Smash hit i sommerlandet: Det gode liv i Nordsjællands hyggeligste tennisklubber

Hasse Bohn

77, Gilleleje Tennisklub.

For fem år siden flyttede jeg og min kone fra Fredensborg til Gilleleje. Børnene var flyttet hjemmefra, og vi havde også et sommerhus i Asserbo, men så besluttede vi, at nu skulle det være, nu skulle vi kun bo et sted. Vores hus ligger tæt på vandet, ved strandbakkerne, og der er kun 200 meter til havet og 200 meter til tennisbanen.

Jeg har spillet tennis i mange, mange år, og det kan noget helt specielt. Når jeg fræsede hjem på motorvejen efter en travl dag på jobbet og gik direkte ind på tennisbanen, så slappede jeg med det samme totalt af. Jeg glemte alt om arbejde og kom ud af hovedet, når jeg fik ketsjeren i hånden.

Det er jo det, sporten kan. Når man spiller tennis og koncentrerer sig om at rende efter en bold, så glemmer man alt andet.

I Fredensborg var jeg klubmester, men selvom jeg stadig er i fin form og er hurtig i forhold til nogle af de gamle gutter heroppe, så kæmper jeg lidt med en dårlig ryg. Det ændrer dog ikke på, at jeg fortsat er ret god ved nettet, og at jeg stadig spiller aggressivt.

Når vi spiller double, har jeg også et lille ritual. Efter hvert point skal jeg lige ud og hente den yderste bold i hver side af banen. Så får jeg et øjeblik for mig selv der, og så er jeg klar igen.

Jeg går eller cykler altid herhen, og hver gang jeg har spillet, bliver jeg hængende i klubhuset sammen med de andre. Så får vi en forfriskning af den ene eller den anden art og ordner lige verdenssituationen.

Frank Kjølhede

59, Gilleleje Tennisklub.

Jeg er tilflytter fra Østerbro, og i mange år spillede jeg med min søn, men nu slår han mig hver gang, så i dag spiller jeg mest med min kone. Da vi flyttede hertil, var det at spille i klubben en fantastisk måde at komme ind i netværket på.

Tennis er et genialt spil. Ligesom skiløb, så bliver man bedre, jo mere man træner. Jeg kommer omkring fire-fem timer om ugen her i klubben. Ofte, når vi har spillet kampe, går vi ned til stranden og tager en dukkert. Det gør vi også med spillere fra andre klubber, når deres hold er på besøg hos os. Der er kun 200 meter til vandet herfra, så om sommeren går jeg for det meste herover omklædt med min tennisketsjer og et badehåndklæde under armen.

Klubben blev stiftet i 1966, og op gennem 1980’erne oplevede man et kæmpe boom i medlemstilgangen. Det var vist Bjørn Borg-effekten. Nu har vi også folk, der står på venteliste, og kommer du her en almindelig formiddag, er der næsten altid folk i gang med at spille på bane 1 og bane 2, som ligger op mod klubhuset.

Den bedste kamp, jeg kan huske i klubben, var en opvisningskamp i forbindelse med vores 50-års-jubilæum, hvor Michael Tauson og Morten Christensen, de gamle Davis Cup-helte, kom og deltog. Der var en fantastisk stemning. Det er der også altid om sommeren, hvor vi har mange unge, der kommer op i ferien og lige skal prøve et slag tennis.

Claus Meyer

57, Rågeleje Tennisklub.

Før vi overhovedet havde købt vores sommerhus i Rågeleje, havde vi set banerne, der ligger lige i nærheden. Det var en af de primære grunde til, at vi flyttede herop. Kort efter vi var rykket ind, mødte min hustru en anden kvinde på vejen, som er medlem af klubben. ’Spiller din mand tennis,’ spurgte hun. ’Ja, han spiller virkelig godt tennis,’ svarede min hustru. Senere samme dag mødtes vi dernede og spillede, og hendes mand er stadig min faste makker.

Jeg har spillet tennis, siden jeg var 14. Jeg har altid været glad for ketsjersport. Først spillede jeg badminton, længe inden tennisbølgen for alvor havde ramt Lolland- Falster, men på et tidspunkt byggede de to tennisbaner uden for badmintonhallen i Toreby-Grænge. Jeg og min kammerat tænkte, vi kunne alt med en ketsjer, og om sommeren, når solen skinnede, spillede vi konstant tennis. På et tidspunkt, da jeg var 16-17 år, var jeg, som jeg husker det, Lolland Falster-mester i både bordtennis, tennis og badminton.

Klubben i Rågeleje ligger inde i skoven, så selv når det stormer på Nordkysten, som det tit gør, ligger banerne ret meget i læ. Der er store, høje træer hele vejen rundt og 400 meter ned til vandet. At spille der er ligesom at spille inde i en skov. Det er et magisk sted, og om sommeren, gennem syv ugers ferie, er jeg der hver dag. At spille tennis her er for mig ligesom at børste tænder. Det føles helt forkert i kroppen, hvis jeg ikke har været nede på banerne.

Det, der gør det for mig ved sporten, er legen, glæden ved at føle kontrol, bevægelsesmønstrene. I tennis løber du, men du skal samtidig koordinere med din hjerne. ’Skal du lægge den kort eller langt? På tværs eller lige ned?’ Det er stort at overkomme din nervøsitet og at nedkæmpe din modstander, og jeg lever for det sublime øjeblik, hvor du laver et brillant slag, om det så er serv, baghånd eller stopbold. Der er så mange momenter i spillet, som tiltaler mig.

Da jeg var yngre, handlede tennis for mig om at blive så god, jeg kunne. Og om glæden ved at kunne glemme hverdagen og bare blive væk i spillet. At blive i ét med det. I mine 20’ere spillede jeg på førsteholdet i Kløvermarken og gik ind til hver kamp, som var det en finale. Det var sindssygt vigtigt at vinde de kampe, holdet afhang jo af det, og jeg var i pissedårligt humør, hvis jeg tabte. Men nu har jeg det lidt, som jeg havde det, da jeg var 17.

Jeg finder stor glæde ved bare at fortabe mig i en double med nogle kammerater. Sådan er det også i Rågeleje. Det giver mig en helt anden følelse at spille der, end når jeg er inde i byen. Jeg går eller cykler altid hen til klubben. Jeg skal blot krydse en vej og krybe ind gennem et krat for at komme ind til banerne. Det er et privilegium at kunne komme her og spille. Jeg har det som en lille dreng, der træder ind i Narnia.

Om sommeren har vi næsten altid venner med oppe. Det er det gode liv, total råhygge. Så er der mad på grillen, vi tømmer nettet for fisk, spiller et slag tennis, bader og tager hjem og spiser. Der er ikke engang et klubhus i klubben. Ingen omklædning, og ej heller en vandpost. Det er helt perfekt.

Ilse Johannesen

53, Tisvilde Tennisklub.

Jeg elsker at være udenfor. Og det at komme herned på grusbanerne med en tennisbold og en ketsjer, det gør noget ved én. Man bliver afhængig af det. Du får lov til at lege, og når du får skudt et lækkert slag, og det lyder rigtigt, kan du leve på det i flere dage. Når vi er i gang med en double, og alt bare spiller, er det næsten et kunstværk.

Oprindelig er jeg fra Gilleleje, men jeg har boet her i 17 år – og har spillet tennis i 15 år. Lyset og glæden her er fantastisk, og jeg bliver glad i låget af at komme i klubben. Banerne er omgivet af sommerhuse, lokaltoget kører forbi lige foran, og her er bare rigtig meget himmel. Efterhånden kan jeg næsten ikke holde ud at spille inde i en hal.

Jeg spiller seks-otte timer om ugen, og om sommeren er det nærmest mit andet hjem. Hele stemningen er ekstremt positiv, og alle hjælper hinanden. Kodeordet er, at det gælder om at have det sjovt. Kulturen er opstået helt tilbage fra pionererne, der i 1985 grundlagde klubben ved Godhavns-huset. Her blev banerne opført, og det er i dag et samlingssted, der har ringe langt ud i andre sammenhænge i Tisvilde. Alene de seneste år er der kommet godt 200 nye medlemmer til.

Vi har et stort, socialt liv. Der er åbne doubler, grillaftener, markedsdage, og når vi afholder klubturnering, strømmer folk til og hænger ved popcornmaskinen og får en fadøl, mens de ser kampene.

Når du er i klubben, lader du op. Du får rørt dig, der er latter overalt, og vi er rigtig mange, både ældre og yngre, der spiller sammen på kryds og tværs. Læg dertil, at vores banemand, Kim Hedetoft, er fantastisk til at holde banerne ved lige.

Jeg ved godt, det lyder skørt, men jeg tror på, at solen skinner lidt mere her i klubben. Når jeg ofte ankommer på min cykel, falder mine skuldre ned. Lyden af gruset, stemningen, alt det grønne, fuglefløjten. Det er en oase, ja, faktisk et lidt helligt sted for mig.

Poul Branick

59, Hundested Tennisklub.

Jeg bor 7-800 meter fra banerne, så jeg går altid herned, når jeg skal spille. Her er evigt hyggeligt, anlægget er omgivet af grønt, og vi ligger jo næsten inde i skoven. Og nej, jeg har ikke smadret nogle bolde dybt derind mellem træerne, hvis jeg har tabt et point.

Klubben blev stiftet i 1967. Dengang lå der en motormaskinfabrik nede ved havnen, og ham, der ejede den, havde en privat tennisbane. Siden, i midten af 1970’erne, rykkede klubben herop til skoven, hvor man etablerede to kunststofbaner. Noget af det bedste ved vores klub er fællesskabsfølelsen. Vi sørger selv for at passe på banerne, ja, vi er egentlig allesammen banemænd.

Her er en stor kærlighed til anlægget, og vi har eksempelvis lige lappet taget på klub-

huset og klippet træerne i nærheden for at få noget mere sol ned på gruset. Vi har tirsdagsturnering og torsdagsmix, og vi tager på en fælles tur til Båstad hvert år. Ofte er her også gang i grillen. Så sidder vi og spiser sammen, mens solen går ned.

Jeg er født og opvokset i Hundested og har spillet her siden 1980. Dengang spillede jeg førsteholdsfodbold sammen med en kammerat. Han spillede også lidt tennis og syntes, at jeg skulle med og prøve det. Det fangede mig fuldstændig. Til forskel fra fodbold handler det her om konstant at presse dig selv – og huske ikke at blive sur på andre, når du spiller dårligt. I begyndelsen forsøgte jeg blot at ramme bolden og få den over nettet, men nu jagter jeg stadig det perfekte slag. Og jeg har da vundet klubturneringen et par gange, både i single og i double.

Jacob Müller

43, Tisvilde Tennisklub.

Jeg bor i Tibirke, ikke langt fra klubben. Mine forældre flyttede herop for mange år siden, og jeg flyttede med. I starten tænkte jeg, at man da ikke kunne bo her året rundt, men det ændrede sig hurtigt. Jeg forelskede mig i området, og det er et fantastisk sted, hvis man, som jeg, er et menneske, der godt kan lide natur, og at der stadig også sker noget omkring én om sommeren.

Jeg har haft min gang her i 20 år. Da jeg kom herop, havde jeg lidt svært ved at få et netværk, men da jeg begyndte i klubben, var der ikke gået en måned, før jeg havde fået bekendtskaber, som jeg stadig har den dag i dag.

Selve den psykologiske del i spillet, og hvordan man skal arbejde med sig selv, er det, der fascinerer mig. Pointsystemet gør sit til, at man er på. Du kan være foran – og pludselig er du fuldstændig på bagkant. Så skal du hive dig selv op, og der er ikke andre end dig selv, der kan gøre det.

Jeg kører meget i mit arbejde, og jeg har altid mit tennisgear med i bilen. Når jeg så er undervejs, skriver jeg ofte til min makker, og spørger, om han er frisk på en kamp. Der er mange selvstændige heroppe, og de er altid klar på at spille. Vi spiller helst på bane 5, der ligger omkranset af træer, hvor du ikke er så påvirket af vinden.

Klubben er for mig et fristed. Her er plads til alle og højt til loftet. Den kamp, jeg husker bedst, er en klubturneringskamp jeg spillede i 2004 mod et andet medlem, Niels Thomsen. Det var bagende varmt, 30 grader, og jeg havde været i byen dagen før. Kampen tog tre en halv time, og vi var begge helt stegte. Vi fik faktisk lidt skæld ud, fordi vi spillede så mange partier. Men det var hurtigt glemt, og Niels og jeg grundlagde et venskab der. Vi har spillet sammen lige siden.

Denne artikel er bragt i Euromans Sommeravis

På Euroman fejrer vi sommeren med en gratis Sommeravis. Vi har kørt, svømmet, spist, drukket og hilst os vej langs hele nordkysten. Resultatet er en inspirerende guide til et veloplagt liv, hvor sanserne er slået ud og indtrykkene står i kø. Avisen er skabt med udgangspunkt i magasinets begejstrede, nysgerrige ånd, og stiller skarpt på sommerlivet med et særligt blik på Nordsjælland. Den udkommer med Euroman og Eurowoman i juli måned, og bliver derudover omdelt til sommerhuse og via turistinformationer, minigolfbaner, iskiosker, fiskehandlere og alle de andre steder, din vej går forbi i sommerlandet. Og den er helt gratis.