DE HAR FOR VANE at lade sig omtale som en homogen masse, Generation Z’erne, med deres klimaangst og doom-scrolling og boligmarkedsfravær. Men generationen af unge, der helt formelt strækker sig over fødeårene 1997 til 2012 og efterfølger den første generation af digitalt indfødte, millenials, lader sig ifølge en nylig artikel i Financial Times opdele på i hvert fald ét plan: kønnet.
Her dokumenteres det, hvordan unge mænd og kvinder mellem 18 og 29 år i Sydkorea, Storbritannien, USA og Tyskland de seneste årtier har taget hver sin afkørsel på ideologiernes motorvej: Flere unge kvinder bliver venstreorienterede, mens flere unge mænd bliver højreorienterede. Det illustreres således:
Det fremgår altså, at kvinderne i de fire lande især fra 2010’erne og frem har taget kvantespring mod venstre. I Storbritannien, USA og Tyskland sniger mændene sig mod højre – i Sydkorea er mændene på drastisk vis tromlet hen over den ideologiske midte.
Det er en udvikling, der kan have alle mulige mere eller mindre graverende konsekvenser – og dem kommer vi tilbage til – men nysgerrige læsere vil sikkert brænde inde med det samme spørgsmål: Kan vi se samme udvikling i lille, homogene Danmark?
”Det kan vi,” siger to forskere med ekspertise inden for området nærmest som ekkoer af hinanden, da Euroman ringer dem op.
”Det har vi faktisk kunnet længe,” fortsætter Johannes Andersen, der er lektor emeritus i statskundskab på Aalborg Universitet, og understreger, at vi nødvendigvis må kende til den historiske ideologiforskel mellem unge mænd og kvinder, før vi kan tale om, hvilken udvikling vi ser i dag.
DET KALDER PÅ en kort historietime.
”Hos dem, der var født før 1945, stemte unge mænd og kvinder det samme,” fortæller Johannes Andersen.
”Kvinderne var hjemme, og mændenes arbejde definerede, hvad man stemte. Så kom 68-generationen og ungdomsoprøret – det er den mest venstreorienterede generation, vi har haft, og mænd og kvinder var cirka lige venstreorienterede.”
Og den kønsideologiske skillevej lader vente yderligere på sig, fortsætter han:
”Som et oprør mod 68’erne kommer en mere individualistisk generation. Vi får nykonservatismen, unge mænd begynder at gå i jakkesæt og slips, og det er den mest højreorienterede generation, vi har haft – men igen: Det er det også blandt kvinderne.”
Da Generation Y – millenials – får stemmeret, sker der noget. De kaldes den ambivalente generation, fordi de har så mange muligheder, dem, der er født mellem 1981 og 1996. Og nu begynder de unge kvinder at sno sig mod venstre:
”Det er stadig en individualistisk generation,” argumenterer Johannes Andersen, ”men kvinderne er mere optaget af omsorg og velfærd. Dels fordi flere af kvinderne arbejder i de offentlige velfærdsstillinger, dels fordi hele New Public Management-tilgangen, hvor alt skal effektiviseres, der vinder frem i velfærdsstaten, gør det sværere for dem at udføre deres arbejde. Derfor stemmer de i højere grad på de partier, der vil afsætte flere penge til deres arbejdsområder.”
Så langt så godt: Omkring midten af 90’erne begynder de unge mænd og kvinder herhjemme at spille forskellige ideologiske grundtoner. Sådan har mønstret også været hos mange af vores naboer – men kan vi se samme drastiske mønster som i Tyskland, Storbritannien, USA og især Sydkorea, hvor tidsånden kløver, ja nærmest radikaliserer, de unge?
Ja og nej, hvis man spørger Carolin Hjort Rapp, der er lektor i statskundskab på Københavns Universitet med køn og politik som forskningsområde.
”Vi kan se samme tendens, men ikke helt så voldsomt som i fx Sydkorea, hvor det er helt vildt,” siger hun.
I den senest tilgængelige data fra oktober 2022, der er indsamlet af Moos Bjerre fra Københavns Universitet, stemmer 52,2 procent af unge mænd mellem 18 og 30 år på et parti i blå blok. For kvinderne i samme aldersgruppe er tallet kun 44,56 procent.
Man kan til gengæld ikke – med de tal som hovedvidne – løfte bevisbyrden for, at 2020’ernes politiske energier blæser kønnene yderligere i hver sin retning, for kønsforskellen er ikke signifikant forskellig fra, hvad den har været siden årtusindskiftet. Alligevel mener både Carolin Hjort Rapp og Johannes Andersen at kunne spore en udvikling, der ligner den hos vores sjælelige naboer i Storbritannien, USA, Sydkorea og Tyskland.
SIDDER MAN MED fornemmelsen af, at Generation Z’erne på daglig basis brager sammen i ophedede, ideologiske sværdslag, bliver man skuffet nu. Er der én ting, der kendetegner de unge – mænd og kvinder – er det, at de er relativt ligeglade med det hele:
”Generation Z er meget lidt interesseret i politik. Men de har en blokbevidsthed, altså, de ved godt, om de er røde eller blå,” siger Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.
De er altså ideologibevidste nok til at bevæge sig i hver sin retning. Men hvorfor gør de det? Svarene er mange – Johannes Andersen tilbyder ét:
”Når de unge skal finde et sted at forankre sig politisk, har de i stigende udstrækning brug for at kunne spejle sig i nogen. Det er ikke længere partiidentiteten, der er afgørende, men personidentiteten. Generation Z vil spejle sig i nogen, og det er også derfor, vi har så mange influencere om ørerne på os. Det er det samme med politiske ledere,” siger han og fortsætter:
”Unge kvinder leder efter nogen, der både går ind for velfærd, og som de kan spejle sig i. Findes de? Ja. Det kunne være Enhedslistens skiftende politiske ledere eller en som Pia Olsen Dyhr (SF). For de unge mænd kan Alex Vanopslagh (LA) være det oplagte eksempel på det modsatte.”
Så vidt persondyrkelsen af politiske ledere i Danmark. Det forklarer ikke, hvorfor ideologikløften ligner en tendens på tværs af globale demokratier.
I Financial Times nævnes teorien om negativ polarisering som en mulig faktor. Essensen i denne er, at når unge kvinder tager ideologiske syvmileskridt, fx i skikkelse af MeToo-bevægelsen og almen identitetspolitisk opvækkelse, føler unge mænd sig truede og placerer sig i strid opposition til tidens strømninger. Måske søger de tilflugt hos modbevægelsesikoner som Jordan B. Peterson, Andrew Tate eller højrepopulistiske politikere.
I et nyligt interview i Weekendavisen gav Katrine Evelyn Jensen, der er formand for de unge socialdemokrater i DSU, næring til tankegangen på bagkant af årets skolevalg. Her blev Liberal Alliance landets suverænt mest populære parti blandt 8., 9., og 10. klasser:
”Det helt nødvendige opgør med sexisme og grænseoverskridende adfærd har gjort mange blinde for, at der er andre problemer også. Jeg oplever ikke, at unge mænd bliver højreorienterede i klassisk forstand. De forsøger at give et modtryk til, at deres hverdagsliv bliver invaderet af de her højtflyvende temaer,” sagde hun.
Også Johannes Andersen og Carolin Hjort Rapp mener fra et forskerperspektiv, at modbevægelsesdynamikken kan gøre sig gældende i Danmark – og at ekkokamre online, hvor de unge ustandseligt eksponeres for de holdninger, de i forvejen har, kan accelerere forskellen mellem mænd og kvinder i Generation Z:
”Når man ikke spejler sig i politiske ledere, orienterer man sig mod sit sociale netværk. Der kommer ekkokammer-logikken i spil,” siger Johannes Andersen.
DEN SINDIGE LÆSER vil tænke: og hvad så? Civilisationens endemål er vel ikke, at mænd og kvinder synes det samme om alting?
Men måske er der faktisk grund til at håbe på ideologisk forsoning mellem kønnene. I Sydkorea, hvor ideologiskellet er på himmelfart, kobles udviklingen i Financial Times sammen med et problem, vi også så udmærket kender herhjemme: en lav fertilitetsrate. Med 0,72 børn per kvinde har Sydkorea verdens laveste af slagsen.
Det kan virke som et argumentatorisk krumspring at sammenkoble de to udviklinger, men bevæbnet med et heftigt omtalt amerikansk studie fra 2013 tager Carolin Hjort Rapp os i hånden og forklarer, hvordan det voksende ideologiskel kan få grelle konsekvenser:
”Forskningen viser, at man har en tendens til at gifte sig med én, der har samme ideologiske udgangspunkt som én selv. Så det er klart, at hvis mænd og kvinder bliver for ideologisk forskellige, får flere også sværere ved at finde en partner,” siger hun. I førnævnte Sydkorea er det årlige antal af giftermål faldet med mere end 40 procent mellem 2000 og 2022. I Danmark har vi i samme periode oplevet et fald på knap 15 procent.
Med færre par følger færre børn, og er der noget, vi ellers lige går og mangler, er det netop børn. Der bliver født for få af dem, og demograferne har i årevis skreget skingre desperationsskrig om konsekvenserne: Når den såkaldte baby-boom-generation går på pension, og det varer ikke så længe, vil andelen af danskere, der i stedet for at bidrage til velfærdskassen bruger af fællesmidlerne i form af plejehjem, hospitalsydelser og den slags, stige dramatisk. Af samme årsag skal vi gerne føde tilstrækkeligt mange fremtidige skattebidragsydere.
Men i 2023 sneg fertilitetsraten i Danmark sig for første gang siden 1987 sig ned under halvandet barn per kvinde. Og tænk sig så, hvis de børn der endelig kommer, adopterer forældrenes ideologiske ståsted og ovenikøbet hopper et skridt eller to yderligere væk fra midten – og sådan udlægges det i den amerikanske datingforskning fra 2013. Så har vi at gøre med det, demograferne vil kalde en ond cirkel.
”Så ultimativt set kan de ideologiske kønsforskelle sådan set godt gøre, at fertilitetsraten går ned,” slutter Carolin Hjort Rapp.
