Sexisme og selvransagelse: Hvor går vi mænd hen, når vores ledestjerner slukker?

Da jeg var dreng, havde jeg masser af forbilleder: Jeg så op til min fætter, som var fire år ældre end mig, men som altid var klar på sjov. Jeg spillede fodbold med naboens drenge, selvom de var både ældre og langt bedre end mig. Og jeg var tryg i selskab med håndboldtrænere, folkeskolelærere og mine forældres venner, fordi det var voksne mænd, der tog mig alvorligt og behandlede mig godt.

Senere har jeg i mit arbejdsliv haft ledestjerner, jeg har navigeret efter. Knap var jeg kommet ind med firetoget til København, før en magasinredaktør på byens mest toneangivende månedsmagasin tog mig under sine vinger og udviste mig tillid og faglig sparring i bytte for min skriveriver. Vi er venner den dag i dag. Senere har jeg også navigeret efter ikoner, jeg ikke har kendt, men som har haft en aura af autoritet og faglig tyngde, der har gjort indtryk på afstand.

Vi har brug for ledestjerner i vores liv.

Men hvad sker der så, når de ledestjerner slukker?

I tiltagende grad er journalistiske ikoner og mandlige artsfæller blevet indhentet af deres fortid. En fortid, hvor de har behandlet kolleger som undersåtter og kvinder som mindreværdige. Hvor de har udnyttet deres magt, været ekstremt sexistiske og nærmest fjendtlige overfor dem, der krydsede deres vej. Det er gået ud over unge praktikanter og velmenende kolleger.

Skyggesiderne hos de mænd kommer nu frem i en brændende sol. Det er virkelig ubehagelig læsning. Men det er nødvendigt.

Og det kalder på en selvransagelsesproces. For hvor står man, når de mænd, man har beundret som faglige fyrtårne i branchen, en for en får hængt deres beskidte vasketøj offentligt til tørre? Og hvordan håndterer man, at man ikke længere kan have de samme forbilleder, som man altid har dyrket?

Det føles slet og ret, som om man er blevet holdt for nar. Chefer skal være tillidsvækkende fyrtårne, der med menneskelig empati og faglig tæft tør gå forrest og vise vejen. Den vej, mange indtil nu har ført os mænd ned af, har vist sig ikke blot at være blind, men ganske enkelt kørt ud over afgrunden.

Det skaber et fundamentalt tillidsproblem ikke bare mellem ansatte og ledere, men også mellem generationer og mellem køn. Der er et massivt oprydningsarbejde i gang. Og det skal tage alt den tid, det overhovedet kræver.

Nok er kampen er kvindernes. Men det mindste, vi som mænd kan gøre, er at bakke utvetydigt op og afkræve svar fra dem, der gennem årtier har gjort regning uden vært på vores køns vegne.

Lad os i det mindste håbe, at oprydningsarbejdet i dag gør, at vi ikke får endnu en generation af drenge, der skal vokse op og se deres ledestjerner blive slukket.