5 ting at glæde sig til i påsken

Hendo trives på ny plads, Atalanta er Europas uheldigste klub, Onuachu skal sælges til sommer og FCK og Brøndby er gode ved hinanden i mesterskabskampene.

Dame N' Doye
Offentliggjort

Ærkerivaler eller i venner når det gælder?

FC København og Brøndby bliver altid fremstillet som ærkerivaler, men i forhold til deres indbyrdes mesterskabskampe mod FC Midtjylland er de hinandens bedste venner. 3/3 til FCK denne sæson. 4/5 til Brøndby sidste sæson. Her skal man huske, at det altså er to hold, der nærmest konstant er i top tre i Superligaen, der mødes.

brøndby.jpg

Det højt besungne New Firm er blevet til fodboldsæsonens bedste weekend for FCK og Brøndby, hvor der altid er tre point til det hold, der har mest brug for dem. Frank Jensen og de andre københavnske lokalpolitikere inde på Rådhuset kunne lære noget af det her solide, udbytterige københavnske samarbejde på grønsværene på Østerbro og ude på vestegnen.

FCK spiller mandag mod FCN i Farum. Brøndby mod FCM i Herning.

Endnu en vanvittig Messi/CR7-statistik

Mål i Champions League i 2010erne: CR7 og Messi – 196

Liverpool og Manchester United - 159

GettyImages-1138060158.jpg

Henderson blomstrer

Jordan Henderson var altid et forkert valg til 6’eren for Liverpool. Henderson er hårdtarbejdende og loyal og ganske hæderlig i presspillet. Derfor var han nogenlunde på pladsen sidste sæson, hvor Liverpool i højere grad pressede og spillede kaosfodbold. I denne sæson, hvor Liverpool er langt mere kontrollerende, har Henderson slet ikke fungeret på 6’eren.

Henderson er en elendig spilfordeler, der i bedste William Kvist-stil kun tør spille bolden sidelæns, når han spiller den bagerste midtbane. Der er masser af fight og vilje over Henderson, men hans overblik og spilforståelse er ganske begrænset. Liverpool har i deres nyerhvervelse, Fabinho, fået den mand, der skal kontrollere spillet foran forsvarerne.

henderson.jpg

Men Henderson var også selv frustreret over, hvor svagt han spillede på 6’eren og gik til træner Klopp og spurgte, om han ikke kunne få lov til at spille ude i højre side på midtbanen, som han også til tider har gjort tidligere i karrieren. Klopp gav ham chancen derude, og de sidste 3-4 kampe har Henderson været en af Liverpools bedste spillere. Han har ramt god form på det allervigtigste tidspunkt i sæsonen og har faktisk udkonkurreret Wijnaldum, der tidligere på sæsonen var blandt Liverpools bedste. Flot set af træneren og den udskældte kaptajn, der måske alligevel har en fremtid hos de røde. Bare ikke på 6’eren.

Liverpool spiller søndag kl. 17 mod Cardif

Stakkels Atalanta

I mandags spillede Atalanta 0-0 mod Empoli i den italienske Serie A. Atalanta havde 47 skudforsøg og 17 af dem ramte målet. Empoli havde tre skud. Ét ramte målet. Der stod 38-1 i skabte chancer. xG, altså expected goals, sagde 5,86 til Atalanta. Det er det højeste xG nogensinde målt i en kamp uden mål. Kampens spiller? Empolis målmand, Bartlomiej Dragowski med 17 redninger. Det højeste antal i Serie A i denne sæson. Stakkels Atalanta.

GettyImages-1137429595.jpg

Atalanta spiller mandag aften ude mod Napoli.

FC Midtjyllands kollaps

Torsdag aften vandt FCK nemt 3-0 over de danske mestre fra FC Midtjylland og er dermed med 99,9 procents sikkerhed danske mestre. Den mesterskabskamp der skulle have været så spændende er helt faldet sammen grundet nogle meget svage præstationer af FCM.

Hvad er der sket med FC Midtjylland i slutspillet? Hvorfor er FCM, i modsætning til sidste sæson, faldet sammen, når de denne sæson har en langt bedre startellever og også en langt bedre trup end sidste forår?

Sidste sæson mistede FC Midtjylland deres suveræne topscorer Alexander Sørloth, Rasmus Nissen og måske forårets bedste spiller for FCM, Filip Novak. Oven i købet blev Sørloths afløser Paul Onuachu alvorligt rygskadet i en af de første kampe i foråret, og FCM havde nærmest ingen angribere i foråret. Alligevel vandt FCM mesterskabet. De formåede at vinde stort set alle de tætte kampe og snød i slutningen et meget stærkt BIF-hold.

GettyImages-1138039936.jpg

I denne sæson har FCM på papiret et meget stærkere mandskab end sidste sæson, og ingen blev solgt denne vinter. De har i Joel Andersson fået ligaens måske bedste højre back, og polske Kursawa er en stor forstærkning på venstrekanten om ikke andet så som en fin afløser for Marc Dal Hende, der slet ikke har ramt niveauet fra sidste sæson. Evander er blevet hyldet som en brasiliansk magiker på midtbanen, Alexander Scholz har måske været FCMs bedste spiller i denne sæson, og Paul Onuachu har ikke været skadet dette forår.

Problemet er bare, at FCMs to største salgsobjekter, Onuachu og Evander, overhovedet ikke har leveret i slutspillet. Brasilianske Evander har været meget svag i marts og april, men formåede mod FCK at spille sæsonens absolut svageste kamp. Hvordan han blev på banen i 90 minutter er en absolut gåde. Hvorfor man skiftede FCMs mest formstærke spiller, Frank Onyeka, ud i stedet for Evander er lige så umuligt at forstå. Hvad skete der ude på FCMs bænk?

Man får faktisk ondt af den lille brasilianer, der har spillet mange gode kampe denne sæson, men næsten udelukkende mod svagere modstandere. Hvorfor skal en mesterskabskamp nærmest hænge på en 20-årig knægts smalle skuldre, når han nu ikke har kunnet ramme en ladeport den sidste måned og er helt uden selvtillid? Ingen udover Messi spiller godt hele tiden. Giv dog drengen en pause og brug løs af den ekstremt rutinerede og stærke trup, hvor fx Gustav Wikheim var en af de vigtigste spillere i guldkampen sidste sæson og ofte har gjort ondt på FCK og de andre tophold.

Og så bliver man nødt til at nævne Paul Onuachu, der endnu engang har svigtet FCM, når det var allermest vigtigt, at han leverede varen. Store Onuachu var en katastrofe i FCMs europæiske kampe og en af de vigtigste grunde til FCMs fiasko på den front. I slutspillet har han nærmest været endnu værre. Kampen mod FCK var en opsummering af hans forår. Boldene sprang fra ham som en flippermaskine, og den ene chance han fik, brændte han selvfølgelig.

Hvis man sammenligner Onuachu med Superligaens klart bedste 9er, FCKs fremragende Dame N’Doye, er der flere niveauers forskel. Damen er en langt, langt bedre spilstation, han er en bedre tekniker, han er bedre defensivt, og han er meget stærkere foran mål. Onuachu har i de sidste otte kampe i Superligaen, den klart vigtigste periode, slet ikke scoret for FCM. Dame N’Doye har scoret fire mål, heraf to mod FCM og det kampafgørende mål i 1-0-sejren mod OB på udebane. Han slår altså til i de afgørende situationer i modsætning til Onuachu.

Onuachu har vist, at han har et højt topniveau, når han rammer det. Til gengæld er bundniveauet så lavt, at det nærmest ikke kan måles. Og desværre har Onuachu en tendens til at ramme bundniveauet, når det er allermest vigtigt. Da FCM lavede 2,55 point i snit sidste forår, var det uden Onuachu.

Det er svært ikke at overveje, om FCM simpelthen bare er bedre uden Onuachu? Det må være en stor prioritering, at få ham solgt til sommer. FCM kan simpelthen ikke stole på Onuachu, og hans manglende form og kvalitet er en stor grund til, at FCM ikke engang er kommet med i mesterskabskampen dette forår.

Karsten Krogh kommenterer La Liga og Serie A på Strive Sport og har skrevet om international fodbold i en årrække.