I juledagene er der vanen tro fuldt program i Premier League. Og der er masser at holde øje med. Eksempelvis nye trænere i Arsenal og Everton og topkamp på Boxing Day i en muligvis mesterskabsafgørende duel i Leicester.
Sent fredag blev det, ikke overraskende, meldt ud, at Mikel Arteta er hentet ind som ny træner for The Gunners. Dermed fik svenske Freddy Ljungberg blot en håndfuld kampe i spidsen for Arsenals 1. hold og må tilbage og fortsætte træningen af klubbens u23-talenter. Ljungberg stod dog fortsat på sidelinjen, da Arsenal lørdag gæstede Everton og spillede 0-0. Mikel Arteta så kampen fra tilskuerpladserne, før han rigtigt tager over i dag, søndag. Arteta kunne altså ved selvsyn konstatere, at han overtager et hold i krise, og at der er nok at tage fat på.
Men hvor god er han egentlig, den 37-årige spanier? Han har meget lidt, faktisk ingen, erfaring som cheftræner, men hører man sig omkring, lyder der kun rosende ord om Arteta, der oprindelig fik sin fodboldmæssige opdragelse på La Masia, FC Barcelonas talentakademi.
Annonse
Tag bare Mauricio Pochettino. Da argentineren selv i sin aktive karriere spillede for PSG, gjorde en blot 17-årig Mikel Arteta i 2001 sit indtog i den franske storklub – og han imponerede straks: ”Han var suveræn, ikke kun på grund af sit talent, men især på grund af sin modenhed på banen. Hans viden om fodbold overraskede mig. Han var en ung spiller, som havde den særegne kapacitet, at han talte og opførte sig som en 30-årig spiller,” har den nu tidligere Tottenham-manager sagt om Arteta.
I de sidste tre år har Mikel Arteta været Pep Guardiolas tro assistent i Manchester City, og Guardiola er også fuld af lovprisninger af sin landsmand. ”Med sit kendskab til spillet og sin arbejdsetik er han fuldstændig klar til et stort job som dette. Jeg har hele tiden vidst, at han på et tidspunkt ville skifte til Arsenal, hvis muligheden opstod. Når du har en drøm, kan du ikke bare stoppe den. Du bliver nødt til at forfølge dine drømme,” udtalte Guardiola fredag.
Ikke desto mindre venter der en kolossal udfordring for Mikel Arteta, som spillede i Arsenal fra 2011 til 2016. Arsenal er lige nu eller mindre et synkende skib. Stjerner som Aubameyang, Lacazette, Mesut Özil og Granit Xhaka er angiveligt på vej væk. Den nye guldklump Nicolas Pepe, som blev signet fra Lille for 72 millioner pund, er aldrig faldet til. Og forsvaret, åh, det forsvar altså. Mod Everton afsonede den græske klippe Sokratis karantæne, og midterforsvaret bestod således af David Luiz og Calum Chambers – og Mustafi som gardering på bænken (!). Arteta får travlt i januars transfervindue. Men først skal han lige føre et mandskab, hvor ingen rigtig tager ansvar, gennem en udekamp mod Bournemouth, og så venter Chelsea hjemme på Emirates den 29. december.
Ancelotti skal forsøge at genrejse Everton
Mindst lige så opsigtsvækkende som Artetas signatur på kontrakten i Arsenal er det, at 60-årige Carlo Ancelotti er ny manager i Everton. Merseyside-klubbens ejer, den iranske rigmand Farhad Moshiri, har som ventet afsluttet forhandlingerne med Ancelotti, og dermed er det også slut i denne omgang for den skotske kæmpe Duncan Ferguson som midlertidig træner på Goodison Park. Han trådte til i starten af december, da portugisiske Marco Silva fik sparket, og siden har han uddelt ekstatiske krammere til bolddrenge og andet godtfolk, når Everton-spillerne endelig har formået at få bolden i nettet. Således var det også ’Big Dunc’, der førte holdet ind til hjemmekampen mod Arsenal lørdag.
Ved at ansætte Carlo Ancelotti har Everton gjort lidt af et kup. Ancelotti har tre gange vundet Champions League-trofæet og været træner for, hold nu fast, både Juventus, Milan, Chelsea, PSG, Bayern München og Real Madrid. Ancelotti er kendt som en stor taktiker, der ikke er bange for at sige sine chefer imod, en venlig, charmerende mand, som om nogen stiller sig på sine spilleres side.
Annonse
Det så vi senest i Napoli, hvor han sammen med sit hold gjorde oprør mod den magtfulde (og excentriske) klubboss Aurelio De Laurentiis – og endte med at blive vist døren. Derfor er Ancelotti nu ledig på markedet. Men spørgsmålet er, om Carlo Ancelotti er den rette kapacitet til at indfri Evertons ambitioner om at nå top-6. Man kan have sin tvivl. Ancelotti er god til at skabe et stærkt sammenhold i store klubber med stjernespillere – men kan han også løfte et inkompatibelt mandskab uden bærende kræfter, der lige nu ligger på en skuffende 16. plads i Premier League? Everton italienerens femte klub på ni år. Måske Ancelotti også vil sige hurtigt goddag og farvel på Goodison Park, selv om han har fået en lang kontrakt på fire et halvt år.
Boxing Day coming up
Når vi alle har sundet os ovenpå massiv indtagelse af julemad og gaveoppakning står den igen på fodbold, masser af fodbold. I England stikker det helt af 2. juledag, på den såkaldte Boxing Day, som ikke har det fjerneste med boksning at gøre. Navnet betyder nemlig rettere ’æskedagen’ og stammer fra en britisk juletradition, der opstod i 1700-tallet.
Her gav man (eller rettere, de rige i overklassen) på denne dag pakker med mad, tøj eller penge til de mennesker, man ikke i det daglige var på talefod med. På Boxing Day blev det derfor en tradition, at de lavest bemidlede i samfundet, såsom tjenestefolk, avisbuddet, skraldemanden og rengøringskonen, gik fra dør til dør og fik udleveret æsker med gaver i.
En anden forklaring på det særegne navn er, at man i Storbritannien op gennem 1800-tallet i juledagene stillede særlige kasser (’boxes’) op udenfor kirkerne, hvor man kunne lægge donationer til de mest trængende. Den dag i dag er 2. juledag i England der, hvor
kirken fordeler de gaver, den har modtaget som velgørenhed til de fattige.
Storkamp i Leicester
Annonse
Men først og fremmest er Boxing Day i fodboldens verden altså kendt for at være dagen, der indleder det hidsige – og muligvis mesterskabsafgørende – juleprogram i Premier League. I år skiller især en kamp sig ud 2. juledag i England, nemlig mødet mellem Leicester og Liverpool på King Power Stadium.
Liverpool er i skrivende stund 10 point foran forfølgerne på 2. pladsen, men de seneste dage har vist, at Klopps mandskab ikke er usårligt. I ugens løb har Liverpool været i Qatar, hvor den har stået på VM for klubhold, og i onsdagens semifinale mod mexicanske Monterrey hev et amputeret Liverpool-hold med hiv og sving finalepladsen hjem. Også i finalen mod brasilianske Fluminese lørdag aften var Liverpool under niveau, selv om de til sidst endte med at hente pokalen i Doha.
Noget kunne tyde på, at en ekstremt travl december har sat sit præg på holdet. De har spillet 10 kampe denne måned, og mod Monterrey så forsvaret sjældent usikkert ud. Den ellers allestedsnærværende ankermand Virgil Van Dijk var ude med sygdom, og derfor måtte Klopp stille op med Joe Gomez og Jordan Henderson som de to stoppere. Puha. Et Liverpoolforsvar uden van Dijk er generelt lige så hullet som en af banerne ude i Kløvermarken, og derfor skal det engelske tophold for alt i verden sikre sig, at den bomstærke hollænder går gennem sæsonen uden skader.
Ikke mindst fordi Manchester City selvfølgelig vil lugte blod ved den mindste slinger i valsen fra førerholdets side, men også fordi den tidligere Liverpool-manager Brendan Rodgers på nærmest mirakuløs vis har ført Leicester op blandt de to primære udfordrere til titlen. I aftes kunne The Foxes dog ikke stille noget op mod et stærkt City-hold i hopla, men trods 1-3-nederlaget på Etihad er Kasper Schmeichel og Co. fortsat et point foran Pep Guardiolas tropper før mødet med Liverpool på Boxing Day. Helt åbenlyst lægger Brendan Rodgers en stor del af sin lid til Jamie Vardy, som er i gang med en vanvittig sæson. Den 32-årige, fortsat lynhurtige spids har indtil nu scoret 17 gange i 18 kampe. Det er voldsomt, og hans samspil med i særdeleshed James Maddison kan blive en mundfuld for Liverpools bagerste rækker.
Det bedste hovedstødsmål i historien?
Juleprogrammet i det engelske byder i øvrigt også på en række andre store opgør, blandt andet skal José Mourinho og Chelsea som nævnt på besøg hos Mikel Arteta og Arsenal på en af årets sidste dage. Der er nok at se frem til.
Og hvis du ikke lige gider bruge al din tid på live-kampe fra Premier League, så kan det stærkt anbefales at gå ind på nettet og se det mål, Cristiano Ronaldo satte ind for Juventus mod Sampdoria onsdag aften i denne uge.
Ronaldo hoppede ikke mindre end 2,5 meter op fra jorden og svævede overjordisk gennem luften, før han pandede bolden ind bag Sampdorias chanceløse målmand. Det er muligvis det bedste hovedstødsmål, jeg nogensinde har set. Sorry, Pelé.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.