Sexisme og selvransagelse: Hvor går vi mænd hen, når vores ledestjerner slukker?
Hvor går vi mænd hen, når ledelsesmæssige ikoner og faglige fyrtårne en for en får hængt deres beskidte vasketøj offentligt til tørre? Og hvordan håndterer vi, at vi ikke længere kan have de samme forbilleder, som vi altid har dyrket?
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann
Da jeg var dreng, havde jeg masser af forbilleder: Jeg så op til min fætter, som var fire år ældre end mig, men som altid var klar på sjov. Jeg spillede fodbold med naboens drenge, selvom de var både ældre og langt bedre end mig. Og jeg var tryg i selskab med håndboldtrænere, folkeskolelærere og mine forældres venner, fordi det var voksne mænd, der tog mig alvorligt og behandlede mig godt.
Senere har jeg i mit arbejdsliv haft ledestjerner, jeg har navigeret efter. Knap var jeg kommet ind med firetoget til København, før en magasinredaktør på byens mest toneangivende månedsmagasin tog mig under sine vinger og udviste mig tillid og faglig sparring i bytte for min skriveriver. Vi er venner den dag i dag. Senere har jeg også navigeret efter ikoner, jeg ikke har kendt, men som har haft en aura af autoritet og faglig tyngde, der har gjort indtryk på afstand.
Vi har brug for ledestjerner i vores liv.
Men hvad sker der så, når de ledestjerner slukker?
