Soundboks-stifter har fået nok af gammelmandsvældet

Jeg har et minde, der står ekstremt klart for mig. Hvor jeg virkelig følte mig indigneret.

Det var i 2019, og jeg var begyndt at have nogle samtaler med min ven og senere medstifter af Saga, Alexander Hasenberg, der politisk set kommer fra ’den anden side’ end mig.

Selv er jeg vokset op i et meget venstreorienteret hjem, mens han kommer fra et klassisk borgerligt hjem. På trods af vores uenigheder var vi blevet enige om, at der er noget helt galt med den måde, vi laver politik på i Danmark. At det er blevet for kortsigtet, for populistisk.

Omkring et år senere talte jeg med en tidligere studentermedhjælper i Socialdemokratiet. Han fortalte mig, at partiet flere gange havde overvejet at lave indgreb på boligmarkedet for at forbedre unges muligheder for at blive ejere. Men hver gang var det blevet afvist af de særlige rådgivere, fordi forslaget ikke havde ’elektoralt incitament.’ Elektoralt incitament!

Der gik det virkelig op for mig, at systemet ikke fungerer, som det skal. Debatten om støj fra Soundboks’e var på nogenlunde samme tidspunkt begyndt at tage fart. Da jeg udtalte mig første gang i en artikel i Politiken, gik der ikke mere end 10 minutter, før jeg havde fået de første dødstrusler.

Men da jeg i artiklens kommentarfelt gav min mailadresse og opfordrede folk til at sende mig en mail, så vi kunne mødes til en kop kaffe og snakke løsninger, skrev nul mennesker tilbage til mig.

Omvendt, da jeg i en gruppe på Facebook for personer, der ejer en Soundboks, skrev, at jeg gerne ville mødes med folk for at finde nogle løsninger på problemet, modtog jeg over 300 henvendelser fra unge mennesker.

Efterfølgende, når jeg tog rundt og talte med forskellige kommuner, oplevede jeg udelukkende et fokus på at stoppe støjen fra ”de hensynsløse unge.”

Der var aldrig nogen lyst til at forstå, hvorfor de unge hang ud udenfor eller at skabe et nyt tilbud til dem. Om det hang sammen med stigende mistrivsel under nedlukningen og de fællesskaber, der var blevet dem fjernet?

Det handlede udelukkende om at få stoppet støjen for at pleje vælgerbasen. De unge kunne alligevel ikke stemme, så de var ligegyldige. Jeg tror ikke på, at jeg er en del af nogen særlig generation, i hvilken vi har en hel masse fælleskarakteristikker på tværs af os alle sammen. Og egentlig er jeg generelt ikke særligt glad for alt snakken om Generation X, Z, boomere og så videre.

Men jeg føler mig som en del af en generation, som i stigende grad påvirkes af fænomener, som vi har tilfælles. Når vi igennem Saga spørger, hvad folk gerne vil kæmpe for at få forandret, så er det i ekstremt høj grad de samme problematikker, der går igen: klima, mental sundhed og uddannelsessystemet. Hvilket der så kan være enormt mange forskellige løsningsperspektiver på.

Vi har et absurd skisma lige nu: Den danske ungdom har aldrig været mere samfundsengageret, end den er nu. 69 procent af de danske unge har en mening om, hvor vi skal hen som samfund. Men kun 0,8 procent under 30 år er medlem af et ungdomspolitisk parti.

De unge tror ikke længere på, at løsningerne skal komme fra politisk hold.

Jo yngre du er, jo mindre magt har du over klodens udvikling. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Hver dag er den demografiske udvikling kun med til at forstærke det faktum. Og det er samtidig med, at jo yngre du er, des større er klimakrisens påvirkning på dit liv også.

Magten tildeles af dem, der kommer til at leve kortest tid med beslutningerne.

I tre et halvt år har vi haft en socialdemokratisk et-partiregering. 48 procent af dens vælgere var pensionister, mens otte procent var studerende. Den åbenlyse og samtidig rigtige løsning er at sænke valgretsalderen. Som minimum til 16 år.

Men personligt mener jeg, at den bør fastsættes til den kriminelle lavalder. Hvis du kan dømmes af en lov, bør du også have indflydelse på den. Rigtig mange, jeg talte med under folketingsvalget, føler sig politisk hjemløse.

Det er for dem et valg mellem onder. Et fravalg i stedet for tilvalg. De akser, vi traditionelt har orienteret os efter politisk, står for fald. Særligt for unge mennesker.

For eksempel: Hvis du gerne vil føre en progressiv køns- og identitetspolitik i Danmark, ja, så skal du nærmest også være for højere skatter. Men sådan er det jo ikke for rigtig mange.

Lige inden vi stiftede Saga, mødtes jeg med Tommy Ahlers. Han var netop trådt ud af Folketinget. Jeg kan huske, at han fortalte, at han oprindeligt havde troet, at politik i højere grad var den drivende kraft for at skabe samfundsændringer. Men i stedet havde han lært, at det ofte var sådan, at politikerne følger med og sætter rammerne for den udvikling, der allerede sker i civilsamfundet.

Folk vil have handling. Nu. Det er derfor, vi har startet Saga. Der er brug for, at vi organiserer os bredere og stærkere, end vi gør i dag. Ellers bliver vi ikke hørt. Jeg håber, at vi kan lægge så meget tryk på politikerne, at de bliver nødt til at orientere sig efter de sager, vi sætter på dagsordenen. At vi bliver en force to be reckoned with.

Jeg drømmer om, at vi med Saga kan være med til at skabe et samfund, hvor man som befolkningsgruppe bliver inviteret ligeligt med. Ikke i kraft af sin mængde, men i kraft af sin eksistens. Og her mener jeg ikke i et eller andet advisory board. Men rent faktisk ved det bord, hvor beslutningerne bliver taget – og hvor man bliver hørt.

I foråret sidste år lykkedes det os at samle et flertal på tværs af Borgen og få stillet en forespørgsel angående mental sundhed i uddannelsessystemet. Få uger efter stod Mette Frederiksen på Folkemødet og lancerede initiativer, der skulle løse akkurat de problemer.

Jeg kan jo ikke sige, at det én til én var vores fortjeneste, men jeg tror på, at vi var med til at skabe et pres. Det gør mig pissestolt.