5 ting jeg lærte, da jeg kørte med følgebilen i Touren

1. Følgebilen kører som en raket

Så sidder vi der. På vej op ad Galibier, op i månelandskabet. Chaufføren, Maurice Borghouts, gasser op, passerer to-tre andre følgebiler i høj fart, presser bilen rundt i svingene. På et plateau sænker han farten, stopper og bakker ind på et stykke grusvej. En ældre fransk kvinde sidder på en sten og råber. ”Pogačar er lige dernede. Den gule trøje er lige dernede,” hviner hun og peger ned ad bjerget.

Vi træder ud, solen og varmen brager os i møde. Vi når kun lige at stå i vejkanten et minut, måske mindre, så kommer de. Først to motorcykler med fotografer bag på. Så Steven Kruijswijk forrest, efterfulgt af Jonas Vingegaard, Tadej Pogačar, Sepp Kuss og Geraint Thomas. Vi råber ”Jonas, Jonas, kom så Jonas,” og to sekunder senere er de væk, på vej mod toppen.

Her har Jumbo-Vismas angreb på den gule trøje allerede været i gang i godt en time. Igen og igen, på Col du Telegraphe, har Jonas Vingegaard og Primož Roglič på skift forceret og tvunget Pogačar til at følge med og reagere. ”Angreb, angreb, angreb,” har de råbt på Radio Tour, som er installeret i vores følgebil. Nu er Roglič blevet sat, og længere fremme sidder Wout Van Aert, som en satellit-rytter i udbruddet for så at lade sig falde tilbage på næste bjerg. Alt går efter planen, men Tadej Pogačar, det 23-årige slovenske fænomen, ser på dette tidspunkt stadig stærk ud.

Vi hopper ind i bilen igen, ruller vinduerne ned. Den franske kvinde smiler og siger ”Bonne chance, Vin-ge-gaaaaard,” og så sætter vi efter gruppen med Maillot Jaune. Maurice Borghouts ræser op ad bjerget, og kun i glimt når vi at se tilskuerne, som står i tusindvis på skrænterne. En mand har placeret fire bamser med de fire Tour-trøjer, den hvide ungdomstrøje, den prikkede bjergtrøje, den grønne pointtrøje og den gule førertrøje, i nydelig opstilling på campingstole foran sin autocamper. En italiener er klædt ud som julemanden. Hele familier i bjergtrøjer står og kigger ud over terrænet. På en klippevæg har nogen skrevet "Yates You Can".

Vi passerer Bradley Wiggins, den tidligere engelske Tour-vinder, som sidder iført læderjakke bag på en motorcykel. Igen kommer vi op bag gruppen med den gule trøje. Så begynder nedkørslen. Maurice Borghouts er helt oppe at køre. Han er hollænder og hepper både på Jumbo-Visma og på Jonas Vingegaard. ”Vi har et løb, vi har et løb,” hujer han og knytter næven. Han smider bilen rundt i svingene og når op på 70 km/t. Det virker halsbrækkende, ja nærmest livsfarligt, og et par gange er bilens sidespejle blot få centimeter fra tilskuernes hænder og fremstrakte flag.

I bunden af Galibier når vi ud på et langt, fladt stykke. Om lidt venter Col du Granon, det afgørende slag på etapen. Vingegaard og Pogačar-gruppen er godt 100 meter længere fremme. Borghouts siger nogle ord på hollandsk ind i sin walkie-talkie. Tjekker et eller andet af. Så trykker han speederen i bund igen. Bilen, en Skoda Enyaq, nærmest eksploderer. ”Det er som at blive skudt ud af en raket. Jeg elsker det,” siger Borghouts, som har været chauffør i følgebilen i Touren i otte år. ”Pedal to the metal,” tilføjer han. Vi kører lidt videre. På ny sætter Borghouts farten op, og vi stryger gennem små, franske landsbyer, som er klædt på til fest. Der er gult overalt. Vimpler, flag, reklamer for Credit Lyonnais og andre sponsorer vajer mod himlen. Bilen cutter hjørnerne af. Maurice Borghout kigger kort i bakspejlet.

”Never do this at home,” siger han så.

2. Touren er et solbrændt cirkus

11 dage tidligere stod jeg på Stændertorvet i Roskilde ved starten på 2. etape af årets Tour de France. Grand Départ i Danmark var i fuld gang. Ved et tilfælde fik jeg placeret mig lige foran startstregen på etapen, lige neden for Roskildes gamle rådhus og Sankt Laurentii Kirkeruin. Der var ikke en sky på himlen. Kasper Asgreen og Michael Mørkøv trillede ind foran stregen, stoppede sammen med resten af feltet, som forinden var kørt ude fra Vikingemuseet, og så var der et øjeblik helt stille. Roskildes borgmester, med borgmesterkæde og det hele, trådte ind foran rytterne. Kronprins Frederik fulgte efter.

Pludselig tronede et drengekor frem på en scene ved rådhuset. Jeg forstod ikke helt, hvad det handlede om, men så begyndte de at synge ’Marseillaisen’, den franske nationalsang. Rytterne i feltet drejede hovederne og kiggede over mod koret. Jeg fik gåsehud på armene. Over at stå der midt i det hele og mærke storheden, historiens vingesus. Tour de France i Roskilde, altså, hvad giver du mig. Og så, 30 sekunder senere, var de væk, alle sammen. På vej ud mod Ringvejen, mod Nyborg og videre mod Vejle og Sønderborg dagen efter, hele menageriet, gendarmerne, reklamekaravanen, Christian Prudhomme i sin røde Skoda, soigneurerne, sportsdirektørerne, holdbilerne og alle sponsorerne, E.Leclerc (fransk supermarkedskæde), Krys (fransk optikerfirma), Cofidis (fransk pengeinstitut), Quick Step (belgisk gulvproducent) og Movistar (spansk telekommunikationsfirma).

Mens jeg gik op ad Algade, tænkte jeg på dengang, jeg selv begyndte at interessere mig for cykelsport. Det var i 1989, året Muren faldt. Jeg var 15 år gammel. Rolf Sørensen, som da var helt ung og kørte for Ariostea, var en majestætisk, elegant og snu rytter. Han blev nummer fire i Flandern Rundt det år, og jeg var solgt. Et par måneder senere blev det endnu vildere, i Touren. Laurent Fignon mod Greg LeMond. Den intellektuelle franskmand med små, runde briller og hestehale mod den unge amerikanske opkomling, som lignede en collegefyr og kunne være en af Kennedyerne.

På den afsluttende enkeltstart i Paris tog LeMond 58 sekunder på den franske favorit og vandt med otte sekunder. Vi kunne ikke fatte, det vi så på skærmene hjemme i sommerhuset i Nordsjælland. Vi slugte dramaet mellem de to mænd, og jeg begyndte at læse op på Tour de France og på cykelsporten i det hele taget og blev klogere på Coppi og Bartali, på LeMond og Bernard Hinault, Grævlingen. Og alt handlede om følelser, om en fortælling. Om skurke og helte, om stjerner og vandbærere.

Siden fulgte Jørn Mader og Jørgen Leth på den nystartede TV 2-kanal, der som de første begyndte at sende hele Tour de France. Fra 1990 og mange år frem stod alle mine somre på nærmest at gå i hi og se Touren. Så kom Alex Zülle, Pedro Delgado, Claudio Chiapucci, og alle danskerne. Rolf Sørensen kørte fire dage i gult, vi lærte Brian Holm og Jesper Skibby at kende, og vi drømte selv om at køre for enten TVM, Ariostea eller Telekom eller at kunne køre en spurt som Apdoujaborov, Cippolini eller Erik Zabel. Den smalle sport, som hidtil havde været for de få uindviede herhjemme, var pludselig blevet allemandseje.

Og så, nærmest ud af ingenting, var vi alle på fornavn med Bjarne, Ørnen fra Herning. Sommeren 1996 var magisk. Efter fem års total dominans fra Miguel Indurain, Den Brune Muskel, der kørte så kedeligt og bare kontrollerede alting, satte Bjarne Riis, med fråde om munden på vej op mod Sestriere, prikken over i’et i euforien. Vi nægtede først at tro på det. En dansker kunne da ikke vinde Tour de France, altså ikke sådan rigtigt. Men det gjorde han.

3. Bjarne Riis er deprimeret

Bjarne Riis’ sejr i 1996 taler jeg kort med Andy Schleck om i startbyen Albertville, lige før 11. etape går i gang. Schleck, luxembourgeren, der selv vandt Touren i 2010, er en omrejsende reklamesøjle for Skoda i løbet. Hver morgen kører han ud i en ny by, på et nyt bjerg, med VIP-gæster og andet godtfolk, på Colnago-cykler, der bliver plejet og pudset af de tilknyttede mekanikere.

I startområdet, som er en heksekedel af ulmende energi, styrter journalister og sponsorer rundt. Man fornemmer alle tandhjulene i den store Tour-organisme, der serveres pindemadder, en kvinde i en kørende cykelvogn kaster bananer ud til sultne gæster, på en scene bliver der drukket champagne i plastikglas, og i en bod kan man få en gratis udgave af L’Equipe, som har Pogačar på forsiden ledsaget af teksten: I dag skal vi højt op, både i temperaturer og i bjergene.

”Er det ikke fedt,” siger Andy Schleck, ”det bliver en brutal dag i dag. Rytterne kommer til at blive dræbt af varmen. Og på Galibier og Col du Granon stiger den bare i det uendelige. Vingegaard skal vise nosser. Det håber jeg, han vil gøre. Det har løbet brug for,” siger Schleck og bliver så lidt mørkere i blikket, da jeg spørger ham, om han stadig ser Bjarne Riis.

”Yes, yes, jeg mødte Bjarne ved Grand Départ i København. Vi talte længe sammen. Men altså … Bjarne er rastløs. Han er deprimeret. Han har brug for noget at lave. Det vil være godt for ham, hvis han får et nyt cykelhold.”

Et par fans bryder ind. De skal have taget fotos med den tidligere mester. Og vi skal også videre. Maurice Borghouts skynder på os. Vi går tilbage til bilen, sætter i gang, kører væk fra Albertville. I bilen rækker Borghouts ud efter løbsbogen med optegnede ruter, etapeprofiler, de estimerede tider i alle etaper og fyldige informationer om alle holdene og rytterne.

På vej op ad Col du Telegraphe passerer vi den ene lidende rytter efter den næste. Feltet er splittet, det er hver mand for sig. Maurice Borghouts sænker farten ud for enkelte af rytterne, især de hollandske, og vi triller ved siden af dem, mens han opildner dem og spørger, hvordan de har det. Rytterne svarer ikke. De er i zonen, har blikket rettet stift frem, i ren overlevelse. Han trykker speederen i bund i Enyaq-elbilen igen og accelerer. Vi drøner op ad bjerget.

Maurice Borghouts er, som de fleste andre chauffører i følgebilerne, der er 250 i karavanen i alt, tidligere cykelrytter. Han er opvokset i en lille by tæt på Eindhoven, og da han var ung, drømte han om at vinde Tour de France, indtil han var ude for et voldsomt styrt.

”Jeg mistede lysten og kontakten til alle dem, jeg kørte med, men i 2008 mødtes vi tilfældigt igen, et rendezvous, og så begyndte vi at samles i gruppen igen for sjov. Den hedder ’I love my wife, when she lets me go cycling’. Gennem en af dem i gruppen blev jeg tilknyttet DSM-holdet og begyndte at køre som chauffør. Det ledte videre til at arbejde for A.S.O. og for UCI og for Skoda. Det er et fantastisk job, men jeg har også en virksomhed ved siden af, hvor jeg laver indretningsløsninger. Så tager jeg lidt tid fri og kører både endagsløbene i foråret og Tour de France,” siger Borghouts.

Jeg spørger ham, hvad der er de vigtigste egenskaber for at kunne være chauffør i følgebilerne.

”Det er ekstremt vigtigt, at du er forsigtig og opmærksom og har et 360 graders udsyn på hele etapen. Vi kører utroligt tæt på rytterne, og hvis de mister kontrollen over cyklen eller tager et skarpt sving, skal du reagere ultrahurtigt. Du må ikke lade dig stresse, og så skal du konstant holde øje med bilerne foran dig. Se, hvor de kører, og ikke følge bilen foran blindt. For hvis han laver en fejl, risikerer du at gøre det samme.”

Er i dag bare endnu en dag på kontoret for dig, spørger jeg.

”Nej, er du gal, mand! I dag er en speciel dag. En hård dag. Der er så mange mennesker på ruten, dog ikke lige så mange, som der vil være på Alpe d’Huez i morgen. Og der er ikke nogen rolige dage her i Touren. Alles øjne er også på dig,” siger Borghouts og nikker mod en mand med en rød hjelm på en motorcykel lidt foran os, en af kommissærerne, der gestikulerer og dirigerer mod karavanen.

”Du kan godt blive diskvalificeret, hvis du laver kørefejl. Faktisk er det vigtigste, at du som følgebil ikke må have indflydelse på løbet. Rytterne skal helst ikke kunne mærke, at vi er der. Hvis du kører forkert, for hurtigt eller for tæt på dem, så får du det at vide. Du skal basalt set være så usynlig som muligt.”

4. Vi burde have et dansk hold i Touren igen

Maurice Borghouts drejer bilen ind gennem en vejspærring og hilser kort på to gendarmere. At køre rundt i følgebilen er som at bevæge sig ind i en boble. Løbet er en livscyklus i sig selv. Sejre og nederlag, angreb og overgivelser. Varmen er ulidelig. Borghouts beordrer os til at rulle alle vinduer i Enyaq’en ned.

”Jeg kan dufte Galibier,” siger han, da vi stryger over toppen af Col du Telegraphe. På walkie-talkien bliver ordrer udstukket på spansk, fransk, hollandsk, belgisk og engelsk. ”Ryttere på vej bagfra, sænk farten.” Udenfor sidder folk i skyggen foran deres autocampere. Vi passerer en omrejsende belgisk pub, der hedder ’Cafe Welkom’, som serverer øl til de tørstige fans. Borghouts presser hornet i bund, jubel blandt folket.

I flere timer er vi kørt forbi smilende mennesker i vejkanten. Folk i alle aldre, der hujer, når vi passerer, og vinker ind til os i bilen. Jeg kommer til at tænke på udviklingen i cykelsporten fra 1996 og frem til nu. Fra Bjarnes sejr og triumftoget på Rådhuspladsen derhjemme og årene, der fulgte. For den euforiske følelse over, at vi havde vundet Tour de France, varede kort. Jeg husker året efter, da Riis måtte give fortabt over for både Jan Ullrich og mekanikken på sin cykel, og da han i frustration smed sin cykel fra sig i vejkanten på den afgørende enkeltstart.

Og efter det fulgte EPO-perioden. Virenque og Festina-skandalen, Tyler Hamilton og hans måske-eksisterende tvillingebror, Contadors bøf. Armstrongs tåkrummende interview med Oprah og endelig Bjarne Riis’ egen sandhedsstund, hvor han indrømmede, at han havde været dopet. Al glæden, al fællesskabsfølelsen forsvandt som støvkorn i solen, og senere var begejstringen ved sporten lige så svær at opstøve, som Michael Rasmussens whereabouts.

Men i de seneste par år har vi været på vej mod tidligere tiders storhed, godt hjulpet på vej af en ny, gylden generation af danske ryttere, som kan køre stærkt og spise kirsebær med de bedste i verden. Det taler vi om i følgebilen, kort efter at vi har passeret Mads Pedersen i ensom majestæt.

”Hej Mads, hvordan går det?” spørger vi ud ad vinduet. Han smiler overskudsagtigt på sin funklende røde Trek-racer. ”Det går stille og roligt,” svarer han, og så kører vi videre.

Synet af Mads Pedersen, som siden triumferer på overlegen vis og henter sin første Tour-sejr på 13. etape, får mig til at fundere over, hvor vildt det ville være, hvis vi igen fik et dansk hold i Tour de France. For der var bare noget specielt over det, dengang Saxo Bank fyldte det hele, dengang Bjarne Riis nærmest ejede løbet og folk som Nicki Sørensen, Jakob Piil og nu tragisk afdøde Chris Anker Sørensen gjorde sig gældende og spillede hovedroller.

Tænk bare, hvilket hold vi kunne stille. Der er masser at plukke imellem. Konkurrencen for at komme med ville være hård. Jeg nævner bare: Mads Pedersen, Kasper Asgreen, Michael Mørkøv, Magnus Cort, Michael Valgren, Jonas Vingegaard, Christopher Juul, Mikkel Bjerg, Jakob Fuglsang, Mikkel Honoré, Andreas Kron. Og så Brian Holm, Kim Andersen og Matti Breschel som sportsdirektører. Og Bjarne Riis som chefen for det hele. Måske med en topsponsor fra det danske erhvervsliv. Det kunne hedde Team Ørsted, Team Novo, Team Vestas, eller hvad ved jeg. Måske kunne det endda hedde Team Mærsk.

5. Vi mistede vores kærlighed til sporten, men vi er ved at finde den igen

Vi når Saint-Chaffrey, lige ud for der, hvor opstigningen til Col du Granon begynder. Vi har kørt 145 af de i alt 149 kilometer på 11. etape. Maurice Borghouts parkerer bilen til venstre ved en grøft, midt inde imellem tilskuerne. Han leder os over til noget, der hedder Club Tour de France, et improviseret festområde i tre etager, der står og troner mærkeligt midt i månelandskabet.

Bagved, ude på vejen, slider rytterne sig i små, adspredte grupper opad bjerget. Vi tager stilling foran en tv-skærm. En fyr, der står ved en bar, kommer til at vælte en flaske champagne. Den eksploderer på jorden foran ham. I samme øjeblik er der opstandelse ved skærmen. Det er Borghouts. ”Nu kører han fandeme, nu kører Vingegaard. Kom så!” råber han.

Vi stimler sammen. En eller anden henter fadøl. En anden får tændt for TV 2 på en medbragt tablet. Nu kan vi også høre Dennis Ritters stemme. Pulsen stiger.

Jonas Vingegaard skaber hullet. Majka, Pogačars hjælper, kan ikke svare igen. Også det slovenske fænomen bliver sat. Den 25-årige dansker fra Glyngøre stryger videre mod toppen. Han passerer så let som ingenting først Nairo Quintana og så det franske håb Warren Barguil, der går helt i stå og nærmest står stille. Men, vigtigst af alt, så fortsætter Vingegaard, uden at kigge sig tilbage. Han tager tid og mere tid og mere tid på Tadej Pogačar. Det er utroligt. Vi kan næsten ikke fatte det.

”Han er i gult nu,” konstaterer Andy Schleck, der står lige ved siden af mig. Og det er helt rigtigt. På toppen af Col du Granon tager Vingegaard over to et halvt minut på den slovenske vidunderdreng. Tilskuerne på Club Tour de France klapper begejstret, da danskeren kører over stregen og knytter sin næve i sejrsgestus.

”Han viser, at han har nosser,” siger Andy Schleck.

Da vi sætter os tilbage i følgebilen og kører den modsatte vej, ned ad bjerget, hen mod aftenens hotel i skibyen Risoul, er vi helt overstadige. 15 år er der gået, siden at Michael Rasmussen blev smidt ud af løbet. For første gang i 15 år har vi en dansker i den gule førertrøje i Tour de France. Det er uvirkeligt.

Undervejs mod hotellet passerer vi næste dags startby i Briançon. Alt står allerede klappet og klart til, at rytterne herfra skal begive sig ud på 12. etape, hvor finalen på Alpe d’Huez venter. På vej op mod Risoul giver Maurice Borghouts flere prøver på sine kørefærdigheder og tvinger elbilen faretruende tæt på kløfterne rundt i hårnålesvingene.

Vi når frem i live, og på hotellet bliver der serveret velkomstchampagne og flere pindemadder. Jeg sætter mig ved et bord med Andy Schleck. Der står en åben flaske hvidvin foran os. Jeg spørger, om han vil have et glas. ”Vil en blind mand gerne kunne se,” svarer han. Og tilføjer: ”Ja tak, og især ovenpå sådan en dag som i dag.”

Vi taler videre om Vingegaard og Pogačar.

”Jeg er virkelig glad for, at Vingegaard og resten af Jumbo-Visma angreb på den måde, som de gjorde. Det er sådan, det skal være i løbet,” siger den tidligere luxembourgske stjernerytter.

Hvad mener du, spørger jeg.

”Jeg mener, at jeg i de seneste par år lidt havde mistet min glæde ved cykelsporten. Det var blevet for kedeligt, for kalkuleret, for lidt spændende. Men i dag var helt ekstraordinært. I dag genfandt jeg min kærlighed til sporten. Det her er den bedste etape, jeg nogensinde har set i min karriere i Touren. Jeg føler mig privilegeret over at have fået lov til at overvære det,” siger Andy Schleck.

Jeg læner mig lidt tilbage i stolen, nipper til vinen.

”Wow,” tænker jeg. ”Sådan har jeg det også.”

Jeg undskylder mig og rejser mig fra min stol ved siden af Andy Schleck. Jeg går ud af hotellet, ud på vejen, og kigger ned i dalen, som bølger sig grønt under Risoul. Og så får jeg gåsehud på armene igen.