”Demokratiet er den ringeste styreform, der findes. Bortset fra alle de andre.” Det sagde Winston Churchill i 1947, og når vi i disse dage tænder tv’et for valgkampen, giver den gamle englænders ord genklang. Demokratiet er en åndssvag institution, men beklageligvis det bedste vi har.
Et af demokratiets væsentligste slagsider er selve valgkampen, som er en direkte hån mod folkestyret. For kan det være rigtigt, at meningsmålingerne bliver vendt på hovedet på bare et par uger? Bør det ikke være det daglige politiske liv og resultater, der afgør, hvad vælgerne stemmer, frem for et par ugers intensiv talen til laveste fællesnævner?
Tag nu fx et stabilt flertal for Blå blok de seneste fire år, der i løbet af én uge er vendt. Alternativet der, da valget blev udskrevet d. 27. maj, ikke stod til at få et eneste mandat, men her bare syv dage senere kan føle sig mere sikre på at rykke ind på Borgen end Konservative, som ved valgudskrivelsen kunne sætte næsen op efter syv mandater.
Annonse
Det samme gælder andre partier, hvis prognoser ser enten bedre eller værre ud efter en uge med valgkamp. Problemet er naturligvis, at ugerne op til valget har en alt for stor betydning for vælgernes opfattelse af politikerne, politiske dilemmaer og hvilket parti, der skal have deres kryds.
Man kan sammenligne det med de dér gamle, fjerne familiemedlemmer man har, som man kun ser til farmors 80 års, som nu spørger børnene, hvordan det går med skolen, og hvad de gerne vil være, når de bliver store.
I det eksempel er vælgerne de gamle tanter, og politikerne er børnene, der bliver spurgt, hvordan det så går med holdningerne, og hvad de gerne vil gøre, når de kommer i regering. De får en opmærksomhed, de ikke har kendt til de seneste fire år, når vælgerne endelig rejser sig fra sofaen og siger ’nå, så lad os da se hvad det dér politik går ud på.’
Selvfølgelig en umulig opgave. Det er næppe menneskeligt muligt at sætte sig ind i alle facetter af landets demokrati på et par uger: Hvad mener det ene parti om landbrugsstøtten, som det andet ikke gør? Hvad synes hvilken kandidat i min kreds om Dagpengereformen? Og hvad er Dagpengereformen?
Heldigvis har flere større, danske medier sat en hjælper op til vælgerne i form af kandidattests. Der kan man svare på en 12 spørgsmål, og bagefter få at vide, hvilken kandidat der bedst kan repræsentere dig i Folketinget og dermed være din stemme i folkestyret.
Tager man tests nok, vil man hånden blive parret med kandidater fra samtlige partier, alt efter hvilken test man tager. Alligevel viste en undersøgelse foretaget efter Folketingsvalget 2011, at en tredjedel af danskerne havde ladet deres beslutning påvirke af kandidattests på nettet.
Annonse
Den pludselige interesse for politik har også gjort politikerne helt rundt på gulvet. Pludseligt kommer de med vilde løfter og forslag, der for bare to uger siden ville runge hult i folketingssalen, men som nu afgør, om de går to mandater op eller ned. Pludseligt besøger Helle Thorning Udkantsdanmark.
Pludselig fornedrer Lars Løkke sig til at rappe på direkte morgenradio, og pludseligt går alle politikere voldsomt op i tørfisk. Som nævnt tidligere rykker det stemmer, og det kan virke til, at de par uger, valgkampen varer, reelt har mere betydning for valgets udfald, end de foregående fire år.
Demokratiet er et privilegium og ikke en sur pligt. Skåltalerne om vores demokratiske rettigheder bliver flovere og flovere, jo mere åbenlyst det viser sig at være, at vi kun interesserer os for dem tre uger hvert fjerde år, og så i øvrigt lader en selvtest på nettet tænke for os.
I den perfekte verden ville valget foregå en time efter det var udskrevet. Så lang tid kan det heller ikke tage at mobilisere otte pensionister i en idrætshal. På den måde ville valgkampen foregå over fire år, i stedet for et par komprimerede uger, hvor de, der ellers ikke følger med i politik, med lynets hast skal opfinde et ståsted.
