Ulven er tilbage i den danske natur: ”Folk herude er ikke meget for, at man bestemmer over dem. Og de er særligt ikke meget for, hvis det er nogen i København, der bestemmer det"

En fredag morgen ringede fåreavleren Jørgen Blazejewicz’ telefon. Opkaldet kom fra den lokale tv-station, som havde hørt, at der lå døde dyr på fåreavlerens grund i Holstebro. Straks efter kørte Jørgen Blazejewicz ud for at tilse sine folde.

”Jeg har aldrig set noget lignende,” siger Blazejewicz om synet, der mødte ham den dag i februar 2018. ”Ved de andre angreb har jeg sagt, ’nå ja, det er døde dyr.’ Det er man jo vant til at se, når man arbejder med dyr. Men det her var en massakre."

Fårene lå spredt ud over det hele. I alt 18 dyr var døde. Andre får havde overlevet angrebet, men var ilde tilredt. Nogle af dem rendte rundt med to kilo kød manglende på køllen. Et af fårene havde livmoderen hængende ud af siden. Jørgen Blazejewicz har taget et billede af dyret, hvor man tydeligt kan se aftegningen af to lam inde bag den lyserøde hinde. I dagene efter måtte han aflive fire får.

Siden Blazejewicz grundlagde lammevirksomheden Storålam for fire år siden, er 130 af virksomhedens godt 500 får i området blevet dræbt. Naturstyrelsen har bekræftet, enten ved DNA eller ved vurdering af overvejende sandsynlighed, at fårene er blevet dræbt af ulve. Andre hændelser er ikke blevet anerkendt som ulveangreb. For eksempel da en hel bestand på 60 lam forduftede. Hen over et par måneder forsvandt de sporløst i nattens mørke, ét efter ét.

Jørgen Blazejewicz finder et kort over Holstebro og nabobyen Ulfborg frem. Med en gul overstregningspen markerer han det område på 10 gange 10 kilometer, hvor der er observeret ulve. Inden for området tegner han ni cirkler for de steder, han har får gående. Efter den sidste cirkel er sluttet, peger han midt i alle sine cirkler med en kraftig pegefinger.

”Og det er dér, man mener, at der ligger en ulvegrav,” siger han.

På vej hjem fra folden kører vi forbi naboens hus, som ligger tyve meter fra angrebsstedet. I baghaven står et legehus og en sandkasse. Begge er sirligt hegnet ind af et mandshøjt ståltrådshegn. Heller ikke her er man interesseret i ubudne gæster.

Danmark har været ulvefrit siden 1813, hvor den sidste danske ulv blev skudt i et område sydvest for Skive. Men i 2012 blev et dødt dyr fundet i Thy, og en DNA-prøve bekræftede, at ulven var tilbage. Siden har man fundet spor af tre ulve i landet – herunder parret nær Ulfborg, som fødte otte hvalpe i sommeren 2017 – og det har sat ild til en af de største danske værdidiskussioner i nyere tid: Hører ulven til i landet eller ej?

På ja-siden finder man argumenter for, at ulven vil bidrage positivt til den danske biodiversitet, efter man drev heksejagt på den, og den blev unaturligt udryddet i Danmark i 1800-tallet.

Andre mener, at ulven er en invasiv art, som ikke hører hjemme i landet. Et af argumenterne lyder, at Danmark ikke har et stort nok areal til at rumme et rovdyr af ulvens kaliber. Andre er slet og ret bange for dyret. Jørgen Blazejewicz fortæller, at nabokonen i Holstebro ikke længere har lyst til at gå ture med barnevognen på den smalle grusvej, som adskiller deres hus fra det græsareal, hvor angrebet fandt sted i februar. Hans egen kone tør heller ikke længere gå tur med hundene ved skumringstid, som hun ellers altid har gjort.

Frygten virker reel, instinktiv, og alligevel har forskernes mantra i ulvedebatten været, at ulven ikke udgør en trussel for mennesket i dag. Men har ulven bevidst angrebet mennesker tidligere i historien? Ifølge Peter Sunde, seniorforsker ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, er svaret er et ensidigt ja.

”Vi har statistikker, som går tilbage til 1500-tallet i Centraleuropa, med tusindvis af dokumenterede tilfælde af ulveangreb på mennesker, ikke bare på grund af rabies, men også som prædationsangreb (et rovdyr, der angriber for at spise et byttedyr, red.),” siger han.

Ulvene var i vores forfædres tid ikke mere glubske, men nogle særlige forhold gjorde sig gældende. Små børn vogtede dyr alene ude i naturen, og byttedyrsbestandene var kraftigt reducerede, fordi menneskene åd af dem i en sådan grad, at ulvene levede på sultegrænsen. De opsøgte derfor både husdyr og mennesker for at finde føde. Situationen er en ganske anden i dag, og i Nordamerika og Europa har der tilsammen været blot tre tilfælde af dødelige ulveangreb på mennesker inden for de seneste 50 år.

”Jeg har regnet ud, at der i samme periode formentlig har været langt over 10 millioner møder mellem ulve og enlige mennesker. Det vil sige, at man har en risiko, som måske hedder en til fire millioner. Dybest set burde vi overhovedet ikke tage os af det her i Danmark,” siger Peter Sunde.

Men risikoen for danske ulveangreb vil aldrig være lig nul. Hvis man bor i et område med høj ulveaktivitet, vil mindre børn, som løber alene rundt i naturen og ikke ved, hvordan de skal reagere ved et møde med en ulv, være udsat for en større risiko, siger Peter Sunde. Han sammenligner det med, at man undlader at sætte en cykelhjelm på sit barns hoved, inden barnet bevæger sig ud i trafikken. Det er i sidste ende forældrenes afgørelse, om det er en risiko, de er villige til at løbe.

20 minutters kørsel fra Jørgen Blazejewicz’ gård ligger Ulfborg. På en velplejet græsplæne midt i byen ligger den lokale grillbar, Grill-Hytten. Bag disken står Maibritt Haugegaard, som har boet i byen i 18 år. Hun fortæller, at ulven for hende er lidt ligesom vejret.

Den er et emne, man tager op ved middagsselskaber, når samtalen er ved at ebbe ud. Men hun ved også, at nogle har en markant holdning til, at ulven frekventerer området. På en mark ikke langt herfra har nogen sat en papfigur op, som forestiller en ulv med en dukke i munden. Efter billeder af sidste års kuld hvalpe fra Ulfborg blev offentliggjort, fik ulven selskab af yderligere tre papfigurer, der forestiller små ulvehvalpe. I samme omgang var der blevet sat en skydeskive på ulve-mor.

Lidt længere nordpå, i Suldrup, er den lukkede Facebook-gruppe ’Ulvefri Danmark’ stiftet. Ulve er omfattet af EU’s habitatdirektiv, der indeholder et forbud mod forsætligt drab. I Facebook-gruppen lader det dog til, at man tager let på reglerne. Et motto fra gruppen er ’Skyd, grav ned, hold kæft.’

Men hvorfor kan man nære så stort et had til et dyr, som fra naturens hånd er så menneskesky, at de færreste af os overhovedet har stiftet bekendtskab med den? Historiker på Nationalmuseet, Niels Hein, forklarer, at ulven længe har haft et dårligt ry blandt mennesker. Faktisk allerede fra bronze- og jernalderen, hvor der skete en transformation fra jæger- til bondesamfund, og mennesket begyndte at holde husdyr.

”Det skabte det første store skel mellem mennesket og ulven. Ulven og andre rovdyr begyndte at blive set som en pestilens,” siger Niels Hein.

Sideløbende med fortællingen om den store, stygge ulv begyndte også et mere positivt billede af dyret at tage form gennem forskellige sagaer. Fra samme tid har man nogle af de første afbildninger af ulven på blandt andet Gundestrupkarret, som Niels Hein peger ud blandt Nationalmuseets historiske skatte. På det sølvfarvede kar er ulven afbilledet tynd og langbenet, og sammen med en række andre dyr omgiver den en hornet gud i skrædderstilling.

Det nye billede af ulven rodfæstede sig særligt i nordisk mytologi med fortællinger om Odins to ulve, Gere og Freke, og ikke mindst Fenrisulven. Ulven var stadig frygtindgydende – men det var også en figur, man havde respekt for. Af samme grund blev ulven brugt som symbol af vikingetidens krigere, når de skulle intimidere modstandere. Ulven blev set som hurtig og snu, og frem for alt var den et dyr, man så op til.

Men med kristendommens indmarch i Middelalderen blev ulvens image forværret. I samtidskunsten blev Jesus afbildet som en hyrde, der passer på fåreflokken – underforstået menneskene – mod det onde. Og det onde er ulven. Der opstod folkemyter om varulve og ulve, som spiser små børn. Også i lovgivningen viste man sin antipati for ulven. I Jyske Lov fra 1241 er det formuleret, at man har krav på erstatning, hvis ens ko eller hund bliver slået ihjel, mens det samme ikke gælder ulve. De er bogstaveligt talt uden for lov og ret.

Ulvenes ry blev stadigt forværret, og i 1600-tallet begyndte de første klapjagter på dyret med dusør på skind. De blev set som et skadedyr på lige fod med rotter. Fra samme tid har man beretninger fra udlændinge, som kommer til Danmark og undrer sig over, at ulve bliver skudt, fanget og hængt op i galger.

”Det samme gjorde man med tyve og røvere, så det tyder helt klart på, at man sidestillede ulve med den gruppe af samfundsborgere, fordi de tog noget – husdyrene – som ikke tilhørte dem,” siger Niels Hein.

I tiden omkring og efter verdenskrigene formede sig et mere broget billede af ulven. I propagandategnefilm blev Hitler portrætteret som en dum ulv. I populærkulturen længtes man efter naturen som modsvar til civilisationen og i Disneys ’Junglebogen’ fra 1964 har ulven Akela, som er leder af flokken, som Mowgli vokser op i, styrke og snildhed som karaktertræk. Senere undergik ulven seksuelle referencer og blev tilmed et sexsymbol – senest i ungdomsbøgerne ’Twilight’.

Fortællingerne om ulven trækker rødder langt tilbage i historien, og i dag har vi samlet det hele i én stor pærevælling. Derfor bliver det legitimt både at kalde ulve grusomme og at mene, de bør bevares og beskyttes i den danske natur – og deraf er de to yderpoler i den aktuelle diskussion opstået.

”Landmænd har generelt igennem hele historien set ulven som en udfordring, og det har været eliten inde i byerne, som har romantiseret og savnet den,” siger Niels Hein.

Da vi kører op ad den lange indkørsel til Jørgen Blazejewicz’ gård, fortæller han, at han for kort tid siden kørte en ræv ned på netop denne grusvej. Han kunne ikke nå at bremse. Og det er jo også sket et par gange, at ræve har snuppet nogle af hans dyr. Efterfølgende havde Jørgen Blazejewicz spøgende diskuteret med sin søn, om de ville sætte farten ned eller hamre speederen i bund, hvis der pludselig stod en ulv på vejen foran bilen.

Da jeg spørger ham, om han rent faktisk ville dræbe en ulv ulovligt, hvis han fik muligheden for det, glatter smilerynkerne omkring hans øjne sig ud.

”Nej. Det er ikke måden at gøre det på. Samfundet har nogle regler, man må følge. Det må simpelthen kunne lade sig gøre med sund fornuft at få ordnet det her.”

I april 2018 blev en ung hunulv fra kuldet i Ulfborg skudt ned lidt øst for byen. En 66-årig mand risikerede en straf på op mod to års fængsel, men slap med en dom på 40 dages betinget fængsel.

Han fik konfiskeret sin riffel og skulle betale sagens omkostninger, men måtte beholde sit jagttegn. Under retssagen blev der sået tvivl om, hvorvidt det rent faktisk var en ulv, der blev skudt, eller om der var tale om en krydsning mellem en ulv og en hund, som derfor ikke ville være beskyttet af EU’s artsfredningsbekendtgørelse. Men det var skærpende for dommen, at manden havde skudt ulven fra sin bil, hvor dyret ikke udgjorde en umiddelbar fare.

Sagen er den første af sin slags i Danmark, og den blev fulgt tæt i nogle kredse, hvor der har været en frygt for, at en mild dom vil føre til en mere målrettet jagt efter ulvene på de jyske marker. Jørgen Blazejewicz tror ikke, at den 66-årige mand reelt kommer til at betale sagsomkostningerne selv. Men fåreavleren vil ikke selv smide penge i indsamlingsbøssen. Han har sådan set ikke noget imod, at der er ulve i Danmark, siger han. I hvert fald ikke så længe, de holder sig fra hans får.

At han indimellem mister et af dem, skal han nok komme over, og staten udbetaler også erstatning for tab af dyrene, når en konsulent har vurderet, at en ulv har været involveret. Men det er de atypisk voldsomme drab, som er begyndt sideløbende med ulvens ankomst, der sætter sig på nethinden.

I 2017 satte daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) gang i en tilskudsordning til ulvesikring af hegn, som personer med folde i et udpeget område på 330 kvadratkilometer mellem Holstebro, Vemb, Tim og Grønbjerg kan ansøge om, hvis de holder mindre husdyr som får og geder. Hegnet består af to eltråde placeret henholdsvis 20 centimeter og mindst 110 centimeter over jorden i kombination med en almindelig indhegning. Trådene skal forhindre, at ulven hverken hopper over eller graver sig under hegn ind til husdyr.

Jørgen Blazejewicz har selv gjort brug af ordningen. Der er sket færre angreb på fårene, siden han fik sat hegnene op omkring nogle af foldene. Alligevel ville han gerne være hegnene foruden.

Blazejewicz ser hellere, at lovgivningen om regulering af ulve bliver lavet om. Eksempelvis kunne man indføre jagttid på dyret, ligesom man har gjort det med eksempelvis ræve og hjorte, hvor man i en afgrænset periode må skyde dyrene, så bestanden bliver holdt nede.

Som lovgivningen er i dag, skal man have en dispensation for at regulere – eller dræbe, som det hedder på hverdagsdansk – en ulv. Ulven skal opfylde et eller flere kriterier såsom manglende skyhed over for mennesker, at den mere end to gange på seks måneder aktivt har opsøgt områder med mennesker, eller at den udviser truende, irrationel adfærd.

Esben Lunde Larsen arbejdede for indhegning af ulve i særlige områder og lempelser af ulvens fredning i EU. Men da Jakob Ellemann-Jensen overtog ministersædet i maj 2018, skiftede han kurs og lagde i højere grad op til løsninger, hvor mennesket må tilpasse sig ulven – og ikke omvendt.

Jørgen Blazejewicz kunne ikke lide Ellemann-Jensens ordlyd i den debat om ulven, der fandt sted på et borgermøde i Ulfborg umiddelbart efter hans indtræden i foråret.

”Han vævede rundt i det og kom ikke rigtigt nærmere noget. Han talte, som en rigtig københavner taler om det her.”

Han presser læberne sammen og sænker blikket.

”Folk herude er ikke meget for, at man bestemmer over dem. Og de er særligt ikke meget for, hvis det er nogen i København, der bestemmer det – og da slet ikke, hvis det er nogen i Bruxelles,” siger han:

”Man skal have respekt for, at folk har andre meninger. Jeg har også respekt for dem, som bor her i området, og som siger, at de ikke er bange for ulven. Men hvis man sidder i en lejlighed på femte sal på Østerbro, har et fedt job, det mest farlige er luftforureningen, og ens oplevelse med naturen primært stammer fra Dyrehaven, så er det lidt letkøbt at sige, at vi jyder bare må leve med det her problem.”

Ulvedebatten handler om mere end lovgivning, og den handler om mere end ulve. I virkeligheden handler det om et mere overordnet og velkendt dilemma: land kontra by.

I byen bliver ulven i nogle sammenhænge romantiseret, mener Brian Benjamin Hansen, som er filosof og adjunkt ved Via University College i Aarhus. Han fremhæver Alternativet, hvis klimaordfører Rasmus Nordqvist har tilkendegivet, at han og resten af partiet er ’på naturens side’ i sagen om den skudte hunulv. I samme omgang sagde Nordqvist, at ulve er naturligt hjemmehørende i Danmark og er blevet fordrevet fra den danske natur af landbrug, industri og mennesker, og at partiet derfor glædes over, at de er vendt hjem.

Omvendt har det blandt flere jyske debattører været en stående joke, at man jo bare kan eksportere ulvene til de sjællandske skove, hvis københavnerne virkelig er så begejstrede for dem.

For dem er ulven blevet et uomtvisteligt bevis på alt det, som hovedstadens elite ikke forstår om Jylland.

Alternativets og mange andre danskeres begejstring for ulven dækker over, at vi i dag – præcis som vores forfædre fra romantikken – længes efter noget andet end betonhøjhuse, osende biler og fortravlede cyklister. Vi længes efter det naturlige.

Ulven er kun det seneste skud på stammen i en lang række af dyr, som inden for de seneste år har vakt både kærlighed og folkeopstand blandt danskerne. Slagtningen af giraffen Marius fra Københavns Zoo sendte zoo-direktøren Bengt Holst ind i en shitstorm af international kaliber.

Nedpløjningen af natur og spidssnuende frøer i et område på Amager Fælled fik rystede københavnere til at organisere protester med tv-kokken Nikolaj Kirk i front. Og da fagpersoner for nogle år siden vurderede, at man aktivt måtte sikre de truede hasselmus’ fremtid, byggede man en faunabro over motorvejen mellem Odense og Svendborg til 18 millioner kroner. En bro som hasselmusen i øvrigt ikke har benyttet én eneste gang i de ti år, der er gået, siden broen blev opført.

Men i virkeligheden handler forargelsen ikke om frøer, giraffer eller hasselmus. Den er i stedet et symptom på noget meget mere abstrakt, som vi i dag føler os mere magtesløse over for end nogensinde før: klimaforandringer. Vi forholder os i stedet til det håndgribelige og ignorerer den større problemstilling.

“Med dyrene kan vi købe ind i en fortælling, som er rar og hyggelig, men også uforpligtende, og derigennem fornægter vi et større dilemma. Det bliver en form for pseudo-handling,” siger filosof Brian Benjamin Hansen.

Inde i stalden hos Jørgen Blazejewicz i Holstebro ligger et afpillet kranium fra et hornet får. På næseryggen mellem de to gabende øjenhuler sidder der rester af sorte, stride hår. Jørgen Blazejewicz fandt kraniet på en af de patruljeringer af foldene, som han nu er nødt til at foretage tre gange så ofte som tidligere. Et dræbt dyr rådner hurtigt i sommervarmen, og når først forrådnelsesprocessen er sat ind, er det sværere at bevise et ulveangreb og dermed få udbetalt erstatning.

Siden ulvene kom til området, har det været sværere at få forretningen til at køre rundt. Én ting er omkostningerne ved at vedligeholde de ulvesikre hegn. En anden er de ekstra ressourcer, Storålam må bruge på at patruljere foldene, hjælpe vildtkonsulenten med at flå skindet af dræbte dyr og bortskaffe dem og at registrere døde dyr, så de kan få de erstatningspenge, de har ret til.

Samtidig har Jørgen Blazejewicz måttet sande, at det ganske enkelt ikke er sikkert at have får gående i nogle områder. I folden, hvor angrebet skete i februar, har han fjernet alle fårene og i stedet sat seks heste ind, som er for store til, at ulvene vil angribe dem. På folden kunne der ellers have gået 50 får med lam, som han vurderer, at han kunne have tjent 60.000 kroner på.

I stedet tjener han nu ingen penge på lam på folden, og samtidig ligger der en omkostningstung opstaldningsløsning forude, når vinteren sætter ind, og det bliver for koldt for hestene at være ude. Isoleret set betyder de seks heste ikke alverden, men Jørgen Blazejewicz vurderer, at han snart bliver nødt til at gøre det samme på de fleste af hans arealer – og så er hans forretning hurtigt udhulet.

Indtil videre har man dokumenteret ni ulve i Danmark, men de fem menes at være forsvundet igen. Jørgen Blazejewicz mærker allerede de økonomiske konsekvenser af dyrets tilstedeværelse. Men biologer har tidligere anslået, at der er plads til 100 ulve i de danske skove. Hvad gør han, hvis ulvene en dag overtager hans fårs enge helt?

”Vi har fundet nogle løsninger, så det er ikke sådan, at vi firkantet har stået fast på vores ret til at holde får. Det forsøgte vi ellers i lang tid, for jeg synes egentlig, at det er okay at sige, ’Vi var her først.’ Men det, der skete i februar, vil jeg simpelthen ikke lægge navn til én gang mere. Det ville være at kæmpe mod bedre vidende, hvis jeg bare fortsatte med at få mine får slagtet i dyngevis. Så jeg har valgt en anden løsning ud fra det, selvom jeg synes, det er urimeligt,” siger han.

Han er stille et øjeblik, inden han fortsætter:

”Man får det her fag så meget ind under huden. Jeg har levet med fåreavl størstedelen af mit voksne liv, og jeg ville slet ikke vide, hvad jeg skulle gøre med mig selv, hvis jeg ikke havde det her. Jeg ville ikke ane, hvad jeg så skulle foretage mig.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Jylland, Danmark og Artikler