Da jeg fyldte 60, samlede jeg min familie fra hele verden på Hotel Hornbækhus. Det at være 50 mennesker sammen i tre dage gør, at man knytter nogle særlige bånd.
Nogle af de særlige øjeblikke var det at spise sammen. Børn, unge og ældre. Fællesspisning er noget af det, jeg arbejder med, og jeg må bare sige, det virker sgu. Vi fik aftensmad i haven under de gamle trækroner ved et langbord i hvide havestole med bomuldstæpper. Jeg mener, vi fik laks. Det blev serveret på mange små fade, man sendte rundt, og der var noget at dyppe i, brød, salat og fisk.
De små fade gjorde, at man spurgte: ’Sender du lige herned, eller hvad mangler du.’ Børnene legede skjul, og de larmede ad helvedes til, men det var dejligt. Midt i alt larmen, sad man alligevel og fordybede sig i en samtale med et familiemedlem. Meget livsbekræftende. Vi diskuterede Donald Trump, og hvor galt det kan gå. Børnene blev lagt i seng, og så var der lidt ro på med voksensnak, inden vi dejsede om.
Annonse
Vi sad ude og måske lidt for længe, men det var så hyggeligt. Dagen derpå tog nogle af os til stranden for at morgenbade inden klokken havde slået seks. Sådan en morgenstund, hvor vandet kun skvulper lidt, er magisk. Hornbæk Strand er vidunderlig, for den er så bred. Det var skidekoldt, så vi gik stille og roligt derned, men lidt hurtigere tilbage. Det var ikke noget særligt, og det er i virkeligheden det, der er det særlige.
Denne artikel er bragt i Euromans Sommeravis
På Euroman fejrer vi sommeren med en gratis Sommeravis. Vi har kørt, svømmet, spist, drukket og hilst os vej langs hele nordkysten. Resultatet er en inspirerende guide til et veloplagt liv, hvor sanserne er slået ud og indtrykkene står i kø. Avisen er skabt med udgangspunkt i magasinets begejstrede, nysgerrige ånd, og stiller skarpt på sommerlivet med et særligt blik på Nordsjælland. Den udkommer med Euroman og Eurowoman i juli måned, og bliver derudover omdelt til sommerhuse og via turistinformationer, minigolfbaner, iskiosker, fiskehandlere og alle de andre steder, din vej går forbi i sommerlandet. Og den er helt gratis.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.