Søren Brostrøm: "Jeg er meget bevidst om ansvaret – det er jo for fanden derfor, jeg har fået det her job"

Søren Brostrøm har prøvet lidt af hvert.

Den 54-årige læge har lavet talrige kejsersnit. Han har behandlet patienter i akut livsfare, og han har været på forsiden af Ekstra Bladet som både helt og skurk. Og så har han stået midt i en epidemi, hvor en ny og ukendt virus rasede omkring ham. En sygdom, der ikke fandtes nogen vaccine mod eller behandling for; en lidelse, folk døde af.

AIDS.

Det var i begyndelsen af 1990’ere, at Søren Brostrøm på et studieophold i USA besøgte San Francisco, ’som man jo gør som ung bøsse’, som han siger.

”Det gjorde man i hvert fald dengang.”

Han sprang ud som 17-årig. Og bortset fra han engang blev overfaldet på Strøget i København, efter at han havde stået og kysset med en mand, har hans seksualitet aldrig voldt ham problemer.

Det var en stor oplevelse for den unge Søren Brostrøm at trave rundt i ’The City by the Bay’, som de lokale kalder millionbyen, der er kendt for sine stejle bakker og det helt særlige San Francisco-frisind. Men det, han husker tydeligst fra turen, er AIDS. Mennesker, der bogstaveligt talt lå i gaderne med sygdommen i fuldt flor.

”Jeg var skide bange for selv at få det,” siger han.

Det lyder som en ængstelighed, der minder om noget af det, vi oplever i dag?

”Jeg vil næsten sige, den var større. Dengang var det bare ikke hele befolkningen,” siger han.

”Som ung homoseksuel i 80’erne og 90’erne havde man helt klart en fornemmelse af, at ens seksualitet var dødelig.”

’Bøssepesten’, kaldte man det dengang. I dag taler vi ikke længere om AIDS, men om HIV, som er en sygdom, man får medicin for – på lige fod med diabetes – og som man så lever et lige så langt og godt liv med som alle mulige andre.

Dengang var det anderledes. Dengang kunne din seksualitet koste dig livet, hvis du blev smittet med HIV og fik AIDS. Selv blev Søren Brostrøm aldrig smittet, men han havde bekendte, der gjorde, og kendte også nogle, der døde.

”Hvis man ikke har været del af den tid, tror jeg, det er meget svært at forstå, hvilket præg det satte på os.”

Siden da er der sket en del. Søren Brostrøm er i dag direktør i Sundhedsstyrelsen. Og San Francisco er – sammen med en stor del af resten af kloden – helt eller delvist lukket ned, fordi den nye coronavirus COVID-19 spreder sig og inficerer mange på sin vej. Som styrelsesdirektør har Søren Brostrøm været en central skikkelse i den temmeligt avancerede øvelse, det er at bringe Danmark gennem krisen.

Dette portræt er lavet under lidt andre forudsætninger end normalt. Som regel mødes Euroman flere gange med dem, vi portrætter, og vi forsøger også af følge dem på arbejde eller rundt i et miljø, hvor det giver mening for dem og historien. På den måde kommer man tættest på portrætpersonen. Når vi interviewer kendte danskere til Euroman, varierer det meget, hvor vanskelige de er at få i tale. De viser sig næsten altid at være venlige og omgængelige mennesker, der gerne vil samtale, når man først sidder over for dem. Men vejen dertil kan være strabadserende.

De senere år har jeg interviewet nogle af Danmarks største stjerner inden for film, musik, kunst og mode. Jeg har også talt med iværksættere med mange millioner på bankbogen, erhvervsbosser med tusinder af folk under sig og et par sportsfolk med olympiske medaljer i trofæskabet. Selv om stort set ingen i offentligheden kendte Søren Brostrøm sidste år, er han formentlig den af alle, jeg har talt med, der har været sværest tilgængelig.

Han har været travl som en myre, mens situationen dag for dag og minut for minut har ændret sig. Mens jeg skriver disse linjer, er 8.073 smittet med corona i Danmark, og 394 er døde. Når magasinet udkommer, vil de tal være markant højere. Jeg har interviewet Søren Brostrøm 8. april på telefon, skrevet artiklen i løbet af måneden og afleveret den 24. april. Og så har jeg mødt ham kortvarigt en enkelt gang. At det har været så besværligt at lave en aftale med Søren Brostrøm, handler om, at Danmark står i en krise, der helt grundlæggende gør det vanskeligt at mødes med hinanden.

Og så handler det om, at Søren Brostrøm på ingen tid er gået hen og blevet et af de mest berømte mennesker i Danmark.

På Facebook kørte der i slutningen af marts et hjemmelavet opslag rundt. En nordjysk facebookbruger havde oplistet Brostrøms lægefaglige meritter – fra ekspert i urogynækologi til medlem af WHO’s regionalbestyrelse for Europa – og skrevet denne opsang som følgetekst:

”Medmindre du er bedre kvalificeret end Søren, så er der ingen, der er interesseret i din tolkning af nødvendige tiltag til coronavirus. Hvis Søren siger hop, spørger du ikke hvorfor, men hvor højt. Faglighed og statistik vinder over virus, ikke pseudovidenskab og overtro.”

Opslaget blev delt tusindvis af gange og fulgt op af talrige danskere – af en eller anden grund især kvinder – der roste Søren Brostrøm for at være ’kompetent og dygtig’, efter han havde flankeret statsministeren ved coronakrisens indledende pressemøder.

Da regeringen og sundhedsmyndighederne nogle uger senere havde lukket det meste af landet, og mange af os var bekymrede for blandt andet de kriseramte frisører – og for vores egne længere og længere lokker – gik han selv på Twitter.

”Har klippet mig selv med maskine, blevet skævt i nakken,” skrev han. ”Har dårlig samvittighed i forhold til min frisør, Alaa-Eddine, som har lukket sin forretning, men får bøvl med skæve frisurer, når han åbner igen. Så jeg har sendt ham MobilePay med det, jeg plejer at betale ham.”

Og så uploadede han en selfie. Med beslutsomt blik, ternet skovmandsskjorte og maskinklippet hår.

Tweetet blev liket 13.000 gange, hvilket angiveligt er dansk Twitter-rekord, og en masse brugere tilkendegav med bevingede ord og emojier, at de var vilde med styrelsesdirektøren. Radioværten Peter Falktoft skrev:

”Du er sådan en fucking legende, Søren. Håber, vi kan ændre styreform, når det her er slut – og gøre dig til kejser af kongeriget.”

Søren Brostrøm er født og opvokset i Aarhus. Hans far kom fra Hellerup og moren fra Svendborg, og de havde mødt hinanden på lægestudiet. Først fik de den førstefødte, Peter, og tre et halvt år senere Søren. Som lægefamilier tit gør, flyttede de en del rundt. Blandt andet boede de i Sverige, da han var helt nyfødt, familien havde nogle år på Farsø Sygehus i Himmerland, og de var i Alabama i USA et år. Selv om de var læger, var de ikke rige. Der var oliekrise, og forældrene var nyuddannede. Peter Brostrøm husker, at Søren var i voksealderen og for alvor skød i vejret det år:

”I den by, vi boede, var der nogle gevaldige tordenbyger og cyklonbølger, hvor halvdelen af byen blev oversvømmet. Vi havde ikke den store økonomi, så Søren gik rundt i de samme gamle bukser, som efterhånden var meget for korte og stoppede et stykke op ad buksebenet. Der var en i skolen, der tog fat i ham og sagde: ’You’re dressed like you are expecting a flood’.”

Ifølge broren var der ingen af de to, der havde drømt om, at Søren skulle blive statslig topleder som voksen. Men det var nærliggende, at han skulle blive læge, for Søren ville have al den viden, han kunne komme i nærheden af.

”I en periode gik vi i den samme skole, og selv om jeg er tre år ældre end Søren, var han lige så dygtig som mig,” siger Peter Brostrøm, der i dag er skovrider ved Naturstyrelsen Kronjylland.

Søren Brostrøm siger selv, at han aldrig rigtigt har været i tvivl om, han skulle være læge.

”Jeg har altid vidst det. Jeg valgte matematisk-naturfagligt, og selvfølgelig tænkte jeg: Får jeg nu snittet til det? Det gjorde jeg så, og da jeg blev færdig, var det mere et spørgsmål om, hvilket universitet jeg ville søge ind på.”

Han kom jo fra Aarhus og havde også gået på Risskov Gymnasium, men da han skulle begynde på universitetet, havde familien boet i København et stykke tid, så han besluttede sig for Københavns Universitet.

Det formentligt mest definerende øjeblik i Søren Brostrøms liv fandt sted i midten af 1970’erne, da hans far døde i en ulykke. Det er også det, han i flere interviews vender tilbage til. Til Kristeligt Dagblad har han for eksempel sagt, at hans fars tidlige død ’har sat varige spor’, men han uddyber sjældent, hvilke konkrete spor der er tale om.

”Det er et stort tab for en 11-årig knægt. Det er det bare,” siger han og holder en pause.

”Det var det for mig, og det var det for min mor og min storebror. Slut-70’erne var krisetider, både min mor og min far var nyuddannede læger og havde købt et hus og sådan noget. Det var hårde omstændigheder for hende, som nu var alene med to knægte og var i gang med en lægekarriere.”

Men hvad er det præcis for varige spor, det har sat, ud over at være et stort tab?

”Man kan vel egentlig godt sige, at jeg blev feminist i en meget tidlig alder,” siger han så.

”Det, man skal huske, er, at det ikke var særligt let at være kvinde eller kvindelig læge. Selv om det var tider med kvindefrigørelse. I dag er der en overvægt af kvinder – 70 procent af nyuddannede læger er kvinder, og der er flere kvinder end mænd i lægestanden i dag, men sådan var det ikke, da min mor blev uddannet. Dengang var der måske fem-seks kvindelige læger på en årgang på universitetet. Min mor er en generation af kvindelige læger på arbejdsmarkedet, der har haft det rigtigt hårdt. At opleve hende stå alene i den her mandeverden har givet mig en meget stor forståelse af behovet for kvindefrigørelse og kvinders rettigheder.”

Hvad gjorde det ellers?

”Det gjorde også, at jeg kom meget tæt på min storebror. Vi blev begge meget hurtigt ansvarliggjort. Min mor havde meget vagtarbejde, og det var sådan, at køleskabet blev fyldt op, og så skulle vi selv fodre os. Det har så betydet, at både min storebror og jeg er blevet enormt gode til at lave mad.”

Søren Brostrøm er uddannet gynækolog og fødselslæge, men på lægestudiet ville han i første omgang være hjertekirurg. Hans mor var børnelæge, og faren kræftlæge, så det skulle det i hvert fald ikke være.

Da han i 1992 på et studieophold skulle til Michigan i USA, ønskede han at komme på et traumecenter. Det var relativt nyt dengang, og han tænkte, at det kunne være spændende med voldsomme trafikofre og den slags. Da han dukkede op derovre, viste det sig, at udenlandske udvekslingsstuderende kom bagest i køen, så der var ikke plads på traumecentret til den danske student ’Soren’.

Men han måtte tage nogle kurser, så han kunne få merit for sit halve år, når han kom hjem. Så han spurgte universitetet, hvad de kunne tilbyde.

”Du kan komme på vores gynækologiske afdeling.”

Det var ikke lige det, der stod øverst på hans liste, men noget skulle han jo lave, så han takkede ja. Området viste sig at være ekstremt spændende og mangefacetteret, og han fik blandt andet lov til at lave kikkertkirurgi, som på det tidspunkt knapt nok var kommet til Danmark. Opløftet vendte han hjem, og da han var færdiguddannet efter at have haft turnus i Holstebro, valgte han gynækologien som speciale.

”Det har jeg aldrig fortrudt. Der er en masse spændende kirurgi, der er raske og syge, der er de gravide og fødslerne, som er rigtigt fascinerende lægearbejde,” siger han begejstret.

”Og så er gynækologer bare søde mennesker,” siger han.

Jeg griner lidt.

”Det er ikke en joke. Der er generelt en hård tone på de kirurgiske afdelinger, det var også udslagsgivende for mig. Jeg har det bedst med blandede arbejdspladser. Det er godt for dynamikken. Rene mandearbejdspladser – og rene kvindearbejdspladser – synes jeg, er anstrengende.”

Den tidligere overlæge og professor emeritus Gunnar Lose mødte Søren Brostrøm første gang, da han kom til Glostrup Hospital i 1997. Lose husker ham nærmest som en fugleunge: ”Han var høj og tynd og tætklippet og sagde ikke ret meget til at begynde med.” Den unge mand blev oplært i klinisk gynækologi og obstetrik, og tre år senere lavede han sit ph.d.-studie hos Gunnar Lose.

”Søren er originalt tænkende, velbegavet og velorganiseret i alt, han gør. Han har for mig været en evigt loyal samarbejdspartner, og i de over 20 år, vi har kendt hinanden, er vi blevet fortrolige. Han er en god ven, og jeg vil mene, at han har lyttet meget til, hvad jeg har sagt til ham gennem årene, nok mere end han lytter til andre,” siger han.

Gunnar Lose indtog rollen som en slags faderfigur for Søren Brostrøm, der blandt andet har spenderet ferier med professoren og hans familie i deres sommerhus.

”I vores lægeverden, som er præget af et spektrum af folk, der ikke er glade for at træffe beslutninger, og hvor mange bare bestiller en ny prøve og ser tiden an, er Søren helt modsat. Han elsker at træffe beslutninger. Han er meget proaktiv, og der er progression i alt, han kaster sig ud i. Som Kierkegaard sagde, frit efter hukommelsen: ’Hvis man hele tiden prøver at undgå fejl, så gør man ingenting, og så er man heller ingenting.’ Søren er bestemt ikke bange for at handle, og han kan snildt også erkende, hvis han har begået en fejl og tage den på sig,” siger Gunnar Lose.

Ingen kender detaljerne, men i efteråret 2019 spiser en mand eller kvinde i den kinesiske by Wuhan et uspecificeret dyr – måske en slange. Det kan også være, at vedkommende bare rører ved dyret og efterfølgende piller sig i ansigtet. Ulykkeligvis har dyret været i kontakt med en flagermus, der er inficeret med en coronavirus, der viser sig dødelig og ekstremt smitsom mellem mennesker. Den får navnet COVID-19.

Senere bliver først den kinesiske storby Wuhan, så hele Kina og siden store dele af Italien lukket ned. Alligevel er Sundhedsstyrelsen og Søren Brostrøm flere gange i februar ude og sige, at danskerne ikke skal være bekymrede for den nye virus.

Det ændrer sig.

”Der sker et skifte en weekend i begyndelsen af marts, hvor vi ser den meget hurtige udvikling i Norditalien. Vi ser nogle skrækkelige billeder dernedefra,” siger han.

Kan du huske, hvad du tænkte, da du så de billeder?

”Jeg tænker: Hold da kæft. For et par uger siden forventede vi, at det mest var en kinesisk krise, som måske kunne holdes i Asien. WHO havde et par gange holdt møder, hvor de sagde: ’Skal vi sige det her er en global trussel? Nej, det er mest Kina’. Nu ser vi tallene stige kraftigt, og vi ser billeder af kaos.”

Men hvilke tanker løb gennem hovedet på dig?

”Jeg tænkte, at nu skal der ske noget, for nu kommer smitten til at sprede sig i Danmark.”

Godt nok blev han under HPV-sagen en slags offentlig person, men det var 9. marts i år, at Søren Brostrøm første gang virkeligt trådte ud af rollen som anonym embedsmand og ind på scenen som national coronakriger. Det var kort efter, at danske skiturister var vendt hjem fra Italien og Østrig og viste sig at have bragt smitten med hjem, og han sagde blandt andet:

”Det er de raske og stærke, som har haft overskud til at rejse på skiferie i Sydeuropa, der vender tilbage og er smittede og sidder på de sociale medier og kan fortælle, at det ikke er så slemt igen.”

Han advarede mod, at de ressourcestærke ville smitte de ressourcesvage: De ældre og kronisk syge. Flere steder blev formuleringerne udlagt, som om der lå en flig af klassekamp og arbejdersolidaritet under dem. Søren Brostrøm kan tydeligt huske, at han sagde de ord, men han understreger, at de ikke er politiske.

”Det er jeg ikke i min gerning som embedsmand, det har jeg heller ikke lyst til. Det er mere nogle værdier, som jeg udtrykker, og som ligger dybt i mig og i Sundhedsstyrelsen. Lighed i sundhed er en kerneværdi for os, og vores motto er: sundhed for alle. Det er hverken højre- eller venstreorienteret, det er værdimæssigt og deles bredt i Danmark. Det er også skrevet ind i Sundhedsloven. Det, jeg prøvede at sige på det pressemøde, var: Vi har alle sammen et ansvar for vores fælles folkesundhed. Derfor skal du tage ansvar, selv om du er rask. Det har været enormt vigtigt for mig.”

Hvorfor?

”Det ligger bare dybt i mig. Jeg tror, det er noget, jeg har fået med fra min familie og fra min ungdom.”

Det er også den tilgang til lægefaget, der er den primære årsag til, at han aldrig slog sig ned i USA. Han havde ellers en idé om at ville gøre karriere derovre.

”Men hver eneste gang jeg har været i det amerikanske sundhedsvæsen, har jeg tænkt, at der ville jeg fandeme ikke arbejde, for det handler om én ting: Om man har sit kreditkort i orden. Så er jeg altid vendt tilbage til det danske sundhedsvæsen og den danske velfærdsmodel.”

Søren Brostrøm i Euroman i 1997

Det er ikke første gang, Euroman interviewer Søren Brostrøm. Tilbage i 1997, dengang han stadig arbejdede som gynækolog, optrådte Søren Brostrøm i en artikelserie om drømmejob i magasinet. Det var i Euroman nummer 43 (du sidder med nummer 319 i hænderne), og Thomas Eje var på forsiden med en stor cigar i mundvigen.

Søren Brostrøm sagde blandt andet:

”Jeg føler mig privilegeret, fordi jeg har et job, hvor jeg laver nogle spændende ting, og fordi jeg overhovedet har et job. Inden man starter, drømmer man om at frelse verden. Jeg har været så heldig at bevare min idealisme og min tro på, at jeg gør noget positivt.”

”Om 30 år gider jeg nok ikke rende rundt på et sygehus midt om natten mere. Så kunne jeg godt tænke mig at have en lille café, hvor jeg kunne gå og hygge mig.”

Mange gange i coronaforløbet er Søren Brostrøm blevet udråbt til helt. Men flere gange er han også blevet udpeget som skurk. Han er blevet billedet på den slingrende danske strategi med inddæmning, isolation og tests. Kritikere har anklaget ham for alt for sent at tage virussen alvorligt – og for at han er svær at få til at stille op til interview.

Ekstra Bladet har bragt en historie om, at Sundhedsstyrelsen har hyret journalisten Tine Götzsche til at lave små tv-spots til sociale medier. De ligner journalistik og har været hundedyre. Samtidig kritiseres Søren Brostrøm og Sundhedsstyrelsen fra flere sider for – igen – at skifte strategi. Nu skal så mange som muligt testes, også alle indlagte på landets hospitaler.

”Det er psykologisk virkeligt interessant, at man kan slingre så meget og begå så mange, store og alvorlige fejl som de danske sundhedsmyndigheder og stadig blive nærmest forgudet af store dele af befolkningen,” skriver den konservative politiker Rasmus Jarlov på Twitter.

Søren Brostrøm er også blevet anklaget for arrogance. Både af nogle af de journalister, som mener, han skylder dem at stille op, og af politikere. Under HPV-sagen stod Dansk Folkepartis Liselott Blixt på den anden side af Brostrøm, og i et nyligt portræt i Altinget udtrykte hun kritik af ham:

”Han er arketypen på de læger og eksperter, som føler sig meget klogere end patienterne. Jeg synes, han kan være meget nedladende over for patienter, patientforeninger og politikere, der mener noget andet end ham.”

Den kritik kan broren ikke genkende:

”Søren hviler meget i sig selv, og han står altid fast på sine meninger og sin faglighed på en ordentlig og sober måde,” siger Peter Brostrøm.

Hans mentor, Gunnar Lose, siger:

”Hvis man skal tale om et enkelt svagt punkt hos Søren, er det, at han stoler lidt for meget på sig selv indimellem, og at han måske ikke altid synes, at han har brug for at spørge ældre, erfarne kolleger til råds. Han har en meget stor tro på sig selv og er meget selvbevidst.” .

”Men samtidig er han også god til at hæve sig op over alt det fnidderfnadder, der kan findes på enhver afdeling i et hospital. Han vil gerne fremad, og han vil gerne sætte sit aftryk på tingene og tegne de store linjer.”

Jeg spørger Søren Brostrøm, hvordan han har det med at være helt.

”Det er en del af jobbet og ikke noget, jeg tænker så frygtelig meget over,” svarer han kort.

Hvordan har du det med at være skurk?

”Jamen det er også en del af jobbet. Jeg har oplevet i andre sager at blive kaldt både det ene og det andet. I corona har jeg bare konstateret, at alt på alle måder bliver ganget med 50 eller 100. Mange opgaver, som vi normalt ville bruge et par måneder på, skal vi nu løse på måske to timer eller en dag. Vi kan godt lide at have orden i sagerne, men at skulle levere tingene så hurtigt, er svært. Så kan man ikke undgå både at være helt og skurk. Det er en del af dealen – kritikken skal rette sig et sted hen, og det sted er så mig. Sådan må og skal det være.”

Trods landet nærmest er i undtagelsestilstand, og Søren Brostrøms kalender er mere end tætpakket, får jeg endelig mulighed for at møde ham, et par dage inden artiklen skal sendes til redaktøren.

Det er den dag, han skal fotograferes til artiklen. Han spankulerer ud af Sundhedsstyrelsens hovedindgang i den gamle sojakagefabrik mellem stål og glas-paladserne på Islands Brygge. Det er en solrig karantænedag midt i april, hvor landet ganske vist er lukket mere eller mindre ned, men hvor den gradvise åbning af institutioner og skoler også er i gang.

Søren Brostrøm er iført et tætsiddende marineblåt jakkesæt og en kridhvid skjorte. Han er en imødekommende mand, og baseret på hans afmålte vink gætter jeg, at han ville give et solidt, jysk håndtryk. Hvis det da var lovligt. Men det har han jo selv stået sammen med landets statsminister og sagt, at vi ikke må.

”Det var meget grænseoverskridende at stå og sige til alle danskere, at de ikke måtte give hånd. Da tænkte jeg: ’Okay, det var nærmest danmarkshistorisk,’” siger han og griner afvæbnende.

Jeg når at få ganske kort tid i hans selskab, og hans telefon ringer uafladeligt.

”Det er Søren Brostrøm,” svarer han myndigt, hver gang han løfter iPhonen.

En af gangene står han tålmodigt med telefonen ved øret, indtil han har lyttet til personen i den anden ende i 60 sekunder.

”Jørgen,” siger han så, ”det har jeg ikke mulighed for at forholde mig til, og jeg står her sammen med en journalist og en fotograf, så jeg må bede dig ringe på vores hovednummer.”

Kort pause.

”Det kan jeg desværre ikke huske her på stående fod, men du kan finde det på vores hjemmeside, sst.dk.”

Han lægger på.

Der er mange, der vil have fat på Sundhedsstyrelsen i disse dage og ikke mindst have fat i direktøren.

Han bor i en andelslejlighed i et etagebyggeri på Ydre Østerbro, og godt nok har han endnu til gode at sove på sit kontor på Islands Brygge 67 efter de snart ni år, han har arbejdet der. Men bygningen har mere eller mindre været hans hjem siden begyndelsen af marts. De fleste dage er er han i gang med telefon, mail og telefonmøder klokken syv om morgenen, og så er han som regel ikke hjemme før 21-22-tiden.

”Jeg får stadig min nattesøvn,” smiler han, da jeg spørger, hvordan han får det til at hænge sammen.

Hvor mange timer er det?

”Jeg prøver at stræbe efter syv. En af de ting, jeg forsøger at holde fast i, er ikke at arbejde efter klokken 22. Hvis du arbejder, indtil du går i seng, er det sværere at falde i søvn.”

Søren Brostrøm har altid knoklet.

”I mit voksne liv har jeg aldrig nogensinde arbejdet 37 timer. Det har altid været betydeligt mere.”

Ved siden af sit arbejde som læge, overlæge og embedsmand han altid været aktiv i organisationsarbejde, undervist, skrevet bøger, holdt foredrag og forsket. Og han har udforsket kunsten og kulturen. Svarene på livets store spørgsmål finder han mange andre steder end i det biologiske, som han siger. Siden han var lille, har han altid slugt den ene roman efter den anden, hvilket også folk omkring ham nævner, når de skal fortælle om ham. Og selv om han for tiden er ’en lille smule træt’, når han kommer hjem om aftenen, prøver han at få læst. Han kan især godt lide den store amerikanske roman og fremhæver forfatteren Jonathan Franzen.

”Jeg har også altid været interesseret i film. Det går helt tilbage til min ungdom. Da jeg boede i Aarhus, så jeg mange nørdede film, gamle japanske sort-hvid film, russiske arthouse.”

Han har været aktiv i arbejdet med Danmarks ældste, fortsat aktive filmfestival, som i dag hedder Mix Copenhagen, tidligere Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival. I fem år rejste han rundt til filmfestivaler i Berlin og Cannes, da han var med til at udforme festivalens program.

”Ja, jeg har også siddet med fødderne i samme swimmingpool som Peter Aalbæk Jensen,” griner han og tilføjer, at han dog ikke røg cigar.

De senere år har han interesseret sig meget for opera, som han mener har meget tilfælles med film.

”Det er et totalt teater. Opera er både skuespil, musik og scenografi på én gang. Ligesom en god film.”

Hvordan får du afløb for dit kulturelle behov i de her dage?

”Store dele af min livskvalitet er taget fra mig. Jeg kan ikke gå i mit fitnesscenter, det gør jeg normalt fire-fem gange om ugen. Heldigvis har jeg min romaskine derhjemme, men det savner jeg rigtigt meget. Og så savner jeg museerne, stort set hver weekend plejer jeg at tage på et museum. En gang om ugen går jeg nok i teatret eller operaen, det savner jeg sgu også. Men det må komme tilbage på den anden side.”

I et interview med Kristeligt Dagblad har Søren Brostrøm sagt, at han ”aldrig har formået at holde på manden i mit liv”. Hvad skal man tolke ud af det?

Han tøver. En sjælden pause.

”Jeg ved ikke, hvor interessant det er at tale om mit privatliv på den måde,” siger han så.

”Langt de fleste kærester, jeg har haft i mit liv, har været mænd. Der har været kortere forhold – og også nogle, der har varet længere. Jeg har også haft manden i mit liv, men jeg er aldrig blevet gift. Jeg har ikke slået mig ned, har aldrig fået børn eller familie.”

Er du ked af det?

Han sukker.

”Nej. Det var en anden tid. I dag taler man meget om regnbuefamilier og den slags. I 1990’erne, hvor mine jævnaldrende begyndte at stifte familie og få børn, var det ikke så ligetil som nu. Jeg tror, at jeg, hvis jeg var ung homoseksuel i dag, havde gjort mere for selv at blive forælder,” siger han, men tilføjer med det samme:

”Men det ved jeg ikke, det er jo hypotetisk. Jeg kan ikke lave om på mit liv, og jeg fortryder sådan set heller ikke noget i det. Jeg er bare glad for, at det er blevet lettere for unge mennesker i dag.”

Meningen med livet er ifølge Søren Brostrøm kærlighed, liv og retfærdighed.

”Det må være svaret på det,” føjer han lakonisk til sit svar på det store spørgsmål.

Resten af sit liv vil han af den danske befolkning blive forbundet med corona. Præcis hvor i historiebøgerne denne verdensomspændende krise vil placere den sindige, århusianske læge er endnu uvist. Om han bliver helt eller skurk.

Spørgsmålet tænker han ikke så meget over, påstår han.

”Uanset hvad, står det jo ikke til mig at ændre på.”

Men han glæder sig til at komme tilbage til en mere almindelig hverdag – selv om det måske aldrig bliver helt almindeligt igen.

”Jeg tror, vi alle sammen bliver forandret af den her krise. Det tror jeg også, Sundhedsstyrelsen gør, og det vil jeg også selv være. Før corona ramte os, troede jeg, at HPV-sagen var det absolut mest skelsættende i mit professionelle liv, og at det var, hvad jeg ville blive husket for. Det er klart, at det her er større end noget. Det er den største sundhedsmæssige krise, der har ramt verden i 100 år. Jeg er ikke i tvivl om, at vi om 20 år alle vil kunne svare på spørgsmålet: Hvor var du, da corona sprang ud?”

Journalist Anders Hjort har bidraget med interviews med skovrider Peter Brostrøm, læge Niels Saxtrup og professor emeritus Gunnar Lose.