5 ting jeg lærte, da jeg kørte med følgebilen i Touren
Euroman var med helt tæt på, ja, faktisk kun et par meter bagefter i karavanen, da Jonas Vingegaard tog den gule trøje på 11. etape i Tour de France og på aggressiv og modig vis skabte eufori i folkemængderne på Col du Galibier og Col du Granon.
1. Følgebilen kører som en raket
Så sidder vi der. På vej op ad Galibier, op i månelandskabet. Chaufføren, Maurice Borghouts, gasser op, passerer to-tre andre følgebiler i høj fart, presser bilen rundt i svingene. På et plateau sænker han farten, stopper og bakker ind på et stykke grusvej. En ældre fransk kvinde sidder på en sten og råber. ”Pogačar er lige dernede. Den gule trøje er lige dernede,” hviner hun og peger ned ad bjerget.
Vi træder ud, solen og varmen brager os i møde. Vi når kun lige at stå i vejkanten et minut, måske mindre, så kommer de. Først to motorcykler med fotografer bag på. Så Steven Kruijswijk forrest, efterfulgt af Jonas Vingegaard, Tadej Pogačar, Sepp Kuss og Geraint Thomas. Vi råber ”Jonas, Jonas, kom så Jonas,” og to sekunder senere er de væk, på vej mod toppen.
Her har Jumbo-Vismas angreb på den gule trøje allerede været i gang i godt en time. Igen og igen, på Col du Telegraphe, har Jonas Vingegaard og Primož Roglič på skift forceret og tvunget Pogačar til at følge med og reagere. ”Angreb, angreb, angreb,” har de råbt på Radio Tour, som er installeret i vores følgebil. Nu er Roglič blevet sat, og længere fremme sidder Wout Van Aert, som en satellit-rytter i udbruddet for så at lade sig falde tilbage på næste bjerg. Alt går efter planen, men Tadej Pogačar, det 23-årige slovenske fænomen, ser på dette tidspunkt stadig stærk ud.
