Amerikanerne er blevet ligeglade med os. Og det bliver dyrt

DU VIL HAVE HØRT det, hvis du i ny og næ har forvildet dig hen til voksenbordet; den bedrevidende onkel eller studentikose fætter, der skråsikkert fremturer, at alt det med valgmænd og svingstater er de lærdes reality-tv, substansløs pladder, simpelthen, for så vigtigt er det amerikanske valg slet ikke for os i Danmark.

Nej, det franske valg er nøglen til at forstå europæernes fremtid. Eller det tyske. Og hvorfor får den bekymrende, illiberale udvikling i Ungarn og Slovakiet slet ikke den opmærksomhed, den fortjener?

Her kommer sandheden: Du kan med god samvittighed blive oppe hele natten og grave dig ned i de amerikanske valgforordninger. Og hvis du kigger dybt nok ned i din egen navle, står det helt klart, at det amerikanske valg er helt uhyre vigtigt for dit liv. Ja, dit!

For på et kolossalt stort industrianlæg i nordøst-staten Pennsylvania svæver en sær ånd rundt blandt støbemaskiner og galvaniseringsanlæg. En ånd, der indimellem kan høres hviske: ”USA! USA! USA!” og som har det med at glemme fornuft og rationaler, når den træffer beslutninger om dette og hint.

Og så er det en ånd, der giver et klokkeklart forvarsel om det nye USA. Et mere defensivt USA, vi godt kan begynde at vænne os til. Når denne ånd først er ude af flasken, kan den i værste fald forårsage en regulær handelskrig mellem Danmark og vores allierede amerikanere. Og det vil blive dyrt for os alle sammen.

I DISSE MÅNEDER, helt frem til præsidentvalget den 5. november, er den nationalromantiske ånd på besøg hos en af de absolutte kronjuveler i amerikansk entreprenørhistorie: U.S. Steel.

Med stål fra U.S. Steel transformerede USA sig i begyndelsen af 1900-tallet til en global super-magt med sine skyskrabere, broer og biler. Italienere, irere og andre immigranter klaskede den ene metropol efter den anden sammen af stål fremstillet i U.S. Steels hovedkvarterer i Pittsburgh, og industrien blev så markant, at U.S. Steel blev den første virksomhed i verden til at blive værdisat til over en milliard dollar.

Følger man på amerikanofil vis med i valgkampen, vil man have hørt ’rustbæltet’ omtalt igen og igen. Wisconsin, Ohio, Pennsylvania og så videre. Det er dér, valget skal afgøres. Vinder man staterne i rustbæltet, placerer man sin ene fod på de sulfatmætte græsplæner foran Det Hvide Hus.

Men rustbæltet plejede at blive kaldt fabriksbæltet. Eller: stålbæltet. For mens mødrene passede hjemmet, oksede de amerikanske mænd rundt foran de 1.500 grader varme højovne, der omdannede kul, malm og kalksten til det råjern, der senere blev til stål, som derefter blev til FN-bygningen i New York, Superdomen i New Orleans og Hancock Tower i Chicago. Med andre ord: Den amerikanske middelklassedrøm hvilede på et fundament af stål.

DERFOR GIVER DET HULLER i stålbæltets selvforståelse, når U.S. Steel i dag, mere end 100 år senere, er på vej på japanske hænder. For den amerikanske stålindustri er, presset af Kina og teknologiske landvindinger, ikke, hvad den var engang, og U.S. Steel har ifølge Financial Times længe befundet sig i en form for dødsspiral.

Men i december sidste år blev der kastet en redningskrans fra den anden side af Stillehavet. Japanske Nippon Steel, en af verdens største stålproducenter, indgik en aftale om et opkøb af det amerikanske nationalklenodie. Lidt over 14 milliarder dollar lød prisen for et stykke af folkesjælen. Men det var en nødvendighed, lod firmaets CEO vide i en pressemeddelelse. Kun ved at sælge ejerandelen kunne U.S. Steel bevare fabrikkerne og dermed arbejdspladserne på amerikansk jord, advarede han.

Og så blev U.S. Steel centrum for en politisk kamp, der siger ikke så lidt om sindstilstanden i de amerikanske magtkamre.

Stålarbejdernes fagforening United Steelworkers – en ikke helt magtesløs aktør i svingstaterne – stillede sig straks på bagbenene, og så gjorde Donald Trump det klart, at han ville blokere for salget af U.S. Steel.

I marts fulgte præsident Biden trop, og det samme gjorde Kamala Harris siden: Af sikkerhedspolitiske årsager skal U.S. Steel blive på amerikanske hænder, siger de – selvom Japan er en af USA’s tætte allierede.

Eksperter og teknokrater kravler nu over hinanden for at fremhæve den irrationelle tåbelighed i magtelitens sentimentale forhold til U.S. Steel.

”Vi må indrømme, at der er skarp konkurrence om at have den dummeste økonomiske politik for tiden,” står der på lederplads i The Wall Street Journal, ”men modstanden mod Nippon-aftalen kandiderer – når man tænker over aftalens åbenlyse fordele og ikkeeksisterende ulemper – virkelig seriøst til at få den vanære.”

Dommen i The Journal er harsk:

”Nippon Steel ville kunne revitalisere den amerikanske stålindustri (gennem garanterede milliardinvesteringer i industrianlæggene, red.), men Amerika er øjensynligt ledet af økonomiske åndsboller.”

Debatten om U.S. Steel – forholdet mellem økonomisk kalkule og nationalromantik – strejfer en politisk nervebane, der vil få dansk erhvervsliv til at sidde yderst på sofakanten natten til den 6. november.

DET STÅR SKREVET øverst på side ét i den amerikanske selvfortællingsroman, at hvis man slipper markedskræfterne løs og åbner for frihandlen, vil der være benzinslugere, væg-til-væg-gulvtæpper og hormonpumpet kalkun til alle.

Men når de japanske allierede mødes af amerikansk skepsis, er det ikke tilfældigt. Trenden – som både Demokraterne og Republikanerne de seneste år er hoppet med på – har endda et navn: protektionisme (ifølge ordbogen: beskyttelse mod udenlandsk konkurrence).

Som reaktion på Kinas stadigt mere dominerende rolle i verdensøkonomien har Joe Biden videreført eller sågar udvidet flere af de toldafgifter, Trump i sin første regeringsperiode lagde på import fra Kina. Og med sit politiske svendestykke – The Inflation Reduction Act – sprang Biden ud som helhjertet protektionist. Her har enorme statsstøtteordninger (et historisk fy-ord blandt frihandelstyper) til formål at skabe grønne job i USA.

”De tætte allierede frygter, at Washington lægger afstand til sin rolle som et pålideligt anker i den globale økonomi. Man forbereder sig på en intensivering af den her form for protektionisme – uanset hvem der vinder valget,” skriver Financial Times.

Dermed ikke sagt, at det i et dansk perspektiv er ligegyldigt, hvem der vinder. Det er beskeden i New York fra Søren Friis Larsen, der er landechef i USA for Dansk Erhverv.

”USA er vores største eksportmarked. På et tidspunkt lavede vi en beregning på, hvor mange danske arbejdspladser, der er knyttet til eksport til USA: 106.000 arbejdspladser. Det svarer til hele Esbjerg Kommune eller sådan noget,” siger Søren Friis Larsen.

Og her når vi frem til Donald Trumps forslag, en slags protektionistisk atombombe, der giver økonomer verden over fugtige håndflader: Det er blevet et af ekspræsidentens faste valgkampsløfter at garantere en toldafgift på 10 procent på alle varer, der importeres ind i USA. Også fra Danmark. Til Time Magazine har han fortalt, at idéen er at beskytte amerikanske job og finansiere skattelettelser.

”Det er ikke særlig smart,” lyder den afmålte dom fra økonomen Mikael Olai Milhøj, chefstrateg hos Sterna Capital Partners.

”Og det har vi sådan set vidst i 2-300 år. At frihandel er godt. For når du sætter en afgift på importerede varer, sætter virksomhederne jo bare priserne op. Og så lander regningen hos forbrugerne, der køber tilsvarende mindre. Og så bliver alle fattigere,” siger han.

IFØLGE EN ANALYSE fra Dansk Industri vil en afgift på 10 procent koste den danske statskasse 95 milliarder kroner i 2028.

Lykkes Donald Trump med en manøvre af den karakter (og her kan man indsætte et tocifret antal forbehold), virker det åbenbart, at EU og dermed Danmark vil gengælde sig med mod-afgifter.

”Det må man forvente,” siger Mikael Olai Milhøj, ”og det er jo egentlig lige så tosset, for det gør kun ondt værre. Men det er selvfølgelig der, økonomi og udenrigspolitik nogle gange står i modsætning til hinanden.”

Hvad en hypotetisk toldafgift på 10 procent vil koste den enkelte forbruger herhjemme, tør hverken Søren Friis Larsen eller Mikael Olai Milhøj spå om, dertil er der for mange dynamikker i spil.

”Men det ville selvfølgelig have en mærkbar betydning,” lyder det fra landechefen i Dansk Erhverv.

Og selvom man med god samvittighed kan sige, at din og min velstand er på stemmesedlen den 5. november, kan vi i alle tilfælde godt vænne os til et mere defensivt USA.

Nok har Kamala Harris kritiseret Donald Trumps kamikaze-toldafgifter, men i udenrigsmediet Foreign Policy lyder analysen:

”Protektionismebakterien har spredt sig så langt ind i begge partier, at selvskadende initiativer som skat på import bliver svære for enhver kandidat at tale imod.”

Det er en analyse, Søren Friis Larsen er enig i. Han forventer et USA, der sætter alle kræfter ind på at holde Kina stangen og i processen skubber frihandelshensyn til Europa i baggrunden.

”Demokraterne har også en forestilling om, at man bør prioritere at genopbygge fremstillingsindustrien. Joe Biden var senator i en stat (Delaware, red.), der har mistet mange arbejdspladser. Det har været et kæmpe projekt for ham at genvinde dem med The Inflation Reduction Act. Hvis det fremmer den grønne omstilling, er det da et plus. Men det handler især om at genopbygge fortællingen om den stolte amerikanske industriarbejder, der kan komme hjem og forsørge familien. Det er simpelthen værdipolitik,” siger Friis Larsen og sukker mildt fra sit kontor i New York.

Turen går til USA

 

I det aktuelle Euroman-magasin vender vi blikket mod verdens vildeste land. Få en guide til den perfekte valgnat, kom på besøg hos de socialt opstigende strippere, forstå den amerikanske rustbæltepolitik, tag på roadtrip, hold dig fra fentanyl og giv dig i kast med en – synes vi selv – hylende morsom reportage fra det evigt fascinerende New York.

 

Alt sammen og mere til i det nye Euroman og på euroman.dk.