Vincent F. Hendricks: ”Jeg havde megalomane forestillinger om mit eget intellektuelle værd”

Hvad gør det ved en mand at fylde 50?

”Som Ingeborg Skjern siger i ’Matador’: ’Jeg elsker at leve.’ Sådan har jeg det også. Hver dag vågner jeg og tænker, gad vide, hvad verden byder på i dag? Min nysgerrighed er ikke blevet mindre med årene. Min søn, Milton, er blevet voksen, så nu er jeg kommet ud på den anden side af at være børnefamilie. Det er derfor, jeg skriver denne her bog som en statusrapport for mig selv og som et lille testamente til min søn. Bogen er et forsøg på en manual til det myndige menneske i en digital tid.”

Hvordan var du som ung?

”I teenageårene havde jeg nogle eksistentielle kampe, som var hårde. Jeg gik på Ordrup Gymnasium i Nordsjælland. Det var en meget uheldig gymnasieårgang, fordi der var fire matematikerklasser, og der var fire elever, som alle sammen blev modeller sidenhen, og de var distribueret med én i hver klasse. Det vil sige, at de styrede stort set hele årgangen benhårdt med hensyn til, hvem der var cool, og hvem der ikke var cool, hvem der havde social kapital, og hvem der ikke havde. Alle aspirerede til denne gruppe, og det gjorde jeg også, men det lykkedes mig aldrig at blive en del af den. Jeg kunne ikke finde ud af de sociale koder og jokkede i spinaten hele tiden. Efter 1. g. tænkte jeg, at nu måtte jeg finde min egen vej. Jeg gjorde det på den måde, at jeg lavede mine lektier, passede undervisningen og rakte hånden i vejret, men jeg snakkede ikke med mine medstuderende to år i træk. Det var mit stille oprør mod et gymnasiemiljø med unger, der mobbede og udskammede hinanden. Jeg ville bevise for mig selv, at jeg kunne stå igennem det. Jeg tænkte, at hvis jeg kan klare det her, kan jeg klare hvad som helst.”

Hvad lavede du efter gymnasiet?

”Jeg fik et job som nattevagt på et plejehjem. Det er nok det mest meningsfulde job, jeg nogensinde har haft. Det var til gengæld også et af de hårdeste. Der var ikke råd til at sidde og være introvert og bekymre sig om weltschmerz, når man skulle ind og hjælpe fru Petersen på toilettet eller vaske fru Daisys glasøje. Jeg lærte at interagere og smalltalke, mens jeg vaskede patienterne forneden, samtidig med at de skulle kunne bibeholde deres ære og værdighed. Det blev jeg klog af. Og så var det nogle sjove mennesker. Der var en sød ældre herre, som var på antidepressiv medicin. En morgen lå han i sengen, da jeg kom ind. Han kiggede på mig og sagde: ’Unge mand, jeg skal spørge Dem om noget.’ ’Ja, spørg væk.’ ’Jeg skal bare lige høre: Har De en pik?’ Dertil måtte jeg svare, at det mente jeg godt, at jeg kunne svare ja til – det var formentlig en forudsætning for, at han indledningsvist titulerede mig som ’unge mand.’”

Efter nogle måneder på plejehjemmet rejste du til New York som 18-årig i 1988 for at læse filosofi på universitetet. Hvordan oplevede du det?

”Alt det liv, jeg ikke havde i gymnasiet, det havde jeg i New York. Hold nu op. Jeg boede i en skotøjsæske i Williamsburg i Brooklyn. I dag er det et af de mest fashionable kvarterer i New York, men dengang var det et hul. Der var bander sammenlagt med pis og papir i ordets bogstaveligste forstand. Om natten levede vi på natklubberne på Manhattan som oppustede baroner. Det gik ikke stille for sig. Jeg har løbet rundt med Dr. Martens støvler spændt op til under knæet, rød læbestift og rastahår. Det var en stor kontrast at komme fra et plejehjem til bobleøkonomien i New York og mit eget brænde på forfængelighedens bål. Jeg arbejdede på barer og lavede lidt modelarbejde for George Holtzs fotostudie, som var kendt for at have taget billeder til Sades pladecover. Modelverdenen var et liv med enormt meget staffage. En dag, jeg sad og ventede på at skulle ind og gå catwalk, slog det mig, at modellerne er det sidste og mindst interessante led i fødekæden. Du har designerne og fotograferne, og nederst er der modellerne, som bare går ind og ud med tøjet på og forsøger at ligne dem, det hele drejer sig om – og jeg var selv en del af det. Jeg har siden haft allergi mod noget, der giver sig ud for noget, det ikke er.”

Du skriver et sted i bogen, at du som yngre led af intellektuelt storhedsvanvid …

”Jeg havde megalomane forestillinger om mit eget intellektuelle værd, men de blev begravet, da jeg var 24-25 år. På det tidspunkt var jeg rejst videre til Pittsburgh (i staten Pennsylvania, red.) for at læse dele af min Ph.D. på Carnegie Mellon University. Pittsburgh var en tung industriby, som var kendt for sin stålproduktion, sine kulminer og for Heinz tomatketchup. I midten af 90’erne var byen ramt af massiv arbejdsløshed, fordi man kunne købe stål billigere i Japan. Da jeg stod af flyveren, tænke jeg, nå ja, det er ikke et spørgsmål om, hvad Carnegie Mellon kan lære mig, men hvad jeg kan lære Carnegie Mellon. I bedste fald var det naivt, i værst fald stupidt. Jeg havde forregnet mig. De var lynende hurtige oven i bolden langt de fleste, og jeg skulle hænge i med fingerspidserne for overhovedet at følge med. Efter tre uger sagde min vejleder til mig: ’Vincent, du er ikke en af de mindst begavede Ph.D.-studerende, jeg har haft. Men,’ tilføjede han så: ’Du er en af de mere arbejdsomme.’ Det gjorde unægtelig ondt i min selvforståelse. Jeg gik derfra i nedbøjet sindstilstand, indtil jeg tænkte over, hvad han sagde. Han sagde i virkeligheden: ’Nu skal du høre, Vincent, der er også plads til dig, men der er ikke noget quick fix. Hvis du skal overleve her, så er det knofedt og timer. Det er 24/7, altid åbent, aldrig lukket. Det er 10 procent talent, resten er hårdt arbejde’. Det var en øjenåbner. På latin siger man semper ardens, det betyder ’altid brændende’. Det har været en ledetråd for mig sidenhen. At arbejde hårdt er en langtidsinvestering. Det er evnen til at belønningsudsætte og behovsudsætte, og det er meget anderledes end, hvordan man tænker succes i dag.”

Hvad er kernen af at være filosof?

”Jeg vil helst ikke kaldes filosof. For mig er filosofi et embede, det er ikke et liv. Dem, der igennem tiden har valgt filosofien som et liv, har haft det hårdt. Hvis du virkelig skal være filosof, skal du vågne hver morgen og spørge: ’Hvad er væren?’ Det er det store spørgsmål, du skal grave dig ned i. Hele tiden. Jeg vil hellere vågne og tænke, er det cornflakes eller croissanter? Det er én af de to – det kan jeg overskue. Den engelske empirist David Humes har sagt det meget fint: ’Vær en filosof, men midt i at være en filosof, vær et menneske.’ Det synes jeg, der er noget sandfærdigt i. For mig handler filosofien om at være med til at gøre verden til et bedre sted, eksempelvis ved at undersøge misinformation på nettet og at betragte fake news som en global udfordring på lige fod med klima, migration og flygtninge. Filosofien skal gribe ind i nogle af de problemer, som verden har, før den bliver vedkommende for mig.”

Hvorfor har du skrevet en bog til din søn?

”Da jeg i 2008 får videnskabsministeriets eliteforskerpris – det, der senere bliver bedre kendt som Penkowa-prisen, men pyt nu med det – står jeg og skal snøre slipset, inden jeg skal ind på Glyptoteket og modtage den her fine pris. Den morgen står min otteårige søn på badeværelset og lader sit kurfyrstelige vand, da han råber til mig: ’Jeg skal bare lige høre, far: Hvad er det egentlig, du laver?’ Hvilket egentlig er et godt spørgsmål. Men tillægsspørgsmålet er bedre: ’Hvorfor er det vigtigt?’ Og det er det, bogen forsøger at besvare. Jeg forsøger at undersøge, hvad det vil sige at være et autonomt, selvstændigt tænkende væsen i moderne tid. Bogen er tænkt som refleksion og opråb. Vi lever i en opmærksomhedsøkonomi, hvor vores data og opmærksomhed er blevet en vare, som Facebook, Instagram og mange andre sociale platforme sælger videre eller udlodder til annoncørerne. Dette bidrager ikke ligefrem til vores selvstændige, kvalificerede beslutningsdygtighed. Den gennemsnitlige bruger af en mobiltelefon rør ved sin telefon 2.600 gange om dagen. Det er mere, end du rør din ægtefælle eller kæreste formentlig. Vi er nødt til at gøre noget, ellers kan vi hurtigt blive den første generation i menneskets historie, som overgiver en verden til vores børn, som er i værre forfatning end den, vi fik af vores forældre.”