da er det bedre at vente med at sætte store beløb ind på pensionen, til børnene bliver større,” siger forbruger-økonom hos PFA Pension, Carsten Holdum.

Hvis du alligevel gerne vil spare ekstra op, anbefaler han, at du overvejer at gøre det i værdipapirer ved siden af din pension – i såkaldt frie penge. I modsætning til pensionen kan du få pengene ud igen, hvis du får brug for dem undervejs.

Da de fleste ikke længere er helt nye på arbejdsmarkedet, er pensionen også vokset til en hæderlig størrelse, og derfor gør det nu mere ondt at se, at opsparingen svinger i værdi, især hvis den svinger nedad.

”Nu giver det rigtigt god mening med en aktieandel på 75 procent og resten i obligationer. Der vil fortsat være nogen, som har risikovilligheden til 100 procent, men det er vigtigt, at man kan sove roligt om natten. Hvis man først bliver nervøs under en krise på aktiemarkedet og sælger ud, har man i praksis købt dyrt og solgt billigt. Det er ikke smart, og så havde det været bedre med en lavere aktieandel fra starten,” siger Carsten Holdum.

Mod slutningen af denne periode får mange mere luft i budgettet, og så kan du overveje at skrue op for pensionsindbetalingerne.

”Når udgifterne til vuggestuer og børnehaver falder fra, er det de nemmeste penge i hele verden at bruge til pensionsopsparing, for man har aldrig vænnet sig til at bruge dem,” siger Carsten Holdum.

På pensionens forsikringsdel er det typisk vigtigt, at du har fokus på at have en livsforsikring.

”Mange har stiftet stor gæld, og går du bort, har partner og familie typisk brug for en stor udbetaling fra din livsforsikring, hvis de stadig skal have mulighed for at blive boende,” siger han.

Du har desuden mange år foran dig på arbejdsmarkedet, og derfor bør du også sørge for, at du er godt forsikret mod tab af erhvervsevne.

EM_oliver_FINAL copy.jpg

45-55 år: 65-75 procent aktier

Nu kan du formentligt godt lide at bruge lidt penge på whisky, og måske bevæger du dig endda tættere og tættere på sherry. Børnene er knap så krævende mere, og selvom far-datter-forholdet nok er bevæget sig over i et far-sponsor-forhold, har du ikke længere så store faste udgifter på ungerne.

Din solide erfaring på arbejdsmarkedet gør, at du typisk tjener en respektabel hyre, så indbetalingerne på din pension er også hæderlige. Der er stadig længe til, du skal på pension, men det er en god idé, at du begynder at overveje, hvor længe du vil arbejde.

”Jo længere du forestiller dig, du vil blive på arbejdsmarkedet, des større aktieandel kan du tillade dig at have,” siger forbrugerøkonom i PFA Pension, Carsten Holdum, der grundlæggende anbefaler en aktieandel på mellem 65 og 75 procent i denne periode.

Jo stærkere privatøkonomi du har, des tættere kan du lægge dig på de 75 procent aktier, pointerer han. En anden metode er, at du stille og roligt trapper din andel af aktier ned fra 75 til 65 procent fra starten til slutningen af denne periode. Men aktier skal der stadig til.

”Når du er omkring 50 år, har du også brug for afkast, og det giver obligationerne ikke. Vi forventer, at vores kunder bliver 90 år i gennemsnit, så for en 50-årig er der stadig 40 år, til han skal bruge de sidste penge. Derfor er investeringshorisonten stadig lang for den sidste del af opsparingen,” siger Carsten Holdum.

Du kan overveje at skrue lidt ned for dine forsikringer. Hvis du dør uventet, får din partner stadig din pensionsopsparing at leve for, og derfor er der ikke i samme grad som tidligere brug for en stor livsforsikring på toppen af det.

55-65 år: 35-65 procent aktier og husk børnene

Nu har du bevæget dig ind i senkarrieren. Du får formentlig en god løn, men du har færre år med lønindtægt, og tiden nærmer sig, hvor du skal leve af din pensionsopsparing. Det betyder også, at du er mere sårbar, hvis der kommer en stor krise på aktiemarkedet. Derfor skal andelen af aktier sættes ned.

”Du skal se på, hvor stort et hug nedad, du kan tåle i din opsparing. Hvis du har sparet et betydeligt beløb op, skal du trække din aktieandel nedad,” siger partner hos Bedstpension, Gert Nielsen.

Også dine tanker om, hvor længe du vil blive på arbejdsmarkedet, er afgørende, påpeger forbrugerøkonom hos PFA Pension, Carsten Holdum.

”Bliver du ramt af et stort tab på pensionen i denne periode, kan det være vanskeligt og i nogle tilfælde umuligt at indhente igen. Da vil det gøre en stor forskel, om du forventer at stoppe med at arbejde, når du er 60 eller 80 år. Det er man ikke altid selv herre over, men jo længere du planlægger at arbejde, des højere aktieandel kan du have,” siger han og anbefaler, at du i denne aldersgruppe har en aktieandel, der ligger et sted mellem 35 og 65 procent.

Hvad du vælger, bør også afhænge af, hvordan din øvrige økonomi ser ud.

”Har du en gældfri bolig, er din økonomi jo stærk, og så kan du godt have en aktieandel i den høje ende af spændet,” siger han.

Din privatøkonomi i denne periode er ofte så solid, at du kan begynde at drosle forsikringen mod tab af erhvervsevne ned og ligeledes livsforsikringen. Derudover kan du se på, hvem der får dine pensioner, hvis du går bort.

”Der er en del, der får lyst til at sikre børnene økonomisk og ikke kun partneren,” siger Carsten Holdum og understreger, at hvis du dør, går pensionsopsparingen som udgangspunkt ubeskåret til din samlever, som i det tilfælde vil blive betragtet som ’nærmeste pårørende’. Ønsker du, at andre end din samlever skal have del i din pensionsopsparing, hvis du går bort, skal du indsætte disse personer som begunstigede på dine pensioner. Det er ikke nok at skrive et testamente.

Over 65 år: 30 procent aktier og brug nu ikke det hele

Dine faste udgifter er heldigvis lave nu. Boliglånet er ofte betalt, og derfor er det primært den dyre vinsmag og rejserne sydpå, der trækker tænder ud. Mange er stadig på arbejdsmarkedet i begyndelsen af perioden, men pensionslivet er for alvor tæt på, hvis det ikke allerede er begyndt.

Det vil være alt for hårdt at se mange års opsparet pension tage et stort dyk, og derfor bør du nu have en lav andel af aktier.

”Nu vægter sikkerheden højt, fordi pensionen skal bruges til at leve for. Der kan dog fortsat være 20-40 år, til du skal bruge de sidste penge, og derfor er det stadig vigtigt med et vist afkast fra aktier,” siger Carsten Holdum, der anbefaler, at du beholder 30 procent af opsparingen i aktier, mens 70 procent sættes i obligationer.

Investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen peger på, at renterne af penge i banken er minus og anbefaler derfor også, at du fortsat har aktier, selvom du er begyndt at få udbetalt din pension.

”Verden ser helt anderledes ud end tidligere. Du får heller ikke et fornuftigt afkast på statsobligationer. Dem, der investerer meget forsigtigt, får udhulet pensionens købekraft. Det rimer ikke på Harley Davidson og selvrealisering,” siger Per Hansen.

Hos PFA Pension advarer man desuden mod at få pensionen udbetalt for hurtigt.

”De nye pensionister på 65 år har i den grad lyst til at bruge pengene hurtigst muligt. Det virker til, at det har været hårdt for dem at undvære pengene, og nu vil de have dem ud hurtigt, så de er sikre på, at de ikke dør fra dem. Da anbefaler vi, at folk lige tager det roligt,” siger Carsten Holdum.

”Jeg skal hilse de nye pensionister fra de 85-årige og sige, at det stadig er rart at have økonomisk råderum, når man er 85. Sundheden blandt ældre bliver bedre og bedre, og der er stor chance for, at man som 85-årig stadig har lyst til fx at transportere sig rundt for at opretholde et socialt liv,” siger han.

Efter mange år på arbejdsmarkedet er der en del, der har meget store pensionsopsparinger. Hvis de også har været heldige på boligmarkedet, er der nogen, der ønsker, at en del af pensionen går i arv til børnene.

”Det kan godt tilsige en lidt højere aktieandel end de 30 procent, fordi børnene jo har en længere investeringshorisont,” siger Carsten Holdum.

Tre tommelfingerregler

1. Vælg så høj en aktieandel som muligt under hensyn til din tidshorisont, men ikke mere end du stadig kan sove om natten.

2. Husk også at tage stilling til de forsikringer, der er tilknyttet din pensionsopsparing.

3. Sigt efter, at din pension skal ende med at have en størrelse, der svarer til 8-10 gange din årsindtægt. Tjener du mellem 400.000 og 500.000 kroner, skal du altså ende med at have en pensionsopsparing på fire-fem millioner kroner.

Kilder: Bedstpension, PFA Pension og Nordnet.

Se, hvad vi ellers skriver om: Penge