Trump afviser, han har foreslået atombomber mod orkaner

En artikel om, at Donald Trump vil bruge atombomber til at stoppe orkaner, er gået verden rundt. Den amerikanske præsident er blevet gjort til grin over forslaget, som han nu selv kalder for fake news.

Trump afviser, han har foreslået atombomber mod orkaner
Offentliggjort

Den seneste historie på Trumps lange liste over fake news handler om orkaner. Ifølge det amerikanske internetmedie Axios skulle den amerikanske præsident nemlig have et forslag til en måde at stoppe orkaner på.

Atombomber.

Til et møde om orkaner i Det Hvide Hus, skulle Trump, ifølge Axios, have sagt: ”Jeg har det, jeg har det. Hvorfor bomber vi dem ikke? De starter ud fra Afrikas kyst, og når de bevæger sig over Atlanterhavet, så smider vi en bombe ned i orkanens øje, og det forstyrrer den. Hvorfor kan vi ikke gøre det?”.

Men Donald Trump skriver på sin Twitter at historien ikke passer. Præsidenten kalder nemlig historien for fake news.

Og det er bestemt ikke første gang, at det er sket.

Det amerikanske medie NPR har undersøgt, hvor mange gange Trump har brugt ordene ’fake news’, ’fake’ og ’phony’ på sin Twitterprofil. Og han holder sig altså ikke tilbage.

Undersøgelsen, der løb fra januar 2017 til august 2018, viser nemlig, at præsidenten har en stor forkærlighed for lige netop disse ord. Han skrev således ’fake’ eller ’phony’ 46 gange på en enkelt måned.

Og det seneste tweet om falske nyheder handler altså om orkan-historien. Lige meget om historien er falsk eller ej, så er idéen om at bombe en orkan faktisk ikke ny.

Den er faktisk så velkendt, at ’the National Oceanic and Atmospheric Administration’ (NOAA) har lavet en fane på deres hjemmeside, som kun handler om emnet. Og deres holdning til idéen er rimelig klar:

”Vi behøver vist ikke at sige, at det ikke er en god idé”, skriver NOAA på deres hjemmeside.

Og hvorfor er det så ikke en god idé? Ifølge NOOA vil det ikke have nogen effekt at smide en bombe ind i en orkan, faktisk vil det gøre mere skade end gavn. Radioaktivt affald fra atombomben ville bevæge sig ret hurtigt med passatvindene og skabe store miljøproblemer.

Se, hvad vi ellers skriver om: Twitter og USA