Kenni er 32 år, sover under åben himmel og drikker over 40 bajere om dagen

JEG KAN IKKE komme i tanke om en eneste dag i mit voksenliv, der har været særligt god. I stedet drømmer jeg mig nogle gange til, hvordan den dag bliver, når den kommer. Jeg har et billede i mit hoved, hvor jeg vågner i min egen lejlighed, står op og drikker min morgenkaffe.

Bagefter tager jeg på arbejde, og otte timer senere kommer jeg hjem, laver aftensmad og går i seng. Der skal ikke ske noget specielt, men for mig er det den mest utrolige tanke, jeg kan forestille mig. Jeg ved også, at det næppe nogensinde kommer til at ske.

Der var engang, hvor jeg havde andre drømme, større drømme. Som barn var det min allerstørste drøm at blive forsvarsadvokat. Min mor var altid så god til at forsvare sig, når jeg havnede i problemer, så jeg kan huske, at jeg spekulerede meget på, om det mon var noget, der lå i generne.

Mit liv gik bare ikke, som jeg gerne ville, så jeg har aldrig fået mulighed for at prøve det af, og i dag har jeg tilmed min plettede straffeattest. Det gør ikke tingene nemmere.

Men engang i mellem, på en sjælden solskinsdag, bryder lyset ind og vækker noget til live inde i min sjæl. Så tænker jeg: ’Hvad nu hvis?’ For hvis ikke man har drømmene, hvad er der så tilbage?

DER ER FÅ ting, jeg gider at bruge mindre tid på at tænke over, end hvor jeg skal sove henne. Det er bare forbundet med unødige bekymringer. Jeg har været hjemløs så længe, at jeg bare lægger mig der, hvor jeg falder om, om det så er på en bænk i Kongens Have eller i en busk i Ørstedsparken. Jeg kan sove overalt, og det har jeg altid kunnet.

Første gang, jeg var hjemløs, var jeg 18 år og var flyttet hjemmefra. I den periode sofasurfede jeg lidt rundt omkring, men sov også udenfor, når jeg ikke havde andre muligheder på hånden. I vejgrøfter, bag brændestabler, i tilfældige opgange og i parkeringshuse.

Det faldt mig overraskende naturligt fra begyndelsen. Når jeg var træt, lagde jeg mig bare og vågnede først, når jeg blev vækket af politiet, der lyste mig i hovedet med en lommelygte og bad mig om ikke at gøre det mere. Så traskede jeg 20 meter længere hen, ventede på, at de var kørt, og lagde mig til at sove igen.

De seneste mange år har jeg sovet under åben himmel. Det er sådan, jeg foretrækker det. Det sker også, at jeg overnatter på herberg rundt omkring i København og på Frederiksberg som Sundholm, Lærkehøj og Hillerødgade, eller på Skansegården i Hillerød, men det er altid forbundet med en anden utryghed.

På Sundholm stjæler folk fra hinanden, drugger hinanden, slår hinanden i gulvet og sparker hinanden ned ad trapperne. Folk er villige til at gøre hvad som helst for 100 kroner, for det er desperate mennesker og narkomaner, og derfor er det et farligt sted at opholde sig. Selv efter 13 år kan jeg stadig blive utryg blandt andre hjemløse.

Jeg foretrækker at lægge mig til at sove udenfor, hvor jeg kan være mig selv. I Nørrebroparken, Stjerneparken eller Ørstedsparken. Det er ikke så koldt, som man tror, så længe man har det rigtige udstyr.

Når det er vinter, sørger jeg altid for at anskaffe mig en rigtig militærsovepose, der holder helt ned til minus 30 grader, og så fryser jeg aldrig. Udover mit liggeunderlag, min taske og mine aviser og mine bajere, smøger og min tjald, så er soveposen alt, hvad jeg ejer.

Indtil for nylig havde jeg også en barnevogn, som jeg havde stående på Israels Plads, men den blev nakket, og nu har jeg så fundet en ny i Aarhus, som jeg snart skal over at hente.

Engang i mellem vågner jeg, og så er der nogen, der har stjålet mine ting. Derfor sover jeg altid med det ene øje åbent – og helst oven på tingene. I tidens løb har jeg prøvet at miste nærmest alt: telefoner, øl, aviser, tasker, sælgerkort, ja selv mine sko.

På min 29-års fødselsdag skete det sågar to gange. Jeg vågnede sammen med min gadesøster og kunne konstatere, at nogen havde taget dem, så imens hun skaffede os noget at drikke, gav jeg mig selv den fødselsdagsgave at anskaffe et par nye sko.

Så drak vi os plørefulde, og lige pludselig var både mine sko og mine sokker væk igen. Jeg var heldigvis så fuld, at jeg kunne grine af det, for hvad er oddsene lige for at miste to par sko samme dag?

På en måde kan det godt være en befrielse, at man ikke har så meget at holde styr på – ligesom det også kan være en befrielse ikke at høre til nogen steder. Så er man ikke tvunget til at være et bestemt sted. Hvis man bliver træt af folk, kan man bare gå sin vej.

JEG VOKSEDE OP i Langebæk, en lille landsby lidt uden for Vordingborg, der ligger så dejligt ned til vandet. Vi boede ikke langt fra præstegården i et rødt murstenshus på en 1.100 kvadratmeter stor grund med skov til alle sider.

I haven havde vi både hasselnøddetræer og hyldetræer, og dem klatrede jeg altid rundt i. Vi havde også en gammeldags analog antenne på grunden, en stor mast, som jeg kravlede op i, selvom mine forældre gjorde alt for at holde mig derfra.

De fik viklet hønsenet og alt muligt andet omkring, men det lykkedes mig altid alligevel. Det var en urkraft i mig at skulle helt derop, hvor det var muligt at komme.

De første år af mit liv var min far ikke rigtigt til stede. Der skulle tjenes penge til et nyt badeværelse og forskellige andre ting, så han arbejdede overtid på plastikfabrikken, hvor han var ansat, og ved siden af tog han også vagter på Panther Plast, der lavede fiskekugler. Min mor har senere fortalt mig, at der var en dag, hvor han rent faktisk var hjemme, hvor jeg pegede på ham og spurgte: ’Hvem er han?’

De gode minder om ham fortaber sig, måske fordi jeg har glemt dem, måske fordi der simpelthen ikke er særligt mange. Jeg husker engang, vi spillede bob sammen. Det var hyggeligt, men også en engangsforestilling.

Jeg husker også, at han skulle på fisketur med min morfar, der var fritidsfisker, og jeg så gerne ville med, at jeg tiggede og bad, og til sidst fik jeg at vide, at jeg måtte komme med, hvis jeg kunne stå op til tiden.

Min mor og jeg var til gengæld meget tætte. Hun var butiksuddannet og arbejdede i en Netto, men det var normale timer, så meget ofte var det bare mig og hende hjemme sammen.

Vi kunne tale om alting. Hun havde altid en helt særlig rolig aura over sig, men med tiden fornemmede jeg, at den isnede en anelse, når far også var til stede. Hun krøb ligesom lidt sammen i sig selv, og det brød jeg mig ikke om. Jeg var ikke særligt gammel, da jeg første gang spurgte hende: ’Hvornår flytter far?’

Der var også det, at han altid jagtede mig rundt i stuen, når han var hjemme. De første mange gange begyndte jeg at grine. Jeg kunne godt lide at lege fangeleg. Det var først senere, at jeg forstod, det faktisk ikke var særlig sjovt, hvad der foregik. Hvis min mor ikke ville sprede sine ben, gik det udover mig, for han havde et princip om ikke at slå på kvinder.

Senere flyttede vi til et mindre hus i Stensved tæt ved Farøbroerne. En dag glemte jeg min bamse ude i haven, og da min far opdagede det, blev han skidesur og kastede mig ind i en radiator. Herfra kunne alting ske, og jeg blev ved med at spørge min mor: ‘Hvornår flytter far?’

Til sidst smed hun ham rent faktisk ud.

MIN FAR begyndte at drikke ad helvedes til, og nogle gange tog vi ud for at finde ham på et eller andet værtshus, for lige at konstatere at han stadig var i live. Han var dybt ulykkelig og kunne ikke længere tage sig af mig. Der gik til gengæld ikke engang to uger, før min mor havde fundet en ny mand.

Det begyndte faktisk godt. Han købte en PlayStation til mig og hjalp min mor af med den gæld, hun sad i efter at have overtaget huset. For en stund emmede det hele af fred og ro, men da den indledende gaveregn var stoppet, forvandlede han sig til en sand tyran. Han blev jaloux over, at min mor og jeg var så tætte, og begyndte at køre psykisk terror på mig.

Hvis mine sko stod bare en lille smule skævt ude i gangen, kastede han dem ud i haven og lod mig gå ud på bare tæer for at hente dem – også selvom der lå et tykt lag sne.

Til sidst ville han slet ikke have mig i huset. Det eneste sted, jeg måtte opholde mig, var på mit eget værelse, så det var der, jeg var. Jeg stod op og spiste morgenmad og tog i skole, og når jeg kom hjem igen, blev jeg smidt ind på værelset igen.

I fire år var jeg nærmest indespærret på de få kvadratmeter, og jeg havde ikke rigtigt noget at give mig til. Jeg havde et fjernsyn, men når min stedfar ikke mente, at jeg havde opført mig ordentligt, klippede han stikket til tv’et. Det gjorde han tit.

Jeg var så meget alene på mit værelse, at jeg til sidst begyndte at tale med mig selv og høre stemmer. Det var ikke rigtigt noget, jeg selv opdagede, men lærerne på skolen kunne godt se, at den var helt gal og sendte mig til forskellige udredninger.

Her diagnosticerede de mig først med ADHD, men når jeg tog min medicin, følte jeg, at jeg rendte rundt på amfetamin. Jeg protesterede mod at tage den, så de undersøgte mig igen og konstaterede, at jeg i virkeligheden havde udviklet paranoid skizofreni.

EN EFTERMIDDAG lagde jeg et stykke papir på brødristeren derhjemme, for at se hvornår der kom ild i den. Jeg havde til gengæld ikke tænkt over, hvordan jeg skulle slukke den igen. Jeg kunne ikke bare hælde vand over den, for det var elektricitet. Jeg nåede at gå i panik, men så brændte brødristeren sammen, og så gav det hele sig selv.

Det var ikke, fordi jeg havde lyst til at lave ballade eller gøre dumme ting. Jeg kedede mig bare, og i stedet for at tænke ’hvorfor?’ tænkte jeg altid ’hvorfor ikke?’ I 1. klasse stjal min kammerat og jeg en lighter inde fra lærerværelset.

Min ven sad i rullestol og havde fået indopereret en hjerteklap, og vi havde fået at vide, at vi skulle være forsigtige omkring ham, for ellers kunne hans hjerte stoppe med at slå. Han kom også fra en dysfunktionel familie, men alt det forstod jeg først mange år senere.

Dengang var han min eneste rigtige kammerat, og vi havde fundet en legetøjsbombe i et brætspil, så med vores børnehjerner tænkte vi, at hvis vi nu satte ild til lunten og smed bomben ind i legehuset, ville det sprænge i luften.

Der skete selvfølgelig ikke noget, så i stedet satte vi ild til selve legehuset. Der stod flammer op fra det, og så vankede endnu en alvorssnak.

For det meste rendte jeg i de år rundt for mig selv, men jeg var god til at få dem, der var yngre, til at gøre dumme ting sammen med mig. Da jeg senere forsøgte at brænde selve skolen ned, var det sammen med en dreng, der gik tre klasser under mig.

Skolen var ved at blive renoveret, så der stod en container med byggeaffald lige op ad skolen, og da arbejderne holdt frokost, satte jeg ild til det. Det fortrød jeg hurtigt igen. Jeg skyndte mig hen til arbejderne.

”Der er gået ild i skolen!”

De troede, jeg lavede fis med dem.

”Den er god med dig, knægt,” svarede de bare.

Til sidst stak jeg af, og senere hørte jeg, at en af lærerne heldigvis havde opdaget det og var hoppet op i containeren og havde trampet på flammerne for at kvæle ilden. Da adrenalinen havde lagt sig, anede jeg ikke, hvorfor jeg havde gjort det.

Der havde været både lærere og elever i skole den dag, og jeg fortrød det hele noget så grusomt. Det gjorde jeg med stort set alle mine dumme handlinger.

SELVOM JEG faktisk klarede mig okay i fagene, brød jeg mig ikke om at være i skolen, og jeg brugte tit tandlægen som undskyldning for at pjække og gemme mig. Jeg havde ikke rigtigt nogen venner, men jeg begyndte at rende i hælene på en dreng fra en af de ældre klasser, der også var lidt af en enspænder.

Hans far var rocker, og han havde selv ry for at være en ballademager. Det var ikke, fordi vi snakkede så meget sammen. Jeg fulgte bare efter ham, og han lod mig gøre det.

Han kunne godt se, at jeg sejlede rundt, så en dag, da jeg var ni år gammel, og vi befandt os ved et af skovområderne tæt på skolen, hev han en hashbong frem og spurgte:

”Skal du ikke lige ha’ et hvæs af den her?”

Det var første gang, jeg sugede hash ned i lungerne. Jeg blev øjeblikkeligt grebet af den form for virkelighedsflugt, som hashen kunne tilbyde. Jeg fik en ro i min krop og i mine tanker og glemte alt det, der gjorde mit liv til et helvede.

Pludselig var jeg bare fucking ligeglad. Med mine forældre, med skolen, med det hele. Det var som at forsvinde ind i en lille boble, hvor ingen kunne røre mig.

Den ældre drengs forældre røg også hash, så det var nemt for ham at skaffe, og herfra røg vi sammen næsten hver dag. I løbet af et par år nåede jeg op på at ryge omkring 7,5 gram om dagen, hvilket rundt regnet svarer til 10 joints.

Da jeg var 13 år, begyndte jeg at tage ind på Christiania selv. Jeg løj for min mor, om at jeg var i skole, og i stedet tog jeg toget ind til København stort set alle ugens dage. Her mødte jeg folk, som forstod mig. Det havde jeg aldrig været vant til, så det var meget befriende. For første gang, siden jeg var lille, følte jeg mig rent faktisk glad.

På Christiania fandt jeg gode venner. Typisk ældre drenge, som jeg rendte i hælene på. De blev som storebrødre for mig og introducerede mig for både det ene og det andet og for det kriminelle miljø, og jeg begyndte selv at tjene gode penge på at løbe ærinder.

Jeg lærte alle mulige ting, jeg i virkeligheden nok var alt for ung til, og jeg så alle mulige fucked up ting, som folk, der fik klippet fingre af, hvis ikke de havde betalt deres narkogæld tilbage. Den tid hærdede mig mere end noget andet i mit liv og forandrede mig helt grundlæggende som menneske.

NÅR MAN ER hjemløs, ved man aldrig, hvor man vågner henne. Det eneste, jeg ved, er, at jeg altid knapper en bajer op som det allerførste. Den drikker jeg lynhurtigt, og så hælder jeg to-tre stykker ned i et mere moderat tempo og ryger bagefter en joint.

Jeg er irritabel om morgenen, alle andre går mig på nerverne, og hele tilværelsen er et stort irritationsmoment, men med fire bajere og en joint i blodet begynder det så småt at lysne.

Så bevæger jeg mig ud i verden med min pose med bajere i hånden. Der er ikke noget værre end at løbe tør, så jeg har altid bajere på mig, og det er der mange i hjemløsemiljøet, der ved, så der går sjældent længe, før jeg støder på de første, der spørger, om de må låne en.

”Ja, fint.” Så længe jeg har rigeligt til mig selv, har jeg også nok til at dele.

Først på formiddagen finder jeg et sted at sælge Hus Forbi. Jeg sætter mig der, hvor mit hjerte har ført mig hen, og jeg skal helst bare sælge to aviser om dagen i gennemsnit – så kan jeg få alt, hvad jeg skal bruge.

Man køber aviserne af Hus Forbi for 25 kroner og sælger dem videre til en halvtredser, men når man ikke skal betale for overnatning nogen steder, er det mere end rigeligt.

Jeg sælger 365 dage om året, og hvis man når omkring 1.000 aviser om året, så er det fint, men jeg er faktisk en af supersælgerne og ligger som regel på 1.200 til 1.500 aviser.

Omkring middagstid tager jeg ud til Hus Forbi i Vanløse og får lidt at spise. Der er stort set altid smørrebrød på menuen, og så spiser jeg og hygger mig lidt med nogle af mine kammerater, før jeg tager videre igen til enten Vanløse Torv eller ind på Christianshavns Torv eller til Nørreport. Det er steder, der er nemme at komme til og fra, og steder, hvor alting sker.

Her er altid andre hjemløse, som jeg kender, og som jeg kan sidde og drikke bajere med, men det er vidt forskelligt, hvor længe jeg ender med at være der. Det kan være alt fra tre minutter til tre timer, eller sågar til næste morgen, hvis det er en af de sjovere dage. Det kommer an på selskabet, på de andres humør – og selvfølgelig på mit eget.

Hvis ikke jeg bliver hængende, tager jeg videre og sælger lidt igen, og fordi jeg har solgt i flere år nu, kender jeg efterhånden rigtig mange mennesker, som jeg hilser på forskellige steder i løbet af dagen.

Det er både helt almindelige mennesker, men også kendisser. Puk Elgaard, Tobias Dybvad og Jokeren er nogle af dem, der altid hilser på mig med navn - det kan jeg godt lide.

Der var også en dag, jeg mødte min gamle pusher, der forsynede mig, dengang jeg var allerlængst ude. Vi havde ikke set hinanden i flere år, da han pludselig stoppede op foran mig:

”Hvad fanden! Hej Kenni!”

Så fik vi en lille sludder om gamle dage, før han stak ind for at handle og kom ud igen med en sixpack til mig. Jeg oplever faktisk aldrig, at der er nogen, der er dumme ved mig, når jeg sidder og sælger. Hvis der er noget negativt at sige om det, så er det snarere, at jeg er totalt usynlig i manges øjne.

DA JEG VAR 14 år, begyndte jeg at drikke alkohol hver dag. Ligesom med hashen blev det en virkelighedsflugt fra alt det, jeg havde været igennem. De eneste tidspunkter, jeg ikke drak, var, når jeg skulle træne op til konkurrencer i springgymnastik.

Min lillesøster var startet med at gå til gymnastik, da jeg var 10 år gammel, og det havde gjort mig nysgerrig på det. På det tidspunkt havde jeg fået at vide, at jeg ikke kunne spille fodbold mere, fordi jeg døjede med græsallergi. Jeg ledte efter noget andet, og så dukkede gymnastikken op ud af det blå.

Det blev jeg meget fascineret af. Fra den ene dag til den næste handlede hele mit liv om gymnastik, og jeg gik bare og ventede på, at jeg kunne komme afsted igen. Der følte jeg mig fri.

Jeg havde haft et frihedsønske, en indre trang til ikke at blive holdt i lænker og til at klatre op i de højeste master, og den kunne springgymnastikken tilfredsstille. Når jeg hang i luften, midt i et spring, så var det, som om alt det dårlige forsvandt. Så havde jeg ingen problemer.

Jeg fik tilmed ros af trænerne, for jeg kunne det hele: araberspring, flikflak, dobbeltbaglænder, dobbelthalvskrue. Måske var det noget, der altid havde ligget i mine gener.

Da jeg var lille, havde jeg hørt historier om min oldefar Sigurd, der stadig som 90-årig kunne tage begge ben om på nakken og gå på hænder, og i børnehaven havde pædagogerne underholdt med historien om, hvordan jeg engang med en brækket arm med gips på havde kravlet rundt i armgang i legestativerne.

Jeg blev hjælpetræner for et yngre hold, og i en periode sprang jeg også både på et konkurrencehold i Eskilstrup på Falster og trænede sammen med Ringsted-drengene, der var nogle af de bedste i landet.

Det vidste min mor ikke noget om, for det var alt for dyrt til, at hun kunne betale det, så jeg lavede kreative underhåndsaftaler med trænerne og betalte det hele selv med de penge, jeg tjente på Staden.

Gymnastik var mit liv. Jeg var sågar til optagelsesprøve på Verdensholdet, men blev valgt fra, fordi jeg ikke kunne finde ud af at lave serier. Selvom jeg var god til spring, var serier mit evige problem.

Det rakte min koncentration ikke til, og jeg var altid nødt til at få gentaget de forskellige trin rigtig mange gange. Det er der bare ikke tid til, når der venter et stort show rundt om hjørnet.

MIN MOR FIK endnu en gang en ny kæreste, og ham her havde totalt firkantede linjer. Bum, bum, bum. Han gik op i, at jeg skulle rette ind, og selvom vi indledningsvist kom skævt ind på hinanden, vendte det, og for første gang i mit liv lærte jeg at indordne mig en autoritet.

Han var samtidig en klog mand, der blandt andet havde startet sit eget firma og vidste, hvordan tingene hang sammen, så jeg lyttede efter, hvad han sagde, og på hans opfordring startede jeg på HG i Vordingborg.

Jeg var engageret, og hver gang jeg kom hjem fra skole, læste jeg forud. Jeg blev helt besat af at være den gode elev, og tre måneder inde i skoleåret havde jeg allerede læst lektier for resten af året.

Min vejleder troede ikke på det og stak mig en prøve, som vi egentlig først skulle have sidst på skoleåret, og som jeg bestod uden større besvær. Jeg havde faktisk altid været god i skolen, men jeg havde også været vant til, at lærerne ikke nødvendigvis opdagede det.

I 1. klasse havde jeg været ved at skulle til specialundervisning i matematik, fordi min lærer brokkede sig over, at jeg aldrig kunne sidde stille. Det ændrede sig først, da min mor sagde: ”Prøv at give ham nogle sværere udfordringer.”

Bum! Så sad jeg stille.

Få måneder inde i skoleåret på HG kørte jeg død i det og begyndte i stedet at ryge endnu mere hash. På det tidspunkt boede jeg med min mor, lillesøster, papfar og hans to sønner i et rigtig flot og dyrt hus med spabad og alt muligt luksuriøst, og nogle gange røg jeg hash med den ene af drengene, når de voksne var gået i seng, men til sidst kunne jeg ikke længere overskue det. Jeg kunne ikke holde til de stramme rammer og flyttede ind i min egen lejlighed i Vordingborg.

Det var en et-værelses-lejlighed, og den lå relativt centralt, tæt ved Babette, hvor dronningen altid spiste, når hun kom til byen. Nu, hvor jeg var alene, kunne jeg ryge hash hele tiden, og det gjorde jeg også.

Min studievejleder fornemmede, at det var ved at skride, og begyndte at hente mig hver morgen, men jeg kunne altid lige nå en morgenjoint, før han trillede ind forbi, og i frikvarteret røg jeg igen.

Jeg mistede interessen, og til sidst droppede jeg ud. Det var stadig min drøm at blive forsvarsadvokat, så jeg tænkte, at jeg altid kunne starte på HHX.

SIDEN CHRISTIANIA-DAGENE havde jeg haft lyssky kontakter, og nu var der flere og flere fra det miljø, der blev en del af min omgangskreds. Fordi jeg havde min egen lejlighed, kunne de komme på alle tider af døgnet med deres hælervarer.

Min dør stod altid åben, så de kunne vade ind klokken tre om natten og aflevere deres skidt og lort. Det gav mig et socialt liv, og det eneste, jeg forlangte for det, var en streg amfetamin og en pibe hash.

I en periode boede min bedste kammerat hos mig. Han var nogle år yngre end mig og kom fra en rigtig god familie. Jeg holdt rigtig meget af ham og prøvede at passe på ham. Også selvom det ikke altid var noget trygt sted at opholde sig.

Det var lige op til bandekrigen, så man mærkede, hvordan spændningerne ulmede lige under overfladen. En aften fik jeg selv en pistol for panden i min egen lejlighed.

Ham, der gjorde det, var professionel bokser og rockeraffilieret, og han sagde bagefter, at det bare var for sjov, men det føltes ikke sådan.

Til sidst endte det hele da også med, at jeg måtte flygte. Jeg kom gående nede i byen, da jeg fik at vide, at politiet havde ransaget min lejlighed. Da jeg kom hjem, havde de skiftet låsen til min lejlighed ud og efterladt en besked om, at hvis jeg ville ind, måtte jeg komme forbi politistationen og snakke med dem.

Det gjorde jeg så. De ville have navne. Jeg holdt stand i næsten syv timer, før jeg var så træt og så udkørt, at jeg fortalte dem, hvordan det hele hang sammen.

Det var politiet selvfølgelig glade for, men ikke mine andre bekendtskaber. Da jeg kom hjem igen, var min dør blevet sparket ind og resten af mine ejendele stjålet. Så vidste jeg godt, hvad klokken havde slået.

Det næste halve år boede jeg hos mine bedsteforældre i Kalvehave, mens jeg holdt lav profil, før jeg flyttede videre til Møn og tjekkede ind på værestedet Oasen. Her fik jeg mit eget lille værelse og boede dør om dør med junkies, hashomaner og alle mulige andre.

Det eneste gode, der var at sige om det, var, at det gjorde det nemt for mig at tjene penge, for jeg kunne sælge dem alt det lort, de skulle bruge.

DE VÆRSTE DAGE er dem, der føles som tidsspilde. Hvor det blot handler om at slå tiden ihjel. Det er desværre også dem, der er flest af.

Mit humør varierer, sådan er det nok for de fleste, nogle dage vil jeg gerne hænge ud med de andre og hygge mig og drikke bajere, mens jeg andre dage bare gerne vil være mig selv.

Jeg har mine egne små gemmesteder i byen, hvor jeg søger ly, når jeg kan mærke, at jeg trænger til det, men jeg foretrækker at tage i skoven og finde en bivuak, hvor jeg kan sidde ved bålet og høre musik og bare være helt og aldeles mig selv.

Nogle gange kan det dreje sig om en enkelt dag eller to, men jeg har også været væk i væsentligt længere tid. Jeg har flere gange boet i skoven i flere uger, hvor jeg har hugget mit eget brænde og ristet pølser over bål.

Det kan godt være stressende at være hjemløs i København, hvor alle folk i miljøet kender en, på godt og ondt, og en gang imellem bliver det bare for meget, og så er jeg nødt til at komme væk.

Nogle gange tager jeg op til skovene nord for København eller tager turen til Bornholm eller Jylland. Engang i mellem hører jeg om hjemløse, der flytter permanent ud i skoven, og tanken har strejfet mig, men jeg er samtidig for socialt anlagt til at kunne fuldføre det. Jeg ville ikke kunne være en enspænder for evigt. Der kommer altid et tidspunkt, hvor jeg længes efter at komme tilbage til storbyens liv og larm igen.

Der er kliker og hierarkier blandt gadens folk, og hvis den ene gruppe ikke kan lide den anden, holder man afstand og lader hinanden få hvert sit territorium. For fredens skyld.

I perioder har der også været ret intense konflikter mellem de danske hjemløse og de hjemløse immigranter, der render rundt og plyndrer os for vores Hus Forbi-kort og -aviser, så de selv har noget at sælge.

Jeg er en de få, der for det meste mænger mig med alle grupper, og det kan godt medføre konflikter, for det er ikke alle, der synes om det. Men når jeg omvendt er i det lune, kan jeg bare godt lide at være sammen med andre – uanset hvem de er.

Der er fordomme om, at der er flere mænd end kvinder, der er hjemløse, men min egen vurdering er, at det meget jævnbyrdigt. Forskellen er blot, at flere hjemløse kvinder havner i prostitution og bliver usynlige i statistikkerne.

I hjemløsemiljøet bliver man kærester på kryds og tværs hele tiden, og jeg har selv haft flere forhold, men det er en anden form for kærester på gaden, for man har ikke noget privatliv, og det er samtidig risikabelt at knalde, for ingen har lyst til at sætte hjemløsebørn i verden.

MIN KAMMERAT og jeg var på vej hjem med færgen fra Tyskland til Rødbyhavn. Vi havde været nede for at købe billige bajere, og jeg stod med en gulddame i hånden, da han pludselig sagde:

”Hende her kender jeg!”

Han nikkede i retning af en kvinde på vores alder, jeg ikke havde mødt før. Han mente, at vi ville være et godt match og introducerede mig for hende. Jeg havde både en halvbrandert og en halvskævert kørende, så jeg spurgte hende: ”Vil du med ud på spidsen og lege Titanic?”

Så var hun solgt, og det samme var jeg, for hun havde en helt særlig varme over sig, som jeg øjeblikkeligt blev fortryllet af. Hun havde faktisk en kæreste, men der gik ikke længe efter vores første møde, så stoppede det forhold, og hun skrev til mig, om jeg ikke kunne komme og holde hende ved selskab.

Min kammerat, der havde præsenteret os, havde regnet med, at det højst skulle være et engangsknald, men sådan kom det ikke til at gå. Herfra var vi sammen dag og nat.

Jeg var 20 år, og i den forgangne periode havde jeg været hjemløs på Sydsjælland, boet hos en kammerat her og en kammerat der og lidt i vejgrøften, men nu flyttede jeg i stedet ind i hendes lejlighed i Vordingborg.

Hun var oprindeligt fra Rødovre, så efter noget tid ville hun tilbage dertil og fandt en treværelses lejlighed, hvor vi sammen flyttede ind. Hun var helt betaget af One Direction og havde adskillige plakater med dem, men det fik jeg sat en stopper for, da vi skulle indrette vores fælles sted.

Hun elskede til gengæld også delfiner, og det kunne jeg lidt bedre acceptere, så det blev den primære vægdekoration.

Det var en god tilværelse i Rødovre. Selvom vi boede i byen, føltes det som at bo på landet, og i den periode begyndte jeg at hvile i mig selv. Det var også noget, min familie kommenterede. Der var styr på tingene, og jeg rendte ikke rundt og dummede mig hele tiden.

Jeg fik også et job med at køre rundt i hele København og skifte gulvmåtter i blandt andet daginstitutioner, og eftersom det ikke var timepris, men måttepris, var det noget, man kunne tjene gode penge på.

Jeg fik fire og en halv krone pr måtte, så hvis man ramte en skole, hvor 18 måtter skulle skiftes på samme tid, var det ren jackpot. Det var en solid hyre, og jeg behøvede ikke længere at tænke over, hvad jeg lagde i kurven nede i Føtex.

MIN KÆRESTE sad på sin flade røv og spillede ’The Sims’ dagen lang. Hun havde sine psykiske problemer at kæmpe med, så jeg kunne godt acceptere det og prøvede at imødekomme hende, og for den indkomst, jeg havde, købte jeg en lille dværghamster og to kaniner til hende.

Til gengæld fik jeg så selv en slange. Jeg tog ud til Reptilmessen i Rødovre og kiggede mig omkring, og på et tidspunkt faldt jeg over en lillebitte kongepython, som jeg så nærmere på.

”Ham der kan du få for en halvtredser,” sagde manden bag disken. ”Han bliver alligevel bare til foder.”

Det kunne jeg slet ikke klare at høre: ”Nej nej nej!” tænkte jeg og skyndte mig at fiske en halvtredser frem. Lidt efter vendte jeg hjem til lejligheden med et terrarium og slangen, som jeg døbte Kleopatra.

Jeg havde ikke lige forberedt mig på, hvor meget den ville vokse. Typisk bliver en kongepython 1,5 meter lang, og da jeg senere måtte sælge Kleopatra, blev den fodret med kaniner.

Fordi min kæreste ikke rigtigt deltog i husholdningen, var det mig, der måtte stå for at ordne alting. Jeg lavede mad næsten hver aften, og det var spaghetti bolognese, bøf bearnaise, frikadeller og den slags retter, jeg havde lært hjemmefra.

Min mor havde altid været god til at lære fra sig: ”Så gør du lige det og det og det,” og da hun en juleaften gik helt ned med flaget, hvor det ellers var hende, der skulle stå for hele julemiddagen og kiggede helt modløst over på mig, overtog jeg. Jeg gav hende bare en krammer og sagde: ”Mor, den klarer jeg.”

Derfor vidste jeg, hvad jeg lavede, og når jeg havde gang i kødgryderne, var det altid med en flaske rødvin på køkkenbordet, som jeg drak flittigt af. Selvom der var mange ting, der gik bedre og var meget mere normalt, var det misbrug, jeg havde opbygget, fra jeg var ni år gammel, stadig intakt.

Jeg drak aldrig, mens jeg kørte rundt med gulvmåtterne, men så snart jeg havde fri, fik den en over tørsten. Så sagde det bare glug-glug-glug-glug.

Men så sagde min kæreste en dag til mig, at hun havde noget, hun ville fortælle. Jeg kiggede på hende, og på en mærkelig måde vidste jeg, hvad der kom, allerede inden hun havde sagt det: ”Du skal være far.”

DET VAR IKKE planlagt, så det kom som et chok, men et dejligt chok. Jeg blev glad for at få at vide, at jeg skulle være far, ekstremt glad, og jeg besluttede mig for at stoppe med alt det andet. Med at ryge hash og drikke bajere og med at pushe.

Jeg lovede mig selv, at jeg ikke skulle være sådan en far, som jeg selv havde haft i min barndom, der rendte rundt og drak og arbejdede hele tiden, og jeg ville heller ikke rende rundt og sælge stoffer og leve et liv på kanten af loven. Nej, jeg ville stoppe fuldstændig helt og aldeles. Og det gjorde jeg.

Det kom selvfølgelig ikke uden abstinenser. De var slemme til at begynde med, men hver gang jeg fik det dårligt, og uroen rasede i kroppen på mig, tænkte jeg: ’Du skal være far, og din søn eller datter skal ikke have den opvækst, som du selv har haft.’

I 7. klasse havde jeg en matematiklærer, som var en af min fars gamle barndomsvenner, og hun havde fortalt mig lidt om ham. Min far havde heller ikke haft den bedste opvækst. Han var landmandssøn og meget barskt opdraget.

Min farmor og farfar havde en gård i Langebæk, men var begge to dybt alkoholiserede, så min far måtte nærmest styre hele gården, fra han var helt lille, og hvis ikke han makkede ret, blev han sparket ud i kostalden med sikkerhedstræsko.

Han havde været igennem en masse lort som barn, og da jeg lærte om alt det, hjalp det mig til at forstå, hvorfor han var, som han var, men ikke til at acceptere det. Han havde i virkeligheden nok prøvet at gøre tingene på en anden måde, men det var ikke rigtigt lykkedes ham. Sådan skulle det ikke være for mig.

Jeg satte mig virkelig op til at skulle være far og var optaget af at påtage mig det ansvar, der ventede. Dårlige forældre skaber dårlige personer, der ender i plejefamilier og i sidste ende på gaden. Det ville jeg for alt i verden undgå.

Den slags tanker optog mig meget, og det satte sit aftryk. Min familie kommenterede, at jeg hvilede meget mere i mig selv, end jeg nogensinde havde gjort. Sådan følte jeg det også selv. Men ved tredje scanning var der pludselig ikke noget foster mere.

Vi sad inde hos jordemoren, og så var det bare pist væk. Min kæreste brød fuldstændig sammen, så jeg prøvede at trøste hende og sagde, at vi bare måtte prøve igen. Det gjorde vi også, og hun blev gravid endnu en gang, men så skete det samme. Hendes krop udstødte fosteret.

Vi var inde hos lægen, der diagnosticerede hende med PCO, hvilket betyder, at hun formentlig aldrig kan blive gravid igen. Så knækkede filmen for mig. Jeg knappede den første bajer op, før jeg havde forladt hospitalet, og før jeg var hjemme igen, havde jeg allerede drukket de første fem.

Jeg var så ulykkelig og vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Jeg faldt direkte tilbage i mit gamle liv og drak mere, end jeg nogensinde havde gjort. Det er svært at forklare til andre, der ikke har samme indbyggede forsvarsmekanisme, men når man kommer fra en alkoholisk familie, som jeg gør, så er det den måde, man håndterer de store kriser: Man drukner sine sorger og gør skade på sig selv.

DET HELE begyndte at skride fuldstændig for mig, og til sidst kunne min kæreste ikke længere være i det og smed mig ud.

Jeg stod på gaden og anede ikke, hvor jeg skulle gå hen, så jeg endte med at gå ned i kælderen til lejlighedskomplekset, hvor jeg vidste, at døren sad lidt løs, og at man blot skulle sparke en enkelt gang til den, før den gik op.

Det var i oktober, og jeg havde ikke lyst til at lægge mig til at sove på gaden, så hen over de næste par måneder sov jeg dernede hver nat.

Det var en stor kælder med en masse opbevaringsrum med tremmer på og et vaskerum, der ikke længere blev brugt, og her kunne jeg sove uforstyrret. Der var aldrig nogen, der kom derind, og min eks-kæreste vidste heller ikke noget om det.

I den første tid havde jeg et håb om at vinde hende tilbage, så vi kunne få en tilværelse sammen igen. Jeg ringede på hendes dør og prøvede at komme tilbage i varmen, men hun var ikke til at rokke, og da det langt om længe gik op for mig, at jeg ikke ville få hende igen, opgav jeg det hele.

Jeg begyndte at slække på min rute, for jeg kunne ikke overskue noget mere. Jeg ville bare være færdig, så jeg kunne drikke videre, og det opdagede min chef selvfølgelig hurtigt, og så røg jeg ud på røv og albuer. Uden hverken arbejde eller et sted at bo fik jeg ændret min adresse til 9999: Ukendt adresse. Så var jeg definitivt hjemløs.

Herfra handlede alting om overlevelse. Ren overlevelse. Jeg sov her, der og alle vegne, crashede rundt omkring på sofaer hos folk, jeg kendte fra det kriminelle miljø, men også ofte hvor jeg tilfældigvis faldt om.

Jeg begyndte at tage stoffer som aldrig nogensinde før, og jeg havde lyst til at prøve det hele. Amfetamin, kokain, ecstasy, isoptiner, ketogener, valium – hele paletten. Det eneste, jeg ikke gjorde, var at stikke i mig selv.

Med fem gram coke og fem gram hash i blodet, var der ingen, der kunne røre mig længere, men det var også dyrt. Jeg mødte en midaldrende kvinde, der ville give mig hvad som helst, hvis bare jeg jævnligt tog til Ringsted og holdt hende ved selskab.

Det hele gik ud på at få fat i stoffer, som jeg kunne forsvinde væk i, og det var stort set lige meget, hvad det var. To gange røg jeg heroin. Begge gange var jeg ved at dø. Jeg havde drukket to flasker brændevin og taget to benzodiazepiner, da jeg røg for 300 kroner dope hjemme ved en kammerat og på den hårde måde lærte, at det skal man lade være med.

Han smuttede for at hente flere bajere, og da han kom tilbage, lå jeg med blå læber uden at trække vejret. Heldigvis havde han en antidote, som han sprøjtede op i næsen på mig.

Der er flere år af mit liv, jeg har svært ved at huske noget som helst fra. Det skræmmer mig, for jeg ved, at der gemmer sig ubehagelige ting og sager i tågerne.

Det er de mest kaotiske år i mit liv, og når jeg prøver at tænke tilbage, er der tre stemmer, der snakker på samme tid, fordi det hele er så snørklet sammen i en tågebanke af stoffer, alkohol og prostitution. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skulle kunne gribe ind i de år og trække noget ud.

SOM HJEMLØS bliver den daglige hygiejne hurtigt overflødig. Hvis man skal have et bad, skal det nærmest planlægges en uge i forvejen, for man skal først finde ud af, hvor og hvornår det kan lade sig gøre, og de steder, der tilbyder det, har som regel kun ét bad, og man kan være næsten sikker på at få fodvorter med derfra.

Som regel dropper jeg det og lader helt være. Der kan gå meget længe, mellem jeg får et bad, og det har også nogle andre konsekvenser, fx at man ender med at kradse i sine bumser og rifter. Det starter i det små, men udvikler sig, og snart har man store sår i hovedet, på armene og på resten af kroppen.

Der er faktisk en gruppe af hjemløse, som vi andre kalder for ’de usynlige hjemløse.’ Det er dem, der gør alt for ikke at ligne hjemløse. Det er især noget, folk er gode til i starten af deres hjemløseliv.

Mange vil ikke rigtigt stå ved deres situation, så de gør alt for at skjule det, og hvis man tilfældigvis møder dem på gaden, vil man helt sikkert ikke kunne se på dem, at de er hjemløse.

Hele min omgangskreds er hjemløse, og alle har historier, der er forskellige. Nogle af dem har været inde at sidde for at slå folk ihjel, andre har været topdirektører og er gået nedenom og hjem.

Selvom jeg har levet på gaden i 13 år, har jeg ikke fundet noget mønster i, hvem der bliver hjemløse, men fælles for de fleste er, at de har oplevet livskriser eller misbrug og er faret vild i tilværelsen, og så er det gået, som det er gået, før de i sidste ende er havnet på gaden.

Det eneste, jeg er sikker på, er, at der er mange flere, end der bliver registreret i de officielle statistikker.

Man vælger ikke at blive hjemløs, selvom det er en evindelig fordom. De fleste mister deres arbejde eller bliver smidt ud af kæresten, og hvis man ikke har noget sted at gå hen, hvad fanden gør man så?

En af mine kammerater, der har boet på gaden i snart 10 år, plejede at have sit eget anlægsgartnerfirma. Det kørte på skinner, indtil hans revisor lavede rod i regnskabet, og lige pludselig skulle han betale 1,2 millioner kroner.

Han måtte sælge sine maskiner og hele molevitten for at holde sig oven vande, men det lykkedes ikke, og til sidst måtte han også sælge sit hus. Han har været hjemløs lige siden.

PÅ GADEN PRØVER VI at hjælpe hinanden. Jeg har en gadelillesøster i Aarhus og en gadestoresøster i København. De har begge været hjemløse i omkring syv år.

Det er næsten ligesom at have biologiske søskende i den virkelige verden, den eneste forskel er, at det er nogen, man har mødt igennem gaden og selv har valgt. Vi passer på hinanden, og jeg elsker dem begge to højt.

Det er faktisk det bedste ved at bo på gaden: sammenholdet. Man er én stor familie. Måske en dysfunktionel familie, men ikke desto mindre en selvvalgt gadefamilie, som holder sammen og gør gode ting for hinanden.

For nylig manglede min gadelillesøster 3.000 kroner, og jeg fornemmede, at det var penge, hun havde rigtig meget brug for, så jeg skaffede dem til hende: ”Det er på min regning,” sagde jeg.

Jeg aner ikke, hvad hun skulle bruge dem til, og hun aner ikke, hvordan jeg skaffede dem, men det blev klaret, og det var godt, for hvis man ikke får afhændet sin gæld på gaden, kan man hurtigt få røven på komedie.

Selvom hjemløsemiljøet er stort og fragmenteret, lægger man altid mærke til, når der kommer nye til. De fleste nye tror, at de ved det hele og vil hjælpe alle andre og hele verden. Men det knækker man altid nakken på til sidst, og så lærer man på den hårde måde, at man ikke kan hjælpe nogen som helst – ikke engang sig selv.

Jeg har mødt rigtig mange triste skæbner – desværre også, hvor de ikke selv har opdaget det endnu – og jeg kender rigtig mange, der er gået bort. Der er mindst et par af mine bekendte på gaden, der forsvinder hver måned, og jeg har været hjemløs i 13 år, så man kan selv begynde at gange op.

Livet på gaden er hårdt, folk tager flere stoffer, end de kan holde til, og til sidst står deres krop af. Jeg har sagt farvel til alt for mange mennesker.

Hver gang nogen dør, ærer vi vedkommende med et minuts stilhed i huset i Vanløse. Selve begravelserne gider jeg sjældent tage til mere. Jeg har sagt farvel til alt for mange mennesker, og det bliver man træt af.

EFTER AT HAVE levet som kriminel i en længere periode var min sociale angst ved at løbe af med mig. Jeg havde lavet knæk alle mulige steder fra Amager til Strandvejen, og rent praktisk var det ikke svært, men jeg kunne ikke længere være i det.

Hver gang, jeg gik ud ad en dør, følte jeg, at alle kiggede mistænksomt på mig. Det blev for voldsomt at leve på den måde. Jeg kunne godt begå indbrud, når jeg var på stoffer, men så snart jeg var bare en smule klar i hovedet, ramte det mig: ’Hvad fanden har du gang i?’

Jeg havde været helt derude, hvor man kan komme med stofferne, og helt automatisk begyndte jeg at bevæge mig i den modsatte retning. Jeg besluttede mig for, at det skulle være slut, og hen over en længere periode trappede jeg ned, så abstinenserne var til at arbejde med.

Jeg udfasede stofferne én efter én, så det til sidst kun var alkoholen og hashen tilbage – og en gang imellem kokain som en lille belønning i dagligdagen.

Da jeg stoppede med at tage stoffer i det omfang, jeg havde gjort i flere år, blev jeg også nødt til at forlade det miljø, jeg havde befundet mig i. Det var lettere sagt end gjort.

Når først man er fanget i den kriminelle underverdens klør, er det næsten umuligt at komme ud igen. Man kan ikke bare forlade det, for der er så mange ubetalte regninger, at de til sidst indhenter en, og man bliver nemt presset til at begå flere kriminelle handlinger for til gengæld at undgå repressalier.

Det er samtidig hurtige penge, og selv efter jeg havde vendt miljøet ryggen, kunne jeg ikke bare slippe det 100 procent.

Engang i mellem blev jeg opsøgt af gamle kammerater, der spurgte, om jeg lige kunne sælge noget for dem. En el-cykel eksempelvis. Det ville indbringe mig 5.000 kroner på ingen tid, og jeg rationaliserede mig frem til, at det trods alt ikke var så slemt som at begå indbrud.

I en lang periode lavede jeg også hapserier rundt om i dagligvarebutikker over store dele af København. Det var forbavsende nemt. Det første, jeg gjorde, når jeg kom ind i en butik, var at aflure, hvor kameraerne var henne, og dernæst hvor de ansatte var henne. Hvis de var travlt beskæftigede, var det nemt at finde en blind vinkel og fylde tasken: duk, duk, duk!

Selvfølgelig blev jeg engang i mellem taget, og listen med butikker, hvor jeg ikke må komme, er relativt lang, men der er jo butikker over det hele, så det var det mindste problem.

For det meste stjal jeg øl og kød. Øllene til mig selv, og kødet til at sælge videre. Det vil nok overraske folk, hvor nemt det er at sælge stjålet kød videre. Der er et helt marked for det på landsplan, fordi så mange efterspørger det. Den enlige mor med fire børn, som ikke har råd til supermarkedernes priser, vil hjertens gerne give 100 kroner for at kunne mætte fire sultne munde den næste uges tid.

Det kom sådan en som mig til gode. Jeg stjal kød for 400 kroner og solgte det videre for 100 kroner, og så havde hun mad, og jeg havde penge til at købe hash og flere øl.

Med tiden fik jeg brug for at vide, at det, jeg foretog mig, var på den rigtige side af loven, og for fem år siden trak jeg mig helt fra miljøet. Mine gamle bekendte prøvede at tilbyde mig alt muligt for at fastholde mig, og der gik lang tid, før de til sidst indså, at jeg ikke længere bed på.

Jeg havde været vant til at have mennesker omkring mig hele tiden, men nu havde jeg pludselig ingen. Jeg var helt alene i verden, blev ensom og udviklede social angst.

Det var først, da jeg langt om længe fik taget mig sammen til at begynde at sælge Hus Forbi, at jeg fik det bedre. Flere år tidligere havde jeg første gang tænkt på det, og lige siden havde det ulmet i mig. Jeg vidste, at jeg ville tjene langt færre penge på den måde, men til gengæld ville jeg ikke længere have noget at skamme mig over.

HVER DAG drikker jeg mellem 40 og 50 bajere. Indtil for nylig drak jeg også to flasker vodka oveni, men dem har jeg skåret fra, og på de gode dage kan jeg begrænse mig til kun at drikke 30.

På det seneste er jeg begyndt at sige til mig selv, at nu må jeg snart tage mig sammen. Jeg har været hjemløs i så mange år, og jeg bliver nødt til at finde en vej ud ad den labyrint, jeg er havnet i, hvis ikke jeg skal sidde fast for evigt.

For jeg drømmer om en dag at have et sted at bo og leve et normalt liv. Jeg prøver lige så stille at arbejde mig ned i antal, men det er ikke nemt, for min modstandsstyrke afhænger af, hvor stresset jeg føler mig.

I de perioder, hvor jeg har det værst, forsøger jeg ikke engang at begrænse mig. Der ryger de bare i gabet døgnet rundt.

Første gang, jeg smagte alkohol, var jeg tre år gammel. Der var familiefest, og jeg var nysgerrig, så de gav mig lov til at smage en tår Baileys. Jeg tror, mange børn har fået lov til at smage en tår for sjovs skyld, men jeg kan huske det lige så tydeligt, som var det i går. Der er så mange ting fra årenes løb, jeg har glemt eller fortrængt, men det her hænger fast. Det har jeg altid undret mig over.

Jeg kommer ud af en alkoholiseret familie. Min far var alkoholiker, min farmor var alkoholiker, min farfar var alkoholiker, og min morfar var det også, så det er noget, der løber i blodet.

Alkoholen blev tidligt en virkelighedsflugt fra alt det, jeg havde været igennem. Det gør også, at jeg kan lægge mig til at sove om natten. Jeg går nærmest i hi, fordi jeg er bedøvet af alkohol, og det er meget bedre end alternativet, hvor jeg græder mig selv i søvn.

Adskillige gange har jeg prøvet at stoppe med at drikke på den måde, men det har ikke fungeret endnu, for så mister jeg den virkelighedsflugt, der gør det muligt for mig at klare mig igennem tilværelsen.

Som årene går, bliver det sværere og sværere. Når man har drukket så meget og så længe, som jeg har, må man heller ikke bare stoppe med at drikke fra den ene dag til den anden. Det er farligt, for hvis jeg bare stopper, vil mit hjerte højst sandsynligt gøre det samme.

Så er jeg pludselig død, uden nogen lægger mærke til det, og jeg har ikke tænkt mig at dø før min mor. Det er mit eneste rigtige mål her i livet. Alt andet er drømme, men det er mit mål, at jeg først vil dø, når hun en dag er borte.

Det er flere år siden, jeg så hende sidst. Jeg havde en kæreste, der boede på Sydsjælland, og det var ikke så langt fra min mor, så jeg tænkte, at jeg ville tage forbi og sige hej.

Det var først på eftermiddagen, og hun var ikke kommet hjem endnu, så jeg satte mig på hendes dørtrin og ventede, men fordi jeg var så fuld og påvirket af stoffer, endte jeg med at falde i søvn og vågnede først, da hun ruskede i mig.

”Det går ikke længere, Kenni,” sagde hun og ville have, jeg skulle gå igen, men det ville jeg ikke. Jeg var jo hendes søn, og jeg havde glædet mig til at se hende.

Til sidst tilkaldte hun politiet. De lagde mig i håndjern og kørte mig tilbage til København, og siden dengang har jeg haft et forbud mod at nærme mig hendes adresse.

Nu om dage snakker vi sammen to gange om året. Hvis ikke jeg selv har en telefon, låner jeg en og ringer til hende på hendes fødselsdag og igen juleaften. Jeg tænker meget på hende, for jeg elsker hende stadig overalt på Jorden, uanset hvad hun så tænker om mig, og når hun en dag går bort, så har jeg ikke noget at leve for.

FOR NYLIG kom efteråret, og jeg mærker, hvordan alting er så trist og gråt, når jeg trasker rundt på mine uransagelige veje i byen. Så ved jeg, hvad der venter, nemlig vinteren, som er kold og nådesløs.

Den står i kontrast til sommeren, der omvendt næsten bliver for varm, når man som jeg ikke har noget tag at søge ly under fra solens fangarme.

Nej, det er foråret, jeg bedst kan lide. Det er den årstid, jeg altid venter på, for den har en helt særlig magi over sig, som ingen af de andre har. Det er der, hvor alting springer ud. Hvor der er kærlighed og endorfiner i luften, og fordi jeg så ofte sover i det fri, mærker jeg det altid før de fleste andre.

Så nok virker alting udsigtsløst for tiden, men når de første blade viser sig i de nøgne buskadser, og de første små blomsterknopper springer op af den kolde jord, så ved jeg, at snart kommer de lyse tider igen.