Min bedste sommer: ”Det var ikke noget særligt, og det er i virkeligheden det, der er det særlige”

Da jeg fyldte 60, samlede jeg min familie fra hele verden på Hotel Hornbækhus. Det at være 50 mennesker sammen i tre dage gør, at man knytter nogle særlige bånd.

Nogle af de særlige øjeblikke var det at spise sammen. Børn, unge og ældre. Fællesspisning er noget af det, jeg arbejder med, og jeg må bare sige, det virker sgu. Vi fik aftensmad i haven under de gamle trækroner ved et langbord i hvide havestole med bomuldstæpper. Jeg mener, vi fik laks. Det blev serveret på mange små fade, man sendte rundt, og der var noget at dyppe i, brød, salat og fisk.

De små fade gjorde, at man spurgte: ’Sender du lige herned, eller hvad mangler du.’ Børnene legede skjul, og de larmede ad helvedes til, men det var dejligt. Midt i alt larmen, sad man alligevel og fordybede sig i en samtale med et familiemedlem. Meget livsbekræftende. Vi diskuterede Donald Trump, og hvor galt det kan gå. Børnene blev lagt i seng, og så var der lidt ro på med voksensnak, inden vi dejsede om.