Tidligere jægersoldat tog til Colombia for at opleve krigen mod kokain på tætteste hold. Her er, hvad han lærte

Kokain, et af verdensbefolkningens foretrukne party drugs, der virker ved at gå ind og påvirke centralnervesystemet og give brugeren, som sandsynligvis har sniffet det gennem luftvejene, en oplevelse af først et sus og derefter en rus, inden nedturen rammer – medmindre man tager mere kokain – har i år ramt det højeste produktionsniveau nogensinde ifølge FN’s rapport ’Global Report on Cocaine 2023’.

Herhjemme er danskerne heller ikke ligefrem blevet mindre glade for kokainens euforiserende effekt.

Det viser en række spildevandsanalyser foretaget ved rensningsanlægget Lynetten af Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug i samarbejde med Afdeling for Retskemi på Københavns Universitet, som har analyseret på baggrund af spildevandsprøver fra dele af henholdsvis Gentofte, København, Frederiksberg og Gladsaxe.

Mere konkret viser analyserne, at der er tale om en tredobling af kokainforbruget blandt danskerne i de ovennævnte byer på blot 10 år. Kokainen, der indtages i disse år, skulle efter sigende også være renere end nogensinde før, hvilket ifølge Sundhedsstyrelsen øger risikoen for overdosis og forgiftning.

Og så er der jo også lige det med smuglingen, som FN også melder stigende. Det er især havnene i Nordsøen, Rotterdam, Antwerpen og Hamburg, der pludselig er blevet aldeles populære smuglercentraler, og som har overhalet de sydeuropæiske havne i Spanien og Portugal, der historisk set har været portene ind til det vestlige Europa.

Apropos havne: Det nyeste skrig i historien om danskerne og kokain er mediet Finans.dk’s afsløring af, at Aarhus Havn, landets største erhvervshavn, er blevet infiltreret af personer med forbindelse til rockergruppen Hells Angels. Artiklen er en del af finansmediets serie om, hvordan Mærsk er blevet infiltreret af kriminelle i Latinamerika, Europa og Aarhus. Og hvordan rederikoncernens havne, containere og ansatte bliver misbrugt til at smugle kokain til Europa.

Selvom der bliver produceret mere og mere kokain i Europa, foregår størstedelen af verdens kokainproduktion dog stadigvæk i kokainens moderland, Colombia, hvor kokaplanten, der bruges til at lave kokain, vokser i stor stil. I TV 2-dokumentarserien ’Rathsack og narkokrigen’ tager Thomas Rathsack, tidligere jægersoldat, forfatter, foredragsholder og måske bedst kendt fra tv-programmet ’Korpset’, til Colombia med sin ven og fotojournalist Morten Skov Andersen for at undersøge og give danskerne et indblik ind i krigen mod kokain og dens konsekvenser. Og dermed også konsekvenserne af danskernes stigende forbrug.

Vi har spurgt ham, hvad han lærte under sit ophold, om der er lys forude, hvad angår bekæmpelsen af kokainproduktion, og hvornår han var mest bange.

Hvordan forberedte du dig til turen?

”Der er flere dele i forberedelsen, kan man sige. Der er den praktiske del, den logistiske del, den mentale del, og så er der researchen.

I forhold til det logistiske allierede vi os med en fixer, som man også møder i afsnit 1, der hedder Oliver Schmieg, som også har hjulpet store produktioner for blandt andre Netflix og BBC.

Rent praktisk var det lidt ligesom at forberede sig, som da jeg var soldat og skulle ud på en operation. Det vil sige, at udstyret og udrustningen skulle være i orden. Jeg havde tre par støvler med, jeg havde en masse bukser med, jeg havde min plate carrier, altså min skudsikre vest, som man også kan se mig bære i serien, jeg havde min hjelm og mit høreværn med. Derudover havde jeg min såkaldte snatchpack, som er en lille taske, man kan have om livet eller på ryggen, der indeholder de fornødenheder, man har brug for, skulle det ske, at vi var nødt til at flygte og klare os selv i 48 timer i junglen. Det vil sige: en satelittelefon, en GPS-tracker, en GPS, et kort, nogle liter vand og nogle energibarer.”

Når du taler om mental forberedelse, hvad mener du så?

”Det handler mest af alt om de sikkerhedsvurderinger, jeg konstant skulle foretage. Både når jeg var ude med de colombianske specialstyrker, men også når vi opsøgte og interviewede de mennesker, der arbejder for kartellet, fx kokabønder, lejemordere og logistikfolk. Vi vidste jo i princippet ikke, om det viste sig at være en fælde eller et baghold, eller at de her personer er skingrende skøre, så jeg skulle have styr på sikkerhedsanalyserne i de enkelte situationer: Hvordan kunne vi komme væk fra lokaliteten? Var der er et vindue? Var der en dør? Hvor skulle vi flygte hen? Det er en mental øvelse at have styr på de ting, fordi det handler om at holde hovedet koldt og sørge for, at teamet og jeg ikke bliver taget med bukserne nede.”

Hvordan balancerer man bedst mellem at være paranoid og naiv?

”Vi lyttede meget til Olivers anbefalinger, når vi ikke var under Comandos Junglas (navnet på den colombianske specialstyrke, som bekæmper kartellerne, red.) vinger. Med dem var der nemlig ikke særlig meget grund til at være utryg, de havde efterretninger, og der stak våben ud over det hele. Men når vi var på egen hånd, fx da vi var ude at besøge en kokabønde (kokaplanten er den, man bruger til at fremstille kokain, red.) i midten af junglen, eller da vi kørte rundt oppe nordpå i narkoland i en by, der hedder Turbo, som jo virkelig er kartellernes distrikt, lænede vi os meget op ad Oliver og hans netværk, for vi havde ikke andre at stole på. Så når han sagde, at vi, fire gringos, tog en kæmpe risiko ved at køre rundt i det område, lyttede vi selvfølgelig til det og skærpede opmærksomheden ekstra meget.”

Hvordan er det at lægge sit liv i hænderne på en fixer, man knapt nok kender?

”Jeg er og var fuldstændig tryg ved den mand, man får ikke en bedre fixer i Sydamerika. Han var enorm professionel i sin ageren, og han har selv kone og børn, så han ville heller ikke tage unødige risici.”

Hvad overraskede dig mest?

”Hvor op ad bakke kampen mod kokain er. Jo længere, jeg var der, og jo flere colombianere, jeg talte med, både soldater, men også afhoppere, pensionerede efterretningsofficerer, lejemordere og logistikkvinder, jo mere gik det op for mig, at de ikke selv tror på, at det er en krig, der kan vindes, fordi Golfklanen, Colombias største narkokartel, har så mange ressourcer og så mange penge og dermed så meget magt.”

Så du tog derfra med en følelse af håbløshed?

”Nej, det ord vil jeg ikke bruge. Jeg var nok lidt mere ramt af afmagt, fordi kampen virker så svær at vinde, selvom colombianerne gør, hvad de kan. Det er bare svært, når efterspørgslen bliver ved med at stige, og derfor skal vi også kigge på os selv, for efterspørgslen kommer mest af alt fra den vestlige verden. Vi danskere kan i hvert fald ikke tillade os at sidde og pege fingre ad colombianerne, for vi er selv med til at skabe problemet.”

Hvornår var du mest bange under opholdet i Colombia?

”Jeg var mest bekymret, når vi var på egen hånd og lå og kørte rundt i Turbo og deromkring. Det er der, at kartellerne driver operationerne fra, og det er der, de sidder i deres kæmpe mansions. Vi fik at vide, at 80 procent af befolkningen i de områder på en eller anden måde har berøringsflade med kartellerne, så vi var inde for at købe noget civilt tøj for at blende bedre ind. For mit vedkommende ligner jeg dog altid en soldat, ligegyldigt hvad jeg iklæder mig, og vi stak generelt ret meget ud, fordi vi også havde et kamerahold med. Jeg følte mig hverken speciel sikker, når vi var på hotellet, eller når vi sad i bilen. Men det var da klart, at da det gik galt på vores vej ud for at møde og lave interview med en lejemorder, var vi virkelig på mærkerne.”

Ja, man ser jo, at en motorcyklist kolliderer med Olivers bil, som kører lige for an jer, og at jeres ansigter lægger sig i nogle meget bekymrede folder. Var det en påtaget dramatisering, som man jo godt kan forfalde til, når man laver tv?

”På ingen måde: Det var fuldstændig oprigtigt. Vi vidste jo, at politiet, som ankom lynhurtigt, er i lommen på kartellerne, så det kunne hurtigt blive noget rigtig skidt.”

Jeg er klar over, at du ikke nødvendigvis er ekspert på området, men blev du alligevel klogere på, hvordan man kan dæmme op for handlen med kokain?

”Hverken jeg eller folk, der er klogere end mig, har et særlig godt svar, men i Colombia ser vi nu en regering, der vil gå ind og forsøge at skabe nogle bedre betingelser for de bønder, der bearbejder kokaplanterne – det er jo der, hele processen med kokain starter – og på en eller anden måde subsidiere vedkommende, så de ikke er økonomisk afhængige af at fremstille kokapastaen. Samtidig mener jeg, at de skal blive ved med at være aggressive i bekæmpelsen af kartellerne. Det må nok være mit bedste bud.”

I afsnit 2 er der en ret nøje gennemgang af den første fase af processen i fremstillingen af kokain, hvor man ser kokabønden og hans søn lave denne her kokapasta ud af kokaplantens blade. Derefter ser man dem hælde store mængder benzin på for at frigive stoffet fra kokabladet, hvilket følges op af noget syre og vand. Var du overrasket over, hvor kemisk det egentlig er at fremstille kokain?

”Ja, det må jeg sige. Jeg har selv prøvet at tage kokain et par gange, da jeg boede og arbejdede som fotograf i Sydamerika i 90’erne, og jeg tror aldrig, jeg havde taget det, hvis jeg havde været bevidst om, hvor meget lort der er i det. Min intention med programmet har aldrig været at moralisere, men at oplyse om de forskellige lag, der er i kokainproblematikken, og derfor har det også glædet mig, at jeg fx er blevet kontaktet af gymnasielærere, som har elever, der har haft berøring med kokain, som har rost den måde, det bliver formidlet på. Hvis det bare har en lille effekt derude, har det været det hele værd at lave.”

Kommer der mere ’Rathsack og narkokrigen’?

”Vi er i gang med at brainstorme til en opfølger, men vi har ikke lagt os fast på noget endnu. Lige nu går overvejelserne på, om vi skal gå ned ad det spor, hvor vi følger kokainens rejse fra Colombia og mod Europa og Danmark, eller om vi skal beskæftige os med anden kriminalitet i Sydamerika, blandt andet menneskehandel, som jo er et gigantisk problem fra Nord- til Sydamerika.”