Man kan anvende forskellige strategier, når man designer dragter til sportshold og -udøvere. Man kan for eksempel gå efter det klassisk klædelige. Men man kan også gå efter det effektfuldt iøjnefaldende.
Et kvindeligt cykelhold fra Bogotà, Colombia, deltog i weekenden i det italienske etapeløb Giro di Toscana iført dragter, der falder i den sidste kategori.
Billederne af holdet i uniformerne, der – tilsigtet eller ej – centrerer opmærksomheden omkring cykelrytternes kønsorgan, cirkulerer i øjeblikket på nettet ledsaget af platte vittigheder og generel mangel på forståelse for designerens valg.
Annonse
Det uheldige/vulgære colombianske cykelantræk er bare seneste eksempel på, at det er en hårfin balance at eksperimentere med sportsbeklædning uden at atleterne, der bærer den, kommer til at ligne noget, der er løgn.
Vi har samlet nogle flere gode fra de seneste årtier:
1. Fetich. Mærket Rapha er et af de få, der laver æstetisk gennemtænkt cykeltøj. Men med denne ultralette nettricot præsenteret af Chris Froome i 2014, har de måske overladt lige lovlig lidt til fantasien.
2. Billig. Nu vi er i gang med det malplaceret erotiske. Venus Williams’ korsage fra 2010 ligner mere et slagtilbud fra en webshop for sexlegetøj end noget fra Moulin Rouge. Her har vi den i to farveholdninger:
3. Top-pinligt. Og for at dvæle lidt ved Venus Williams, kommer hun her med en mystisk umotiveret kavalergang.
Annonse
4. Spidse albuer. Bethanie Mattek-Sands er kendt for sin excentriske påklædning på tennisbanen – tennisverdenens Lady Gaga bliver hun sågar kaldt. Men selv om hun havde været Lady Gaga, ville det have været vanskeligt at gøre denne rædsel af nitter, frynser og (hvor opfindsomt!) tennisbolde til en vinder.
5. Genital entusiame. Endnu et eksempel på en cykeltricot, der gør mere opmærksom på skridtet, end hvad der er egentlig behageligt for øjet. Det er det spanske pro tour-hold Team Footon Servetto, der har svært ved at få armene ned under præsentationen af deres nye holddragter i 2010.
6. Umyndiggørende. Castoramas smækbuksedragt fra 1991 – en drøm for alle cykelryttere med et Peter Pan-kompleks.
7. Spraglebasse. Loud Mouth hedder golfspilleren John Dalys egen tøjlinje. En passende beskrivelse for de højtråbende gevandter, som Daly også selv bærer på banen. Det er svært at udvælge et sæt som det allerværste, men her er to eksempler på hans sans for farvesammensætning:
8. Bling. Vi bliver i smagløst golftøj, her præsenteret af Ian Poulter i 2008. Man skulle være Elvis eller deroppeaf for at hive den her mundering i land.
9. Hypnotisk. Den mexicanske målmand Jorge Campos var kendt for to ting. Sin hyperdynamiske spillestil, der indbefattede masser af akrobatik og dribleture. Og sine flamboyante trademarktrøjer, som han naturligvis selv var med til at designe, og som muligvis har fået mere end en enkelt angriber til at miste koncentrationen.
10. Farvevanvid. David Seaman hørte i sin aktive tid til dem, der kan bære det meste og stadig virke cool: Rollespilshestehale og skovsnegl på overlæben - længe før det blev et hipstersymbol - for at nævne et par ting. Igennem en årrække udfyldte han også en skriggul oversizetrøje for Arsenal uden at miste sin autoritet. Over for denne rædsel fra det engelske landsholds em-kampagne i 1996 måtte selv Seamans coolness dog give fortabt.
11. Op af akvariet. Nej, koralmønstret her er ikke tilføjet i Photoshop. Sådan så de faktisk ud, Athletic Bilbaos udebanetrøjer til brug i de europæiske turneringer i sæsonen 2004/05.
12. R-r-r-r-r. Resultatet var mere komisk lummert end eksotisk farligt, da en designer lod sig inspirere af Hull Citys kælenavn, ’The Tigers’, til klubbens hjemmebanetrøjer i sæsonen 1992/93.
13. Kød på. En australsk diskoskaster ved et stævne i London 2012 iført en dragt, der er lige grafisk nok.
14. Stilforvirring. Det franske rugbyhold Stade Francais har tradition for holddragter, der udfordrer sportens testosteronhørm. I udebanetrøjen for 2008/09 er designet blevet en smule overlæsset med airbrush-effekter, lyn og reklamer på lårene.
15. Anstrengt elegance. Man forstår godt, at de ser en anelse tvivlende ud, spillerne fra Cultural y Deportivo Leonesa, en klub fra den spanske 2. division. For hvad er det egentlig, de er blevet lokket til at tage på? Fodboldtrøjer eller noget, der var til overs fra den lokale spøg og skæmt?
