Thomas Piketty kender værdien af sin egen tid. Han er ikke interesseret i smalltalk.
”Fint. Er interviewet gået i gang?” svarer han fra lejligheden i Paris, da Euroman på Zoom spørger, hvordan han har det i disse tider. Vi skal snakke om hans seneste bog, ’Kapital og ideologi’, og intet andet.
I baggrunden troner en fyldt bogreol, der er umulig ikke at lægge mærke til. På de fleste af bøgernes ryg er det Pikettys eget navn, man kan finde ved siden af titler som ’Capital’ og ’Kapitalet’, henholdsvis den engelske og svenske oversættelse af hans første bog ’Kapitalen i den 21. århundrede’.
Den næsten 700 sider lange bog, der analyserer udviklingen inden for indkomstforhold og formuefordeling i den vestlige verden, blev efter udgivelsen i 2014 en international bestseller og sendte den franske økonom på himmelflugt. Han gik hurtigt fra at være anerkendt i forskningsmiljøet til at blive betragtet som en international superstjerne med fans overalt i verden.
I marts udkom så den længe ventede efterfølger, ’Kapital og ideologi’, som er en foreløbig kulmination af Thomas Pikettys forskning og tanker.
Her er sigtekornet blevet udvidet til at gælde undersøgelser af lande som Indien, Kina og Brasilien, ligesom den økonomiske teori, der var altdominerende i ’Kapitalen’, er blevet suppleret og til dels erstattet af andre samfundsvidenskabelige discipliner som politik, sociologi og historie.
”Jeg synes, at den nye bog er meget bedre end den forrige, selvom den selvfølgelig er blevet lidt lang,” griner Thomas Piketty fra sit hjem i Paris.
”Ulighed er for vigtigt et emne til kun at blive dækket af økonomer, og ved at inddrage andre grene af samfundsvidenskaben vil jeg gerne bidrage til diskussionen om det nuværende økonomiske system og fortælle, at der faktisk eksisterer alternativer.”
I bogen præsenterer Piketty læserne for det, han kalder ’deltagersocialisme’, der udover at bygge på tanker om progressiv beskatning og demokratiske redskaber på virksomhedsniveau, har fokus på at øge tilgængeligheden til privat ejendom for befolkninger verden over.
Det er gennem deltagersocialisme, mener Piketty, at vi kan dæmme op for den stigende ulighed mellem middelklassen og toppen af den indkomstmæssige fødekæde.
”Kommunismens spøgelse har hjemsøgt hele debatten om socialisme kontra kapitalisme, men jeg føler, at vi er nået til et punkt, hvor vi skal begynde at diskutere en ny måde at strukturere vores økonomi på, fordi de frie markedskræfter simpelthen er gået for langt. Jeg ønsker ikke en stor stat, der ejer vores ejendomme. I stedet ser jeg en decentraliseret form for socialisme, hvor staten bruger dens købekraft til at skabe en stor cirkulation af private ejendomme, så adgangen til privat ejendom bliver meget mere tilgængelig for resten af befolkningen.”
’Kapital og Ideologi’ havde ikke nået at ligge mange dage hos boghandlere verden over, før en pandemi brød ud og kastede alt op i luften.
I din bog skriver du, at kriser kan medføre forandringer. Ser du corona-krisen som en mulighed eller en forhindring for at skabe et nyt økonomisk system, som du anser for mere solidarisk?
”Der er intet positivt ved corona-krisen. Folk dør, børn går ikke i skole, studerende bliver sendt hjem. Vi skal have styr på det hurtigst muligt,” svarer Piketty kort, men kan så alligevel ikke dy sig for at påpege de mulige, positive effekter, der trods alt kan komme ud af den igangværende pandemi.
”Jeg mener, krisen kan være med til at skabe en form for legitimitet, når det kommer til at investere i en offentlig sundhedssektor. Folk, der tidligere ikke er gået ind for investeringer i den offentlige sundhedssektor, er ved at ændre mening om det, fordi de kan se, at det er landene med en solid sundhedssektor, der løser den nuværende situation bedst.”
”Corona-krisen viser også, at lande, der er imod optagelse af offentlig gæld, ser anderledes på den sag nu, fordi det er den eneste måde, vi kan komme igennem det her på,” siger Thomas Piketty og holder en lille pause.
Inden vi når at stille det næste spørgsmål, går den franske topøkonom straks videre og begynder at forklare, hvad der, efter hans mening, er galt med EU, og hvordan hans bud på en slags ’social føderalisme’ kan være med til at skabe et handlekraftigt, overstatsligt fællesskab.
”Vi siger ofte, at USA har dysfunktionelle institutioner, men EU er også ekstremt dysfunktionel, fordi vetoretten eksisterer. Hvis vi skal løse de store kriser som denne og klimakrisen, er vi nødt til at komme til et punkt, hvor vi nemmere kan træffe overstatslige beslutninger. Det kan kræve, at der bliver lavet en ny samling af lande udenom dem, der har en masse forbehold, som fx Danmark. Jeg tror, at pandemien vil sætte skub i den udvikling.”
