Den amerikanske drøm lever ikke for alle, kun for stripperne

DET BEGYNDTE I DET SMÅ, men pludselig tog det fart. Over de seneste årtier har strippere fyldt mere og mere i det popkulturelle billede i USA.

I musikkens verden har de fået en plads, både i lyrikken såvel som i musikvideoerne: Stripperen Amber Rose blev kendt efter at have medvirket i Young Jeezys musikvideo til 2008-singlen ’Put on’, stripperen Blac Chyna blev et navn, da Drake nævnte i sangen ’Miss me’ fra 2010.

I Hollywood har stripperne også fået en rolle, hvor der er blevet udgivet flere mere eller mindre glorificerende film om dem, herunder ’Hustlers’ i 2019, som solgte billetter for 157,6 millioner dollar.

Cardi B, der medvirker i filmen, arbejdede, inden hun slog igennem i musikkens verden, som stripper. Hun har tidligere udtalt, at hvervet hjalp hende ud af fattigdom og gav hende økonomi til at begynde på en videregående uddannelse.

Et ikke uvæsentligt antal af dem, vi i dag ser på de røde løbere, har en fortid på podiet. Som 18-årig arbejdede Lady Gaga som stripper, det samme gjorde Chris Pratt. Som 19-årig droppede Channing Tatum ud af universitetet for at blive stripper. Senere fik han hovedrollen i ’Magic Mike’-trilogien.

Også på YouTube og TikTok fylder fortællingen om den succesfulde stripper. Her har adskillige af disse en kanal, hvor de viser deres frem liv med alt, hvad det indebærer.

Det gælder fx Keila Misdom, der arbejder som stripper i Las Vegas. I et utal af videoer beskriver hun, hvor mange drikkepenge hun tager med sig hjem efter en arbejdsnat. Drikkepengene ender ofte et sted mellem 300 og 1.600 dollar – altså, set i dagens valutakurs, mellem 2.000 og 10.700 kroner.

I en YouTube-video forklarer Misdom, at hun som 19-årig arbejdede på en restaurant, hvor hun levede fra lønseddel til lønseddel. Lige indtil en veninde foreslog, at hun skulle tage et job på en stripklub. Den første aften, hun var på arbejde, tjente hun 300 dollar. Derfra tog det fart.

BETEGNELSEN STRIPPER dækker over en person, hvis beskæftigelse består af at udøve striptease: en erotisk dans, hvor stripperen gradvist fjerner sit tøj.

Op mod 1970’erne var jobbet som stripper i Vesten forbeholdt kvinder, der optrådte for mænd. Og mens film som ’Magic Mike’ og ’bevægelser’ som superstripgruppen The Chippendales har gjort sit for stripperligestillingen, er det stadig kvinderne, der sidder på tronen, når det kommer til at strippe.

En opgørelse viser, at der i 2024 er 4.011 stripklubber i USA – 14 flere, end der var i fjor. Det er estimeret, at den amerikanske stripklubindustri omsætter for 7,7 milliarder dollar årligt. Men da meget af det, en stripper tjener, kommer i form af drikkepenge, kan det være svært at sige, hvad den gennemsnitlige løn egentlig er.

I et essay publiceret på The Financial Diet beretter Sayoni Nyakoon om, da hun som 20-årig (i 2013) begyndte at arbejde som stripper. I den periode læste hun på University of Colorado, og som led i sin uddannelse blev hun tilbudt et ulønnet praktikophold.

’Jeg indså, at hvis jeg accepterede tilbuddet, ville det true min økonomiske sikkerhed og uafhængighed. Senere den sommer blev jeg stripper,’ skriver hun i essayet.

Nyakoon skriver videre, at hun tjente i omegnen af 76.800 dollar (514.650 kroner) om året før skat, da hun arbejdede som stripper. For de penge arbejdede hun normalt fire dage om ugen à seks timer. Det giver en timeløn på omkring 450 kroner. På det tidspunkt var medianindkomsten i USA 52.250 dollar (350.150 kroner) årligt. For den ufaglærte amerikaner var dét tal 32.064 dollar (214.850 kroner).

Sociologen Bernadette Barton undersøger i bogen ’Stripped, 2nd Edition: More Stories from Exotic Dancers’, hvordan stripfaget har udviklet sig frem mod 2017. Hun argumenterer for, at mængden af penge, en stripper tjener en given nat, er uforudsigelig og påvirkes af alt lige fra vejret til en dansers tøj og den generelle økonomi.

I bogen medvirker den semianonyme Laura, der på det tidspunkt var 19 år. Allerede som 16-årig flyttede hun hjemmefra og skulle kæmpe for at forsørge sig selv og sin søn gennem et arbejde, der gav hende 7,25 dollar (50 kroner) i timen. Men så begyndte hun at strippe.

”Vi kan slappe lidt mere af nu. At holde fødselsdagsfester, fejre jul og at gå i zoologisk have er blevet en mulighed,” udtaler hun i bogen.

’DEN AMERIKANSKE DRØM’ blev populariseret i 1931 af historikeren James Truslow Adams i bogen ’The Epic of America’.

’Den amerikanske drøm er drømmen om et land, hvor livet bør være bedre og rigere for ethvert menneske med muligheder for enhver i overensstemmelse med deres evner eller præstationer (…) Det er ikke blot en drøm om biler og høje lønninger, men en drøm om en social orden, hvor enhver til fulde kan realisere de evner, de er født med, og blive anerkendt af andre for det, de er, uanset fødsel og status,’ skrev Truslow Adams.

Selve konceptet stammer fra USA’s uafhængighedserklæring fra 1776, hvori det blev skrevet ind, at ’alle mænd er skabt ens’ og har ret til ’liv, frihed og stræben efter lykke.’

Et ideal, der står i skarp kontrast til landets nuværende tilstand. I Global Social Mobility Index fra 2020 kommer USA blot ind på en 27. plads over lande med den største sociale mobilitet.

I en rundspørge foretaget af Paw Research Center svarede kun 53 procent af de adspurgte amerikanere, at de mener, at den amerikanske drøm er mulig at opnå i vores tidsalder.

Den relativt ringe sociale mobilitet kan tilskrives flere ting, skriver Jason DeParle i ’Harder for Americans to Rise From Lower Rungs’, publiceret i The New York Times: en bedre adgang til gode skoler for velhavende børn, høje niveauer af immigration af ufaglærte arbejdere, hvilket fører til lave lønninger blandt de mindst kvalificerede, folkesundhedsproblemer, hvilke kan være begrænsende for folks muligheder for at uddanne sig og være i beskæftigelse, størrelsen af indkomstforskelle mellem de rige og fattige såvel som den store portion amerikanere, der i dag lever under fattigdomsgrænsen.

Underklassen har kun vokset sig større siden 1971 og tæller i dag 30 procent af indbyggerne, viser en undersøgelse fra Pew Research Center. Samtidig har overklassen også haft vokseværk og består i dag af 19 procent af amerikanerne.

SÅ PÅ DEN ENE SIDE har vi en amerikansk drøm, der synes mere og mere som et drømmesyn i et land, hvor den sociale mobilitet er lavere end i Litauen, og hvor mindstelønnen for en voksen er på 50 kroner i timen.

På den anden side har vi fortællingerne om kvinder, der går fra at tjene samme mindsteløn til pludselig at kunne leve helt og aldeles fornuftige liv.

Den amerikanske drøm i sin mest traditionelle form, hvad angår at bryde ud fra den socialklasse, man blev født ind i, er altså sværere og sværere at opnå i det moderne amerikanske samfund, hvor både under- og overklassen vokser. Men i kontrast til det står stripperen og lyser op over det hele som en anden frihedsgudinde.

Har man evnerne (og udseendet) til at præstere inden for feltet kan man gå fra at leve i relativ fattigdom til at tjene den form for penge, der gør det sjovt at leve. Man kan komme fra ingenting og blive rig, endda uden at have en uddannelse.

Den amerikanske drøm lever. Ikke for alle, men for stripperne.

Turen går til USA

 

I det aktuelle Euroman-magasin vender vi blikket mod verdens vildeste land. Få en guide til den perfekte valgnat, kom på besøg hos de socialt opstigende strippere, forstå den amerikanske rustbæltepolitik, tag på roadtrip, hold dig fra fentanyl og giv dig i kast med en – synes vi selv – hylende morsom reportage fra det evigt fascinerende New York.

 

Alt sammen og mere til i det nye Euroman og på euroman.dk.