Ulrik Haagerup: Journalisten, der blev træt af dårlige nyheder

”Godnat og sov godt.”

Sådan sluttede de to komikere Timm Vladimir og Gordon Kennedy deres populære godnathistorier i underholdningsprogrammet ’Transit’ på DR engang i 90’erne. Historierne var små satiriske eventyr, som Timm og Gordon sad og fortalte, mens de puttede sig under hyggelige uldtæpper. Eventyrene handlede typisk om én, der egentlig ville gøre noget godt, men alligevel blev gjort til grin af alle andre.

Hvis Timm og Gordon havde fortalt en godnathistorie om Ulrik Haagerup dengang, så havde den nok lydt nogenlunde sådan her:

”Der var engang en ung mand, som var en af de dygtigste journalister i landet. Han havde vundet priser og skrevet forsidehistorier hele sin karriere. Undervejs i sit arbejde blev han imidlertid frustreret over og ked af, at mange af de historier, der blev bragt i aviserne og i fjernsynet, altid var så negative og triste. Historierne handlede næsten altid om naturkatastrofer, om eksplosioner, krige og skandaler. Om folk, der faldt døde om eller mistede alting. Han tænkte, at man måske kunne gøre det lidt anderledes. Hvad blev der af alle de historier om dem, der ikke mistede noget? Hvad med de fortællinger, som vi kunne blive inspirerede, glade og kloge af at høre? Hvor var de henne? En dag stillede han sig op på en papkasse og sagde til alle sine journalistkammerater, om de ikke i stedet for altid kun at skrive om tragedier, katastrofer og konflikter også ind i mellem skulle lave nogle positive historier. Måske lave historier, som gav menneskene i landet optimisme, håb og lyst til at ændre alt det, der var dårligt? Men så grinede alle journalisterne ad ham og kaldte ham en stor idiot. Godnat og sov godt.”

Ulrik Haagerup fik aldrig en hovedrolle i en af Timm og Gordons godnathistorier, selvom fortællingen om ham faktisk passede pænt ind i eventyrkonceptet. Han blev formentlig heller ikke kaldt en idiot offentligt. Til gengæld er det sandt, at han havde alle imod sig, da han blev ansat som nyhedsdirektør i Danmarks Radio i 2007 og satte sig for at ændre en kultur, som, han syntes, gav seerne og læserne et forvrænget eller i bedste fald ensidigt billede af verden.

En septemberaften i 2008, hvor han igen sad derhjemme foran fjernsynet og så TV Avisen, blev han bekræftet i, at der var noget helt galt. TV Avisens tophistorier den aften handlede om terrortrusler mod Danmark og skyderier i København. I Sverige var en kvinde blevet sexmisbrugt i et skur. Bagefter kunne nyhedsværten blandt andet fortælle om en retssag efter et flystyrt, der havde kostet hundreder af mennesker livet, om krise i Socialdemokratiet og busstrejker på Fyn. Endelig sluttede TV Avisen med den muntre og opbyggelige historie om en stor, mekanisk edderkop, der havde skabt panik i Liverpool. Og så til vejrudsigten: Regnvejret fortsætter. Hav en fortsat god aften.

”Hold da op! Hvorfor er det lige, at jeg har brug for at skylle mig selv ud i toilettet nu,” spørger Ulrik Haagerup sarkastisk, da vi sidder på hans lille kontor på Constructive Institute, som ligger midt på campus på Aarhus Universitet.

”Den måde, vi som medier og journalister filtrerer virkeligheden på – og når jeg siger vi, så mener jeg ikke bare Danmarks Radio, men hele branchen, hele vores fag – giver jo folk derude den opfattelse, at alting er ved at falde fra hinanden. Og det er jo skruphamrende forkert, det passer jo ikke. Alt er ikke ved at falde fra hinanden. Modtagerne bliver så deprimerede af vores prioriteringer og vinkler, at de ikke gider bruge os og vores nyheder mere.”

Der var egentlig ikke noget galt med historierne den aften, de normale nyhedskriterier og kvalitetskrav var blevet overholdt. Faktisk gjorde journalisterne bare det, de plejede. Men det var det samlede billede af virkeligheden, der så sort ud. I journalisternes jagt på den ’gode historie’ var det dramatiske og det ekstreme blevet til det normale.

Det var det, Ulrik Haagerup stillede sig op en dag og sagde til sine medarbejdere, da han var blevet chef for DR Nyheder i 2007. At historierne i statsradiofonien var alt for negative, for ensidige, for konfliktfokuserede og kun så verden med det ene øje. Journalistik skulle i fremtiden være mere opbyggelig, nuanceret og måske ligefrem pege på mulige løsninger. Sådan at seerne, lytterne og læserne ikke sad apatiske og deprimerede tilbage, men kunne hente inspiration til at forandre. Det var ikke bare vigtigt for journalistikken, det var vigtigt for samfundets fremdrift, for demokratiet og sammenhængskraften, mente han. Han kaldte det ’konstruktive nyheder’.

”Nogle medarbejdere vendte det hvide ud af øjnene. Nogle så på mig med overbærenhed og tænkte: ’De får så mange mærkelige idéer, de dér chefer. Det går nok også over det her.’ Jeg tror, at hvis man lavede en afstemning dengang i DR Nyheder om, hvad man syntes om konstruktiv journalistik, så ville der være én stemme for og resten imod. Og den, der var for, det var så mig. Alle syntes, det var mærkeligt. Har han jord i hovedet, og hvad fanden er det for en happy-go-lucky, fluffy fyr, vi har fået som chef?”

Modstanden var overalt i Danmarks Radio. En forhenværende generaldirektør for DR skrev i en kronik i en af morgenaviserne, at Danmarks Radio ’forpludrede og forpladrede sin public service-forpligtelse.’

Også blandt Ulrik Haagerups allernærmeste kolleger på chefgangen var der voldsom modstand. Hvad nu med pressen som vagthund? Hvad med de kritiske interviews, den afslørende journalistik og de journalistiske grundværdier? Nogle kaldte tankerne om konstruktive nyheder direkte naive. Men Ulrik Haagerup gav ikke op. Han ville forandre sit fag og sig selv.

Constructive Institute i Bygning 1328 på Aarhus Universitet ud til Vestre Ringgade er Ulrik Haagerups forandringsmaskine.

Vejrudsigten byder fortsat på regnvejr i Danmark. Vi sidder drysset rundt i instituttets lounge med kaffe og sangbøger. Medierne på vores telefoner og i tv går jævnligt i gult med alarmerende og deprimerende nyheder, nøjagtigt som vi er vant til.

Orla Borg, som Ulrik Haagerup har hyret til at styre sit institut for konstruktiv journalistiks uddannelses- og forskningsprogram, tager guitaren ned fra pladsen på væggen. Nøjagtig som man gør det på landets højskoler, og efterhånden også i flere mediehuse, skal vi nemlig begynde dagen med en sang fra Højskolesangbogen.

I loungens sofaer og lænestole er instituttets studerende og personale stimlet sammen til morgensamling. Vi skal synge Sven Møller Kristensens ’Sangen om Larsen’, den med omkvædet ’det sku’ vær’ så godt, og så’ det faktisk skidt.’ Sangen er vist en slet skjult hentydning til journalistikkens tilstand hertillands, og måske er den også en syrlig stikpille til dagens særligt indbudte gæster. Chefredaktøren og redaktionschefen fra det akademiske magasin Atlas, som i en fnysende kommentar har hængt Ulrik Haagerup og hans konstruktive institut til tørre, er inviteret til dialogkaffe og morgensang.

”Han havde tænkt sig så mangt og så meget,” synger vi.

”Men overalt var der altså hejst ’stop’,

og sådan går det med alle de Larsner,

som man aldrig kan få til at vågne op.

Det ku’ bli’ så godt, men nu’ det faktisk skidt.”

Atlas’ redaktionschef Alexander Rich Henningsen, der i sin kommentar i magasinet har kaldt Ulrik Haagerup for en ’zenmaster’ i en tænketank, som er en ’indbildsk profet, der tror, han ved bedst’, får ordet. Redaktionschefen mener, at budskaberne om mere konstruktiv og løsningsbaseret journalistik er direkte skadeligt for samfundet og noget, der mere hører hjemme i en totalitær arbejdslejr. ’Et spøgelse vandrer gennem journalistikken i disse år, og spøgelset hedder konstruktiv journalistik,’ skriver han med sproglig henvisning til Karl Marx’ kommunistiske manifest.

”Journalister er en flok middelklasseborgere, der ikke skal finde løsninger for almindelige mennesker, de skal koncentrere sig om at afsløre samfundets råddenskab. Konstruktiv journalistik skaber bare et falskt håb,” siger han.

Så er der igen kogt godt op under kritikken af Ulrik Haagerups idéer, her mere end to år efter instituttet åbnede, og mere end 10 år efter han første gang præsenterede sine tanker i Danmarks Radio.

Men i stedet for bare at ringe den unge opkomling af en redaktionschef op og give ham en skideballe for at svine en erfaren redaktør til eller bare helt ignorere ham, så har Ulrik Haagerup inviteret ham og hans chef til en konstruktiv samtale. For konstruktivitet gælder i Haagerups univers ikke bare journalistikken, det gælder, når vi taler sammen på alle niveauer. Konstruktivitet er ifølge Haagerup en mangelvare. I politik, i den offentlige samtale, på de sociale medier. Alle vegne. Derfor møder han også selv kritik med åben pande og et åbent sind.

”Vi har brug for en global konstruktiv bevægelse,” skriver Haagerup i den hvide bog, som han selv med ironisk reference til, at han bliver kaldt både missionær og nu altså også ’zenmaster’, betegner som instituttets ’lille, hvide bibel’.

”Vi har brug for et wakeupcall til en paralyseret medieindustri, der er inficeret med kynisme. Vi har brug for at forstå, at konstruktive nyheder hverken er et alternativ til kritisk vagthunde-journalistik eller er et argument for harmløse positive nyheder. Vi har brug for god journalistik, som kan inspirere til mulige løsninger på samfundets problemer og give plads til en ny og mere meningsfuld rolle for journalistikken.”

Teksten er ledsaget af en lille grafik, der viser, at befolkningens tillid til journalister kan ligge på et meget lille sted. Sygeplejersker og læger ligger i top, mens journalisters troværdighed ligger og roder nede i bunden sammen med ejendomsmæglere, brugtvognsforhandlere og politikere.

”Jeg tilhører jo en generation af journalister, som aldrig har lært at stille spørgsmål som, ’hvad gør vi nu’, og ’hvordan gør vi det’. Det lærte jeg aldrig på journalistuddannelsen. Her skulle det altid handle om, ’hvem gjorde det’, ’hvornår skete det’, ’hvor mange penge kostede det’, muligvis også ’hvorfor skete det’, ’hvem har ansvaret’, og ’hvem skal fyres’. Okay, men når vi så ved alt det, hvad gør vi så som samfund, hvordan gør vi det, og hvad har andre gjort, som vi kan lære af? Konstruktiv journalistik er en anden måde at tænke journalistikkens og journalistens opgave på, som jo ikke er i modstrid med de klassiske journalistiske principper,” siger Ulrik Haagerup.

I en tid med et dagligt bombardement af nyheder på nye digitale platforme, gule breaking-bjælker, clickbait og fake news er behovet for forandring blevet endnu større. Nyhederne og journalisterne skal vinde deres troværdighed og nødvendighed tilbage. Haagerup vil skabe den forandring på fem år.

Atlas’ besøg resulterer i en direkte, men også civiliseret debat om nyheder, journalistik og pressens rolle, som måske ikke ligefrem ender i forbrødring, men så i respektfuld uenighed.

De to gæster bliver vist rundt på instituttet, hilser på de ansatte og nogle af de studerende eller ’fellows’, som de hedder her.

De 12 erfarne journalister fra medier som Politiken, Berlingske, DR og TV 2 er det tredje hold fellows på instituttet, hvor de hver har fået støtte til et års pause fra jobbet. Her kan de dels dygtiggøre sig gennem undervisning på universitetet, som gratis stilles til rådighed for dem, og dels forske i og undersøge, hvordan man kan udvikle nye værktøjer og metoder, der kan gøre deres journalistik mere nuanceret og konstruktiv.

Haagerups taktik er, at de studerende fellows som en slags trojanske heste efter deres ophold på instituttet kan vende tilbage til redaktionerne som rollemodeller eller ambassadører for den nye konstruktive tankegang – og altså have ’morgendagens journalistik’ i blodet.

Ulrik Haagerup har selv haft journalistik i blodet, siden han var barn. I hvert fald lige siden han gik i sjette klasse og selv røg i avisen, fordi han havde indsamlet over 100 underskrifter i protest mod kommunens planer om at lukke en lille fodboldbane midt i det nybyggerkvarter i Hillerød, hvor han er vokset op. En reporter fra Hillerødposten gravede lidt i historien og fandt ud af, at det faktisk var i strid med lokalplanen at bygge en institution netop der. Der blev ballade i kommunen, Haagerup kom i avisen med sine bare knæ, og fodboldbanen blev reddet for en tid. Den unge fodboldspiller blev dybt betaget. Egentlig ikke over at være kommet i avisen, men over hvad journalister kunne.

”Det slog mig, at journalister jo kunne finde ud af noget, der var vigtigt for andre mennesker. Journalister kunne få noget til at ske, gøre folk klogere på noget, som nogle andre ville skjule. Jeg var vildt fascineret af det fag. Dér fandt jeg ud af, at jeg ville i erhvervspraktik som journalist, når jeg kom i syvende klasse. Jeg ville finde ud af, hvad det her var for noget. Jeg var draget af det.”

Men på den lokale Frederiksborg Amts Avis i Hillerød tog man helst ikke erhvervspraktikanter. Det var for besværligt. Så Ulrik Haagerup måtte tiltvinge sig adgang. Han klippede en ledende artikel fra avisen ud og tog op til redaktøren og spurgte ham, hvorfor han ikke tog erhvervspraktikanter, når han nu samtidig havde skrevet i avisen, at alle virksomheder havde en forpligtelse til at tage lærlinge og elever?

”Øh, bøh,” sagde redaktøren og måtte bøje sig for den ihærdige unge mand og give ham en dag i praktik på avisen. Én dag kunne naturligvis ikke stille syvendeklasseelevens journalistiske appetit, så for en sikkerheds skyld skaffede han sig også ind på både Berlingske Tidendes og Aktuelts lokalredaktioner i den nordsjællandske by.

Haagerup var smittet med reporter-bacillen. Alt omkring ham kom til at handle om journalistik. Han fik smag for at skrive og arbejde på en redaktion.

Redaktør Sejr Clausen på Frederiksborg Amts Avis faldt for skoleelevens ukuelige energi og hyrede ham som sportsreporter, allerede inden han var begyndt i gymnasiet. Frysende og med blok og blyant i hånden rapporterede han fra en smattet boldbane hver søndag, når Fredensborg og Helsinge eller andre lokale hold mødte hinanden i kreds 2, serie 4. Og han elskede det.

Men det var da TV 2’s kommende krigsreporter Niels Brinch, der var journalistpraktikant på Frederiksborg Amts Avis dengang, en dag tog den unge redaktionsassistent med op for at dække en historie om en gruppe sejlere i havsnød ud for Gilleleje, at fascinationen for alvor kom til at boble i ham.

”Dér sad jeg så ved siden af Niels Brinch, der med en smøg i kæften og vinduet rullet ned, drønede bladets bil op gennem Gribskov. Han kørte sindssygt hurtigt med bare én hånd på rattet op til Gilleleje. Jeg syntes, det var det sejeste i hele verden.”

Selvfølgelig måtte Ulrik Haagerup starte straks efter gymnasiet på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, som en af de yngste studerende overhovedet. Han var bare 18 år gammel.

Ulrik Haagerup er vokset op med de nærmest mytologiske billeder af, hvad en journalist er. Rigtige journalister havde for det meste ligesom Niels Brinch en smøg hængende i mundvigen, de var konstant nysgerrige, fandenivoldske og altid på jagt efter nyheder. De drak bajere på redaktionen, når de havde slidt sig frem til deadline, og morgendagens avis var blevet ’lagt i seng’.

På Journalisthøjskolen fik han som noget af det første at vide af sin lærer ’med en stemme, der var godt slidt af dårlig whisky, cigaretter og hårde deadlines,’ at en god historie altid er en dårlig historie. Hvis ingen bliver sure over noget, så er det ikke en rigtig historie. Derfor var journalister altid på jagt efter problemer og konflikter rundt omkring. På jagt efter håret i suppen.

Men der var ikke rigtigt nogen, der blev sure over de første artikler, Ulrik Haagerup kom til at skrive som ’rigtig’ journalist på Morgenavisen Jyllands-Posten i Viby. En af de første handlede om noget så ukontroversielt som ravslibning. Alligevel var det starten på en usædvanlig kometkarriere. Det meste af det, Haagerup rørte ved, blev til guld og blev bemærket af journalister og redaktører i branchen. Han cruisede altid rundt på redaktionen på jagt efter en god historie.

Derfor var det også Ulrik Haagerups byline, der en dag prydede samtlige artikler på forsiden af Jyllands-Posten. Det var Haagerup, der fandt den daværende svenske statsminister Olof Palme på et hotelværelse i Athen og kunne interviewe ham før alle andre, da Danmark og Sverige lå i strid om Hesselø. Og det var også Haagerup, der efter bare fire år på avisen sammen med to kolleger i gravergruppen vandt journalisternes fineste pris, Cavlingprisen, for at have afsløret, hvordan realkreditinstitutter overbelånte byggegrunde helt vanvittigt.

En af de første historier handlede om byggematadoren Kurt Thorsen, der havde købt sin mors mark og belånt den langt ind i fantasiens verden. Selv Thorsen måtte bøje sig for artiklernes afsløringer. Da han blev præsenteret for dem, før de gik i trykken, skulle han ifølge en af Haagerups yndlingsanekdoter have sagt: ”Det er fandeme en god historie. Det er bare noget lort, at den handler om mig.”

Ulrik Haagerup var blevet synonym med den klassiske, kritiske journalistik og blev kaldt en af branchens ’gyldne drenge’.

”Det med at blive set på som en gulddreng har jeg altid syntes, var noget fis. Jeg har været heldig, at nogen, som var vildt dygtige, gad arbejde sammen med mig. Jeg har været heldig, at der har været nogle chefer, der har vist mig en enorm tillid og givet mig lov til at rejse og lave de historier, jeg gerne ville lave. Oveni har jeg selv altid haft en sult efter hele tiden at lære noget nyt. Jeg har aldrig selv besluttet, hvad jeg skulle drive det til og aldrig lagt en karriereplan.”

Der er en særlig uimponeret grundtone i Ulrik Haagerup, et fravær af enhver bekymring. Han er aldrig rigtigt bange for at kaste sig over umiddelbart uoverkommelige udfordringer. Selv siger han, at han har et lyst sind, er ’meget sangvinsk’ og besidder en ’grundlæggende naivitet’, der gør, at han tør kaste sig over hvad som helst uden at spekulere for meget over det: ”Hvad er det værste, der kan ske,” tænker han.

”Det skal nok gå alt sammen.”

Har man det sådan, så tror man også på, at det meste vitterligt kan lade sig gøre. Hvis bare man prøver. Så tør man godt ringe til en svensk statsminister på et privat hotelværelse i Grækenland for at få historien. Og man tør godt opsøge sit største journalistiske idol på The Washington Post i USA, den amerikanske undersøgende reporter Bob Woodward. Ham, der sammen med makkeren Carl Bernstein i 70’erne var hovedkræfterne i afsløringen af den berømte Watergate-skandale, som kom til at koste Richard Nixon præsidentposten. Det var indbegrebet af den kritiske og undersøgende journalistik.

Haagerup tog på efteruddannelse, kort efter han var startet på Jyllands-Posten, på The Washington Post og fik overtalt ’mesteren’ til at lade sig køre i lufthavnen, så Haagerup kunne interviewe ham undervejs.

”Den tur står stadig som noget af det vildeste, jeg har oplevet. Bare det at være i samme rum som Bob Woodward og så stille sådan nogle spørgsmål om, hvor man starter, hvis man vil lave ordentlig undersøgende journalistik og få svaret: ’Who is the most powerful man in, was it Denmark? Oh, it’s Mr. Moller. He owns a lot of ships. Start there.’ Så sagde han én ting til, som jeg aldrig har glemt. Han havde lige udgivet en bog, hvor han havde interviewet CIA’s chef på hans dødsleje. ’Hvorfor vil CIA’s chef dog tale med Dem, Mr. Woodward? Han ved jo, at der kommer noget i avisen.’ Og så sagde han: ’Der er én ting, du skal lære. Alle mennesker i hele verden vil gerne tale med nogen, der er vidende, venlige og vedholdende.’”

De tre v’er satte sig fast. Det samme gjorde Woodwards makker Carl Bernsteins definition på, hvad rigtig journalistik er: ’Journalism is not stenography, journalism is the best obtainable version of the truth.’ Ikke sandheden, men den bedst opnåelige version af den. Sætningen blev i mange år det første Haagerup så, når han åbnede sin computer. Først som undersøgende reporter, siden som chef for Jyllands-Postens journalistik og nyhedsdirektør i Danmarks Radio.

Det var en tilfældig kvindelig nyhedsforbruger, der fik Ulrik Haagerup til at træffe den endelige beslutning om at forlade sit vellønnede og prestigiøse job som nyhedsdirektør i Danmarks Radio. Efter i flere år at have forsøgt at påvirke måden DR drev journalistik på, uden at få institutionens fulde opbakning, sad han en dag på sit kontor og så en YouTube-video. Videoen var fra den unge smykkesælger Jodie Jackson fra The Midlands i Storbritannien. De to havde aldrig mødt hinanden, men hun havde sendt den til ham, fordi hun havde hørt, at han som indflydelsesrig redaktør gik med de samme tanker, som hun selv. I videoen havde hun fået sat musik og billeder til et digt, hun havde skrevet. Hendes rap handlede om, hvordan strømmen af nyheder på nettet, i tv og på de sociale medier gjorde hende afmægtig:

”We hear about disaster, murder, conflict and violence,

And after a while this becomes white noise, like silence.

But when there is a bias for the negative, we lose becoming sensitive,

And instead we become emotionally dead.”

Da videoen var slut, vidste Ulrik Haagerup, at han var nødt til at sige sit job som nyhedsdirektør op for at forsøge at ændre ikke bare sit fag, men også sig selv. Det var ikke længere nok alene at prøve at forandre nyhedskulturen i DR.

”Det rammer mig simpelthen lige i mellemgulvet. Her er en desperat nyhedsforbruger, som poetisk fortæller om sin frustration – som jeg jo deler. Det slår mig, hvor kæmpestort det er. Hvor vigtig en dagsorden det er, og hvor wimpy det er af mig at tænke, at det skal andre tage sig af. Hvordan kan jeg få nogen til at risikere tid og penge, hvis jeg ikke selv risikerer det? Det her er min mission. Det her vil jeg bruge resten af mit professionelle liv på.”

Undervejs i sit arbejde på DR har Ulrik Haagerup ikke bare udfordret tankegangen blandt journalisterne, men også flittigt modtaget mediefolk fra hele verden med de samme idéer som ham selv. Han har fortalt dem om hans og DR’s projekt, han har holdt foredrag i det meste af verden, hvor han kunne, og nedfældet sine tanker og idéer i den ’lille, hvide bibel’.

”Jeg bruger det jo strategisk, fordi jeg ikke kan få lov til at gøre det til et DR-projekt, hvilket det burde have været. Men der er for stor intern modstand. Som en del af den interne markedsføring tager jeg derfor imod alle de invitationer, jeg kan komme i nærheden af i udlandet fra andre, der synes, det her er vigtigt og interessant. Der kommer delegationer på besøg fra hele verden.”

Han begynder at holde møder med fonde og undervisningsinstitutioner, og en dag bevilger TrygFonden 25 millioner kroner. Donationen er gennembruddet for at kunne etablere den forandringsmaskine, der skal udvikle og forske i journalistikken. Betingelsen for pengene er, at Ulrik Haagerup selv går med. Aarhus Universitet siger ja til at stille lokaler og gratis undervisning til rådighed for Haagerups institut. Constructive Institute åbner 1. september 2017.

”Der var en professor fra cognitive science forbi en dag. Han skulle lave et oplæg om fremtidens uddannelse. Han syntes, at fremtidens uddannelse burde være en tredjedel Stanford University for deres fokus på innovation, en tredjedel tung læring som på det tyske Humboldt-universitet og en tredjedel dansk højskole for dens dannelse, nysgerrighed, fællessang og rødvin. Han spurgte mig, om ikke det var det, vi havde lavet her. ’Det håber jeg godt nok, du har ret i,’ sagde jeg. ’For det lyder virkeligt fedt.’”

Ulrik Haagerup kalder sit institut for ’et erkendelses- og et innovationsprojekt.’

”Tanken er, at det her skal være en global bevægelse. Vi vil være med til at skabe grundlag for en fælles erkendelse i vores branche af, at journalistik ikke kun er en del af problemet i den erosion, vi ser i vores demokratier i de her år. Men at journalistik også bliver nødt til at være en del af løsningen. Hvis journalistik ikke skal være det sted, som folk kan ty til og samtidig være sikre på, at her er der nogen, der vil fortælle dig den bedst opnåelige version af sandheden, hvem skal så?”

I bygning 1328 er de kritiske redaktører fra Atlas taget hjem til København. Ulrik Haagerups kalender er pakket. I dag har han også besøg af en tysk delegation fra Nordrhein-Westfalen, der overvejer at åbne et søsterinstitut i Bonn. Om nogle uger drager ’zenmasteren’ så til Australien, hvor man også vil lukke den konstruktive journalistik ind og forandre nyhedsbilledet. Han skal være vært ved den hidtil største globale konference om konstruktiv journalistik i London med 800 deltagere fra hele verden.

Mediegiganter som Google, BBC, Sunday Times, Guardian, norske NRK, tyske ZDF og mange andre har fattet interesse for den danske journalist og redaktørs vision om at forandre journalistikken på fem år.

”Jeg tror faktisk, det vil lykkes os. I 2022 vil der ikke være nogen journalister i vores del af verden – måske hele verden – som ikke ved, hvad konstruktiv journalistik er. Der vil være rigtigt mange journalistuddannelser, som vil begynde at undervise i det, og nyhedsorganisationer, som vil eksperimentere med de konstruktive formater. Det skaber jo ikke paradis på jord, men det er heller ikke målet med journalistik. Målet er at gøre folk klogere, så de kan træffe nogle valg på et højere plan. Hvad der så sker derefter, må nogle andre tage ansvaret for.”

På væggen på Haagerups kontor hænger der en tegning af Storm P. Tegningen forestiller en masse mennesker, der går i hælene på hinanden. Som lemminger på vej mod afgrunden. Ude i siden går en enkelt mand i luvslidt tøj den diametralt modsatte vej.

”Det billede betyder meget for mig. Jeg tror, det er min yndlingstegning. Den viser i virkeligheden, at hvis man går inde i midten i den der masse af mennesker, så tror man, man kommer det rigtige sted hen. For det er jo der, alle de andre går. Hvis man så kigger på manden, der går i den modsatte retning, kan man se, at han jo ikke er rig, han er vagabond, og måske falder han i et hul i jorden dér bagved træet. Han ved det ikke. Han ved i virkeligheden heller ikke, hvor han er på vej hen. Men hvis man kommer helt tæt på, kan man se, at manden smiler, han er glad. Og det er det, det handler om for mig. At være positiv, glad og mere sulten efter succes end at frygte fiasko. At turde gå derhen, hvor man tror, lyset er.”

Og selvom ikke ret mange herhjemme støttede Ulrik Haagerup dengang, er vindene ved at vende. Som Informations chefredaktør Rune Lykkeberg sagde i et interview i ’Mennesker og medier’ på P1:

”Jeg har grinet af konstruktiv journalistik, der lød som noget, der hører hjemme i Putins Rusland. Men jeg har ændret holdning. Haagerup havde jo ret. En journalistik, der kun handler om at rive ned, og en selvforståelse, der kun handler om at kritisere, melder sig ind i et brokkekor, der ender med at rive samfundet i stykker.”

Selv var Haagerup aldrig rigtigt i tvivl, siger han:

”Apple lavede engang en reklamekampagne, der hed ’Think different’. Her hyldede man dem, der turde gå en anden vej. ’People who are crazy enough to think they can change the world are the ones who do.’ Den kampagne elsker jeg. Historien viser jo netop, at dem, der virkelig har flyttet et eller andet, først er blevet ignoreret, og så er de blevet latterliggjort, fornedret og forhånet. Men de er stædige nok, naive nok eller brænder nok, og de bliver ved, og på den måde bliver det dem, der ændrer noget. Det er da interessant.”

Ulrik Haagerup er ’skør’ nok til at tro, at han kan forandre verden. Han er faktisk i fuld gang.

Godnat og sov godt.