Hvordan har du finansieret dine boliger?
”Da vi købte vores første hus i Gevninge ved Roskilde i 1972, havde jeg en besættelse af, at jeg bare ikke ville have gæld overhovedet. Alt hvad jeg rørte ved, ville jeg betale kontant. Vi var midt i 20’erne og havde lige fået tvillinger, og jeg ville skabe en stabil situation for mig og min familie. Jeg sagde også til min kone, at hun ikke skulle købe nogen ting, før boliglånet var betalt af. Jeg var ikke ret gammel, da jeg begyndte at tjene relativt mange penge.
I 1973 købte jeg derfor nøjagtigt det antal obligationer tilbage i den obligationsserie, vi havde lånt til huset. Så gik jeg op i kreditforeningen og indfriede dem. Det havde de aldrig prøvet før, men det var en god fornemmelse. Når jeg siden hen købte huse og sommerhuse, regnede jeg ud, hvor mange aktier jeg skulle sælge i DSV for at betale boligen kontant. Afsted med dem, og så var den potte ude.”
Har det været en god forretning at leve gældfrit?
”Det havde været bedre at beholde gælden og i stedet have investeret pengene i DSV. Jeg har bare ikke det spekulative i mig. Jeg skal først og fremmest have sikkerhed.”
Hvad har din økonomiske sikkerhed betydet?
”Når jeg ikke skal bekymre mig økonomisk, har jeg en helt anden ro og et bedre overblik. Hvis jeg selv havde været økonomisk afhængig af de store beslutninger, jeg har truffet i DSV, ville jeg ikke have været god til at træffe dem.”
Hvad er dit råd til folk, der vil starte en virksomhed?
”For det første skal man fagligt kunne det, man vil arbejde med. Når man kan det, handler det derefter om energi og slid, og om at blive ved. Man skal lade være med at falde af. At starte noget nyt, er ikke et quickfix. Det er ikke et sensationelt skud, man skyder – det er vedvarende hårdt arbejde. Og så skal man forstå de muligheder, man får for at udvikle virksomheden undervejs.
Det kan være, man får mulighed for at købe andre selskaber eller gå sammen med andre, eller der opstår gode idéer, man kan gribe. Mulighederne kommer, når man hele tiden arbejder og passer det, man skal. Og så skal man gøre virksomheden troværdig.
Kunderne skal forstå, at man er her, og at man bliver ved med at gøre det bedste, man kan, for at levere det, man har lovet. Jeg ved selv, hvordan det er med en leverandør, jeg ikke rigtigt tror på. Så er jeg ikke så ivrig. I DSV har vi levet op til det, vi lovede, hvis det på nogen måde var menneskeligt muligt.”
Har du nogen hobbyer, der koster penge?
”Jeg spiller næsten dagligt tennis i HIK og om sommeren i Tisvilde. Udstyret er blevet meget bedre og billigere. Det er ikke som i gamle dage, hvor vi købte afsindigt dyre Prince-ketchere. Det er blevet udviklet, og i dag får du fremragende ketchere til 1.400 kroner, og jeg har to fra Wilson. Fornøjelser og sportsudstyr sparer vi ikke på. Min kone sparer slet ikke på det.
Desuden kan jeg godt finde på at købe god vin. Vi har et lille udsalg herude i Tuborg Havn, en kælder, hvor forhandleren sælger fra i weekenderne. Han er god. De koster mellem 80 og 700 kroner. På en god dag tager jeg en af de dyre, men så skal jeg også være i godt humør.”
Hvilke vine køber du?
”Det vil typisk være en pinot noir fra Napa Valley i Californien. Den er fuldstændig ren i klangen. Den er sødere og mere solmoden end den franske. I supermarkedet blev jeg for nylig overtalt af en fantastisk sød dame, der stod og promotede fransk pinot noir. Selvom de kostede 350 kroner per flaske, var smagen ikke i nærheden af det, jeg får, når jeg køber den amerikanske.
Det kan være, der er nogen, der synes, det er en umoden smag, jeg har, men de amerikanske har mere velsmag end syrlighed. Jeg kan også godt finde på at købe en amerikansk Cabernet Sauvignon, og det er samme historie. Den er varmere, rarere og blødere og med knapt så meget syre. Jeg kan i øvrigt ikke lide gammel vin. Når det får den der brunlige sfære, så begynder det for mig at smage gammelt.”
Du har købt en Tesla, hvorfor?
”Det er syv år siden, at en af vores direktører i DSV kom og fortalte, at han havde prøvet at køre en Tesla. Jeg blev så fascineret af at høre om det, at jeg gik direkte ned og købte en. Den levede op til mine bedste forventninger. Jeg falder ikke i svime over en 12-cylinders motor, og jeg synes, lyden er forfærdelig. Teslaen er lydløs og ekstremt hurtig. Jeg har nu min anden Tesla, en S-model.
Jeg har altid haft Mercedes før, men i forhold til brændstof koster Teslaen kun en tredjedel. Jeg kommer hjem og sætter den i stikket, og næste morgen er der 400 eller 450 kilometer, alt efter hvor koldt det er. Det er rigeligt til mig. Hvis vi skal længere, kører vi i min kones Mercedes.”
Hvordan er du opdraget i forhold til penge?
”Jeg kommer ud af en god, beskeden familie. Mine forældre var slet ikke velhavende, og vi var derfor meget omhyggelige med det, vi foretog os. De betalte deres regninger og skejede ikke ud. Jeg har tit sagt, at det ikke har præget mig, men det er der ingen tvivl om, at det har.”